Trondheim (tidligereNidaros ogTrondhjem) er en bykommune iTrøndelag. Det er dentredje folkerigestekommune i Norge med 207.015 indbyggere i 2020[1]. Kommunen blev i 1964 slået sammen med nabokommunerneByneset,Strinda,Tiller ogLeinstrand. Fra 2020 bliver den tidligere selvstændige kommuneKlæbu lagt sammen med Trondheim.[2]
Trondheim har et mildt klima for sin beliggenhed, hvilket resulterer i moderate somre og vintre der ofte er over frysepunktet tæt ved havet. På højere stede ri byen kan der dog være koldere og mere snefyldtmikroklima.Trondheim er den største by i Trøndelagfylke og et etableret regionscenter for heleMidt-Norge. Dog ligger fylkes administrationscetrum iSteinkjer.
Man regner med, at byen blev grundlagt i år997 af Olav Tryggvason.Arkæologiske fund tyder på, at der var en betydelig bebyggelse ved Nidelvens udløb med gårde og pakhuse.
I slutningen af1000-tallet voksede byen hurtigt. I1070 begyndte bygningen af en stenkirke, der senere udviklede sig tilNidarosdomen overOlav den Helliges grav. Kirken stod færdig omkring år1320. Trondheim blev sæde for den norskeærkebiskop, da Norge blev en selvstændigkirkeprovins i1152, hvilket øgede byudviklingen yderligere, og fra1200-tallet kender vi næsten 20 kirker under sædet. Der blev også anlagt en bro over Nidelven omtrent der, hvorElgeseter bro ligger og en rækkeklostre, blandt andet på Elgeseter,Bakke ogMunkholmen.I1219 oplevede Trondheim den første kendte brand, og nogle år senere i1295 blev store dele af byen ødelagt af endnu en brand.
Kort over Trondheim fra 1898, med den nye bydel Lademoen indtegnet.
Fra1600-tallet kom øget handel byen til gode. Byen begyndte at vokse mod vest, og den første bebyggelse påBakklandet opstod. I1681 lagde den såkaldteHornemansbrand store dele af Trondheim øde.Christian V bestemte da, at der skulle laves en helt ny byplan for Trondheim, som bedre sikrede den i tilfælde af brand. Opgaven fik denluxembourgske generalmajorJohan Caspar de Cicignon. Han tegnede en byplan med brede og lige gader oget centralt torv. Trondheims byplan regnes som det fineste eksempel påbarokkens byplansidealer i Norge.
Der opstod flere store brande i1700- og1800-tallet (særlig i1708,1841 og1842). Det medførte krav om grundmurede huse i byens centrum. Inden det blev vedtaget, blev byen hurtigt genopbygget i træ. Mange af træbygningerne i centrum stammer fra midten af 1800-tallet.
Efter2. verdenskrig måtte store dele af den gamle bebyggelse vige til fordel for nye virksomheder. Cicignons byplan fra slutningen af 1600-tallet er stadig ganske fremtrædende i dagens Trondheim.
Trondheims byflag er en gulhybenrose på rød bund. Det er byens kommuneblomst, som har været brugt som symbol af byens instanser og kirke helt fra 1500-tallet. Muligvis symboliserer den rosevinduet i Nidarosdomen.
Beliggenheden ved udmundingen af elven Nid (Nidelven) gjorde stedet kendt somNidaros, der betyder Nid-å's-udløb. Ved oprettelsen afNidaros ærkebispedømme i 1152 førte en fejltolkning til, at byens navn iVatikanet blev tilTrundum (Trundensis). Det fikEirik Ivarsson rettet op på, og fra 1192 hedder byen Nidaros både i Nidaros, Norge og iRom. Nidaros-navnet på byen forsvandt senere af flere grunde, først og fremmest fordi ærkebispesædet forsvandt i 1537, men navnet er brugt helt frem til 1700-tallet.
Trondheim(en) var oprindelig navnet på de otte trønderske fylker, nutidensTrøndelag. Navnet betyde egentlig «landet (hjemmet), der vokser frodigt».[3] Isenmiddelalderen blevKaupangen i Trondheimen, altså handelspladsen i Trøndelag, også brugt som bynavn og kortformenTrondheimen blev anvendt parallelt med Nidaros. Underunionen med Danmark blev det fordansket tilT(h)rondhjem ogTrondhjems len for Trondheims len, så det navn var i brug fra 1500-tallet.
Folkemøde ved rådhuspladsen forandet gamle rådhus og musikpavillonen i forbindelse med navnestriden (1929).
I 1925-1930 blev flere bynavne fornorsket som led i den sprogligenationalisme, der var udbredt i Norge i første del af det 20. århundrede (1925:Oslo, 1927:Halden, 1930: Stavern). Ved lov af 14. juni 1929 blev det bestemt, at byenTrondhjem fra 1. januar 1930 skulle haveNidaros som officielt navn. Det var i 1928 afholdt enfolkeafstemning om bynavnet. Her stemte 17.163 mod ændring og 1.508 for. Befolkningen ogbystyret, der ønskede at beholde Trondhjem som navn, følte sig overset og protesterede i vid udstrækning.
Etter en ophidset navnestrid blev sagen taget op på ny iStortinget. Det endte med et kompromis: Ved lov af 6. marts 1931 med virkning fra samme dag blev formenTrondheim indført, et «fornorsket» kompromisforslag lanceret afIvar Lykke, en lokal købmand,statsminister 1926-28 og stortingsrepræsentant 1915-35.[4]
Trånnhjæm (-em) er imidlertid en hyppig forekommende udtale af bynavnet blandt byens befolkning, og navneformen er stadig i brug som navn på (nye og gamle) foreninger og virksomheder.[5] Så sent som i 2007 ønskede en bystyrerepræsentant at blæse liv i diskussionen om bynavnet.[6]
Trondheim hedder påsydsamiskTråante. Tidligere blev skrivemådenDrontheim brugt påtysk, idet man mente, at det gjorde korrekt udtale lettere, men denne skrivemåde er gradvis gået ud af brug.
Trondheim har den længste sammenhængende træhusbebyggelse iNorden og omtales af den grund sintræhusbyen. Man kan trække en mere eller mindre uafbrudt linje gennem træhusbebyggelser fra fisker- og arbejderstrøget iIlsvikøra i vest, via 1840-talsbebyggelsen i Sanden ogLøkkan,bryggerækkerne og træhusbebyggelsen iNerbyen, bryggen iKjøpmannsgata, træhusene iBakklandet, Rosenborgbebyggelsen og arbejderboligerne iLademoen tilReina i øst.
De er bygget i forskellige perioder fra tidligt i 1700-tallet og med overvægt fra sidste halvdel af 1800-tallet.
Nidelven løber igennem byen fra syd mod nord og munder ud i Trondheimsfjorden. På den flade landtange, som dannes ved elvens udløb, ligger byens centrum. Videre østover mod fjorden præges landskabet af lavland ogkulturlandskab, som derfra går videre til højere plateauer. Rundt omJonsvatnet i sydøst er landskabet præget af bakker med en højde på omtrent 400 meter. Sydvest for Nidelven ligger Heimdalsplateauet, og videre mod vest findes flade og frugtbare områder med lerjord med store landbrugsområder.
OmkringBymarka findes de højeste områder i kommunen, med blandt andre den 552 meter højeGråkallen ogStorheia, som rager 566 meter i vejret.
Trondheim har et mildt og fugtigt klima præget af byens beliggenhed i udkanten afVestenvindsbæltet. Byen ligger i dentempererede klimazone. Beliggenheden mellem den varme luft i syd og den kolde i nord giver et noget ustabilt klima.
Byområdet Trondheim (grønt), med centrumsområder (gråt).
Trondheim har 205.163 indbyggere (1. januar 2020).[7] Den 30. september 2009 blev byens indbygger nummer 170.000 født.[8] Hvis man medregner de studerende, som ikke melder flytning til byen, er det faktiske indbyggertal væsentligt højere. I 2019 var der i alt 37.400 registrerede studerende ved uddannelsesinstitutionerne NTNU ogDronning Mauds Minne (DMMH).[9][10] Dertil kommer en række mindre uddannelsesinstitutioner. I en kommunal rapport fra november 2006 anslås det, at kun 8.000 af disse studerende har deres folkeregisteradresse i Trondheim.[11] Altså boede der pr. 2011mindst 23.000 studenter i byen, som ikke regnes med i det officielle folketal.
Trondheim er, målt på indbyggertal, den tredjestørstekommune i Norge, men bliver afSSB regnet som denfjerdestørste bymæssige bebyggelse, daStavanger ogSandnes regnes som et fælles område. Byen Trondheim havde 186.364 indbyggere pr. 1. januar 2019. Byen har enbefolkningstæthed på 2.622 indbyggere pr. kvadratkilometer (pr. 2012), hvilket er den fjerdehøjeste i Norge.Trondheimsregionen havde ca 300.000 indbyggere (2019).[12]
Trondheim er en by i vækst. Befolkningsvæksten har været på 1.200-1.300 i 2008 og 2009. I perioden 1997-2007 steg befolkningen med 700-1.000 hvert år. Nettoindflytningen er også positiv og har været over 1.000 pr. år siden 2005, med 2006 og 2007 som de højeste, med henholdsvis 2.183 og 2.462 personer. I 2010 blev der født omkring 2.600 børn i Trondheim, det højeste tal i 35 år.[13] Borgere medindvandrerbaggrund udgør 13,3% af byens befolkning (2019).[14]
Trond Giske (Ap) fra Trondheim blev tildelt stortingsmandat nr. 1 for Sør-Trøndelag.
VedStortingsvalget 2013 var der 131.527 stemmeberettigede i Trondheim. Vælgerne afgav 106.095 stemmer. Valgdeltagelsen var dermed 80,7%. Valgresultatet gav et rødgrønt flertal på 0,4 procentpoint (46,1% H+Frp+KrF+V, 46,5% Ap+Sp+SV). Tabellen viser stemmefordelingen:[15]
SygehusetSt. Olavs Hospital ligger påØya. Byen har seminarium inden for sundhedsvidenskab og universitetsuddannelserne i medicin og medicinsk teknologi.
Trondheim havde tidligere seks administrative distrikter: Sentrum, Strinda, Byåsen, Nardo, Saupstad og Heimdal. Den 1. januar 2005 indførtes en ny inddeling af byen baseret påNAVs organisering.
Byen rummer en del erhverv, hvoraf de fem største virksomheder i fylket erReitangruppen (omsætning 2005 28.178 millioner norske kroner),TINE, Midt-Norge (omsætning i 2005 3.729 millioner norske kroner),Gilde (omsætning i 2005 3.006 millioner norske kroner),Coop (omsætning i 2005 2.798 millioner norske kroner) ogFelleskjøpet (omsætning i 2005 2.508 millioner norske kroner). Derudover findes mange små og mellemstore virksomheder samt kontorfællesskaber. Virksomheder somFokus Bank, supermarkedskædenBunnpris og slikproducentetnNidar har hovedsæde i Trondheim.
Byen har til alle tider været et vigtigt knudepunkt i Midtnorge og er det i dag mellemjernbane,Hurtigruten ogEuropavej 6. I middelalderen kom folk ad vejene ind tilNidarosdomen og kongsgården, som lå i Trondheim. I 1500- og 1600-tallet aftog trafikken til Trondheim. I stedet blev byen et stop på vejen for både mennesker og gods tilChristiania og resten afEuropa.
Nordlige omfartsvej er en øst-vest forbindelse i Trondheim. Krydset i Ila-området stod færdig iapril 2007, mens forbindelsen overBrattøra først blev åbnet i slutningen af maj/begyndelsen af juni 2010.
Busserne i Trondheim har siden efteråret 2009 været administreret af det fylkeskommunale selskabAtB. De forskellige busruter udliciteres, og den faktiske kørsel udføres af eksempelvisNettbuss Trondheim (det tidligere kommunale busselskab),Trønderbilene ogTide. Lokalbusserne i Trondheim brugerNordsøgas sombrændstof, og vil så snart som muligt overgå til at køre på klimaneutral biogas.
SporvognslinjenGråkallbanen har i mange år været omstridt i Trondheims lokalpolitik. Den kommunale drift blev nedlagt i 1988, efter at over 100 millioner kroner var investeret i nye sporvogne og vognhaller. I 1990 blev driften på en mindre strækning genoptaget af et idealistisk græsrodselskab. I 2005 blev Gråkallbanen overtaget af den internationale koncernVeolia. Pr. 2019 er Boreal ansvarlig for driften.
Gråkallbanen er verdens nordligste sporvognslinje.
BI Trondheim er satellit-campus forHandelshøyskolen BI,[19] og afdelingen i Trondheim har omkring 1.900 studerende.[20] Både BI og NTNU har mange internationale studerende.[21]
St. Olavs Hospital, der er det regionale hospital for det centrale Norge, ligger i centrum af byen. Det er etuniversitetshospital, som samarbejder tæt med NTNU både inden for forskning og uddannelse.[22]
SINTEF, der er den største uafhængige forskningsorganisation iSkandinavien har 1.800 ansatte, hvoraf de 1.300 er i Trondheim.[23]Luftforsvarets uddannelsesafdeling ligger i Kuhaugen i Trondheim.[24]
Trondheim er Midtnorges mediecentrum. Byen er domineret af to medievirksomheder: Denbørsnoterede mediekoncernAdresseavisen, med hovedkontor iHeimdal, ogNRK, som har et af to hovedkontorer samt redaktionen for to landsdækkende radiokanaler iTyholt.
Trondheim havde tidligt en række aviser, hvoraf kunAdresseavisenhar overlevet.Adressa, der udkom første gang i1767, er landets ældste.Avisa Trondheim (oprindeligtArbeider-Avisa) lukkede i 1996.Trondheimsavisa ophørte i 1991 (som dagblad under navnetNidaros i 1957),Dagsavisa i 1954,Ny Tid i 1947 og 1939, og byens største avis frem til2. verdenskrigs afslutningen,Dagsposten i 1945.
GratisavisenByavisa blev etableret af tidligere ansatte iAvisa Trondheim i 1996, men lukkede i 2016. Mellem januar og august 2008 udkom den nyeugeavis,Arbeideravisa, i 2011 blevdenne relanceret somnetavis med LO i Trondheim som udgiver. Norges ældste studenteravisUnder Dusken udkommer hver 3dje uge.
Trondheim har én tv-station,NRK1, som sender den lokale nyhedudsendelseMidtnytt.NRK Trøndelag producerer også programmer til landsdækkende tv-udsendelser.Adresseavisen havde tidligere TV-kanalenTV-adressa, der sendte lokale nyheder ogTVNorges programmer. Den er nu overgået til udelukkende at væreinternetbaseret uden faste sendetider. BorettslagetRisvollan har også en egen tv-kanal, TVRisvollan.
Trondheim har en rigt kulturliv med mange museer, en stærk musiktradition og flere sportshold og klubber, der konkurrerer på internationalt niveau. Blandt byens seværdigheder kan nævnes:Stiftsgården iMunkegata,Gamle Bybro,Tyholttårnet,Walk of Peace og Bryggen med de mange gamle træhuse ud til Nidelven.
Trondheim Kunstmuseum har Norges tredjestørste offentlige samling af kunst, hovedsageligt af norsk kunst fra de sidste 150 år.[28]Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum har en stor samlingkunsthåndværk og design, herunder et stort antal vægtæpper af den norske kunstnerHannah Ryggen og Norges eneste permanente udstilling af japansk kunsthåndværk.[29] I februar 2025 åbnedePoMo med moderne kunst.[30]
Sverresborg eller Sion efterKong Davids borg iJerusalem var en fæstning, der blev bygget afSverre Sigurdsson i 1182-1183. Den blev brændt ned allerede i 1188, menSverres saga indikerer, at den blev genopbygget i 1197. Omkring ruinerne er nu byggetfrilandsmuseetTrøndelag Folkemuseum med over 60 bygninger, hvoraf den ældste erHaltdalen stavkirke fra 1170'erne.[29] ITrondheimsfjorden ud for byen liggerMunkholmen, der oprindeligt husede et kloster. Det blev siden ombygget til fæstning og fængsel.Peder Griffenfeld tilbragte 18 år i fangeskab her. I sommerhalvåret er der bådture til øen og omvisninger ikasematterne. Øens grønne områder er et populært udflugtsmål for indbyggere i Trondheim.Kristiansten fæstning blev bygget til at forsvare Trondheim mod fjenden fra øst –Sverige. Det lykkedes at slå svenskerne tilbage i 1718 under denStore Nordiske Krig. Frem til 2001 var området militært, men er nu åbent for publikum. I sommerhalvåret er donjonen (hovedtårnet) åbent. Her er udstillet en mindre samling våben og fæstningens historie.
Rockheim – Det nationale oplevelsescenter for pop og rock.
Rockheim (Det nationale oplevelsescenter for pop og rock) åbnede ved havnen i august 2010 og udstiller norsk pop- og rockmusik. Museet ligger i en gammel bygning med en karakteristisk tilbygning på toppen, der er blevet et varemærke for Trondheim. Kassen er dekoreret med tusindvis af små lys, som varierer i farver og mønstre.
Den norske kirke har 21 kirker i Trondheim Kommune. De er alle en del afNidaros Stift med hovedsæde iNidarosdomen. Mange af kirkerne er flere hundrede år gamle, og enkelte blev bygget for næsten 1.000 år siden.
Trondheim er stærkt påvirket af studielivet: Studerende udgør næsten en tredjedel af byens befolkning.Studentersamfundet i Trondheim, byens største studenterforening, har til huse i den karakteristiske runde røde bygning fra 1929, som ligger for enden af broen, der krydser Nidelven i sydlig retning fra centrum. Studenterforeningerne har mere end 1.200 frivillige.[33]NTNUI, Norges største sportsforening er domineret af studerende i Trondheim. Studerende står også bag to store kulturfestivaler:UKA og denInternationale Studentfestival i Trondheim (ISFiT). Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet (NTNU) har over 200 studenterorganisationer.[34]
I en rækkeromaner foregår hele eller en del af handlingen i Trondheim. En samlet oversigt findes i bibliografienEn liten provinsby helt oppe under Nordpolen nesten: diktertekster om 1000 år i Trondheim, redigeret afEinar Rædergård, udgivet 1997.
↑Litteratur om navnestriden:Steinar Haga Skjetne: Navnestrid og partipolitikk i Trondheim under Stortingsvalget 1930. I:Trondhjemske samlinger 1974;Bjarne Slapgard:Omkring namnestriden Trondhjem – Nidaros – Trondheim (1977);Roger Lockertsen:Namnet på byen Trondheim: ein språkhistorisk og faghistorisk analyse (2007, Novus,doktoravhandling)
↑Lillemyr, Ole Fredrik (1997). «Kort historikk». I Søbstad, F. & B. Leinum.Tradisjon og fornyelse i førskolepedagogikken. (ss. 17-22) [Oslo]: Tano Aschehoug
.jpg)
.jpg)
