Triarii (sg.triarius) var en enhed i deromerske legioner under den tidligeRomerske Republik (enheden eksisterede ca. fra 509 f.Kr. - 107 f.Kr.). De bestod af legionens ældste og mest velhavende mænd, der derfor havde råd til at forsyne sig selv med udstyr af høj kvalitet. Triarii bar tunge rustninger af metal, store skjolde og var primært bevæbnet med langespyd. De stod i tredje række af slaglinjen og blev betragtet som legionens elitesoldater.[1]
Triarii blev typisk kun indsat i kamp som en sidste udvej, hvis de to forreste rækker (hastati ogprincipes) ikke kunne bryde fjenden. Deres erfaring og dygtighed skulle sikre sejren, hvis alt andet fejlede. På grund af deres alder deltog de sandsynligvis ikke i lange felttog eller patruljering. Triarii blev ligesom de andremanipel-enheder (hastati ogprincipes) udfaset efter de såkaldte "marianske reformer", som blev gennemført afGajus Marius omkring 107 f.Kr.
Under denCamilluske Æra (omkring år 400-300 f.Kr.) kæmpede triarii i en tætfalanks-formation støttet af lette tropper. I de fleste slag blev triarii dog ikke brugt, fordi de lette tropper normalt besejrede fjenden, før triarii overhovedet blev indsat i kampene. De var tiltænkt som en afgørende kraft i slaget, hvilket gav anledning til det gamle romerske udtryk: "res ad triarios venit", der betyder "det kommer an på triarii", hvilket refererer til at kæmpe til det sidste.[2]