Tiveden er et skovrigt bjergområde mellem de historiskesvenskelandskaberVästergötland ogNärke. I skoven ligger bl.a.Tivedens Nationalpark. Området ligger i kommunerneLaxå,Askersund,Gullspång,Töreboda ogKarlsborg. Skoven er i dag mest kendt for sin storslåede natur, men var tidligere mest berygtet for sit ufremkommelige og farefulde terræn, samt for at være tilflugtssted for lovløse. Tiveden er kun sparsomt befolket. Nogle af de landsbyer, som ligger i Tiveden erUndenäs,Tived,Tivedstorp,Finnerödja ogGårdsjö. Nationalparken har aldrig været permanent beboet, men rummer alligevel flere rester efter gamle helligdomme og offersteder.
Tivedens nationalpark ligger i Trolltiven, det sværest tilgængelige skovområde. I moderne tid er denne vildmark blevet et populært udflugtsmål, hovedsageligt pga. de uberørte skove der findes der, samt de mange bademuligheder i områdets søer. Det fredede område omfatter i alt 1353hektar af skoven. Parken blev indviet i 1983 og består af de centrale dele af skoven, der fremstår somurskov. Selvom området ved første øjekast virker fuldstændigt uberørt, har der tidligere været drevetsvedjebrug, træhugst og blevet fremstillettrækul i skoven. I den findes bl.a.Trollkyrka, et gammelt helligsted, Stenkällas grotte og Vitsands badestrand.[1] Det er planlagt, at naturparkens areal i nær fremtid skal udvides med 580 hektar.[2] Administrativt tilhørernationalparken Karlsborg og Laxå kommuner.
Uden for nationalparken findes en række andre naturseværdigheder, fx søenFagertärn, som er kendt for sine rødeåkander. Efter at denne variant var blevet opdaget, kom den til at udgøre grundstammen for de europæiske sorter af kultiverede røde åkander. Hvorfra de fik deres røde farve berettes af etfolkesagn. Det fortælles, at der engang levede en fattig fisker ved Fagertärn med en meget smuk datter, men da søen ikke gav mange fisk, havde han svært ved at forsørge sin familie. En dag, da manden fiskede i sin lille båd, mødte hannøkken, som tilbød fiskeren stor fangst på den betingelse, at han gav sin smukke datter til nøkken. Fiskeren, der var desperat, indvilligede og lovede sin datter bort. Den dag, da datteren fyldte atten år, gik hun ned til søens bred for at møde nøkken. Han bad hende glad om at følge sig ned til sin bolig på søens bund, men pigen tog en kniv frem og sagde, at han ikke ville få hende i live. Hun stak da sig selv i hjertet og faldt død om i søen. Hendes blod farvede derpå åkanderne røde, og det har nogle af søens blomster været lige siden. (Karlsson 1970:86)
Den største sø i Tiveden erUnden. VandrestienBergslagsleden går bl.a. gennem Tiveden.
Dyre og planteliv er sparsomt, da biotopen hovedsageligt består af stengrund. Den mest udbredte trætype ernåletræer. Der findes dog en størrepopulation aftjur.[1] I 1851 blev den sidstulv dræbt i skoven, men i de senere år er ulvene begyndt at vende tilbage.[3]
Før i tiden var Tiveden kendt som et tilhørssted for landevejsrøvere. På grund af sin utilgængelighed kom skoven også til at udgøre en naturlig grænse mellemGøtalandene ogSvealand.
NavnetTiveden stammer muligvis fra en sammenstilling af navnet på den nordiske gudTyr ogved, som betyderskov. Et andet forslag er at forleddetTi- snarere er beslægtet med detvestnordiske ordtíva-, som betydergudernes; dvs.Tiveden skulle således betydegudernes skov.Harry Ståhl foreslog i1949 en helt alternativ betydning, nemlig at skoven oprindeligt blev kaldt*Tvividher, dvs. 'den tudelade skogen'. Det blev senere (i 1952) støttet afPetrus Envall, men finder i dag kun begrænset støtte.[kilde mangler]
Den svenske forfatter og digterVerner von Heidenstam (1859-1940) har skrevet et digt med titlen"Tiveden". I et andet værk har han i poetisk form beskrevet Tiveden som "Ett skogsrike som sträcker sig frånVättern två hela mil upp tillUndens öde vatten och omfamnar bortåt ett femtiotal små och stora sjöar och tjärnar".
Tiveden er kort omtalt i kapitletAxel rider frem iKongens Fald, hvor figuren Axel beretter omChristian 2.'s felttog i Sverige i1520:[4]
| „ | Axel blev ved at fortælle og kom ind på Krigen i Vinter, som han havde gjort med. Den optog ham stærkt endnu, han fortalte omSlaget ved Bogesund og de uhørte Strabaser i Tivedens Skove. Det var saa koldt, forsikrede Axel, at Harnisket kunde binde Fingerspidserne, naar man rørte ved det. | “ |