Denne artikel behøver tilretning af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil. Begrundelsen kan findes pådiskussionssiden eller i artikelhistorikken. Du kan hjælpe Wikipedia ved atforbedre teksten.(november 2014) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)
Dele af Sydsudan har en historie som tidligere uafhængige områder, bl.a.Azande-folket og deres riger ogShilluk Kongeriget(en), men området kom siden under dominans af det nordlige Sudan, der var styret afEgypten og siden afStorbritannien.
Der er ikke mange skrevne kilder til tidlig sydsudanesisk historie, men ifølge de mundtlige overleveringer var Sydsudan befolket afnomadefolk, indtil nilfolkene (dinka-, nuer- og shillukfolket) slog sig ned i Sydsudan omkring det niende århundrede.
I1822 blev Nordsudan besat af en osmannisk-ægyptisk invasionshær ledet af Muhammed Ali, mens Sydsudan forblev frit.[16] Fra1899 var både Nord- og Sydsudan under egyptisk/britisk overherredømme.[17] Indtil ganske få år før deres fælles uafhængighed fra Storbritannien blev Nord- og Sydsudan behandlet som separate regioner. Praktisk blev regionerne adskilt ved den 8.breddegrad, og af hensyn til risikoen for spredning af sygdomme begrænses enhver bevægelse på tværs af denne breddegrad så vidt muligt. Regionerne fik uafhængighed i 1956, men der udbrødborgerkrig mellem Nord- og Sydsudan i1955, idet Sydsudan ikke ville styres fraKhartoum. Dette udgjorde indledningen til en blodig konflikt mellem Nord- og Sydsudan, hvor regeringen i Khartoum menes at have begåetfolkedrab mod befolkningen i Sydsudan.
Efter den 2. sudanesiske borgerkrig blev der i2008 rejst tiltale vedDen Internationale Straffedomstol,ICC, modSudans præsidentOmar al-Bashir for ligeledes at organisere folkedrab på befolkningen i Sydsudan. Siden fredsplanens gennemførelse med folkeafstemningen om uafhængighed den9. januar2011 har situationen været forholdsvis fredelig, om end der er forekommet mindre sammenstød med oprørsgrupper.
Man anså den største forhindring for sydsudanesisk uafhængighed for at være, atSPLM havde måttet gå med til, at 60 % af de stemmeberettigede skulle afgive stemme for, at Sydsudan kunne opnå uafhængighed, hvilket kunne have været en betydelig hindring i en region præget af krig,analfabetisme ogfattigdom. Afstemningen foregik fra den9. januar2011 og en uge frem.[18] Efter at man havde optalt stemmerne fra både Nord- og Sydsudan, viste det sig dog i slutningen af januar 2011, at stemmeafgivningen lå på over 80 %, og at 98,83 % af de deltagende havde stemt for en deling. Den 7. februar tilkendegav Sudans præsident al-Bashir, at han ville anerkende det selvstændige Sydsudan.[19][20]
Sydsudanesisk politik har i overvældende grad været præget af forholdet til regeringen iKhartoum og ønsket om uafhængighed herfra. George W. Bush er blevet rost af styret iJuba for sin store støtte i kampen for uafhængighed.Sydsudans præsident erSalva Kiir Mayardit. Han tilhørerDinka-folket og er kristen.[21]
Salva Kiir Mayardit, den første præsident for Sydsudan. Hans varemærkehat var en gave fra USAs præsidentGeorge W. Bush.Sydsudans præsident-vagt på Independence Day, 2011.
Den nu hedengangne Sydsudans lovgivende forsamling ratificerede en overgangsforfatning,[22] kort før selvstændigheden den9. juli2011.[23] Forfatningen blev underskrevet afpræsidenten for Sydsudan på selvstændighedsdagen og trådte dermed i kraft. Det har siden været den øverste lov i landet, der erstattede den midlertidige forfatning fra 2005.[24]
Forfatningen etablerer et blandet præsidentstyre ledet af en præsident, der er statsoverhoved, leder af regeringen og leder over de væbnede styrker. Det fastlægger også en national, lovgivende forsamling bestående af to huse: en direkte valgt forsamling (den nationale lovgivende forsamling) og et andetkammer af repræsentanter fra delstaterne (Rådet af Stater).
John Garang, grundlæggeren af SPLA/M var den første præsident for den autonome regering indtil sin død den30. juli 2005.Salva Kiir Mayardit,[10] hans stedfortræder, blev taget i ed som første næstformand for Sudan og præsident for regeringen Sydsudan den 11. august 2005.Riek Machar[10] erstattede ham som næstformand for regeringen. Den lovgivende magt ligger hos regeringen og tokammersystemmet. Forfatningen giver også mulighed for et uafhængigt retsvæsen, det øverste organ erhøjesteret.
Det post-konflikt miljø er vigtigt for forståelsen af Sydsudans regeringens evne til at fungere og med held gennemføre sin politik. Regeringen i Sydsudan har haft stor succes med at opbygge sin egen kapacitet ved at udvikle et integreret system til planlægning og forberedelsesbudget.[25] Dette er opnået gennem ledelse af Finansministeriet, den stærke tekniske ledelse og støtte af det samme ministerium og gøre disse mål relevante for de lokale myndigheder.[25] Resultaterne har været, at regeringen har været bedre i stand til at styre de finansielle aspekter af sine funktioner og projekter og stigninger i ekspertisen af sit personale på afgørende færdigheder såsom grundlæggende IT.[25]
Hovedstaden i Sydsudan er placeret iJuba i den sydlige del af Sydsudan. Byen er også hovedstad i provinsenCentral Equatoria og administrativt centrum for den navnkundige provinsJuba, samt at det er landets største by. Men på grund af Jubas dårlige infrastruktur og massive byvækst, og at den geografisk ligger yderligt i Sydsudan, vedtog Sydsudans regering en resolution i februar 2011 om at iværksætte oprettelsen af en ny planlagt by, som skal fungere som hjemsted for regeringen.[26][27] Dette forslag minder om lignende byggeprojekter iAbuja (Nigeria),Brasília (Brasilien) ogCanberra (Australien), blandt andre i den moderne æras planlagte nationale hovedstæder. Det er dog uklart hvordan, regeringen vil finansiere projektet.
I september 2011 sagde en talsmand for regeringen, at landets politiske ledere havde accepteret et forslag, om at bygge en ny hovedstad iRamciel,[28] iLakes, et sted nær grænsen tilCentral Equatoria ogJonglei.Ramciel anses for at være det geografiske centrum af landet,[29], og den afdøde leder John Garang havde angiveligt planer om at flytte hovedstaden før sin død i 2005. Forslaget blev støttet afLakes' delstatsregeringen og mindst én Ramciel høvding.[30] Udformning, planlægning og konstruktion af byen vil sandsynligvis tage fem år, og flytningen af nationale institutioner til den nye hovedstad vil blive gennemført i etaper.[28]
Abyei-området, en lille region iSudan grænser op til det sydlige sudanesiske stater i det nordlige Bahr el Ghazal, Warrap og Enhedslisten, har i øjeblikket en særlig administrativ status i Sudan og er styret af en Abyei-administrationen. Det skyldtes en folkeafstemning i 2011 om hvorvidt, man skulle slutte sig til Sydsudan eller forblive en del af Republikken Sudan, men i maj angreb sudanesiske militær Abyei, og det var ikke klart, om folkeafstemningen ville blive afholdt.
I forbindelse med en fredsaftale underskrevet d. 22. februar 2020 blev Sydsudan igen inddelt i 10 stater, samt to administrative områder og et område med speciel administrativ status.[31]
Et papir om forsvaret blev udarbejdet i 2007 af daværende minister for SPLA anliggenderDominic Dim Deng, og et udkast blev udformet i 2008. Det erklærede, at det sydlige Sudan i sidste ende ville bevare land-, luft- og marine hære.[32][33]
Mens den tidligere informationsministerBarnaba Marial Benjamin svor, at Sydsudan vil respekterepressefriheden og givejournalister uhindret adgang i landet, hævdede chefredaktør for Juba avisenThe Citizen, at i mangel af en formel medielov i den spæde republik, har han og hans oplevet overgreb udført af sikkerhedsstyrkerne. Denne påståede indskrænkelse af mediefriheden blev af Al-Jazeera tilskrevet den vanskelige situation som det regerende partiSPLM stod over for med at reformere sig selv som en legitim regering efter års oprør mod den sudanesiske regering.The Citizen er Sydsudans største avis, men dårliginfrastruktur og fattigdom har gjort, at avisen har holdt sit personale relativt småt, og det har begrænset dens effektivitet i både dens rapportering og dens cirkulation uden for Juba, hvor den ikke har nogen dedikerede nyhedesbureauer i fjerntliggende stater, og avisudgivelse der ofte tager flere dage at nå stater, somNorthern Bahr el Ghazal.[34]
Den 1. november 2011 anholdt Sydsudans National Security Services (NSS) redaktøren af en privat Juba-baseret avis,Destiny og suspenderede dens aktiviteter på ubestemt tid. Dette var en reaktion på en udtalelse i en artikel af klummeskribentDengdit Ayok med titlen "Let Me Say So", der kritiserede præsidenten for at lade sin datter gifte sig med en etiopisk statsborger, og anklagede ham for "farvning hans patriotisme". Et officielt brev beskyldte avisen for manglende overholdelse af "adfærdskodeks i medierne og faglig etik", og for at udgive "ulovlige nyheder", der var ærekrænkende, inciterende og invadere privatlivets fred.Committee to Protect Journalists havde udtrykt bekymring over pressefriheden i Sydsudan i september.[35] NSS frigav journalisterne uden sigtelse, efter at have været tilbageholdt i 18 dage.[36]
Siden uafhængigheden har forbindelsen med Sudan været under forandring. Sudans præsidentOmar al-Bashir annoncerede først i januar 2011, at dobbelt statsborgerskab i Nord og Syd ville være tilladt,[37] men ved Sydsudans uafhængighed har han trukket tilbuddet tilbage. Han har også foreslået etkonføderation i EU-stil.[38]Essam Sharaf, premierminister i Egypten efterden egyptiske revolution i 2011, gjorde sit første udenlandske besøg iKhartoum og Juba i op til Sydsudans løsrivelse.[39]Israel har hurtigt anerkendt Sydsudan som et uafhængigt land,[40] og er vært for tusindvis af flygtninge fra Sydsudan,[41] der nu står over for udvisning til deres hjemland.[42][43]Egypten,Sudan,Tyskland ogKenya anerkende landets uafhængighed den8. juli 2011.
Sydsudan er lovet medlemskab af denArabiske Liga,[53] men landet har også mulighed for at vælge observatørstatus.[54] Det blev indlagt på UNESCO den 3. november 2011.[55] Den 25. november 2011, er landet officielt tiltrådt Mellemstatslige Organisation for Udvikling, en regional gruppering aføstafrikanske stater.[56]
Den amerikanske regerings langvarige sanktioner mod Sudan blev officielt fjernet i december 2011, og ledende RSS embedsmænd deltog i en international engagementkonference iWashington D.C., for at hjælpe og forbinde udenlandske investorer med RSS og sydsudanesiske repræsentanter for den private sektor.[57] I betragtning af den indbyrdes afhængighed mellem nogle sektorer af økonomien for Republikken Sydsudan og Sudan, kræver visse aktiviteter stadig OFAC tilladelse.[58] En 2011 Congressional Research Service rapport, "The Republic of South Sudan: Opportunities and Challenges for Africa’s Newest Country", identificerer udestående politiske og humanitære spørgsmål, der anbefales løst.[59]
En række brutale overgreb på civilbefolkningen er blevet tilskrevet SPLA.[60] I SPLA/M forsøg på at afvæbne oprør blandtShilluk ogMurle folkene, som brændte snesevis af landsbyer, voldtog hundredvis af kvinder og piger, og dræbte et uoverskueligt antal civile.[61] En civil hævder, vedrørende tortur, at fingernegle bliver revet ud, brændende plastikposer så det dryppede på børn, og brændte landsbyboere levende i deres hytter, hvis oprørerne var mistænkt for at tilbringe natten der.[60] I maj 2011 havde SPLA angiveligt satte ild til over 7.000 boliger i Unity provinsen.[62]
FN rapporterer mange af disse krænkelser, og den frustrerede direktør for en Juba-baseret international hjælpeorganisation kalder dem "menneskerettighedskrænkelser påRichterskalaen".[60] I 2010 udstedteCIA en advarsel om, at "over de næste fem år, ... en ny massemord eller folkemord er mest sandsynligt i det sydlige Sudan."[60]The Nuer White Army har oplyst den ønskede at "udslette hele Murle stammen på forsiden af jorden, som den eneste løsning på garanteret langsigtet sikkerhed for Nuer kvæg"[63] og aktivister, herunder Minority Rights Group International, advare om folkedrab i den aktuelle Jonglei konflikten.[64]
Peter Abdul Rahaman Sule, lederen af den centrale oppositionsgruppe Forenede Demokratiske Forum, har været arresteret siden3. november2011 over påstande som forbinder ham til dannelsen af en ny oprørsgruppe, der kæmper mod regeringen.[65][66]
Olie og gas i Sudan og Sydsudan, samt områder kontrolleret af oprørere (2016).
Sydsudans areal er 619.745km2, hvilket er over dobbelt så stort somItalien (og mere end fjorten gange så stort somDanmark). Landet har ingen kyst, men DenHvide Nil løber tværs igennemJuba og Sydsudan. I grænselandet mellem Nordsudan og Sydsudan er der betydelige olieforekomster. Sydsudan er præget af store jungle- og sumpområder i modsætning til det nordligeSudan, der hovedsageligt består af ørken.[18]
Man vurderer, at der bor omkring 11 mio. mennesker i Sydsudan. Tallet var tidligere stærkt omdiskuteret og af meget stor politisk betydning og vurderinger svingede mellem 7,5 og 13 mio. Der har været adskillige optællinger af befolkningen, men disse har dels været besværliggjort af geografiske forhold og afnomadekulturen, dels af krigene. Yderligere mener man, at regeringen i Khartoum har haft en interesse i, at folketallet blev opgjort så lavt som muligt, da dette medførte mindre politisk vægt til regionen.[68][69]
Sydsudan er sammensat af mere end 200etniske grupper og er, sammen med de tilstødendeNubabjerge, et af de mest sprogmangfoldige områder i Afrika. Imidlertid tales mange af sprogene kun ad et par tusinde brugere.
I Sydsudan er traditionelle afrikanske religioner og åndetro mest udbredt, menkristendommen har spredt sig som følge afmission og anden kontakt. Borgerkrigen i syd bevirkede en stor tilstrømning til de kristne kirker som en modvægt mod politisk og kulturel dominans fra nord.
Det blev antaget, at ved delingen af landet var omkring 16 % af den totale befolkning i det daværende Sudan kristne, mens muslimer udgjorde omkring 62 % og de resterende 22 % praktiserede traditionelle religioner. Den kristne befolkning var koncentreret i syd, hvorfor andelen af kristne i Sydsudan var omkring halvdelen af befolkningen der. Disse skal i midten af 2000-tallet have udgjort 2,6 millioner.[70] Senere skal antallet af katolikker være vokset til omkring 3 millioner.
De kristne tilhører hovedsageligkatolske elleranglikanske menigheder. En del blander også elementer fra kristne og traditionelle religioner.[71]
Islam er en minoritetsreligion i Sydsudan. De fleste muslimer støttede uafhængigheden under folkeafstemningen.[72] Den sidste folketælling, som tog hensyn til religion, er helt tilbage fra 1956, hvor de fleste blev klassificerede som tilhængere af traditionelle religioner eller kristne, mens 18 % var muslimer.[73]
Kristendommen kan siges at være en central faktor i forsøget pånationsbygning i Sydsudan. Det ses blandt andet ved, at en af de mest markante eksponenter for sydlig løsrivelse, den nu afdøde leder afSPLAJohn Garang, blev begravet i en katolsk kirke i Sydsudan. Også den nuværende præsidentSalva Kiir Mayardit er katolik. Under en tale i St. Theresa-katedralen iJuba 20. februar 2011 understregede han, at Sydsudan skulle være en nation som respekteredereligionsfrihed.[74]
Området har været præget af en nomadekultur. Man mener, at den globale opvarmning har været skyld i sammenstød mellem nomadefolkene og den fastboende del af befolkningen.[75]
.svg)
