Vivekanandas ideer var baseret på Vedanta-filosofien, nærmere bestemt Advaita Vedanta, og han så denne lære som den centrale del for hinduismen, især den form, som filosoffen Shankara udlagde i 800-tallet og som var påvirket af upanishadernes monistiske lære. Vivekananda så Advaita Vedanta-læren som et monistisk system, hvor alle levende væsner er en del af en universel sjæl og væren.[kilde mangler] Denne monistiske lære skulle føre til gensidig kærlighed og sympati mellem alle væsner.[kilde mangler] For ham kunne denne lære ophæves til et universalsystem, og han mente, at det er den samme gud, der har inspireret alle religioner, og at alt stammer fra denne ene sandhed.[kilde mangler]
