Sukhoj Su-25 ((russisk:Сухой Су-25),NATO-rapporteringsnavnFrogfoot) er et enkelt-sædet to-motorers sovjetiskildstøttefly udviklet og bygget af den russiske flyproducentSukhoj. Flyet er udviklet til at yde støtte til sovjetiske landtropper.
I 1960'erne havdeSovjetunionen behov for at udvikle en ny jagerbomber, der kunne benyttes som nærstøtte for tropper på jorden. Sovjetunionens daværende kampfly (Su-7,Su-17,MiG-21 ogMiG-23) var ikke i stand til at løse sådanne opgaver tilfredsstillende. De daværende fly var for sårbare over for beskydning og fløj for hurtigt, hvilket vanskeliggjorde pilotens visuelle kontakt med målet.
Pavel Sukhoj fra Sukhoj Designbureau og de øvrige sovjetiske designbureauer (Jakovlev,Iljusjin ogMikojan) fik til opgave at udvikle et fly, der kunne leve op til de ønskede specifikationer. Sukhoj fremstillede et design "T-8" i 1968, der dannede grundlag for to prototyper (T8-1 og T8-2) i januar 1972.
Efter en lang række testflyvninger fløjet afVladimir Iljusjin fløj prototypen T8-1 sin første jomfruflyvning den 22. februar 1975. Su-25 viste sig overlegen i forhold til alternativetIljusjin Il-102 og en serieproduktion blev iværksat af det sovjetiske forsvarsministerium.
Flyet blev fremstillet på fabrik nr. 31 iTbilisi iGeorgien, der påbegyndte produktionen i 1978.
Efter visse tekniske problemer kom de første Su-25'ere i tjeneste i det sovjetiske luftvåben i 1981.
Sukhoj Su-25 er en moderne udgave af 2. VerdenskrigsSjturmovik-angrebsfly. Piloten sidder i et pansret "badekar" aftitan, og der er panserplader omkring sårbare steder på motorerne. Der er et større mellemrum mellem motorerne for at undgå at et enkeltStinger-missil kan skyde flyet ned. Der er brandhæmmende skum i brændstofsystemet, og diverse reservesystemer er fysisk adskilte fra hovedsystemerne[2].
Da flyet er subsonisk, er vingerne svagt pilformede. Tæt på vingespidsen erluftbremserne anbragt. Sammen med de dobbelteflaps forbedrer det Su-25's evne til at flyve langsomt over slagmarken. Under hver vinge er der fire pyloner (våbenstationer) til tunge laster og en yderst til lette laster[3].
Flyet gjorde tjeneste iAfghanistankrigen (1979-89), hvor Sovjetunionen mistede 22 fly. Ruslands senere vicepræsidentAleksandr Rutskoj blev fx skudt ned af pakistanskeF-16-fly, fordi hans Su-25 kom ind i pakistansk luftrum. Su-25 var ligeledes benyttet i den første og anden krig i Tjetjenien. Ikrigen i Sydossetien blev flyet benyttet af både Georgien og Rusland.
Irak erhvervede i juni 2014 en række Su-25'ere fra Rusland med henblik på indsættelse mod oprørsbevægelsenISIS.[4] Irak havde tidligere benyttet Su-25'ere underkrigen mod Iran. De fleste af Iraks oprindelige Su-25'ere blev ødelagt eller fløjet til Iran i 1991 ved udbruddet afGolfkrigen.
I forbindelse medurolighederne i Ukraine 2014 har Ukraines luftvåben benyttet bl.a. Su-25 mod de pro-russiske oprørere.[5] Den 26. maj 2014 ydede ukrainske Su-25'ere støtte tilMil Mi-24-kamphelikoptere under en militæraktion med henblik på at opnå kontrol med lufthavnen iDonetsk.[6] Den 2. juli 2014 styrtede en ukrainsk Su-25 ned som følge af tekniske problemer.[7][8][9]
Ukraine hævder, at en Su-25 blev skudt ned den 16. juli 2014 af en russiskMiG-29 med et R-27T missil.[10] Rusland har afvist at have skudt flyet ned.[11] Den 23. juli 2014 oplyste Ukraine, at to Su-25'ere var blevet skudt ned afjord til luft-missiler over et område kontrolleret af pro-russiske separatister. Nedskydningen er bekræftet af den selvudnævnte regering iFolkerepublikken Donetsk.[12]
De første Su-25 havde to Tumanskij R-13-motorer, af samme type som jagerflyetSukhoj Su-15Flagon, dog udenefterbrænder. Senere eksemplarer havde Gavrilov R-195-motorer. I næsen var der enKljon PS laserafstandsmåler og en indbygget dobbeltløbet Grjazev-Sjiponov 30mm maskinkanon. I halen og vingespidserne sadPionpassive radarantenner. Flyet har også enbremseskærm til korte baner.
I 1984 kom eksportversionen Su-25K med mindre avanceret elektronik. Su-25UB (Frogfoot-B), der er et to-sædet træningsfly, kom i 1985. Den tilsvarende eksport-udgave hedder Su-25UBK. Det ekstra cockpit ødelægger luftstrømmen til den nederste del afsideroret, såhalefinnen er tilsvarende højere.
Et demilitariseret træningsfly Su-25UB fik betegnelsen Su-25UT ellerSu-28, og kom frem i 1987. Det havde hverken maskinkanon, laserafstandsmåler i næsen eller pyloner under vingerne. Den anvendtes af DOSAAF, der var en paramilitær sportsorganisation, der forberedte medlemmerne på skydning, flyvning o.lign. inden militærtjeneste[13].
I 1987 kom der et skolefly til denrussiske flåde. Denne version benævnes Su-25UTG og øver piloter i at lette og lande på det russiske hangarskibAdmiral Kuznetsov. Su-25UTG er udstyret med en kraftig halekrog.
Su-25BM, der benyttes til slæbemål, kom i 1989.
En opgraderet version fremstilles som Su-25T. Den blev udviklet som en "kampvognsdræber" og bygger på Su-25UB. Det bagerste cockpit er omdannet til et avionik-rum, og laserafstandsmåleren i næsen er udskiftet medSjkval elektro-optisk sigtemiddel.Sjkval fylder mere, så 30mm maskinkanonen er rykket bagud, og sidder udenpå skroget. På roden af halefinnen sidderSukhogruz IRCM til beskyttelse mod varmesøgende missiler. I mellem landingsbenene kan der sidde diverse kapsler, fxKinzjalFLIR ogMerkurij laserdesignator.
Den nyeste version der produceres er Su-25TM (også kaldetSu-39), primært med forbedret avionik, men også med en radarskærm i cockpittet til en eksternt monteretKopjo-radar.
I samarbejde med Elbit Systems fra Israel er sidste skud på stammen Su-25SM, med glass-cockpit og hjelmsigte. Med Ruslands kroniske økonomiske problemer er produktionen af Su-25SM voldsomt forsinket[14].
I 1989 oprettede Sovjetunionen kunstflyvningsholdet de "Himmelske Husarer" med fem Su-25. Rusland overtog holdet, indtil det af økonomiske grunde nedlagdes i 1997. Flyene var farvestrålende men stadigvæk kampklare[15].
.jpg)
.jpg)
