Sudan (arabisk: السودان,tr.as-Sūdān), officieltRepublikken Sudan (arabisk: جمهورية السودان, tr.Jumhūriyyat as-Sūdān), er et land iNordøstafrika. Det grænser op tilEgypten i nord,Rødehavet i nordøst,Libyen i nordvest,Tchad i vest,Etiopien i sydøst,Eritrea i øst,Sydsudan i syd ogDen Centralafrikanske Republik. Landet har et indbyggertal på ca. 41,5 millioner (2019).[1] Sudan er med sine 1.886.068 km2 Afrikas og denarabiske verdens tredje største land. Før Sydsudansløsrivelse fra Sudan 9. juli 2011, var det forenede Sudan det største land i Afrika og den arabiske verden. Landets største religion erislam, og dets officielle sprog erarabisk ogengelsk.[2] HovedstadenKhartoum ligger vedBlå ogHvide Nils sammenløb. Siden 2011 har Sudan været præget af en voldelig militærkonflikt i delstaterneSydkordofan ogBlå Nil.
Sudans historie strækker sig tilbage til denfaraoniske oldtid. Det udgjorde oprindeligt Kongeriget Kerma (ca. 2500-1500 f.Kr.), der blev indlemmet i Egyptens Nye Rige (ca. 1500-1070 f.Kr.). Det sudanske kongerigeKush (ca. 785 f.Kr.-350 e.Kr) undertvang senere selv Egypten. Efter Kushs sammenbrud, grundlagdenubierne de tre kristne kongedømmer Nobatia, Makuria og Alodia. De to sidstnævnte ophørte først med at eksistere omkring 1500. Størstedelen af Sudan blev i 1300- og 1400-tallet befolket afarabiske nomader. Fra 1500- til 1800-tallet var det centrale og østlige Sudan underlagtsultanatet Funj, mens Darfur-sultanerne herskede i vest ogosmannerne i nord. Denne periode var præget af voldsom islamisering og arabisering.
Sudan blev 1820-1874 erobret af Egypten. Det strenge egyptiske styre blev 1881-1885 mødt afmodstand fra den selverklæredemahdiMuhammad Ahmad, hvilket førte til grundlæggelsen af en kortvarig islamisk stat. Briterne styrtede denne stat i 1898, og Sudan blev i årtierne herefter underlagtbritisk og egyptisk kontrol.
1900-tallet var ligesom i resten af de europæiske kolonier præget af en voksende selvfølelse, og i 1953 gav briterne Sudan selvstyre og efterfølgende opnåede uafhængighed i 1956. Siden uafhængigheden har Sudan været præget af en lang række ustabile regeringer, militærstyrer og uafhængighedsbevægelser. I 1983 indførte militærlederen Gaafar Nimeirysharia, hvilket forværrede kløften mellem det muslimske nord og animistisk-kristnesyd. De sproglige, religiøse og politiske forskelle kulminerede i en langvarigborgerkrig mellem nordlige regeringsstyrker og sydlige oprørsgrupper, hvis vigtigste fraktion varDet Sudanske Folks Befrielseshær. Den næsten 30 år lange borgerkrig førte i 2011 til dannelsen af et uafhængigt Sydsudan.[3] Sudan var fra 1998 til 2019 underlagtOmar al-Bashirsmilitærdiktatur. Hans hårdhændede styre førte i 2003 tilkrigen i Darfurs udbrud, hvor Bashir blev anklaget foretnisk udrensning. Efter langvarige protester mod Bashirs styre, der brød ud i slutningen af 2018, blev Bashir afsat ved et kup i 2019.[4] Sudan styres af et Suverænitetsråd (Sovereignity Council of Sudan) siden 20. august 2019, og det forventedes at sidde til november 2022.
Sudan ligger i Østafrika.Sudan er Afrikas tredjestørste land efter Algeriet og Demokratiske Republik Congo, og har et areal, der er ca. 45 gange så stort som Danmark. Det udgør en stor del af det nordøstlige Afrika. Sudan grænser op til Egypten, Libyen, Chad, Etiopien, Sydsudan, Eritrea og Den Centralafrikanske Republik.
Landskabet præges afNilen, som flyder i flere grene fra syd mod nord, denHvide Nil fraUgandas højlande og denBlå Nil fraEtiopiens bjergområder. Store dele af landet udgøres af et par hundrede meter højt bækkenområde dækket af sand- og klippeørkener. Højlandsområderne ligger hovedsagelig nær landets grænser. Det højeste bjerg erJebel Marra, 3.042 meter over havet, som ligger iDarfur i den vestlige del af landet.
I Sudan har man olie, både i det sydlige Sudan og i Darfur. Dette er en af anledningerne tilDarfur-konflikten og konflikterne mellem det Sudan og Sydsudan. En af de virksomheder, som har haft olierettigheder, er det svenskeLundin Oil.
Klimaet veksler fratropisk i syd til tørørken i nord. Regntiden falder fra april til november, men varierer beroende på område. Undertiden indtræffer længere tørkeperioder.
Klimaet er hedt, og den årligenedbør varierer fra 1.500 mm i syd til under 10 mm i nord.
Landets nordlige dele præges af ørken- og steppeområder med sparsom vegetation i form af tørketålende græsser og buske. I de fugtigere savanne- og højlandsområder i syd findestropisk skov. IDen Hvide Nils vådområder,Sudd, vokserpapyrus.
Dyrelivet er tilpasset til de forskellige klimazoner, og antallet af arter er relativt stort. Her findes blandt andet flere arter afhovdyr,aber ogkrokodiller. Sudan har flere storenationalparker for at beskytte plantevæksten og dyrelivet.
Nogle af Sudans miljøproblemer er utilstrækkelig tilgang til ferskvand, jorderosion og at vilde dyr trues af alt for stor jagt. Halvdelen af landetselektricitet produceres affossilt brændsel og halvdelen afvandkraft.
Sudan er ikke og har aldrig været en nationalstat. Inden for Sudans officielle grænser lever folk af forskellig etnisk baggrund og med forskellige sprog; i alt tales henved 110 forskellige sprog. Befolkningen er delt i tre hovedgrupper: mod nord og omkring Nildalen bor arabere og nubier og mod syd forskellige, fortrinsvis i det 20 århundrede indvandrede muslimer. På Darfur-plateauet bor furier, på Kordofan-plateauet folk med kordofan-sprog (koaliber, tumtumer, tegaler m.fl.). I den nubiske ørken og ved det røde hav bor besjaer. Over halvdelen af befolkningen taler arabisk. Flertallet af byboer findes i de centrale og nordlige egne og er muslimer.
Befolkningens gennemsnitsalder: 17,7 år (2002)
Spædbørnsdødelighed: 6,5% (2003)
Befolkningens gennemsnitslevetid: 57,7 år (2003)
Analfabetisme: 2003 var næsten 40% af hele den voksne befolkning analfabeter.
Befolkningstætheden i Sudan er som helhed lav, men befolkningen er fortrinsvis koncentreret til Nildalen. Den naturliga årlige befolkningsvækst er 2,8%, og 45% af befolkningen er etnisk uens: i landets nordlige del bor overvejendearabere, men ogsånubier. I syd lever flere nilotiske folk.
Religiøse tilhørsforhold:sunni-muslimer (fortrinsvis i nord) 70%, indenlandske religioner 25%,kristne (fortrinsvis i syd og i Khartoum) 5%. Der findes blandt andet en lille koloni afarmeniere i Khartoum, hvor der findes en armensk kirke.
I 11-15 århundrede dannedes under islamisk indflydelse i et bælte tværs over Afrika langs Saharas sydgrænse et antal stammestater, deriblandtDarfur,Kordofan,Silluk ogFung. Disse stammestaters udvikling er næsten ukendt, men de er blandt andet omtalt i rejsebeskrivelser afIbn Khaldun (1332-1406). I samme periode skete en stor indvandring af arabere, som blev delvist opblandede med den stedlige befolkning. Omkring 1500 e.Kr. dannedes to islamiske sultanater: Darfur i vest og Sannar i området mellem den Hvide og den Blå Nil.
Mahdi-staten (1881–98), beliggende inden for de daværende grænser for Sudan.
1820-22 blev det sudanesiske område besat afEgypten, og byenKhartoum blev grundlagt i 1823. I 1881 dannedesmahdibevægelsen, der var vendt imod det britisk-egyptiske kolonivælde. 1885 grundlagde oprørsbevægelsen sin egen stat medOmdurman som hovedstad. Denne stat bestod indtil 1898, da det lykkedes englænderne at bekæmpe den i krigen 1896-98. 1899 skabtes et britisk-egyptisk fællesherredømme: Engelsk-Egyptisk Sudan.
1924-36 var Sudan under engelsk kolonivælde og fra 1936 atter under britisk-egyptisk fællesherredømme.
I aftalen af 1953 erkendte såvel Storbritannien som Egypten Sudans eget herredømme, og i 1954 dannedes et parlament og et hjemmestyre (statsministerIsmail al-Azhari). I 1956 erklærede Sudan sig selvstændigt.
1958-64 var det sudanesiske område endiktaturstat under ledelse af general Ibrāhīm Abbud. Efter dettes omstyrtelse i 1964 dannedes flere højreorienterede koalitionsstyrer (statsministreMuhammad Ahmad Mahgoub ogIsmāīl el-Azhari), dog uden at det lykkedes at undertvinge de sydlige områder. Ved et statskup den 25. maj 1969 komJaafar Muhammad al-Numayrī (fra 1971 med titel som præsident) til magten som leder af en "Folkelig Revolutionskomite". Politiske partier blev forbudt, Sudan blev udråbt som "demokratisk republik", og der blev gennemført omfattende nationaliseringer. Efter et forsøg på at lave et kommunistisk statskup i juli 1971 begyndte al-Numayrīs repressioner mod Sudans kommunistiske parti. Blandt andet blev partiets generalsekretær Mahgoub henrettet. Samme år blev "Sudans Socialistiske Union" (Sudan Socialist Union) erklæret som eneste lovlige parti.
I 1971 lykkedes det den tidligere hærofficer,Joseph Lagu, at forene selvstændighedesbevægelserne i det sydlige sudanske område i den "Syd-sudanesiske Befrielsesbevægelse" (Southern Sudan Liberation Movement). Som følge heraf indgik diktaturet i 1972 iAddis Abeba en aftale om selvstyre for tre sydlige provinser ved den etiopiske kejser,Haile Selassies, mellemkomst.
I 1980'erne begyndte de islamske kræfter at øge deres kontrol med området: 1983 blevsharia loven indført over hele Sudan, og der blev vedtaget en forfatning med det erklærede formål at omdanne Sudan til et muslimsk diktatur. Dette bidrog til de kristnes bestræbelser på at frigøre sig fra undertrykkelse i de sydlige områder. Disse grupper samlede sig i den Sudanesiske Folkebefrielsesfront (Sudan Peoples Liberation Army). Under den borgerkrig, der fulgte, gennemførte generalAbdel Rahmān Swar al-Dahab i 1985 et nyt militært statskup. Forfatningen af 1983 blev sat ud af kraft, dog forblev lovgivningen om tvungen brug af shariaen i kraft. Det følgende år overdrog det såkaldte Midlertidige Krigsråd styret til en civilforvaltning, hvis lederSādiq al-Mahdī påbegyndte forhandlinger med Folkebefrielsesfrontens ledere om afslutning af borgerkrigen (reelt løsrivelsesbestræbelserne). I 1989 blev endnu et militært statskup gennemført, og atter kom islamisksindede til magten, hvorefter aleneDen Folkelige Islamiske Front (fra 1996 Folkekongres) blev tilladt. Styret blev overtaget af den FolkeligeRednings Revolutionære Militærledelses Råd (ledet af generalUmar Hasan Ahmad al-Bashīr). I 1992 blev et såkaldt overgangs-folkeråd dannet, og i 1998 blev politiske partier atter tilladt, men der har ikke været parlamentsvalg siden år 2000. I 2005 indgik de stridende parter en våbenhvile i det sydlige sudanesiske område, der på daværende tidspunkt havde haft hen ved 2 millioner ofre, og Sudans sydlige dele fik lovning på en 6-årig periode med selvstyre og derefter ret til at gennemføre en afstemning om uafhængighed. Dette skete 9. januar 2011 med stort flertal for uafhængighed, hvorefter Sydsudan blev en selvstændig stat 9. juli samme år. Til trods for de forskellige aftaler er krigene i resten af Sudan dog ikke stoppet. Fra juli 2003 er der nye konflikter, nu også om Darfurs fremtid (se "Konflikten i Darfur" nedenfor).
Den tidligere koloni Sudans historie efter "selvstændigheden" afspejler med tydelighed de uløste problemer og de kampe mellem forskellige grupper, dels folkelige selvstændighedsbevægelse, dels yderligtgående – ofte militære, ultraracistiske og religiøse – magtsyge, hvis voldshandlinger og hensynsløse undertrykkelsesvirksomhed kolonivældernes hastige afvikling skabte frit afløb for.
Ved en folkeafstemning i Sydsudan i januar 2011 blev det afgjort, at Sydsudan skulle blive en selvstændig nation. Efter at man havde optalt stemmerne fra både det nordlige og det sydlige Sudan, viste det sig i slutningen af januar 2011, at 98,83% af de deltagende havde stemt for en deling. Den 7. februar tilkendegav Sudans PræsidentOmar Hasan Ahmad al-Bashir, at han ville anerkende det selvstændige Sydsudan, hvilket skete i forbindelse med uafhængighedserklæringen den 9. juli 2011. Sydsudans hovedstad er herefterJuba.[6][7]
Olie og gas i Sudan og Sydsudan, samt områder kontrolleret af oprørere (2016).
I forlængelse af Sydsudans selvstændighed udbrød der uroligheder i delstaten Den Blå Nil. Store befolkningsgrupper i både Den Blå Nil og i en anden sudansk delstat greb til våben for at blive optaget som en del af den nye stat og dermed fri af regimet i Khartoum, der til gengæld slog hårdt ned på oprørerne. Særligt stærke spændinger mellem Sudan og Sydsudan indtraf i den omstridte Abyei region, som styrker fra Khartoum overtog kontrollen med i maj og efterfølgende tvang omkring 110.000 til at flygte fra. I efteråret 2011 flygtede yderligere over 27.500 indbyggere over grænserne til Etiopien og Sydsudan. Begivenhederne faldt sammen med, at Sudans økonomi kom i dyb krise med voldsom inflation på fødevarepriser, tabte olieindtægter og store udgifter til en valgkampagne for diktatoren Omar Hassan al-Bashir, der udelukkede enhver form for forhandling med oprørerne.[8] Begivenhederne afspejlede det forhold, at selv efter Sydsudans selvstændighed er Restsudan på ingen måde nogen etnisk eller politisk enhed.
På trods af aftalen, fortsætter den nok største humanitære katastrofe i verden for øjeblikket iDarfur-regionen i Sudan, hvor Sudans regering er blevet anklaget for at have givetJanjaweed-militsen frie hænder til at fordrive medlemmer af områdets ikke-arabiske befolkningsgrupper. Trods flere forsøg fra bl.a.FN's ogAfrikanske Unions side på at skabe fred i området, er krigen endnu ikke afsluttet. Det anslås, at mere end 250.000 har mistet livet i området i de sidste halvandet år (17. dec. 2007) — det er mere end 2½ gang det tidligere anslåede.
Politisk-administrativt kort over Sudan.Hala'ib-trekanten længst mod nordøst har været under Egyptisk administration fra 2000. Grænsedragningen mod Sydsudan er omstridt.
Sudan inddeles i 15 delstater (wilayat, ental:wilayah), der atter inddeles i distrikter.
Ved siden af delstaterne findes en inddeling i regionale administrative enheder dannet i forbindelse med fredsaftaler mellem den centrale regering og oprørsgrupper. Derudover findes omstridte områder i grænseområderne.
Abyei beliggende på grænsen mellem Syd-Sudan og Sudan har for tiden en særlig administrativ status og ledes afAbyei områdes Administration. Der skulle afholdes enfolkeafstemning i 2011 om hvorvidt området skulle tilslutte sigSydsudan eller forblive en del af Sudan.
Hala'ib-trekanten er et omstridt område mellem Sudan ogEgypten. Det holdes for tiden under egyptisk administration.
Bir Tawil er etterra nullius (ingenmandsland) på grænsen mellem Egypten og Sudan, som ingen af dem gør krav på.
Mod syd:
StaterneSydkordofan ogBlå Nil skal afholde "folkelige konsultationer" for at fastslå deres retslige stilling inden for rammerne af den sudanske republik.
Abyei er et omstridt område mellem Sudan ogSydsudan. Det holdes for tiden under Sudans administration, men skal overdrages til FNs administration.
Sudan har store økonomiske problemer med dårligt udviklet næringsliv, især beroende på borgerkrig, tørke, oversvømmelser og dårligt udbygget infrastruktur, selv om man forsøger at føre en sund økonomisk politik og har gjort investeringer i sin infrastruktur. Siden 1997 gennemfører Sudan makroøkonomiske reformer efter anvisninger fraIMF. I 1999 begyndte landet ateksportere råolie, og i sidste kvartal samme år havde man sit første handelsoverskud nogensinde. Fortsat er imidlertid jordbruget Sudans vigtigste næringsgren og står for 43% afBNP. 80% af arbejdskraften er sysselsat i jordbruget, som producerer blandt andetdurra oghirse til eget forbrug samtbomuld,jordnødder,sesamfrø ogsukkerrør til eksport. Desuden driveshusdyrhold både til eget forbrug og til eksport.Kunstvanding savnes næsten helt, hvorfor man er meget følsom over for perioder uden regn.
Landet har store naturressourcer, og udvinding af visse mineraler er igangsat. Blandt forekomsterne må især nævnesolie,guld ogkrom. Industrien er svagt udviklet; de vigtigste grene ertekstilindustri og forædling af jordbrugsprodukter. Nu udgør olie 75% af den samlede eksportværdi. Andre vigtige eksportvarer ergummi arabicum og guld.
Synkende oliepriser har tidligere truet landets økonomi. Dette efter som regeringen har gjort sig beroende af olieindkomsterne, som er gået til militæret. Ifølge kritikere har olien holdt regeringen ved magten. Det er tillige vanskeligt for landet at låne penge fra IMF eller verdensbanken, efter som man tidligere har udvist ligegyldighed med hensyn til at betale sin gæld.[11]
Efter, at Sydsudan den 11. juli 2011 besluttede at opgive den sudanske valuta, meddelte Sudan den 16. juli 2011 sin vilje til en ny valuta inden for en måned.[12]
Den sudanesiske territoriums vigtigste samhandelspartner i 2005 var med hensyn til udførsel Folkerepublikken Kina (70%), Japan (12%) og Saudi Arabien (2,8%), og med hensyn til indførsel Folkerepublikken Kina (20,7%), Saudi Arabien (9,4%), Arabiske Emirater (5,9%), Egypten (5,5%) og Japan (5,1%). Olien, der udvindes i de sydlige, frihedstrængende dele af området, udgør sammen med landbrugsvarer og metaller (guld, krom) vigtige handelsvarer. Omkring halvdelen af statsbudgettet bruges på militæret.
Sudans befolkning lider under svagemenneskerettigheder, især hvad angåretnisk udrensning ogslaveri, hvilke har fortsat til moderne tid. Årene 1983 til 2001 havde en kombination af borgerkrig og sult taget livet af næsten 2 millioner mennesker i Sudan.[13] Det beregnes, at 200.000 personer blev taget som slaver under anden sudanesiske borgerkrig, som fandt sted 1983 til 2005.[14]Darfurkonflikten betegnes som etfolkemord, som har pågået siden 2003 og taget livet af omkring 300.000 personer (frem til 2010).[15]
Muslimer, som konverterer til kristendommen, kan rammes afreligionsforfølgelse og dømmes til døden for overtrædelse af landetsSharia-love. Blandt andet blev fældet en dødsdom i 2014 modMariam Yahia Ibrahim Ishag, som anklagedes for at have skiftet religion men selv angav at være opvokset som ortodoks kristen.
Sudan rangerer på en 172. plads blandt 180 lande med hensyn til pressefriheden ifølgeReportere uden grænser, og flere tiltag er planlagte mod friheden at rapportere om statslig korruption.[16]
Mekuria Bulcha:Flight and integration: Causes of mass exodus from Ethiopia and problems of integration in the Sudan; Scandinavian Institute of African Studies, Uppsala 1988
.jpg)
