Chandrasekhar–Fermi metode, dynamisk friktion, Chandrasekhar potentiel energitensor, Chandrasekhar virialligninger, Chandrasekhar-ligning med flere
Nomineringer og priser
Udmærkelser
Dannie Heineman-prisen for matematisk fysik (1974), Josiah Willard Gibbs Lectureship (1946), Karl G. Jansky Lectureship (1978), Fellow of the Royal Society (1944), Henry Norris Russell-lektorat (1949) med flere
Nobelpris
Fysik 1983
Signatur
Information med symbolet hentes fraWikidata.Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Chandrasekhar var den tredje af ti søskende, der var børn af Sita Ayyar (født Balakrishnan) og Chandrasekhara Subrahmanya Ayyar. Hans far var overordnet embedsmand i det indiske regnskabs- og revisionsdepartement og på tidspunktet for Chandrasekhars fødsel udstationeret iLahore som viceregnskabschef for Indiens nordvestlige jernbanelinjer. Han dyrkede i øvrigt med succeskarnatisk musik på violin og udgav flere bøger ommusiklære. Hans mor beskæftigede sig med intellektuelle sysler og havde bl.a. oversatHenrik IbsensEt dukkehjem til tamilsk. Chandrasekhars onkel var nobelpristageren i fysikC. V. Raman.
Chandrasekhar gik påHindu-gymnasietTriplicane iMadras i det daværendeBritisk Indien i perioden 1922-25, hvorefter han læste fysik på "Presidency College" i Chennai fra 1925 til 1930. Han fik sin afgangseksamen (B.Sc. (Hon.)) i juni 1930 og fik måneden efter et regeringslegat til at fortsætte sine videregående studier vedCambridge Universitet, hvor han kom til at læse hos professorR. H. Fowler og blev indskrevet vedTrinity College. Efter råd fra professorP. A. M. Dirac tilbragte Chandrasekhar sit sidste studieår (1932 – 1933) vedNiels Bohr Institutet iKøbenhavn, hvor han mødte professorNiels Bohr.
I sommeren 1933 fik Chandrasekhar sinPh.d.-grad i Cambridge, og fra oktober samme år fik han et stipendiat ved Trinity College for perioden 1933–37, hvor han indledte venskab medArthur Eddington og professorE. A. Milne.
Chandrasekhar giftede sig i september 1936 med Lalitha Doraiswamy, som havde været hans medstuderende ved Presidency College i Madras, og som var et år yngre. Han skrev i sinautobiografi til nobelprisen, at "Lalithas tålmodige forståelse, støtte og opmuntring har været de centrale kendsgerninger i mit liv"
Forsiden til Chandrasekhars afhandlingOn the decay of plane shock waves fra 1943.
Året efter, i januar 1937, blev Chandrasekhar ansat ved University of Chicago som assisterende professor, og han kom til at tilbringe hele sin karriere der, hvor han blev udnævnt til professor i teoretisk astrofysik i 1952 og blev emeritus i 1985.
Under2. verdenskrig arbejdede Chandrasekhar medballistiske problemer ved "Ballistic Research Laboratories" i Aberdeen Proving Ground iMaryland og udgav her to rapporter i 1943 med titlerneOn the decay of plane shock waves ogThe normal reflection of a blast wave.[4]
Chandrasekhar berettede selv, at han havde haft en arbejdsstil, hvor han i et antal år koncentrerede sig om et specielt område af astrofysikken. Som følge heraf kan hans indsats opdeles i adskilte perioder, hvor han i rækkefølge først undersøgte stjerners struktur og teorien omkring hvide dværge (1929 til 1939) og (1939 til 1943) fokuserede på stjerners dynamiske forhold. Dernæst koncentrerede han sig om teorier om overførsel vedstråling ogkvanteteorien for den negativebrintion (1943 til 1950). Det efterfulgtes af arbejde med hydrodynamik og hydromagnetisk stabilitet (fra 1950 til 1961). I resten af 1960'erne gjaldt indsatsen undersøgelse af stabiliteten afellipsoide ligevægtslegemer, men ogsågenerel relativitetsteori. Perioden 1971 til 1983 helligede han studiet af den matematiske teori omsorte huller, og endelig arbejdede han i slutningen af 80'erne med teorien bag sammenstødendegravitationsbølger.[4]
Chandrasekhars sidste indsats i årene 1990 til 1995 gjaldt et projekt, der skulle forklare de detaljerede geometriske argumenter iIsaac Newtons banebrydende værkPhilosophiae Naturalis Principia Mathematica, kun med brug af sprog og metoder fra grundlæggende matematik. Det resulterede i bogenNewton's Principia for the Common Reader (Newtons Principa for den almindelige læser), som udkom i 1995.
Subrahmanyan Chandrasekhar, der var barnløs, og som erklærede at væreateist, døde af et hjerteanfald i Chicago i 1995 og overlevedes af sin hustru.
Han tildeltesNobelprisen i fysik i1983 for sine studier af de fysiske processer, som er afgørende for stjerners struktur og udvikling, selvom han var utilfreds med, at der ved tildelingen kun henvistes til hans tidligste arbejde, hvilket han anså for en nedvurdering af en hel livstids indsats.
Det er uvist, om nobelkomiteen ved formuleringen stadig tog hensyn til den tidligere kritik fra Arthur Eddington, som også var en fremtrædende astrofysiker og Chandrasekhars tidligere chef. Hans livslange indsats kan bedømmes i fodnoterne til hansforelæsning ved Nobelprisoverrækkelsen.
Chandrasekhars mest almindeligt kendte bidrag til videnskaben erChandrasekhar-grænsen fra astrofysikken. Grænsen angiver den største masse (~1,44solmasser) for en stjerne af typenhvid dværg, eller – hvad der principielt er det samme, omend med større masse (op til 3,29 x Solens masse) – den minimumsmasse over hvilken en stjerne til sidst vil falde sammen og blive enneutronstjerne eller et sort hul (efter ensupernova-eksplosion). Grænsen beregnedes første gang af Chandrasekhar, mens han var om bord i et skib undervejs fraIndien tilEngland for at studere under astrofysikerenRalph Fowler. Da Chandrasekhar fremkom med disse ideer, mødte han stærk modstand fra den britiskefysikerArthur Eddington, og dette kan have været et element i hans beslutning om at søge til University of Chicago i USA.
I 1999 navngavNASA det tredje af sine fire "Store observatorier" efter Chandrasekhar efter en navngivningskonkurrence, hvor der indkom 6.000 forslag fra i alt enogtres lande. Rumoberservatoriet, der oprindeligt hed Advanced X-ray Astrophysics Facility (AXAF) blev herefter kaldtChandra X-ray Observatory og herefter opsendt og sat i kredsløb afrumfærgenColumbia den 23. juli 1999.
Chandrasekhar, S. (1987) [1969].Ellipsoidal Figures of Equilibrium. New York: Dover.ISBN0-486-65258-0.(engelsk)
Chandrasekhar, S. (1998) [1983].The Mathematical Theory of Black Holes. New York: Oxford University Press.ISBN0-19-850370-9.(engelsk)
Chandrasekhar, S. (1990) [1987].Truth and Beauty. Aesthetics and Motivations in Science. Chicago: The University of Chicago Press.ISBN0-226-10087-1.(engelsk)
Chandrasekhar, S. (1995).Newton's Principia for the Common Reader. Oxford: Clarendon Press.ISBN0-19-851744-0.(engelsk)
Srinivasan, G. (ed.) (1997).From White Dwarfs to Black Holes: The Legacy of S. Chandrasekhar. Chicago: The University of Chicago Press.ISBN0-226-76996-8.{{cite book}}:|first= har et generisk navn (hjælp)(engelsk)
Wali, Kameshwar C. (1991).Chandra: A Biography of S. Chandrasekhar. Chicago: The University of Chicago Press.ISBN0-226-87054-5.(engelsk)
Wali, Kameshwar C. (ed.) (1997).Chandrasekhar: The Man Behind the Legend - Chandra Remembered. London: imperial College Press.ISBN1-86094-038-2.{{cite book}}:|first= har et generisk navn (hjælp)(engelsk)
