91.015 regulære ansatte og 174.000 informanter (1989)[1]
Leder
Wolfgang Schwanitz (1989–1990)
Ministerium für Staatssicherheit (MfS (dansk:Ministeriet for Statssikkerhed) i folkemundeStasi (afledt afStaatssicherheit) var den primære sikkerheds- ogefterretningstjeneste samt undersøgelsesorgan for "politiskeforbrydelser" iDDR). I de første år anvendtesStaatssicherheitsdienst.Wilhelm Zaisser var den førsteMinister für Staatssicherheit, mensErich Mielke besad posten fra1957 til kommuniststyrets fald i1989.
Stasi blev grundlagt den8. februar1950 eftersovjetisk forbillede (KGB) og opløst som en konsekvens af den fredeligerevolution i vinteren 1989/90. Stasis hovedkvarter lå iLichtenberg iØstberlin. Foruden det omfattende bygningskompleks i Lichtenberg var der adskillige mindre lokaliteter ude i byen. Stasi er blevet omtalt som en af verdens mest effektive – og mest undertrykkende – sikkerheds- og efterretningstjenester.Mottoet varSchild und Schwert der Partei (dansk: "partietsskjold ogsværd"), fordi statssikkerheden var et redskab for det magthavendekommunistpartiSozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED) til at fastholde magten, blandt andet ved at overvåge borgerne.
Efterretningsvirksomheden baserede sig på et stort korps afspioner og meddelere. Stasis virksomhed var meget omtalt, men ikke konkret kendt af borgerne i DDR. Særligt omtalt ertelefonaflytningen, der mistænkes for at have været total. Frem til midten af 1980'erne voksede Stasi til 91.000 ansatte og næsten 200.000 informanter, hvoraf nogle iVesttyskland. Efterretningsaktiviteterne omfattede en massivovervågning og registrering af østtyskerne og var kun i anden instans til udlandsspionage. Stasi havde magt på linje med, hvad der normalt ligger hospoliti ogstatsadvokater, og var fra1953 også militær med militær rang.[2]
IDanmark oprettede Stasi flere afdelinger, og DDR's militære efterretningstjeneste havde en lang rækkeagenter underden kolde krig. Indtil nu er der ikke påvist "topagenter" i det danske statsapparat, som der var i Vesttyskland. De krigsbørn mednorsk mor og tysk far, der endte påbørnehjemmet Kohren-Sahlis iSachsen,[3] blev bortadopteret i DDR, men norske myndigheder gik ikke med til adoptionsbevilling, fordi de blev nægtet at inspicere de hjem, børnene blev sendt til. Børnene voksede derfor op som norske borgere i DDR i en tid med fjendskab mellemVesten ogØstblokken, hvad der gjorde livet uhyre svært for dem. De fik heller ikke de norskepas, de havde krav på. I stedet udstyrede Stasi spioner med børnenes navne ogidentiteter og sendte i 1960'erne disse "gøgeunger" til de norske familier, som havde efterlyst dem og derfor modtog dem i den tro, at de var deres savnede børn.[4]
Stasis hovedkvarter i Normannenstraße i Berlin-bydelenLichtenberg. I dag er hovedkvarteret museum.
I december 1989 besatte østtyske borgerretsforkæmpere Stasi-kontorer, først iLeipzig så i andreBezirke (kredse). Endelig skulle den forhadte tjeneste stilles til ansvar. Mens de regionale Stasi-enheder lå hen, fortsatte hovedkontoret i Berlin-Lichtenberg dog sit arbejde, nu omdøbt til Institutionen for national sikkerhed. Så kom derrygter om, at Stasi ville ødelægge sine arkiver for at slette alle spor. BorgerbevægelsenNeues Forum Berlin (= Nyt forum Berlin) organiserede den 10. januar1990 endemonstration foran hovedkontoret i Berlin-Lichtenberg. Bevæbnet medspraydåser,kalk ogmursten agtede folkemængden at mure bygningens indgange til, som indbyggerne iErfurt havde gjort ved deres Stasi-kontor nogle uger forinden. Den militære statsadvokat og politiet inviterede aktivisterne ind til forhandlinger, men med en folkemængde på flere tusinde stående uden for begyndte man at frygte, at nogen ville komme til skade. Enkatolskpræst i borgerkomiteen bad om, at den ene port blev åbnet. Vagterne var uforberedte, og snart var begge porte åbnet. Tusindvis af demonstranter strømmede ind i den forhadte bygning, og snart blev et bjerg af sagsmapper offentliggjort. Et stort antal mapper – først og fremmest fra udlandsspionagen ledet afMarkus Wolf - "manden uden ansigt" – var allerede slettet, men mange hylde-kilometer med sagsmapper afslørede alligevel overvågningens enorme omfang. Tre dage efter borgernes aktion blev Stasi/Institutionen for national sikkerhed formelt opløst efter ordre fra den østtyske ministerpræsidentHans Modrow.[6]
Stasi-arkivet består af mapper, kartotekskort, film og lydbånd og udgør seksten hylde-kilometer. De dokumenter, der var forsøgt ødelagt, udgør ca. 16.000 propfyldte sække, som det vil tage år at rekonstruere, men medarbejdere prøver dagligt at pusle bidderne sammen.[7] Offentliggørelsen af Stasis arkivmateriale betød mange ubehagelige overraskelser for østtyske borgere, hvis venner og familiemedlemmer havde været Stasi-spioner. Man beregner, at der i DDR var én ansat i sikkerhedsapparatet pr. 180 indbyggere.[8]
Berlingske Tidende undersøgte danske forbindelser i Stasi-arkiverne.Morten Jung-Olsen med dæknavnet "Lenz" blev arresteret.[9] Selvom han havde spioneret modEUs medlemslande, fortsatte han som ansat i samme organisation, hvad der gav grund til kritiske spørgsmål.[10]
Omkring 300 Stasi-agenter rapporterede om norske forhold, 30 af dem var nordmænd. Nøglen til deres identitet befinder sig i Rosenholz-kartoteket, der er kommet iCIAs forvaring.Høyres stortingsrepræsentant Anders Werp har prøvet at få oplysninger frigivet. I juni 2014 sendtejustitsministerAnders Anundsen (Frp) en henvendelse til den amerikanske ambassade med spørgsmål om indsyn.Arbeiderpartiet (Ap) ogSosialistisk Venstreparti (SV) forholdt sig tavse.Journalisten Alf R. Jacobsen mener, de centrale Ap-politikeres kontakt med østlandenes spionorganisationer er et af norsk politikstabuer, da han i 2000 afslørede, at den daværende statsministerJens Stoltenberg var forsøgt hvervet afKGB, og oplevede Aps bagatelliserende holdning til opdagelsen.[11]
Først 20 år efter, at Stasi-arkiverne var åbnet i Tyskland, gjorde det svenske sikkerhedspoliti (Säpo) modvilligt dele af sit arkiv over Stasi-belastede svenskere tilgængeligt for forskning. Professor Birgitta Almgren ved Södertörns högskola iStockholm fik indsyn i materialet, men måtte love, aldrig at røbe navne eller tage kontakt med tidligere agenter. DDRs infiltration var langt mere omfattende, end Säpo troede. Mindst 53 svenskere har arbejdet for Stasi. Omkring 30 af dem kan betegnes som Stasi-agenter, nogle af ideologiske grunde, en del for at tjene penge. En kvinde udleverede oplysninger om sine naboer og sin ægtemand, om svensk politi og færgerne mellemTrelleborg ogSassnitz. Enteolog spionerede på sine studentvenner, en dataekspert udleverede hemmelige dokumenter om højteknologi. Hele ni af de 53 omtalte personer var journalister. Henved 3.000 Stasi-rapporter blev skrevet om Sverige i årene 1950-89. Som bufferstat mellem øst og vest var Sverige af langt større interesse for DDR, end Säpo tænkte sig.[12]
Hammarbyhavnen vedStockholm, hvor Cats Falck blev fundet i sin bil i 1985.
Svensk politi afskrev raskt sagen som en ulykke, efter at dykkere fandt bilen med den døde journalist Cats Falck og hendes veninde 29. maj1985, på seks meters dyb i Hammarbyhavnen. Men folk reagerede på, at den tekniske undersøgelse var ufuldstændig, og at det ikke lod sig forklare, hvordan bilen var kommet over den høje kaj-kant. Ovenikøbet sad Falck, der ikke havdekørekort, ved rattet ved siden af Lena Gräns i dennesRenault 12. Falck var kommet på sporet afsmugleri, hvor amerikansk højteknologi i strid medUSAs forbud blev leveret til Aseaskraftværksudbygning iSovjetunionen. Falck fandt også koblinger mellem Asea og et østtysk udenrigsfirma, kontrolleret af Stasi, hvor svensk politi havde beslaglagt en Asea-chefs brevveksling med firmaet.[13]
En del af opgøret med Stasi gik ud på at få Stasi-ansatte fjernet fraoffentlig forvaltning. Der blev efterforsket mere end 30.000 sager mod tidligere medarbejdere. Det absolutte tilbagevirkningsforbud i tysk lovgivning skabte problemer – som under opgøret modnazi-tidens forbrydere. Derfor blev det kun til omkring tyve domfældelser af Stasi-ansatte. Forbuddet kunne kun tilsidesættes ved alvorlige forbrydelser, som når der var blevet skudt efter flygtninge ved grænsen. På en måde blev hele DDR sat under tiltale. Indtrykket blev, at énstat dømte en anden, og at en del af befolkningen følte sig dømt af den befolkning, de nu skulle leve sammen med.[14]
Den tysk-tyske enhedsaftale af 30. august 1990 fastholdt, at forbuddet modlove med tilbagevirkende kraft er absolut, og at det juridiske opgør skulle være i tråd med østtysk lovgivning. Kun der, hvor vesttysk lovgivning kunne føre til mildere straf, skulle denne gøres gældende. Ifølge østtysk lovgivning var skud mod mennesker, der prøvede at krydse grænsen, både "tilladt og påbudt"; men baseret på jurist og retsfilosof Gustav Radbruch[15] findes der en "lovmæssig uret", dvs. love så uretfærdige, at de er ugyldige. Radbruch anså de østtyske grænselove som en "lovmæssig uret".Princippet blev anvendt som begrundelse for at give en lov tilbagevirkende kraft, selv om enhedsaftalen i udgangspunktet forbød det. Tilbagevirkningsforbudet må ses i sammenhæng med Vesttysklands modvilje mod at retsforfølge nazi-forbrydere i 1950'erne, da det vesttyske retsvæsen i høj grad var infiltreret af tidligere nazister. Omvendt blev der i 1990'erne arbejdet hårdt for at muliggøre retsforfølgelse af system-kriminalitet begået i DDR. Dermed blev mange østtyskere siddende med en følelse af at være ofre for en sejrs-justits, og at det var vigtigere for Vesten at tage et opgør medkommunismen end med nazismen.[16]
Stasis arkiver forvaltes af en føderal institution,Die Bundesbeauftragte für die Unterlagen des Staatssicherheitsdienstes der ehemaligen DDR (BStU).[17] Arkivmaterialet er tilgængeligt for enkeltpersoner, institutioner og offentligheden ved forskere ogjournalister efter bestemte regler og under hensyntagen til beskyttelse af personlige oplysninger. Enhver er berettiget til at få at vide, om der findes arkivmateriale om én selv og til at få informationen frigivet.
Efter at Stasi blev nedlagt, omdannede en anti-stalinistisk gruppe de tidligere hovedkvarterer i Normannenstraße i Lichtenberg tilmuseum. Museets stueetage er intakt og rummer mange statuer og flag, mens førstesalen rummer en lang række eksempler på Stasis avancerede overvågningsudstyr. På andensalen findes Erich Mielkes kontorer med det originale møblement fra1960'erne. Der er desuden indrettet en café. Øverste etage viser modstanden mod Stasi fra 1945 til Østtysklands fald i 1989 og en fængselscelle.
I november2007 afholdt Center for Koldkrigsstudier vedSyddansk Universitet iOdense en konference, "Hauptverwaltung A. Geschichte. Aufgaben. Einschichten", hvor en lang række anerkendte forskere som prof. Dr. Nigel West, Dr. Robert Gerald Livingston og prof. Dr. Michael Scholz, gav deres bidrag til forskningsfeltet om Stasis udenlandske aktiviteter. Konferencen var den første af sin slags, hvor tidligere ledende medlemmer af Stasis udlandsgrenHauptverwaltung A blev konfronteret med forskerne. Konferencen vakte mange følelser ikke mindst i Tyskland. Det kunne ses i de tyske mediers dækning af konferencen. Det har specielt at gøre med Tysklands historiske situation omkringVergangenheitsbewältigungs-traditionen,[18] som typisk relateres tilanden verdenskrig. Problematikken ligger i den historiske afstand til DDR's fredelige revolution og genforening med Vesttyskland (BRD).
“Gerbergasse 18” Thüringer Vierteljahresschrift für Zeitgeschichte und Politik, Heft 1/08 48, side 15-18. Artikelforfatter: Wolfgang Mayer.
Thomas Wegener Friis, ’Das dänische “Rosenholz“’, Horch und Guck, Historisch-literarische Zeitschrift des Bürgerkomitees »15. Januar« e.V.. 55, 2006.v
Thomas Wegener Friis, Den usynlige front. DDRs militærspionage mod Danmark under den Kolde Krig, København 2005.
Jens Gieseke: Der Mielke-Konzern. Die Geschichte der Stasi 1945-1990. München 2001
Hurbertus Knabe: Westarbeit des MfS. Das Zusammenspiel zwischen „Aufklärung“ und „Abwehr“, Berlin, 1999.
Helmut Müller-Enbergs: Inoffizielle Mitarbeiter des Ministeriums für Staatssicherheit. Teil 2: Anleitungen für die Arbeit mit Agenten, Kundschaftern und Spionen in der Bundesrepublik Deutschland. Berlin 1998
Helmut Müller-Enbergs: Inoffizielle Mitarbeiter des Ministeriums für Staatssicherheit. Teil 1: Richtlinien und Durchführungsbestimmungen. Berlin 1996
Helmut Müller-Enbergs: Die inoffiziellen Mitarbeiter. Berlin 2008
Helmut Müller-Enbergs, Georg Herbstritt (red.): Das Gesicht dem Westen zu … DDR-Spionage gegen die Bundesrepublik Deutschland. Bremen 2003
Helmut Müller-Enbergs, Thomas Wegener Friis, ‘Der Schattenkrieg im Norden. DDR-Spionage in Dänemark’, Grenzfriedenshefte 3, 2008. S. 107-120.
Anne Sørensen, Stasi og den vesttyske terrorisme. Århus 2006.
