Spitsbergen (før1969:Vestspitsbergen,nederlandsk:Spitsbergen, "Spidse fjelde") erSvalbards største ø med et areal på 37.673 km². Spitsbergen er mere end ti gange så stor somHinnøya, og er dermed Norges største ø ogden 36. største ø i verden. Den ligger vestligt i øgruppen og strækker sig nøjagtigt 400 km i nord-sydlig retning fraVerlegenhuken i nord tilSørneset i syd. På tværs er Spitsbergen næsten 220 km i øst-vestlig retning fraKapp Payer i øst tilKvadehuken i vest. Rundt om kysten i vest og nord findes der nogle ganske få, mindre øer i et udprægetfjordlandskab. De fire længste fjorde og samtlige bosættelser på Svalbard ligger på Spitsbergen. Øen har alle øgruppens syvnationalparker.
Longyearbyen har 2.075 indbyggere (2013),Barentsburg (russisk),Ny-Ålesund ogSveagruva, samt 10-12 polske forskere iIsbjørnhamna og 4-5 fastboende hotelværter iPyramiden.[1] Der har aldrig været større, permanente bosættelser på nogen af de andre øer. Bosættelserne fik sine stimuli fra fangst1600-1850, udforskning fra1880-1928, og minedrift1906-2000. I nyere tid har forskning og turisterhverv haft stærkest vækst. Fra1601 var derengelske oghollandskehvalfangststationer på øerne i nordvest, senere også længere mod syd – blandt andet med en norsk sommerstation iGreen Harbour.Pomor-perioden medrussisk fangst havde sin storhedstid i1800-tallet. Udfordringer med havis og kommunikation har medført, at der aldrig har været landbaseretfiskeri her. Hele fiskefangsten er historisk set blevet landet i Europa. I nyere tid er fiskeriet stærkt beskyttet afFiskeværnzonen ved Svalbard.
Resterne afGolfstrømmen bringer varmt,atlantisk vand opover vestkysten og nordkysten af Spitsbergen ogNordaustlandet, som er mindre islagt end østkysterne af de samme øer. Spitsbergen er præget affjeld oggletsjere og øst-vestgåendeelvdale i midten. Midten af øen fra Isfjorden og sydpå har yngre fjelde frakvartær ogtertiær og 65 millioner år gamlekulaflejringer tilknyttet de centrale bosættelser.
Spitsbergen fik sit navn afhollænderenWillem Barents, som opdagede den i1596. Han kaldte denWest-Spitsbergen (Svalbard i sin helhed kaldte han Spitsbergen), efter de mange høje og spidse fjelde på øgruppen. Det højeste punkt erNewtontoppen, som er 1.713moh.[2]
^abcdefghArealet er målt digitalt og anses for at være mere nøjagtigt end tidligere analoge mål, som det kan variere noget fra. Kilde til de digitale mål er Naturbase (Direktoratet for naturforvaltning).
