Solidaritet (fransk solidarité: samhørighed, sammenhold), bruges især påvenstrefløjen og ofte i fagpolitiske sammenhænge.
Når man udviser solidaritet, da giver man afkald på nogle (kortsigtede) fordele på den modsatte parts bekostning, i og med man kan se, at denne vil få større gavn af din handling. Du udviser bl.a. solidaritet når du sætter dig i andres sted, hvorefter din handling udspiller sig ved, at du moralsk tager hensyn til modparten.
Solidaritet er derfor et vigtigt begreb indenfor bl.a. fagforeninger.
Solidaritetens basis varierer i forskelligesamfundstyper. I mindre udviklede samfund bygger den især påfælles værdier. Vedrørende mere komplekse samfund er der mange forskellige teorier om årsagerne til solidariteten blandt samfundsmedlemmerne.
`Asabiyyah refererer til social solidaritet baseret på gruppefællesskab og struktureretsammenhængskraft.[1][2]
Ibn Khaldun argumenterer effektivt for, at ethvertdynasti bærer kimen til sin undergang. Han forklarer, atmagthaverne - især i størreimperier udnytter fællesskabet til egen fordel, hvilket medvirker til at lederne udskiftes. Medlemmerne af det nye lederskab vil efterhånden blive dovne og optaget af at udvikle dereslivsstil, hvorpå en nycyklus starter.[1]
IfølgeKarl Marx er solidaritet forbeholdt de undertrykte i samfundet, ikapitalismen arbejderklassen. Solidariteten vil ifølge den historiskedialektik logisk set føre til enrevolution.
IfølgeEmile Durkheim korresponderer typerne for social solidaritet med de forskellige samfundsmæssige grundstrukturer. I et moderne samfund så Durkheim den komplekse arbejdsdeling som resulterende i en organisk solidaritet. Forskellige specialiseringer i arbejdet og forskellige sociale roller skaber afhængigheder, som binder folk til hinanden, fordi man ikke længere selv er i stand til at udfylde alle sine behov. I traditionelle, mekaniske samfund lever bønder sammen i små selvforsynende fællesskaber, som hver især er bundet sammen af en fællesarv og et fælles arbejde. I moderne organiske samfund tjener arbejderne penge og må stole på andre mennesker, som er specialiseret i fremstillingen af andre produkter, for at få opfyldt deres behov. Resultatet af en stigende arbejdsdeling er ifølge Durkheim, at individuel bevidsthed fremkommer adskilt fra fælles bevidsthed; og fra tid til anden er i konflikt med en fællesbevidsthed.
12Alatas, Syed Farid (2006), "A Khaldunian Exemplar for a Historical Sociology for the South",Current Sociology,54 (3): 397-411,doi:10.1177/0011392106063189
↑Gellner, Ernest (2007), "Cohesion and Identity: the Maghreb from Ibn Khaldun to Emile Durkheim",Government and Opposition,10 (2): 203-18,doi:10.1111/j.1477-7053.1975.tb00637.x
