Slaveri er at være andres ejendom og at være tvunget til f.eks. arbejde. Slaveri har været kendt alle steder i verden på et tidspunkt i historien.[1] Omfanget har dog varieret meget. Nogle steder har der kun været ret få slaver, mens slaveriet i andre kulturer har været helt afgørende for samfundsøkonomien. Man har derfor også blandt historikere skelnet mellem "samfund med slaver" og "slavesamfund". I sidstnævnte har slaverne udgjort så meget som 30-35 % af befolkningen eller mere, og slaveriet har gennemsyret samfundet både økonomisk, juridisk og kulturelt. Eksempler på sådanne slavesamfund har væretantikkens Grækenland ogRomerriget samtCaribien og dele af USA i 1700- og 1800-tallet.[2]
Etymologi
Ordetslave stammer fra det tyskeSklave, som kommer af det senlatinskesclavus, der betød "slavisk" eller "slaver" og oprindelig blev brugt om krigsfanger fraslaviske folkeslag, der blev solgt som trælle.[3] "Slave" optræder første gang påengelsk omkring 1290 (stavetsclave). Det middelalderlatinskesclavus er første gang registreret omkring år 800.[4] På dansk er ordet "slave" blevet anvendt siden 1600-tallet, oprindelig også stavet både "Sklave" efter tysk mønster og "Esclave" efter fransk.[5]
Især siden 2017 er ordetslavegjort i stigende grad blevet brugt på dansk som alternativ til "slave" som en afsmitning af det tilsvarende engelske udtrykenslaved. "Slavegjort" anvendes ikke mindst indenfor forskning og undervisning samt imedier.[6] De to ord er synonymer,[7] men "slavegjort" lægger udtrykkeligt vægt på handlingen, der har ført frem til den pågældendes slavestatus.[8]
Slaveri i antikken
Babylonsk lov
Hammurabis lov betragtede slaven som en genstand, som ejeren kunne sælge,pantsætte, udnytte og mærke med etstempel. Forsøg på at tilegne sig en andens slave medførtedødsstraf; ligeså at tage en flygtet slave i sit hus og nægte at udlevere ham på myndighedernes bud. Men fangede nogen en flygtet slave på sin ejendom og udleverede ham, skulle slavens ejer belønne vedkommende med tosekel. Hvis enbarber uden ejerens vidende skar en slaves stempel væk, skulle barberens hænder hugges af. Hvis nogen brækkede en slavesribben eller slog hans ene øje ud, skulle vedkommendebøde det halve af slavens pris til ejeren. Også ufrivillig skade på en slave medførte erstatningsansvar. Et køb blev annulleret, hvis slaven blev syg i løbet af den første måned efter købet. Hvis en slave sagde til sin ejer: "Du er ikke min herre," og man kunne førebevis for det modsatte, havde ejeren ret til at skære slavens ene øre af. En mand kunne sælge kone og børn som slaver, men efter tre års slaveri, var de frie igen. Hvis gældsslaven døde ikreditors hus af naturlige årsager, gik kreditor fri for ansvar; men hvis gældsslaven døde af savn eller slag, og skyldnerens søn derved mistede livet, skulle kreditors søn henrettes. En slavinde, der fik et barn med sin ejer, kunne ejerens kone hverken sælge eller piske. Men hun kunne lægges i lænker og ellers behandles strengt. En slave kunne tjene penge på egen hånd og derved købe sig fri; men hvis han døde forinden, tilfaldt hanssparepenge ejeren.[9]
Hebræerne
Hoshebræerne var loven om slaveri samlet i2. Mosebog, hvor der i kapitel 21,20-21 står: "Når en mand slår sin træl eller trælkvinde med sin stok, så de dør på stedet, skal han straffes derfor;men hvis de forbliver i live en dag eller to, skal han ikke straffes; det er jo hans egne penge." Men i vers 26-27 står: "Når en mand slår sin træl eller sin trælkvinde i øjet og ødelægger det, skal han give dem fri til erstatning for øjet; og hvis han slår en tand ud på sin træl eller trælkvinde, skal han give dem fri til erstatning for tanden."Paradokset bliver, at slaven skulle frigives for at have lidt overlast, mens man godt måtte tæve sin slave til døde, bare han døde den påfølgende dag, og ikke lige efter. Men slog man en tand ud på ham, gik han fri for tandens skyld. Gældsslaveri var også kendt hos hebræerne, men her blev slaven først fri efter syv år, hvor babylonerne nøjedes med tre år. I vers 4-6 står, at hvis ejeren gav slaven en kone, han fik børn med, kom konen og børnene til at tilhøre ejeren, mens slaven blev frigivet alene. Hvis slaven så gav afkald på sin frihed for at blive hos sin familie og sin ejer, skulle ejeren stille ham ved døren og stikke en syl gennem hans øre, "og han skal tjene ham al sin tid".[10] Det gennemborede øre ser også her ud til at have været slavens mærke.
Grækenland
Slavinde holder et smykkeskrin for sin herskerinde.Gravsten, 430–410 f.Kr.Gravsten for to drenge og den slave, der var derespaidagogos (= lærer), omkommet i etjordskælv.Nikomedia, 1. årh. f.Kr.
Grækerne, ofte omtalt som "de første europæere", holdt slaver. Grækerne diskriminerede ikke ud frahudfarve, men skelnede mellem grækere og ikke-grækere, dvs.barbarer, hvilket dog ikke forhindrede dem i at bruge græske slaver. Grækernes slaveri var meget forskelligartet. Visse slaver fungerede somhåndværkere og handelsfolk, og havde et rimeligere liv end de slaver, der fungerede somminearbejdere ogprostituerede. Slaverne var genereltkrigsfanger, røverbytte eller oversøiske handelsvarer.
Slaver underviste også de græske drenge, og det var enpædagog (græskpaidagogos = børnefører), en særligt betroet slave, der førte dem til og fra skole.[11]Den græskefilosofAristoteles foreslog, at grækerne skulle tage ikke-græske slaver, da han mente, at "nogle mennesker er født til at regere, andre til at blive regeret".[12]Aristoteles karakteriserede desuden slaverne som talende "redskaber" og delte dem i engeografisk hierarkisk orden. Nordeuropæerne blev karakteriseret som "hjælpeløse" og "uintelligente", og asiaterne som "åndsløse".[12] Han udtalte, at "en slave er en ejendel med ensjæl," og at "brugen afhusdyr og slaver er omtrent det samme; begge lader os møde tilværelsens behov med sine fysiske anstrengelser". I første bog afPolitikken slår han fast at "menneskeheden er todelt:Herrer og slaver, eller om man vil, grækere og barbarer". Det lyder, som om han mente, at enhver som ikke var græsk, kunne – eller ovenikøbetburde – fanges og gøres til slave. Imidlertid bemærkede han, at nogen (ikke mindststoikerne) påstod, at "en herres magt over slaver er imodnaturen," og at skellet mellem herre og slave kun var et påfund af loven, og dermed uretfærdigt. Sådanne udsagn fik stor betydning i 1500-tallet, hvor man mente, at Aristoteles gav det rigtige svar på alt.
Platon sammenlignede slaven med kroppen, herren med sjælen. Han ville gerne gøre en ende på, at grækere kunne holdes som slaver, men modsatte sig ikke, at udlændinge var slaver.Kynikerne hævdede, at en slave beholdt sin frie sjæl, selv om han var underlagt sin herres vilje, ogDiogenes udtalte, at den, som gjorde sig afhængig af en andens tvungne arbejde, var den egentlige slave.Sofisten Alkidamas i Athen[13] tog parti forheloterne, da de gjorde oprør modspartanerne,[14] der holdt dem som slaver. "Gud har ikke gjort noget menneske til slave," erklærede han, og udtrykte derved, at slaveri var et menneskeligt påfund på linje med så mange andre. I kontrast hertil var Platons tænkning baseret på slaveri som en samfundsfaktor, selv om han medgav, at Spartas helotsystem var det mest kontroversielle slavehold i Grækenland, idet det ikke varudlændinge, men græske landsmænd, der blev holdt som slaver.[15]
De 10.000 under Xenofon får omsider øje på havet.
Xenofon fortæller i sin beretning om de 10.000 grækeres tilbagetog i 401 f.Kr, hvordan den græske hærs øversteofficerer var taget til fange og dræbt af perseren Tissafernes. De overlevende officerer diskuterede ophidset den viderestrategi, og enbøotisk officer tog ordet og tilrådede overgivelse. Men en anden officer røbede, at bøoteren havde huller i ørene. Straks blev han smidt ud af forsamlingen, frataget sin officersgrad og sat til trænet. Midt i en afgørende forhandling vejede frie mænds foragt for slaven tungere end slavens argumenter som officer.[16]
Romerriget
Romersk lov
To slavinder (ancillae) og deres herskerinde siddende i midten.Mosaik, museet iKarthago.
Detromerske lovværk "de tolv lovtavler" fra omkring 450 f.Kr fastslog, atromerske borgere kun kunne sælges som slaver "på den anden side afTiberen" (altså udenforbymurene).[17] IRom var en almindelig form for tidligt slaverinexum, hvorved en romersk borger, der var kommet igæld, tabte sin frihed til sinekreditorer.[18] Gældsslaveri blev dog afskaffet af lovværketLex Poetelia i 326 f.Kr.[19] Kort tid efter indledte romerne den serie af erobringskrige, der tilførte dem en tilsyneladende endeløs strøm af slavearbejdere. Efter samnitternes endelige nederlag i 290 f.Kr tog romerne, ifølgeLivius, omkring 11.000krigsfanger. Men roerne på denflåde, romerne benyttede i denførste puniske krig i 260 f.Kr, var frie mænd. Det samme gjaldt roerne på de fleste senerekrigsskibe. En ulempe med slavehold var, at slaverne skulle forplejes året rundt, mens krigsskibene lå til land det meste af året.[20]
Romerne var de første til at institutionalisere slavehandelen, og foretrak slaver fra de romerske grænseområder somThrakien,Germanien ogNærorienten.[21] Da der er meget få afbildninger afafrikanske slaver i romersk kunst, har de sandsynlig været sjældne.[22] I Romerriget løballe enrisiko for at ende som slaver. Alle kunne tages til fange i en krig, hvis ens familie ikke havde råd til at betaleløsepengene. Slaveri var også straffen for særligeforbrydelser. Man blev ikke slave ud frahudfarve eller religiøs tilhørighed.[23]
I 167 f. Kr bragte ødelæggelsen afEpirus omkring 150.000græsktalende slaver som krigsfanger til Rom. De havde ofte uddannelse og blev benyttet somsekretærer,bibliotekarer oghuslærere. Mindre uddannede og billigere var de 65.000 slaver, der blev hentet fraSardinien i 177 f.Kr.Cato den Ældre bemærkede med afsky, at kønne slavedrenge gik for højere priser end robuste markarbejdere. I det 1. århundrede f.Kr beregnedeStrabo, at den storehavn påDelos under pres kunne omsætte op mod 10.000 slaver om dagen. Strabo bemærkede også, at slaver var blandtStorbritanniens vigtigsteeksportvarer.Galliskehøvdinge sagdes at bytte en slave enamfora med italienskvin. På det tidspunkt var antallet slaver sandsynligvis på sit højeste - omkring halvparten af Roms indbyggere kan have været slaver; en tredjedel afItaliens befolkning. Og iRomerriget under ét måske en tiendedel. Et forslag i detromerske senat om, at alle slaver burde gå meduniform, blev afvist, da man kom i tanker om, at det ville røbe for slaverne, hvor mange de faktisk var og nærmest tjene som en opfordring til at gøre oprør. Tilgangen til slaver aftog, da erobringskrigene blev færre, og baserede sig mere påpiratvirksomhed, bortføringer ogvernae (= børn født af husets slaver).[24] Børn af en romersk slavinde blev selv slaver, og havde ingen far i lovens forstand.[25]
Cato den Ældre tilrådede i sin lærebogOmagerdyrkning følgende dagsrationer til slaver: Sammenlænkede om vinteren – 1,3 kg brød; ved gravearbejde – 1,63 kg brød; og nårfignerne er modne og kan spises som supplement – igen kun 1,3 kg brød. De skal have ekstra vin ved fester som saturnalierne, og ved ekstra arbejde. Hvert andet år skal slaven have en nytunika og en kappe, men først skal den gamle leveres, så man kan sy lapkapper af laserne. "Hvert andet år bør man give et par godetræsko."Varro[hvem?] taler om de tre typerredskaber: "De talende, hvoriblandt slaver; de halvtalende, hvoriblandt okser; og de stumme, hvoriblandt vogne." Men med den romerske ekspansions ophør underAugustus, faldt antallet slaver, så slaverne blev dyrere og dermed bedre behandlet. Den form for slaveri, der havde fremkaldt de store slaveoprør som det,Spartacus førte an i, ophørte efterhånden.[26]
Langt de fleste romerske slaver var krigsfanger, men da de var for få til den stadigt voksenderepublik, opkøbte og importerede romerne også slaver i stor stil. En romersk slave var sin herres ejendom i alle henseender, også slavens børn. AfCicero fremgår det, at det var muligt for en slave at købe sig fri efter ca. seks år.[27] Årsagen til det har formentligt ikke væretmoralsk, men økonomisk, da det gjorde det muligt for slaveejerne at købe ny og frisk arbejdskraft, når den gamle var blevet nedslidt. Slaverne blev især brugt i landbruget, i minedriften og i byhusholdninger. Nogle slaver kunne opnå høje poster i samfundet; men juridisk var de stadig lavere stillet end selv den fattigste frie romer. På 200-tallet f.Kr kunne en romersk slave udsættes for at brændemærkes medFUR (= tyv) ellerFUGITIVUS (= bortløben), men den praksis forlod man snart, da de fleste romerske husslaver kunne påregne at blive sat fri af ejeren. Når romere ikke var nervøse over at være omgivet af slaver, kan det hænge sammen med, at herren normalt var den, der sikrede slavens fremtid. Frigivelsen skete ved, at ejeren erklærede slaven for fri over for en romerskembedsmand. Han gik "ud af hans hånd", dvs. ud af hans ejendom, på latinemancipatio, afex- (= ud fra) ogmanus (= hånd). Han blev emanciperet, sat fri, men tog sin tidligere herresfamilienavn. Græske besøgende i Rom var imponerede overceremonien vedmanumission, slavens frigivelse vedpaterpotestas (= familieoverhovedets magt), ofte som en del af sin ejerstestamente.Manumission kostede mindre for enmurer ellersmed, der frigav et par udslidte slaver i sit testamente, end for en rigmand, der satte en række yngre slaver fri.[28] Normalt betalte slaven ejeren et beløb, han havde sparet op. En slavessparepenge var juridisk set ejerens, men i realiteten penge, han kunne købe sig frihed for. Efter romersk lov fik slaven sin herresstatus ved frigivelsen, så hvis ejeren var romersk borger, blev slaven det også. Selv om slaven lige var ankommet det romerske imperium og ikke havde nået at lærelatin, var han alligevel blevet romersk borger, noget enudlænding ellers måtte tjene tyve år i de romerske hjælpetropper for at opnå. Som frigiven fortsatte slaven ofte med at arbejde for sin tidligere ejer. Fx sendte Barbi-slægten fraAquileia sine frigivne rundt om i imperiet somagenter for sit handelsimperium.[29] En del frigivne blevpræster ved lokalekulter rundt om. En frigivens søn havde mulighed for at arbejde sig op tilmagistrat.[30]
To slaver skænker vin, iført lændeklæde og om halsen enamulet mod "det onde øje". T.v. en slave med håndklæde; t.h. en med blomster.[31]
Romerne skilte mellem enservus (slave) og encolonus (daglejer). En slave havde status somres (en ting), og kunne hverken oprette et testamente, vidne i en sag eller anmelde noget. Imidlertid kunne en slave straffes for en forbrydelse, hvad der beviser, at romerne selv indså, at slaverikke var "ting" – i så fald skulle de jo ikke være straffet.Seneca skrev, at slaveri var en fysisk affære, menssjælen forblev fri.[32]
Forbedringer i slavernes kår
To slavers frigivelse, relief fra 1. årh. f.Kr, Musée de Mariemont.
Cicero mente, at alulighed som fx slaveri kunne forklares med forfald og skrev iDe Republica, at det var lovligt at tage et besejret folk til slaver, hvis folket, der var tale om, ikke kunne regere sig selv. Hverken han eller andre romerskeskribenter mente, at det var umuligt at afskaffe slaveriet; for dem drejede sagen sig om, at slaver ikke skulle udsættes forovergreb eller grusomhed.Kejser Augustus reddede en slave, hvis herre ville kaste ham til fiskene, fordi slaven var kommet til at knuse et dyrtglas; Augustus påbød også opstramninger for frigivelse, fordi det var for nemt for slaveejere at blive af med en syg slave ved at frigive ham.Suetonius fortæller, at kejserClaudius forbød en slaveejer at efterlade en dødsyg slave iÆskulaps tempel påTiberøen og kunne fordre slaven tilbage, hvis slaven genvandt sithelbred. KejserDomitian forbødkastrering af slavedrenge (men ikke seksuelt misbrug). KejserHadrian forbød ved lov slaveejere at overføre slaver tilgladiatorskoler som straf og sørgede for, athenrettelse af en slave først måtte godkendes afpræfekten forvigiles (=vægterne).[28] KejserAntoninus Pius retfærdiggjorde sine humane love om behandling af slaver med, at mildhed også var i slaveejerens interesse. I øvrigt erklærede han, at der ikke skulle stilles spørgsmål ved herrens magt over sine slaver.Stoikere og kristne stillede heller ikke spørgsmål ved slaveri; men især stoikerne var kritiske til, hvad slaveri medførte. StoikerenEpiktet, som selv var født som slave, undredes over, om frigivelse var til fordel for "alle" slaver; men han var også optaget af den onde påvirkning, det kunne have at eje andre mennesker.[33]
Slaveoprør
Slavemarked, maleri af Gustave Boulanger.
En rig romer kunne have tusindvis af slaver på sinelatifundiae (= storegodser). Menslatifundiae iNordafrika blev drevet af frie betalte arbejdere, kom der påSicilien tidligt slavedrevne godser.Plinius den Yngre omtaler slavernes jernhalslænke som lige så generende som nedværdigende. Den havde en indskrift om at returnere slaven til ejeren som en hund. På Sicilien gik slaverne til oprør i 135-32 f.Kr med opblusning i 104-100 f.Kr under den græsktalende slave Antiochus, hvor Rom nær havde tabt herredømmet over øen.Spartacus' gladiator-oprør i 73-71 f.Kr greb om sig og nærmede sig Rom. I 200-tallet faldt store dele afGallien i hænderne påbagauder.[30] Oprør blandt husslaver var derimod uhyre sjældne. Plinius den Yngre omtaler i et brev Larcius Macedo, der blev slået ned af sine slaver og døde af sine sår få dage senere.[34] Bypræfekten Pedanius Secundus blev knivstukket af en slave i år 61 og døde. Senatet besluttede, at også de 400 andre slaver i husholdningen skulle henrettes som straf, selv om de ingen skyld havde idrabet. Folk protesterede, ogNero måtte til sidst sætte hæren ind mod den rasende folkemængde, der ville forhindrehenrettelserne.[35] Dakonsul Afranius Dexter blev fundet død af ukendte årsager, blev ifølge Plinius den Yngre hver eneste slave i husholdningen henrettet, uden anden begrundelse, end at de ikke havde magtet at forhindre dødsfaldet.[36]
Slaveri i middelalderen
I Europas tidlige historie –middelalderen fra ca. 5. århundrede til omkring 1453 – var slaveri almindeligt.Fra begyndelsen af 1400-tallet opstod en regulær import til Europa af afrikanske slaver fraMadeira og den afrikanske vestkyst. Det kan have påvirket den tidligere import via den arabiske slavehandel.[37]
Trældom er den traditionelle skandinaviske betegnelse for slaveri. Ivikingetiden og den tidlige del af middelalderen var brug af trælle almindeligt iSkandinavien. Trællene var både ufrie skandinaver og folk taget som krigsfanger fra andre lande. Det vides ikke præcist, hvor stor en del af befolkningen der var trælle. Forskere mener, at det kan have drejet sig om omkring 10 til 25 % af befolkningen.[38] Trællene forsvandt i løbet af middelalderen, hvor brugen affæstebønder til at dyrke det meste af jorden i stedet blev udbredt. I Sverige blev trællevæsenet afskaffet i 1335 af kongMagnus Eriksson.[39][40]
Høvdinge påIsland røvede hinandens kvinder for at øve pres på modstanderen. Man ved også, at kvinder var med til at planlægge ran af sig selv. Så sent som i 1170'erne udstedteærkebiskop Øystein Erlendsson iNidaros et brev, hvori hanbandlyste alle kvinderøvere i sitærkebispedømme, men også bebrejdede de kvinder, der lokkede medsøstre til sig for at drikke dem fulde og få dem om bord på skibe med kurs mod Island, hvor der var mangel på kvinder.[41]
DenengelskeDomesday Book fra1086 opgiver, at 9% af den totale engelske befolkning var slaver. I tidligmiddelalder blevpræsterne ofte rekrutteret blandt trællene. Den norske Gulatingslov[42] fra første halvdel af 1100-tallet siger, at hvis præsterne bryder biskoppenes påbud, skal de bøde for det, for "præsterne skal styres med hug", en formulering, der som regel blev benyttet om trælle. Men i løbet af det første århundrede efter Norges kristning gik præsterne gradvis over til at blive respekterede samfundsmedlemmer, der også kunne gifte sig ind i veletablerede familier.[43]
Plakat som annoncerer salg og udlejning af slaver (St. Helena, 1829).Afrikansk slavehandel.
Det er uvist, hvor mange millioner sorte, der blev ofre for den indbyrdes ogarabiske slavehandel iAfrika. Allerede i år652 udformede den arabiske general Abdallah ben Sayd entraktat, der pålagdenubierne at levere 360 slaver pr. år.[45] Det anslås, at under den muslimske guldalder blev flere millioner sorte slaver transporteret fra Nordafrika. Dog blev arabere også offer for slaveri i de britiske kolonier. Især de arabiske stammer fra Sydirak og stammer fra den arabiske halvø og Mekkahområdet. De var minearbejdere, landarbejdere, soldater ogeunukker. De kvindelige slaver tjente primært som konkubiner eller tjenestepiger.[46] IKonstantinopel (nuIstanbul) solgtes i1908 åbent kvindelige slaver tilharemmer eller somkonkubiner.[47]
Den engelske historiker Robert C. Davis anslår, at et sted mellem 1 og 1,5 million hvide europæere blev taget til fange og solgt som slaver afarabiske slavehandlere iNordafrika fra 1500 til 1800.[48] Slaverne blev taget til fange ved de jævnlige plyndringer af europæiske kystbyer, primært i middelhavslandene medItalien som det foretrukne mål pga. dets nærhed tilNordafrikas kyst. Men plyndringer foregik helt op tilIsland.[49] Så sent som i efteråret1627 rejste den islandske præst Oluf Eigilsson hjem viaLivorno for at skaffe løsepenge for de islændinge, der blev holdt som slaver i Nordafrika.[50]
Det formodes, at mindst 10 millioner slaver blev opkøbt af europæere i Afrika og transporteret til decaribiske øer,Brasilien ogAmerika fra 1450 til 1870.[51]
Slaveri i Amerika og transatlantisk slavehandel
Columbus bragte indianske slaver fra sine opdagelsestogter tilSpanien. 1506 førtes de første afrikanske slaver til de spanske kolonier iVestindien, og nogle år senere gavbiskop Las Casas det råd, at man hellere skulle bruge de stærke afrikanere end indianerne, der ikke kunne tåle det strenge arbejde i bjergværkerne, men døde i tusindvis. 1517 gav Kejser Karl 5. en flamsk yndling eneret på årligt at bringe 4.000 slaver til Amerika, men det blev snart portugiserne, som tiltog sig denne nye handel (de indførte årligt 28.000 tilBrasilien). Fra 1562 deltog også englændere, og siden 1642 var handelen fortrinsvis i deres hænder. UnderLudvig 13. af Frankrig tillodes også indførsel til de franske kolonier, og den blev efterhånden meget betydelig; andre folkeslag tog derimod kun lidt del deri, danskere og svenskere alene til deres egne kolonier. Man regner med, at der indtil 1776 blev indført til Nordamerika 300.000 sorte mennesker, men i alt i 300 år 4 mio. til hele Amerika. Mennesketabet var dog langt større, fordi mangfoldige dræbtes i de overfald, som gik forud for bortførelsen, eller omkom inden de nåede kysten. Dertil kom dødsfald på overrejsen, der opgives til 15—20%. Den stærke tilførsel gjorde ejerne lidet skånsomme mod deres slaver, som ubarmhjertigt blev slidt op ved plantagearbejdet: skønt der til Jamaica 1690—1820 var indført efterhånden 800.000 sorte mennesker, var tallet i 1830 kun 340.000.
Til Nordamerika kom de første sorte slaver 1620, og 1662—1705 blev slaveriet stærkt udviklet i Virginia ogMaryland samt endnu videre i Carolina, hvorfra det senere udbredte sig mod syd, mens det kun fik ringe omfang i de nordligere kolonier. Entrekantshandel opstod, da slave-produceretsukker ogtobak sendtes til Europa. Indianske slaver forekom kun som et perifert fænomen. Fx opgjorde guvernøren iSouth Carolina i 1708, at der ud af befolkningen på 12.580 var 1.480 indianerslaver.[52]
Omkring 1700 lød de første røster i Ny-England og blandtkvækerne mod slavehandelen. I 1727 afskaffede kvækerne al handel med slaver mellem sig indbyrdes, 1751 gav de endog deres slaver fri, og 1761 udelukkede de af deres samfund enhver, som drev slavehandel. 1774, altså samme år som uafhængighedsrøret begyndte, dannedes også det første abolitionistselskab, oguafhængighedserklæringen 1776 indeholdt en sætning, der udtalte alle menneskers naturlige lighed og frihed. IThomas Jeffersons udkast var der blandt klagerne over den engelske regering også optaget en over dens forbud mod bestræbelsen for at afskaffe slavehandel. Denne udtalelse blev vist nok strøget af hensyn til de sydlige koloniers repræsentanter, men et forbud mod videre indførsel vedtoges, og i de følgende år påbød de nordlige kolonier slaveriets gradvise uddøen. Også Virginia gjorde skridt mod det, og på den tid var alle Nordamerikas bedste mænd stemt for dets afskaffelse. Snart indtrådte dog i de sydlige stater en anden opfattelse, og da unionskongressen 1794 besluttede at forbyde indførsel af slaver, tilføjedes bestemmelsen "fra 1. januar 1808 at regne".
Danmark begyndte at sende slaver fra Afrika tilDansk Vestindien i 1600-tallet, hvor produktionen og eksporten til Danmark af vestindiske varer blev en god forretning. Det første danske slaveskib sejlede overAtlanterhavet i 1673, hvormed den danske trekanthandel begyndte: Slaverne blev transporteret fra de danske forter påGuldkysten til Dansk Vestindien, hvor de især kom til at arbejde i de danske sukkerplantager. Råsukkeret blev sejlet til Danmark, hvor det blev raffineret og dermed blev råvarer til noget af den første danskeindustri. Derefter sejlede skibene til Afrika med varer til salg. Det raffinerede finsukker blev solgt til det øvrige Europa, hvor det indbragte en høj pris.[53]
Den danske slavehandel fandt sted fra 1673 til 1802, og i alt vurderes det, at danske skibe har fragtet ca. 100.000 slaver. Det gjorde Danmark-Norge til den syvendestørste slavehandlernation blandt vestlige lande efter Storbritannien, Frankrig, Spanien, Portugal, Holland og USA. Det anslås, at der i alt har været ca. 35.000 slaver i Dansk Vestindien omkring 1800, hvor tallet var størst. Fra 1802 blev opkøb af slaver i Afrika og transport over Atlanten forbudt, mens selve slaveriet på de vestindiske øer blev forbudt i 1848.[53]
Flertallet af de danske slaver, det drejer sig om ca. 55.000 frem til 1803, blev hentet via de danske etablissementer påGuldkysten i det nuværendeGhana, mens resten blev købt forskellige steder langs den afrikanske kyst. Det viser, at slavehandelen i sin struktur var international.[54]
Københavnske forretningsmænd så store indtjeningsmuligheder iVestindien, men fandt det umuligt at rekruttere mandskab til foretagendet. Først da den danske kongefamilie (Christian 5., hans halvbrorUlrik Frederik Gyldenløve og dronningCharlotte Amalie)[55] gik ind somaktionærer iVestindisk-guineisk Kompagni i1670, fik man løst det problem; for nu fik kompagniets ledelse tilladelse til at hente fanger fra danske og norske fængsler, og deportere dem til kolonierne. Servingeinstitutionen blev etableret i1671 ved koloniseringen afSankt Thomas, og blev de næste 15 år brugt til at skaffe billigarbejdskraft fra Danmark til Det Vestindiske Kompagni.[56] De første slaver påSankt Thomas var hentet fraBremerholm ogBergenhus, og fik løfte om frihed efter et vist antal år - mellem tre og syv år; men for straffedømte var livsvarige domme af kongen omgjort til en tjenestetid påSankt Thomas mellem fire og syv år.[57] Dertil kom "servingene", dvs. kontraktansatte, der havde forpligtet sig til at arbejde et antal år med skovrydning og plantagedrift. Da det stadig kneb med frivillige, greb man tilkidnapning, hvor søfolk og tilfældige blev drukket fulde eller slået ned, for derefter at slæbes bevidstløse om bord i skibene. DaFærø søgte nødhavn iBergen undervejs til Vestindien, flygtede de medbragte fanger. De blev erstattet af nye folk, hentet fra Bergens fængsel og knejper. IVore gamle tropekolonier fra1953[58] omtales de servinge, der blev fragtet tilKaribien med skibeneFærø, St. Thomas, Pelikanen ogHavmanden i årene 1671-75: Af 324 danskere og nordmænd døde 80 % i løbet af det første halve år; de fleste allerede under overfarten. Når kontraktperioden udløb, skulle servingene modtage løn i form af 4-500 pundtobak; men det ser ud til, at ingen levede længe nok til at få hævet sin løn.[59]
Gennemsnitlig levelængde fra en serving kom i kompagniets varetægt, var knap tre år. Det gifte par Mette Nielsdatter og Jens Pedersen kom til Sankt Thomas24. februar1686 med skibetFortuna. Jens havde enlivstidsdom fortyveri. Parret boede sammen med andre fanger og servinge på Christiansfort i et rum på omtrent 7,5 x 1,8 meter. Ligesom på skibet hang dereshængekøjer tæt på tværs i rummet over hinanden. Samme sommer blev Mette anklaget for tyveri af 15 pundbomuld; denne lå opmagasineret på taget over servingerummet. Hun havde byttet bomulden forKill-devil[60] og blev nu smidt i fangehullet i Fort Christian. En måned senere blev parret, sammen med flere andre fanger og et par soldater anklaget for at planlægge at stjæle enchalup til at flygte i. Jens og en anden fange, Peder Vognmand, tilstod undertortur med tommelskruer (pinlig med Skruen paa Fingeren forhøert). Da Jens blev udpeget som lederen, blev han pisket og brændemærket på ryggen (han var allerede brændemærket i panden på Bremerholm). Sammenlænket blev han og Peder Vognmand sat til markarbejde; men allerede5. november prøvede de to sammen med Mette og fangerne Niels Krog og Søren Islænder at flygte fra øen i en tremandskano; men nogle dage senere gik kanoen på grund på en af de små øer, hvor fangerne snart blev fundet; Jens dog først16. november på den lille ø St. Patric. Jens blev dømt tilhængning, mens Mette blev pisket undergalgen og brændemærket på ryggen. Andre straffe lød på afskæring af ører og piskning. Jens’ hængning skulle forrettes med en afrikansk slave sombøddel; men denne stak af, nok af skræk over at skulle hænge en hvid mand. Dermed blev Peder Vognmand sat fri uden straf, mod at gøre tjeneste som ny bøddel. Hans første opgave blev at føre sin medfange Jens Pedersen til galgen.[56] I1691 fik Mette en datter med fangen Peder Hansen Jyde, der var blevet deporteret syv år tidligere. Derfor fik parret af viceguvernør Lorentz lov til at gifte sig, selv om Peder havde en kone hjemme i Danmark. Som straffedømte kunne hverken han eller Mette vende tilbage til Danmark. Deres og datterens videreskæbne er ukendt.[57]
Forbud mod slaveriet vinder frem i 1800-tallet
Christian 7.'s "Forordning om Neger-Handelen" fra 1792.
I1792 udstedteChristian 7. "Forordning om Neger-Handelen", der fra den 1. januar 1803 forbød undersåtterne iDanmark-Norge at befatte sig med slavehandel på kysten af Afrika og at transportere slaver på dansk-norske skibe og at indføre slaver til De Vestindiske Øer; hermed ville de danske slavetransporter over Atlanterhavet ophøre. Da afrikanerne imidlertid ikke ville opgive slavehandelen, fandt den blot nye veje og nye former. Først op i 1830'erne ophørte slavehandel igennem dansk territorium.Forordningen fra 1792 forbød den transatlantiske slavehandel, men selve slaveriet i Vestindien var fortsat lovlig; det blev først forbudt i1848.[62] Det ramteHans Jonatan og Peter Samuel, to slaver, der fra Vestindien var kommet tilKøbenhavn. Den ene arbejdede hos Henriette Schimmelmann, den anden hosplantageejer Isaak Benner. Begge stak af og meldte sig som frivillige til flåden underslaget på Reden. Efter tapper indsats ansøgte de bagefterFrederik VI om ansættelse i flåden. Imidlertid skred deres ejere til handling, og kronprinsen konkluderede, at han ikke kendte til slavehold på dansk jord, men at tyende skulle adlyde sit herskab og derfor ikke stikke af. Med den begrundelse blev de to sendt til slavearbejde på Vestindienskaffeplantager.[63]
I1807 forbødStorbritannien slavehandel; i1833 vedtog det engelskeparlament at forbyde slaveriet i de britiske kolonier efter en overgangsperiode. I1848 blev slaveriet forbudt i Danmark og Frankrig, og iUSA i1863.[64] En udløsende årsag tilden amerikanske borgerkrig var den omfattende brug af slavegjorte arbejdere iSydstaterne, der blev søgt legitimeret ved, at det var til de slavegjortes fordel. Da missionering til sidst blev tilladt, var det de slavegjorte forbudt at holde egnegudstjenester og lokaler. INorth Carolina blev det i1715 forbudt for farvede at bygge kirker, og iMaryland ogGeorgia fik de 25 piskeslag hver, hvis de bad til Gud uden tilsyn af hvide. Holdt de gudstjenester uden ejernes kendskab, blev forsamlingen straffet, biblerne beslaglagt, ogprædikanterne idømtkorporlig straf, iblandt ogsådødsstraf.[65]
Nutidigt slaveri
I løbet af 1800-tallet blev slavehandel og slaveri forbudt i de fleste af verdens lande, men slavelignende forhold er alligevel fortsat med at eksistere på nye måder og under andre navne indtil i dag. En oversigt fraILO fra 2023 nævner, at ca. 28 millioner mennesker verden over er udsat for tvangsarbejde og forskellige former for ufrihed. Tallet omfatter blandt andet fem millioner personer, der er underkastet statsligt tvangsarbejde iNordkorea og i den kinesiskeXinjiang-provins. Organisationen "Anti-Slavery International", som har eksisteret siden 1839, inkluderer også ægteskaber, som er blevet indgået uden samtykke, og hvor mindst én af parterne er under 18 år, i sin opgørelse og kommer da frem til tallet 50 millioner slavegjorte mennesker i dag.[2]
^Peter Russells biografi omHenrik Søfareren indeholder en del information om slavehandel i 1400-tallet: Russell, P. E. Prince Henry "the Navigator": A Life. New Haven: Yale University Press, 2000. På wikipedia findes også lidt information om slaveri i middelalderen :(engelsk) WIKI:Slavery in medieval Europe .
