Selen blev anvendt som den fotoabsorberende lag i verdens første solcelle, som blev demonstreret af den engelske fysikerWilliam Grylls Adams og hans studerende Richard Evans Day i 1876.[3] Kun få år senere fabrikeredeCharles Fritts den førstetyndfilmssolcelle, hvor selen blev anvendt som fotoabsorberen. Interessen for selen solceller aftog i 1950'erne, da den første silicium solcelle blev demonstreret, og som et resultat heraf forblev den højeste demonstrerede virkningsgrad på 5.0% fra Tokio Nakada og Akio Kunioka uændret i mere end 30 år.[4] I 2017 opnåede forskere fraIBM en ny rekordhøj effektivitet på 6.5% ved at designe en ny struktur af lagene i solcellen.[5] Efter dette fremskridt har selen oplevet en fornyet interesse i forskningen, da det høje optiske båndgab på 1.95 elektronvolt gør selen til en mulig kandidat som et af de to fotoabsorberende lag i entandemsolcelle.[6] I 2024 blev den første selenbaserede tandem-solcelle demonstreret, hvor en selen topcelle blev monolitisk integreret med en silicium bundcelle.[7] Dog er effektiviten stadig begrænset, primært på grund af et stort tab i åbenkredsspændingen.[8] Nyere teoretiske studier baseret på førsteprincip-beregninger af defekter har vist, at selen udviser en iboende tolerance over for punktdefekter, hvilket antyder, at interfaces og udvidede defekter er de primære begrænsende faktorer for enhedens ydeevne.[9] Teoretiske studier baseret på DFT-beregninger af defekter i selen har vist, at materialet er tolerant over for både intrinsiske punktdefekter og en lang række urenheder, hvilket antyder, at grænseflader og højere-dimensionelle defekter er de primære begrænsende faktorer for enhedens ydeevne.[9] Ved at forbedre levetiden af ladningsbærerne i selen tyndfilmen kan åbenkredsspændingen forbedres[10], men indtil videre er der kun få eksempler på afprøvede teknikker for at mindske defekter i krystalstrukturen, herunder at krystallisere tyndfilmen ved hjælp af en laser i stedet for en termisk varmebehandling.[11]
