Scandza var navnet på en ø, som omtales af dengotiske historikerJordanes i hans værkGetica, (ca.551). Almindeligvis antages det, at Scandza kan have været denSkandinaviske halvø. Hans fortælling mangler præcise beskrivelser afSkandinavien, men den er også sammenrodet og sammensat af informationer fra flere forskellige kilder. Ifølge den prominente svenske arkæologGöran Burenhult giver Jordanes dog stadig et unikt indblik i Skandinaviens stammer i det6. århundrede.
Den anonyme forfatter af langobardernes tidlige historieOrigo Gentis Langobardorum mener, at ordet Scandza ("Scanadan") betyder ødelæggelse, som måske kunne være etymologisk i familie med det fællesgermanske ord, der pådansk i dag er blevet til "skade"[1].
Jordanes beskrivelse af Scandza var som indledning for hans goterhistorie og goternes migration fra Skandinavien tilGothiscandza. HistorienGetica er tilegnet Castalius, enkristen ven, som i øvrigt er ukendt. Jordanes tiltaler ham iGetica 9,[2]:
| „ | Det vidtstrakte hav har også sine arktiske områder, det vil sige i den nordlige del er der en stor ø ved navn Scandza, om hvilken jeg (med Herrens velsignelse) skal tage udgangspunkt. For det folk, hvis oprindelse du ønsker at kende, sprang frem som en bisværm fra skødet på denne ø og bredte sig ud i Europa. Men hvordan og på hvilke vis det skete, skal jeg nu forklare i det følgende, hvis det er Guds vilje. | “ |
— Jordanes, Getica |
Jordanes refererede tilPtolemæuss forholdsvise korrekte beskrivelse afScandia som en stor ø, formet som etenebærblad (ie. aflangt og ikke rundt) med brede sider. Han refererede også tilPomponius Melas beskrivelse afCodanonia (="Skandinavien", som også kaldes Skatinavia afPlinius den Ældre), og det lå i denCodanska bugt, (sandsynligvisKattegat).
Ifølge Jordanes lå øen Scandza ud forWisła, og der var en stor sø (sandsynligvisVänern), hvorfra flodenVagus flød (Ván er et gammelt navn forGöta älv). På den vestlige og nordlige side var øen omsluttet af et enormt hav (Atlanterhavet), men i den østlige del var det forbundet med en landtange (Lapland), som delte havet i øst, således at det formedeDet Germanske Hav (Østersøen). Der var også en del småøer (svenske ogfinskeøhav), hvorulve kunne passere over, når havet var frosset til. Om vinteren var landet ikke bare hårdt for mennesker, men også for dyr og grundet den ekstreme kulde var der ingen honningbier.
I nord var der et folk, han omtaler somAdogit (som måske kan være en fejlskrivning for(h)alogii, en reference til indbyggerne iHålogalandNordnorge[3]) som levede meduafbrudt sol i 40 døgn omkringsommersolhverv og lige så længe mørke vedvintersolhverv. Hvorfor han mente, folket vekslede fra ekstrem lyksalighed til smertelig pine.
Jordanes nævner en mænge forskellige stammer, som bor i Scandza, som han også beskriver som "nationernes livmoder" (vagina nationum), og at de var højere og mere drabelige end de andregermanske stammer (arkæologiske fund har vist, at skandinaverne på den tid var høje, antagelig på grund af kosten). Jordanes opremsning nævner ad flere omgange de samme folk to gange, hvilket sandsynligvis skete, da han havde indsamlet og sammenblandet information fra en række forskellige rejsende[4] og tilrejsende skandinaver, der kom for at tilslutte sig goterne, som f.eks.Rodwulf fraBohuslän[5].Sprogforskere har kunnet kæde nogle af navnene til områder i Skandinavien, andre igen kan være baseret på misforståelser[6].
På øerne var derScrerefennae (ie.samere[7]), som levede somjæger-samlere og ernærede sig af en mængde forskelligt vildt og fugleæg.
Han nævnerSuehans (ie.Svitjod – svenskere), som havde smukke heste ligesomthüringerne (interessant nok, så skriverSnorri Sturluson at den svenske kongeAdils fra det6. århundrede havde de bedste heste i hans samtid). De leverede sorte rævepelse til de romerske markeder og var iført rige klæder på trods af, at de var fattige.
Han nævner videreTheustes (folket fraTjust et område iSmåland),Vagother (sandsynligvis fraGotland[8]),Bergio(enten folk fraBjäre Hundred iSkåne, ifølge L. Weibull, eller folk fraKolmården ifølge andre),Hallin (det sydligeHalland) ogLiothida (entenLuggude Hundred ellerLödde iSkåne, men andre forbinder dem medSödermanland[9]) som boede i lave frugtbare områder, hvorfor de var udsat for angreb fra deres naboer. Af andre stammer nævner hanAhelmil (fraHalmstad[10]),Finnaithae (Finnhaith-, ie.Finnheden, det gamle navn forFinnveden),Fervir (indbyggerne iFjerre Herred) ogGautigoths (götere fraVästergötland) – et folk der var modigt og hurtigt til at gå i krig. Der varMixi,Evagreotingis (eller: Evagre og Otingis), som siges at leve som dyr i grotter. Og videreOstrogothae (Östergötland),Raumarici (Romerike),Ragnaricii (sandsynligvisRanrike, et gammelt navn for Bohuslän) og de sagtmodigeFinni (sandsynligvis endnu engang samerne[11]).Vinoviloth (kvenerne eller resterne aflangobarderne – ie. deres oprindelige navn:vinili.[12])
Han nævnte ogsåSuetidi (svenskerne endnu engang[11]) ogDani (danerne) som var de samme folk og som drevherulerne fra deres land. Disse stammer var de højeste af alle folkeslag.
I samme område varGranni (grenlanderne[13]),Augandzi (Agder[13]),Eunixi,Taetel,Rugi (Rogaland[13]),Arochi (Hordaland[13]) ogRanii (muligvis folk fraRomsdalen[13]). Kongen Roduulf var Rani, men forlod sit folk for at slutte sig til goternes kongeTeoderik.
| Antikke forfattere |  | |
|---|---|---|
| Antikke værker | ||
| Antikke folkeslag |
| |
| Steder i Germanien | ||
| Begivenheder | ||
| Romerriget | ||
| Folkevandringstiden | ||
Se også: | ||