Ensav er etværktøj, man kan skære ting over eller igennem med. Har oftest ethåndtag, men kan have flere. Der findes flere savtyper med forskellige anvendelsesområder.
Saven er ingen ny opfindelse, men mangetræsmede har været længe om at tage den i brug – i hvert fald i større udstrækning. Der findes – eller fandtes indtil for få år siden – fxnorsketømrere der ikke ville have med den at gøre, men i stedet klarede sig medøkse ogskarøkse. I bogen "Hantverk i Sverige" anføres, at saven først kom i almen brug ved husbyggeri der i landet omkring 1870. Det er ikke kun krukkeri, for træet har utvivlsomt bedre af at blive flækket på sine egne betingelser frem for at blive skåret uden respekt for spalteretningen med en sav, men håndværksmæssigt har en vis faglig stolthed sikkert også gjort sig gældende. Det at træet hellere vil flækkes med økse end saves, kendte de gamleskibstømrere til, men metoden med at spejlkløve store egekævler er besværlig – og frem for alt dyr – så den anvendes kun, så vidt vides, hvor det drejer sig om rekonstruktion af gamle bådtyper.Hvor gammel en opfindelse saven er, er ikke klarlagt.
Klart nok pegerGoodman på, at de svære, savtakkede flintredskaber ikke er velegnede som egentlige save. Sådanne må simpelthen fremstilles i metal – i hvert fald hvis de skal skære igennem materialet. Det forhindrer imidlertid ikke, at man har kunnet skære spor i fxben oghjortetak med en svær, savtakketflintekniv. Det samme kan være tilfældet med bronzealdersaven.
Kobbersave kendes fraEgypten (18. dynasti, ca 1480 f. Kr.) – bl.a. en henved 50cm langfukssvans, dog kun tandet på den yderste halvdel. Goodman nævner, at det var den typiske håndsav i omkring 2000 år. Fordikobber er et temmelig blødt materiale, er savenetræksave. Først med indførelsen afjern (stål) blev det muligt at vende tænderne fremefter; medmindre savbladet er sat i en særlig stilling, hvad der er et eksempel på fraSchweiz. En sav fra Sibirien (6.-3. årh. f. Kr.) ligner i høj grad en modernejapansk sav, som er en træksav.
Romerske savblade fra 3.-5. århundrede fundet i Schweiz.
FukssvanssavJapansk foldesav: Saver på træk; er skarp men ømfindtlig.Gulvsav set på Gentofte brandvæsenes museeum i Hellerup.Savning af is før køleskabets tid. Gammelt billede fra New Hampshire.
Åbenbart gælder det for saven som for så meget andet værktøj: Allerede fra den første begyndelse er de nu kendte typer blevet udviklet. Frabronzealderen kender man eksempler påstiksav, fukssvans,armsav,skovsav oggravsav. Ud fra disse få typer er vokset alle de andre, der blot er variationer over kendte temaer.Løvsav (dekupørsav) er vel et af de få eksempler på save, der er blevet udviklet i den mellemliggende tid. Først med mekaniseringen, ja vel i grunden ikke før industrialiseringen satte ind, kom der nye typer til:båndsav ogrundsav og i allernyeste tid de elektriskehåndsave.
Rygsave. Øverst er japansk træksav.
Gulvsav er en særlig form for sav der bruges af brandfolk til at bryde gennem et trægulv for at slukke brand i etagemellemrum.
Den smalle svejfsav er en armsav, men står her i modsætning til den almindelige bredsav. Den "klassiske" stillingssav, der i forskellig størrelse og med forskelligt udformede tænder er blevet brugt – men som nu kun til dels bruges – af træsmede. Tænderne kan være ret- eller krydsfilede, de kan være grove eller fine, ligesom vinklen i forhold til savryggen kan variere efter formålet. Klingelængden kan variere fra ca 400mm på børnesaven til omtrent det dobbelte på en grov brændesav.
Armsavens bestanddele er en ramme, (sav)stillingen, (sav)ramme, -stel, gestel eller armstilling, bestående af to arme, og en bom (bjælke, midterstang), der sidder fastgjort midt mellem armene. Ifølge Håndbog for Snedkere kaldes den øverste del af armene snorstykke, og den nederste håndstykke. Nederst på armene er savbladet ved hjælp af to (sav)angler fastgjort til et par krykker (der også kaldes kryk, knibe, knag(e), horn, (sav)skrue, knap eller savknap). Jf. Kaj Bom (Dialektforskningsinstituttet), har ordet dølle samme betydning, hvis den sidder i en brændesav. Savbladet spændes ved hjælp af en spændesnor, savsnor og en stillepind (spillemand, spænd(e)pind eller spænd(e)stok). Sinksaven har en klingelængde på ca 500 mm og ca 10 tænder pr tomme.
Håndværkersav er hvad CFP (1987) kalder en armsav med klingelængde på 750–800 mm og 3½-5 tænder pr tomme.Fordelen ved armsaven er, at bladet kan drejes i forhold til bommen, så denne kan gå langs siden af arbejdsstykket, og således at den, der saver, har frit udsyn til snittet.
En armsav kaldes også enrammesav ellersnedkersav. Udført i børnestørrelse, hvilket var almindeligt i tidligere tiders sløjdsale, hed den ensløjdsav. Lidt sproglig forvirring har kunnet opstå, fordi udtryk er brugt forskelligt, så selv om en rammesav mest er blevet brugt som betegnelse for en håndsav, er ordet også blevet anvendt ombloksave til opskæring af træstammer i planker, idet savbladet er opspændt i en firkantet savramme.
Savtænderne skal "lægges ud" – dvs. at de skal gøre savsporet lidt bredere end klingen, for at saven ikke skal sætte sig fast i emnet. Hver anden tand skal til én side og hver anden til den anden side. Jo grovere tænderne er, jo mere skal de lægges ud.
Det gøres med en savudlæggertang, der undertiden spøgefuldt har kaldtes en savødelægger.
Nedstryger, nedstrygerbue, nedstrygerhåndtag, og nedstrygersav også kaldt buefil.
Metalsave, typisk udformet som buesav forsynet med et vandret eller lodret greb i den ene ende af buen. Tænderne er ganske små, og kun en ganske smal stribe langs tandsiden er hærdet, for at klingen ikke skal springe. Førhen brugte man klinger, der var tykkest i tandsiden og smallest i ryggen, hvorved man undgik at lægge de små tænder ud. Problemet kan klares ved at ondulere klingen, gøre den lidt bølget i tandsiden.Der findes nedstrygerhåndtag, hvori kan monteres en ordinær nedstrygerklinge eller en stiksavformet klinge. Der er to muligheder for montering af klingen, enten i "revolverform" eller parallelt med klingen. Det er muligvis denne, der bærer navnet lommesav.
.jpg)
