Ensøslange (lindorm,hesteål ellerålehest) er stortslange- ellerdragelignendefabeldyr, der ifølgefolketroen lever i en sø eller et hav; især om den meget omtalteNessie i Loch Ness-søen iSkotland.[1] Et andet kendt eksempel erMidgårdsormen inorrøn mytologi. Søslanger beskrives iNorge iHamarkrøniken og afOlaus Magnus og Peder Claussøn Friis i 1500-tallet, og afbiskop iBergenErik Pontoppidan den yngre ogHans Egede i 1700-tallet. I norskesagn optræder søslangen nogle gange sammen med et andet søuhyre, der kaldes havhesten.[2]
Søslangen har form som en kæmpeslange med eller udenben og lever isøer,voldgrave eller ihavet. Beskrivelser af søslanger dukker af og til op imedierne som en nyhedshistorie. Somheraldisk figur har en lindorm dog større lighed med en drage; dog har lindormen altid kun to ben, hvorimod en heraldisk drage kan have enten to eller fire ben.
HistorikerenGerhard Schøning beskrev tre søslanger iSnåsavatnet i sin rejsebeskrivelse fra 1770'erne.[3]Sognepræst Svend Busch Brun beskrev en søslange iOmSneaasen fra1817. I1991 blev søslangen midlertidigværnet af fylkesmanden iNord-Trøndelag. I2007 blev den efter en navnekonkurrence tildelt navnet Kudulla efter Snåsavandets gamle navn, Kudulen.[4] Søslangen blev observeret tæt på af Einar Sandnes i2005.[5] Han nåede også at fotografere, hvad han mente, måtte være skabningen.[3]
ISeljordsvannet iNorge observerede man i1750 noget, der tolkes som en søslange, og som fra1989 er afbildet påSeljordskommunevåben. I oktober2011 åbnede Seljord etudsigtstårn ved vandet.[6] Det var herfra, det i juli2012 lykkedes for den syttenårige Lisbeth Vefall at optage envideo af fænomenet, der på folkemunde har fået navnet Selma.[7]
Hamarkrøniken er en kort skildring af ukendt forfatter fra omkring1550 afHamar bispesæde ogkøbstad ikatolsk tid; første gang udgivet i1774.[8] Her berettes også om den nat, da alleklokkerne ogorgelværket i Hamardomkirke angiveligt gik af sig selv omkring midnat. Biskoppen så ud, og opdagede, at domkirken og koret var oplyst som ved højlys dag. Også klokkerne iklosteret og Korskirken kimede af sig selv, og det spøgte i selve bispegården, som om to krigshære sloges, såvægterne og folkene var skrækslagne. En kolossal søslange lod sig se midt på dagen ude iMjøsa, og syntes at strække sig fra Helgøya ind til kongens land. Så viste en stortyr sig, han strakte sig fra Gillundstøen i Stange sogn og ind på øen; han syntes at gå på vandet, lige hurtigt som en pil fra en stålbue. Dag efter dag sås nu mange søslanger i Mjøsa. Til sidst kom den største af dem alle, frygtelig at skue i sine mange farver. Ligesom enhest havde han en sortmanke, der hang ned på halsen. Han lå længe påskæret, så en af biskoppens mænd sneg sig ind på ham og skød pile i øjnene på ham, så der flød grønt ud af uhyrets øje og hoved. Vandet omkring ham blev grønt af det, og en stor del drev ind til Hamar. Men den følgende nat kom kraftig regn ogstorm, så han drev ind på øen. Han lugtede hæsligt, og biskoppen bød, at hver gård på egnen skulle sende en voksen mand til at få søslangen brændt. Hver huggede og slæbte og bar, som bedst han kunne, og smed brænde på "ormen" og brændte ham op, så meget det var muligt. Benraden efter uhyret lå i mange år på stranden, indtil nogle tyskere tog de bedste af hans knogler med. Selv den mindste af søslangens rygknogler kunne knapt bæres af en stærk mand. Mange hundrede ladninger brænde var gået med, før stanken forsvandt.[9]
I Norge erRomsdalsfjorden det sted, hvor de fleste påståede observationer af søslanger har fundet sted. Den første, vi kender til, skriver sig fra den danskebiskop iBergen,Erik Pontoppidan den yngre, som i1752 fortalte, at han havde været i kontakt med enkaptajn, der i1746 havde set en søslange. Kaptajnen blev nu opfordret til at bevidne oplevelsen i Bergenbyting. Der fortalte han, at undervejs fraTrondheim tilMolde havde hans mandskab set en søslange ved Julnæsset. De vendte skuden for at følge efter uhyret, men "ormen" var hurtigere i vendingen. Kaptajnen ladede sin bøsse og skød; men selv om vandet blev rødt, hvor søslangen dukkede, var han ikke mere at se. Kaptajnen beskrev hovedet som på en hest, med en lang, hvid manke. Uhyrets længde var usikker; men man så angiveligt 7-8 bugtninger over vandfladen, når han svømmede. IRomsdal havde folk forskellige opfattelse af søslanger. I Måndalen fortæller sagnet, at noglehugorme forvandles til søslanger, når de har bidtsju kreste å sju heie (= "syv kristne og syvhedninge", altså "syv mennesker og syv køer"). En anden tro gik ud på, at hugorme gradvis vokser sig så store, at de ikke kan leve på land, men søger ud i vandet. Ifølge en historie fra indsøen Fosterlågen havde nogle mænd fraKristiansund forsøgt at fange en søslange der ved at fæste en stor jernkrog til en tømmerstok med en jernlænke. Somagn benyttede de en halv skinke; men den gik søslangen ikke på. I Romsdalsfjorden var søslangen imidlertid så almindelig forekommende, at en tysknaturforsker i1861 skrev, at der i Molde mellem ti personer altid var én, som kunne sværge på, at han havde set "ormen". Sommeren1845 hørteprovst Deinboll i Molde fra tre pålidelige mænd i byen, at de havde ligget påfjorden lige udenfor Molde for at fiske, da pludselig en 15 m lang søslange kom glidende forbi båden. Den ene greb bøssen og skød, og "ormen" rejste sit hoved, hvæsede og skød så fart lige mod båden. Mændene nåede lige at redde sig i land. Provsten fik historien ind iRomsdal Budstikke, og mente, der burde udloves enpræmie til den, der kunne fange søslangen. Som egnet jagtredskab foreslo han enharpun dyppet iblåsyre. UnionskongenOscar 2. ville gerne have fat i en søslange, og fik udrustet et fartøj med et par romsdølinge som "ormeskyttere". I flere måneder sejlede de forgæves op og ned langs kysten.[10]
PræstenPetter Dass skrev:
 | Spire Denne artikel om en historie eller nogetfiktivt er enspire som bør udbygges. Du er velkommen til athjælpe Wikipedia ved atudvide den. |
