Rusland (russisk:Россия,tr.Rossija fragræsk:Ρωσία,Rōsía) ellerDen Russiske Føderation[8] (russisk:Российская Федерация,tr.Rossijskaja Federatsija; IPA: [rɐsʲijskəjə fʲɪdʲɪratsɨjə]) er et land iEurasien.[9] Med 17.075.200 km² er Rusland arealmæssigt detstørste land i verden, der dækker mere end en ottendedel af Jordens beboede landområde,[10][11][12] og har denniende største befolkning, med over 144 millioner indbyggere i slutningen af marts 2016.[13][15]
Den europæiske vestlige del af landet er meget tættere befolket og urbaniseret end den østlige del; omkring 77% af befolkningen bor i europæisk Rusland. Ruslands hovedstadMoskva er en af de største byer i verden; andre større bycentre erSankt Petersborg,Novosibirsk,Jekaterinburg,Nisjnij Novgorod ogKasan.
Østslaverne opstod som en genkendelig gruppe iEuropa mellem200- og700-tallet.[16] Grundlagt og styret af enværingsk krigerelite og deres efterkommere, opstod den middelalderlige statRus i800-tallet. I 988 konverterede krigereliten tilortodoks kristendom fra detDet Byzantinske Rige.[17] Med konverteringen indledtes en omfattende byzantinsk afsmitning på de slaviske kulturer, der senere blev definerende for den russiske kultur i det næste årtusinde.[17] Rus blev efterfølgende opsplittet i en række mindre slaviske stater; de fleste af de slaviske stater blev løbet over ende afden mongolske invasion og blevvasalstater under den nomadiskeGyldne Horde i1200-tallet.[18]Storfyrstendømmet Moskva genforenede lidt efter lidt de omkringliggende russiske fyrstendømmer, opnåede uafhængighed fra den gyldne horde og kom til at dominereKijevrigets kulturelle og politiske arv. I1700-tallet blev landet stærkt udvidet gennem erobring, annekteringer og udforskning til at bliveDet Russiske Kejserrige, der var dettredjestørste imperium i historien, og strakte sig fraPolen i vest tilAlaska i øst.[19][20]
NavnetRusland er afledt afRus,slavisk: Русь,tr.Rus. Rus kommer fra det tidlige middelalderlige Rusfolk,væringske købmænd og krigere,[33][34] der rejste over Østersøen og grundlagdemiddelalderbyenNovgorod, og senereKijevriget, en middelalderlig stat, der fortrinsvis var befolket aføstslavere. LandetRusfolket beboede blev kaldtРусская Земляtr.russkaja zemlja af indbyggerne, som kan oversættes som "russisk land" eller "russernes land". Ruslands nuværende navn,Россияtr.Rossija, stammer fra denbyzantinsk græske betegnelse for Kijevriget,græsk:Ρωσσία,tr.Rossia.[35]
En gammellatinsk version af navnetRus erRuthenia, der hovedsagelig blev anvendt om de vestlige og sydlige regioner afRus, der støder op til detkatolskeVesteuropa. For at skelne den oprindelige stat fra andre stater, der er afledt af den, betegnes den påslaviskКиевская Русьtr.Kijevskaja Rus; på danskKijevriget i moderne historiografi.
På dansk omtales indbyggere i Rusland som "russere".[36] Der er to russiske ord, der almindeligvis oversættes til dansk som "russere",russisk:русские,tr.russkije, der betyder "etniske russere" ogrussisk:россияне,tr.rossijane, der betyder "borgere i Rusland, uanset etnicitet". Oversættelser til andre sprog skelner ofte ikke mellem disse to grupper.
Russisk politik kan groft inddeles i en præ-sovjetisk, sovjetisk og postsovjetisk periode. I den præ-sovjetiske periode var Rusland etenevældigt monarki med enzar i spidsen. Denne periode var præget af en ekspansionistisk tilgang som følge af at Rusland ikke havde (eller har) naturlige grænser.[37] På grund af denne svaghed følte russerne, at den eneste måde, hvorpå de kunne opnå sikkerhed, var gennem ekspansion via et stærkt militær.[37]
Dødsfald under anden verdenskrig
Denne tilgang til omverdenen ændrede sig ikke medbolsjevikkernes magtovertagelse i1917. ISovjetunionens tidlige år var opfattelsen, at den selv var svag og kapitalismen stærk.[38] Det var derfor nødvendigt at konsolidere magten. Det var da også først fra 1945, at Sovjetunionen rigtigt følte sig "konsolideret" med sejren over det fascistiske system i Vest.[38] Herefter begyndteDen Kolde Krig, der blev præget af etvåbenkapløb mellem Sovjetunionen og Vesten. Denne periode varede til engang i 1970'erne, hvor Sovjetunionen og USA underskrev en række aftaler om våbenkontrol. I slutningen af 1980'erne afbrød Sovjetunionen støtten til de østeuropæiske kommunistiske regimer med den konsekvens, at de begyndte at falde fra hinanden.
I 1991 brød Sovjetunionen sammen, da præsidenten Boris Jeltsin, præsident forRSFSR valgte at trække Rusland ud af Sovjetunionen, hvormed Sovjetunionen reelt ophørte med at eksistere. Den efterfølgende periode blev præget af et "oligarkiets diktatur", hvor russiske oligarker fik stor indflydelse på den førte politik.[39] Boris Kagarlitsky taler om ensymbiose mellem på den ene side staten og på den anden oligarkiet.[40] Oligarkerne hjalp blandt andet Boris Jeltsin med at blive genvalgt.[41] Dette syntes at vare ved indtil1999, hvor Vladimir Putin blev valgt til præsident. Han indførte en skrappere kurs overfor oligarkiet.[kilde mangler] Hans præsidentperiode blev således kendt for en række arrestationer og nationaliseringer af virksomheder, som oligarkerne under Boris Jeltsin købte for en slik.[42]. En uge før valget i2000 udtalte Putin, at oligarkiet vil "'ophøre med at eksistere"[43] Dette blev begyndelsen på et massivt angreb på Boris Berezovskij, Vladimir Gusinskij og måske mest berømt,Mikhail Khodorkovskij, der mistede deres virksomheder.[43] I takt med en generel bedring af økonomien som følge af stigende olie- og gaspriser, lykkedes det Putin i denne periode at rette op på økonomien.
Den Russiske Føderation opstod i 1991 efter, at Sovjetunionen brød sammen. Boris Jeltsin blev den første folkevalgte præsident. Jeltsins periode var præget af uroligheder og økonomisk forfald. Hans efterfølger Vladimir Putin, der blev valgt i 2001, formår at få kontrol med det store land.
Boris Jeltsin blev Ruslands første folkevalgte præsident, der blev genvalgt igen i 1996 med 35,8% af stemmerne mod hans nærmeste konkurrent,kommunisten Gennadij Sjuganovs 32,5%[44]. Til gengæld blev Det Russiske Kommunistparti Statsdumaens største ved parlamentsvalget i 1995[45]. Først og fremmest var Rusland under Jeltsin kendetegnet af økonomisk og politisk uro. Op gennem 1980erne var Sovjetunionens økonomi gået i stå. Væksten var negativ[46]. Dette havde en negativ på det russiskeBNP, der ifølge officielle data var i frit fald fra 1991 til 1996[47]. Den negative udvikling kan også ses i den positive udvikling i hjemmebrug[48], der voksede uafbrudt fra 1990 til 1998[49]. I et forsøg på at "Vestliggøre" Rusland gennemførte Jeltsin en privatisering af de russiske statsvirksomheder[42]. Ud af dette udviklede der sig den føromtalte symbiose mellem de russiske ledere, der havde brug for oligarkernes finansiering til at blive genvalgt, men samtidig havde oligarkerne brug for staten til at reproducere det system, som oligarkerne havde skabt[39]. Denne støtte vekslede oligarkerne til indflydelse og magt over præsidenten. Et eksempel på dette var oligarkernes utilfredshed med daværende ministerpræsident,Jevgenij Primakov, der på grund af sin lyserøde politik blev ønsket afsat, hvorefter han vitterligt blev afsat af præsident Jeltsin[50]. Et andet problem der prægede Rusland og i særdeleshed præsidenten i 1990erne, var Jeltsins helbredsmæssige problemer[51][52].
Tjetjensk rebel nær en regeringsbygning under en pause i kamphandlingerne
I 1993 rykkede russiske hærstyrker ind i Tjetjenien, idet Tjetjenien søgte at løsrive sig efter Sovjetunionens sammenbrud[53]. Dette medførte en blodig borgerkrig, som Rusland til sidst måtte trække sig ud af, hvilket kastede Tjetjenien ud i lovløshed[53]. Krigen udstillede russisk svaghed, hvis hær ikke var i stand til at stille med mere end 25000 kampberedte tropper, der var demoraliserede og dårligt uddannede. Der var endvidere problemer med forsyningerne. Og måske vigtigste af alt, så var de ikke klar til at gå i krig mod, hvad de opfattede som andre russere[54]. Russiske styrker var i midten af 1990erne alligevel i stand til at begå voldshandlinger mod tjetjenere, der var mistænkt for samarbejde med rebellerne. Da sidstnævnte generobrede Groznij, gennemførte tjetjenerne lignende voldshandlinger mod tjetjenere mistænkt for samarbejde med russerne[55]. I1997 Jeltsin underskrev enfredsaftale med den tjetjenske præsidentAslan Mashkadov, der dermed sluttede krigen. Ifølge officielle russiske oplysninger, kostede krigen 30-40.000 mennesker livet, mens den russiske menneskerettighedsorganisation, Memorial, anslår antallet af døde til 50.000[56].
Rusland var i økonomiske krise i slutningen af 1990erne. Dette fik Jeltsin til at vælgeJevgenij Primakov som premierminister. Han sad fra 1998 til 1999[43]. Oligarkerne som et par år forinden havde hjulpet Jeltsin til magten, så en trussel i Primakov, der blev kaldt den lyserøde premierminister, fordi han tillod en kommunist i sin regering[57]. Dette førte til en situation, hvor oligarkerne indledte en åben krig med daglige angreb mod Primakov via deres medieimperier[50]. Særligt oligarken, Boris Berezovskij, følte at hans magt var under pres. Det var da også ham, der var den primære årsag til Primakovs afsættelse i 1999[58].
Vladimir Putin blev udpeget som Jeltsins efterfølger den dag, han blev valgt til premierminister, og valgt til præsident i 2000 med 52,9% af stemmerne[59]. I Rusland er der kutyme for, at den som er premierminister også bliver valgt som præsident. Imidlertid var det ikke kun denne udpegning, som hjalp ham til magten. Hvor det i Vesten er et plus at have politisk erfaring, kan det være et minus i Rusland. Hans manglende erfaring gjorde, at han ikke var indblandet i Jeltsintidens mange intriger[60]. I samme perioder var Rusland præget af usikkerhed som følge af den dårlige økonomi såvel som uroligheder i Tjetjenien og det nordlige Kaukasus. Økonomien retter sig op som følge af stigende oliepriser[61], mens Putin sætter hårdt mod hårdt i Tjetjenien, hvor det lykkes ham at indsætteRamzan Kodyrov som en loyal præsident. En anden udfordring som møder Putin er parlamentsvalget i 2003, som partier der støtter ham vinder.Forenet Rusland får 49,3% af pladserne i Statsdumaen mod Kommunistpartiets 11,6%[62]. Den store udenrigspolitiske udfordring blev det amerikanske missilskjold, som medførte at temperaturen mellem de to lande faldt til frysepunktet. Det medførte blandt andet at ABM traktaten blev ophævet[63], hvilket fik russerne til at føle sig truet blandt andet fordi amerikanerne kan og kunne udkonkurrere dem økonomisk, og dermed opnå atomar overmagt[64]. I 2004 blev han genvalgt med 71,3% af stemmerne[59].
Ruslands territoriale ekspansion skete stort set i slutningen af1500-tallet izar Ivan IV's regeringstid under ledelse afkosakkenJermak Timofeevitj, på et tidspunkt, hvor de konkurrerende fyrstendømmer hovedsageligt i deneuropæiske del af Rusland var blevet forenet underZar-Rusland. Timofejevitsj mønstrede en hær og drog mod øst, hvor han besejrede næsten alle de lande, der havde været underlagt mongolerne og besejrede deres hersker, Khan Kutjum.[69]
Den længste afstand i Rusland er omkring 8000 km langs en geodætisk linje. Punkterne er i vest den 60 km langeWisłalandtange nær grænsen tilPolen, der adskillerGdanskbugten fraWisłabugten vedØstersøen og i sydøstKurilerne syd forKamtjatkahalvøen mellem detOkhotske Hav ogStillehavet. Den længste afstand langs en længdegrad er 6.600 km fra hinanden langs en geodætisk linje. Punkterne er i vest, den samme landtange på grænsen til Polen, og i øst,Ratmanova øen. Den Russiske Føderation spænder over 11tidszoner.
Rusland har tusindvis af floder og indre vandområder, der giver landet en af verdens største overfladevandressourcer. Landets søer indeholder ca. en fjerdedel af verdens flydendeferskvand.[72] Det største og mest fremtrædende af Ruslands ferske vandområder erBajkalsøen, verdens dybeste, reneste, ældste og mest rummelige ferskvands sø.[73] Bajkal alene indeholder over en femtedel af verdens friske overfladevand.[72] Andre større søer omfatterLadoga ogOnega, de to største søer i Europa. Rusland er efter Brasilien det land der har flest ferskvandressourcer. Af landets 100.000 floder,[74] erVolga den mest berømte, både som længste flod i Europa, og den store rolle floden har spillet i russisk historie.[71] De sibiriske floderOb,Jenisej,Lena ogAmur er blandtde længste floder i verden.
Den enorme størrelse af Rusland og mange områders store afstand til havet resulterer i at det fugtigekontinentalklima er fremherskende i alle dele af landet bortset fra tundraen og længst mod sydøst. Bjergene mod syd forhindrer varme luftmasser fraDet Indiske Ocean at strømme ind over stepperne, mens de vestlige og nordlige sletter gør landet åbent forarktiske ogatlantiske påvirkninger.[75]
Den kystnære del afKrasnodar kraj vedSortehavet, især iSotji, har et fugtigtsubtropisk klima med milde og våde vintre. I mange regioner iØstsibirien ogFjernøsten er vinteren tør i forhold til sommeren; andre dele af landet oplever mere jævn nedbør over årstiderne. Vinternedbør i de fleste dele af landet falder normalt som sne. Regionen langsNedre Volga ogDet Kaspiske Hav, samt nogle områder i det sydligste Sibirien, harsteppeklima.
I hele landet er der i praksis kun to årstider, vinter og sommer. Foråret og efteråret er der normalt korte perioder med forandring mellem ekstremt lave og ekstremt høje temperaturer.[75] Den koldeste måned er januar (februar ved kysten); Den varmeste er normalt juli. Store temperaturintervaller er typiske. Om vinteren er de laveste temperaturen mod nord og øst. Somre kan være ganske varme, selv i Sibirien.[79] Det indre af kontinentet er de tørreste områder.
Der er 266 pattedyrarter og 780 fuglearter i Rusland. I alt er 415 dyrearter er blevet optaget i Den Russiske Føderationsrødliste fra 1997 og er nu beskyttet.[82]
Grafisk oversigt over den russiske befolkningArmeniere i VolgogradTuvinereRussere i St. Petersborg
Ifølge en folkeoptælling i 2002, består den russiske befolkning primært af etniskerussere (79,8%), dernæsttartarer (3,8%),ukrainere (2%),bashkirer (1,2%),chuvash (1,1%) samt andre (12,1%). Derudover består den russiske befolkning afarmenere ogtjetjenere. Tilsammen udgør disse befolkningsgrupper 140.041.247 ifølge et 2009 estimat. Den største del af befolkningen hører til aldersgruppen 15-64 årige med en lille overvægt af kvinder, hvilket også gør sig gældende for de to andre befolkningsgrupper (0-14 og dem over 65 år). I sidstnævnte gruppe er der dog langt flere kvinder end mænd. Den russiske befolkning svinder ind, hvilket vil sige, at der dør (16,06 / 1000) flere end der fødes (11 / 1000). Således toppede væksten i den russiske befolkning i1991 med 148.704.000 russere for herefter at svinde ind til i1994 til blot 148.306.000[83]. I 2009 blev væksten i befolkningen registreret til at være negativ på cirka 0,1% i følge Verdensbanken.
Den største religion i Rusland er ortodoks kristendom (70-80%), islam (8-9%), andre kristne (1-2%), buddhister (0,6%) og jøder (0,3%)[84]. Ifølge den russiske forfatning skal den russiske stat garantere for befolkningens rettigheder uafhængigt af deres religiøse ståsted såvel som køn, etnicitet etc.[85]
Landbrug står for kun 4,9% af Ruslands bruttonationalprodukt, men det er blevet mere effektivt end tidligere. I1980'erne måtte Rusland importere store mængderhvede fraUSA. Siden 2001 er Rusland blevet nettoeksportør af hvede, takket være bedre styring og bedre kornsorter. Blandt de mest betydningsfulde afgrøder er hvede,byg,kartofler ogsukkerroer.
De seneste år har Rusland, efter at have udbygget dele af landbruget, eksporteret en del korn, 16,5 millioner tons i 2008 – mest byg og hvede.
Sibiriens skove (taiga) dækker et areal på mere end 3 millioner kvadratkilometer, og der vokser en femtedel af hele verdens træer. Siden Sovjetunionens fald har den russiske regering inviteret udenlandske firmaer til at fælde skovene for at få gang i økonomien. Der kommer masser af illegalt fældet tømmer fra Rusland til Europa.WWF (Verdensnaturfonden) mener at næsten 50% af tømmeret er fældet ulovligt, det vil sige, at tømmeret er blevet fældet uden der er blevet givet lov til det[86].
Tømmereksporten er ekspanderet kraftigt - i 1994 blev der solgt for 1,650 millioner dollars tømmer, men i 2003, blev der solgt for hele 3,500 millioner dollars, det er over en fordobling på bare 9 år.
Fiskeri er et vigtigt erhverv i Rusland. Man eksporterer 1,5 millioner tons fisk hvert år til lande i hele verden, og i Rusland er forbruget af fisk lige så stort. Fisk er en meget populær mad i Rusland, men for mange fattige familier i Rusland er det blevet en dyr luksus. I 1990 blev den russiske fiskeflåde solgt til et privatejet firma. Efter det, besluttede det firma, som blev kaldt ”Nordfisk”, kun at fangetorsk, for brændstoffet var blevet for dyrt til at sejle eftersild,makrel ogsardiner fordi de var meget længere væk end torsken var. Derudover var det lettere at komme af med torsken i Norge end de andre fisk, og desuden var den norske pris langt bedre end i Rusland. Men der var en dominoeffekt ved dette, og det var at ledigheden steg i Rusland. For de steder hvor fabrikkerne havde større afdelinger med sild, makrel eller sardiner havde de ikke brug for lige så mange arbejdere i de afdelinger, og der var ikke plads til dem i torskeafdelingen. Fiskeproduktionen er derfor også faldet siden 1990. I 1996 var produktionen oppe på næsten 5 mil. tons, men i 2008 3,5 mil. tons.Rusland eksporterer en del fiskekonserves til Kina, Japan og Europa.
Dømmende magt:Forfatningsdomstolen,Højesteret og lavere føderale domstole, hvis dommere udnævnes af Føderationsrådet efter indstilling fra præsidenten, fortolker love og kan afvise love, som de anser for forfatningsstridige.
Præsidenten vælges ved almindelige valg for en seksårig periode (berettiget til en anden periode, men ikke til en tredje periode på hinanden følgende).[88] Regeringens ministerkollegiet sammensættes af premierministeren og hans stedfortrædere, ministre og udvalgte andre individer; Alle udpeges af præsidenten på premierministerens anbefaling (mens udnævnelsen af premierministeren kræver statsdumaens samtykke). Ledende politiske partier i Rusland omfatterForenede Rusland,Det Kommunistiske Parti,Liberaldemokratisk Parti ogRetfærdigt Rusland. I 2013 blev Rusland klassificeret som det 122. 167 lande i demokratiindekset, udarbejdet afThe Economist Intelligence Unit,[89] mens World Justice Project i øjeblikket rangerer Rusland som 80. af 99 undersøgte lande med hensyn til retsstatsprincipper.[90]
Subnationale enheder i RuslandFøderale distrikter i Rusland
Rusland har i alt 85 administrative områder, der hver har 2 delegerede i forbundsrådet, som er overhuset i Ruslandsparlament. De 85 områder er af 6 forskellige typer som har forskellige grader af selvstyre:
22republikker har egen grundlov, parlament og præsident. De har selvstyre på mange områder og er normalt hjemland for et bestemt ikke-russisk folkeslag.
Den Russiske Føderation er anerkendt i folkeretten som en efterfølgerstat af det tidligereSovjetunionen.[27] Rusland fortsætter med at overholde Sovjetunionens internationale forpligtelser og har indtaget USSR'sfaste sæde iFN's sikkerhedsråd, medlemskab i andre internationale organisationer, rettigheder og forpligtelser i henhold til internationale traktater og ejendom og gæld. Rusland har en mangesidig udenrigspolitik. Fra 2009 opretholder føderationen diplomatiske forbindelser med 191 lande og har 144ambassader.Udenrigspolitikken fastlægges afpræsidenten og udføres afRuslands udenrigsministerium (russisk:Ministerstvo inostrannykh del Rossijskoj Federatsii).[93]
Som den tidligere supermagts efterfølgerstat bliver Ruslandsgeopolitiske status ofte debatteret, især i forhold til denunipolære og multipolære situation i det globale politiske system. Mens Rusland almindeligvis accepteres som værende enstormagt, har en række verdensledere,[94][95] lærde,[96] kommentatorer og politikere[97] i de senere år karakteriseret landet som ensupermagt eller potentiel supermagt.[98][99][100]
Som et af de fem faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd spiller Rusland en vigtig rolle i opretholdelsen af international fred og sikkerhed. Landet deltager iMellemøstkvartetten[101] ogsekspartsforhandlingerne med Nordkorea. Rusland var medlem afG8,Europarådet,OSCE ogAPEC. Rusland tager som regel en ledende rolle i regionale organisationer somSNG,EAEU,CSTO ogSCO.[102] Rusland blev den 39. medlemsstat afEuroparådet i 1996.[103] I 1998 ratificerede RuslandDen Europæiske Menneskerettighedskonvention. Retsgrundlaget for EU's forbindelser med Rusland er partnerskabs- og samarbejdsaftalen, som trådte i kraft i 1997. Aftalen minder om parternes fælles respekt for demokrati og menneskerettigheder, politisk og økonomisk frihed og engagement i international fred og sikkerhed.[104] I maj 2003 blev EU og Rusland enige om at styrke deres samarbejde på grundlag af fælles værdier og fælles interesser.[105] Tidligere præsident Vladimir Putin havde fremført et strategisk partnerskab med tæt integration i forskellige dimensioner, herunder etablering af fælles rum mellem EU og Rusland.[106] Siden Sovjetunionens opløsning har Rusland udviklet et venligere forhold til USA og NATO. NATO-Rusland-rådet blev oprettet i 2002 for at tillade USA, Rusland og de 27 allierede i NATO at arbejde sammen som lige partnere for at udvikle mulighederne for samarbejde.[107]
Et vigtigt aspekt i Ruslands forhold tilVesten er kritikken af Ruslands politiske system ogmenneskerettigheder (herunderLGBT-rettigheder,ytringsfrihed og rapporter om dræbte journalister) af vestlige regeringer, massemedier og de førende demokrati- og menneskerettighedsvagthunde. Navnlig anser sådanne organisationer somAmnesty International ogHuman Rights Watch at Rusland ikke har sikret tilstrækkelige demokratiske rettigheder og ikke tillader sine borgere at have politiske rettigheder og borgerlige friheder.[111][112]Freedom House, en international organisation finansieret afUSA, rangerer Rusland som "ikke fri" og citerer "omhyggeligt konstruerede valg" og "fravær" af fri debat.[113] De russiske myndigheder afviser disse påstande og kritiserer især Freedom House. Det russiske udenrigsministerium har kaldt 2006-rapporten om frihed i verden som "præfabrikeret", hvori det hedder, at menneskerettighedsspørgsmålene er blevet til et politisk våben, især afUSA. Ministeriet hævder også, at organisationer som Freedom House og Human Rights Watch bruger udvælgelse af "isolerede fakta, som naturligvis kan findes i ethvert land" og ophøjer dem til dominerende tendenser.[114]
Kulturen i Rusland er præget af denrussiske befolkning så vel som andrenationaliteter i Rusland samt russisk-orienterede grupper uden for Rusland. Russisk kultur kan således være meget forskelligartet.
Kunsthåndværk, som Kirov legetøj,khokhloma,gzjel ogpalekh miniaturer repræsenterer vigtige dele af den russiske folkekultur. Oprindeligt russisk tøj består afkaftan,kosovorotka ogusjanka for mænd,sarafan ogkokosjnik for kvinder, begge køn anvender bastskoenelapti og filtstøvlernevalenki. Kosakkers tøj fra det sydlige Rusland består bl.a. af mandskappenburka og kosakhuenpapakha, som de deler med befolkningen i det nordlige Kaukasus.
Det russiske køkken er meget varieret og har elementer fra de mange etniske grupper, og har påvirket køkkenet i store dele af det tidligereSovjetunionen.
Ruslands store antal etniske grupper har karakteristiskefolkemusik-traditioner. Typiske originale russiske musikinstrumenter ergusli, et instrument tilsvarende det mellemeuropæiskecitar,balalajka,zjalejka, etrørbladsinstrument, oggarmon. Folkemusikken har haft en betydelig indflydelse på russiske klassiske komponister, og i moderne tid er det en kilde til inspiration for en række populærefolkemusikere. Russiske folkemusik sange, såvel som patriotiske sovjetiske sange, udgør størstedelen af det verdensberømteRøde Hærs kor og andre populære ensemblers repertoire.
Russisk filosofi blomstrede i1800-tallet, hvor den var splittet op i en vestlig fløj, der ville efterligneVestens politiske og økonomiske modeller, og enslavofil fløj, der ønskede at udvikle Rusland som en unik civilisation. Sidstnævnte gruppe inkluderede bl.a.Nikolaj Danilevskij ogKonstantin Leontev, grundlæggerne afeurasianisme. I dens efterfølgende udvikling havde russisk filosofi altid en stærk forbindelse til litteratur, og filosoffer interesserede sig for kreativitet, samfundet, politik og nationalisme.Russisk kosmisme og religiøs filosofi havde ligeledes stor indflydelse. I slutning af 1800-tallet og i starten af1900-tallet var de betydningsfulde filosoffer bl.a.Vladimir Solovjov,Sergej Bulgakov ogVladimir Vernadskij.
12Ermarth, Fritz W. (2006). Russia's Strategic Culture: Past, Present, and... in Transition?, SAIC, p. 4.
12Fleron, Frederic J., Jr., Hoffmann, Erik. P. (1980). "From Cold War to Competitive Coexistence: Western Diplomacy, the Strategic Balance, The Global Economy, the Third World, International Communism, and Soviet Foreign Policy", pp. 289-300 i Fleron, Frederic J., Jr., Hoffmann, Erik. P. (red.), The Conduct of Soviet Foreign Policy, Aldine Publishing Company, p. 289
12Kagarlitsky, Boris (2002). Russia under Yeltsin and Putin, London: Pluto Press, p. 109.
↑"[...] the oligarchs were capitalists who depended 'totally and absolutely on the state'. Since the oligarchs did little investing, it was the government that ultimately ensured the reproduction of the model that had been established. Nevertheless, the regime in turn depended on the oligarchs, who lobbied for its interests, paid for the political and propaganda campaigns of the offical politicians, and often simply supported 'neccesary' state functionaries." p. 109.
123Duncan, Peter J. S. (2007),Oligarchs', business and Russian Foreign Policy: From El'tsin to Putin', Economics Working Paper no. 83, London: Centre for the Study of Economic and Social Change in Europe, p. 9
↑Shevtsova, Lillia (2001). "From Yeltsin to Putin: Evolution of Power", pp. 67-112 i Brown, Archie, Shevtsova, Lilia (red.), Gorbachev, Yeltsin, and Putin, Carnegie Endowment for International Peace, p. 86
↑Duncan, Peter J. S. (2007),Oligarchs', business and Russian Foreign Policy: From El'tsin to Putin', Economics Working Paper no. 83, London: Centre for the Study of Economic and Social Change in Europe, p.3
↑Shevtsova, Lillia (2001). "From Yeltsin to Putin: Evolution of Power", pp. 67-112 i Brown, Archie, Shevtsova, Lilia (red.), Gorbachev, Yeltsin, and Putin, Carnegie Endowment for International Peace, p. 92f
↑The World Network of Biosphere Reserves—UNESCO."Russian Federation". Hentet 26. juli 2017.
↑Alton S Donnelly,The Russian Conquest of Bashkiria, 1968, pages 23 and 127; Lincoln, W. Bruce.The Conquest of a Continent: Siberia and the Russians. New York: Random House, 1994, p. 30
Fleron, Frederic J., Jr., Hoffmann, Erik. P. (1980). "From Cold War to Competitive Coexistence: Western Diplomacy, the Strategic Balance, The Global Economy, the Third World, International Communism, and Soviet Foreign Policy", pp.289–300 i Fleron, Frederic J., Jr., Hoffmann, Erik. P. (red.), The Conduct of Soviet Foreign Policy, Aldine Publishing Company
Kagarlitsky, Boris (2002). Russia under Yeltsin and Putin, London: Pluto Press
Remmington, Thomas F. (2008), "Politics in Russia", pp.358–403, i: Almond, Gabriel Al, Powerl, G. Bingham Jr., Dalton, Russel J., Strøm, Kaare (2008),Comparative Politics Today. A World View, Pearson Longman
_-_All_Territorial_Disputes.svg)
.svg)
.jpg)
