Typer af ridderrustning . Ca. 14-16. århundrede .[1]
Enridder var enkriger tilhest. Han blev også etikon for den periode iEuropas historie, der kaldesmiddelalderen. Ridderne var især i højmiddelalderen langt den stærkestemilitære enhed, og de nød en tilsvarendestatus. Helt frem til omkring år1000 blev ridderen ikke opfattet som andet end en simpel professionel soldat til hest, men i løbet af det følgende århundrede udviklede de beredne krigere sig til en elitestyrke. Det var først efter år1100, at en række særligearistokratiskeidealer – ridderidealer – udviklede sig, såsomdannelse,høflighed og storsindethed. Disse idealer kom til at præge og ophøje denne krigertype, og de lever stadig i dag i ordene "ridderlig" og "ridderlighed". På dansk fik denne soldatertype betegnelsen "ridder" eller "knægt", begge låneord fratysk ("Ritter", "Knecht").
Det var en rækketeknologiske ogsamfundsmæssige forandringer i middelalderen, der skabte en helt ny samfundsklasse, og flere innovationer inden for udstyr ogtaktik gjorderytterne til en formidabel slagkraftig enhed. Men det krævede enorme ressourcer at udruste denne krigertype og mange år at træne ham, og kun de rigestefyrster havde mulighed for at finansiere en sådan styrke.
Den vigtigste teknologiske forudsætning forriddervæsnet varstigbøjlen. Uden den faldt rytteren nemt af, hvis han prøvede at slå ud efter nogen med etsværd eller stikke med etspyd. IIndien findes der meget gamle afbildninger af ryttere medstoretåen i en lilleløkke afreb. Den moderne stigbøjle afmetal blev først brugt af rytterfolk iCentralasien, og det er her, udviklingen af den teknologi, der var grundlaget for middelalderens riddertype, begyndte.
Et af disse centralasiatiske folkeslag varsarmaterne, der i begyndelsen af2. århundrede var i konflikt medRomerriget vedDonau. De brugte stigbøjler,sadler oglanser og var iklædt (skæl)panser fra top til tå. Romerne anerkendte deres militære styrke og hvervede bl.a. i175 5.500 sarmatiskealaner, der skulle være tungtkavaleri ved nordgrænsen iBritannien. Romerne kaldte den sarmatiske kavalericataphractarii, et navn der formodentlig er afledt af deres skælpanser. Det tunge rytteri blev nu et vigtigt element i den romerske hær.
Dahunnerne vandrede vestpå og satte skub i en lang rækkefolkevandringer, der vendte op og ned på Romerriget, sluttede en del af sarmaterne sig tilvisi- ogostrogoterne, der kæmpede sejrrigt mod romerne og i sidste ende grundlagde deres egne kongeriger i hhv.Sydfrankrig ogItalien. Isærslaget ved Adrianopel 378 e.Kr., hvorkejserValens blev slået af engotisk hær med alanske ryttere, var afgørende; slaget regnes for ridderens indtog i Europas militærhistorie.[kilde mangler]
Denvestlige del af Romerriget gik i opløsning ved overgangen fraantikken til middelalderen. I stedet opstod en række kongeriger, hvor diverse "barbarer" (ikke-romerske dynastier) organiserede sig i ethierarkisk system, ofte baseret på deres erfaringer somlejetropper i romernes grænsehær.Hærføreren eller kongen var overhoved, og under ham uddelegeredesmagten ogjorden tilofficerer. Romerhærens officersbetegnelsedux er fx endt som den adelige titel,hertug. I disse kongeriger findes rødderne til den samfundsform, der siden blev denfeudale, som byggede på personligeedsbånd mellem kongen og adelen.
Middelalderen kaldes med god grundriddertiden. Ridderen var den vigtigstemilitære styrke, ridderen var den centralefigur i samfundet (kongens magt rakte ikke langt), og riddervæsnets fremkomst hang sammen med det feudale systems udvikling; det var ressourcekrævende at udruste en ridder. Det krævede træning at blive god til at slås til hest, og hesten skulleopdrættes til at bære ridderens vægt. Sværd og rustning krævede desuden den ypperstesmedekunst; derfor var det kun var muligt for dem, der rådede over store jorder, at betale for en ridder. For ridderen var det nødvendigt at gå i tjeneste hos en person, da han umuligt selv kunne finansiere sit eget udstyr og træning. Som modydelse blev ridderen brugt af sinlensherre som magtmiddel.
I1100-tallet blev en række dyder knyttet til ridderen, der hidtil ikke havde været opfattet som andet end andre krigere. Nu spillede de en vigtig rolle ikorstogsmytologien, og blev fremstillet som civilbefolkningens uselviske beskyttere. Ridderens selvopfattelse somhøvisk, ædelmodig,kristen ogguds kriger er bærer af middelalderenskultur. Baggrunden var, atkirken optog soldater i den gejstlige stand gennemGudsfredsbevægelsen. Ridderne fik så høj status, at de adelsmænd, som hidtil havde stået over dem, begyndte at identificere sig med dem, og en ridder fik nu mulighed for at bevæge sig op i samfundshierarkiet; og endda blive indlemmet i den adeligesfære.
Krig og kamp var i middelalderen en kærkommen lejlighed til at vinde hæder og ære - og krigsbytte. Det miljø, ridderen bevægede sig i, var ekstremtaggressivt, og krigen var en livsform. Pauserne mellem de hyppige krige blev brugt på træning, der med tiden udviklede sig tilridderturneringer, og til at lytte til sange, der hyldede krigen og heltegerninger.
I kamp var den klassiske taktik for rytteriet at ride frem i tæt formation, skulder ved skulder og med fældede lanser. Åbne slag mellem to ridderhære var dog sjældne, da udfaldet ofte var påvirket af tilfældigheder. I stedet var den foretrukne strategi en belejring af fjendens borge og plyndringstogter i baglandet for at svække hans kampvilje ved at fjerne forsyningerne.
En hær bestod i middelalderen af forskellige grupper. Kernetropperne var ridderne i mindre kontigenter; de var ledet af deres lensherre. Derudover var der ofte forskellige hjælpetropper, fx tvangsudskrevne bønder eller bueskytter. Fodfolket havde ikke samme status som ridderne, og de måtte tåle de største tab i slagene.
I middelalderen kunne enhver fri mand blive ridder. En ridder skulle selv stille op medhest ogrustning. Det var dyrt. Dertil kom, at han skulle oplæres til at blive ridder; det kostede også penge. Ridderne kom derfor som regel fra enadelig (eller rig) familie. Der udviklede sig i forskellige lande forskellige optagelsesritualer iridderskabet. IFrankrig fx som beskrevet nedenfor, gjorde man en del ud af at holde envigilie.
Oplæring til ridder foregik sådan: først blev man opdraget af sine forældre til at opføre sig på rette manér. Ved syvårs alderen blev man sendt til et fyrstehof for at arbejde sompage. Pagen vartjener. Her blev man instrueret af hoffets damer i at opføre sigdannet. Man blev undervist ikristendom. Man lærte de grundlæggendejagt- ogvåbenteknikker og lærte at ride.
Når en ridder blev14 år gammel, kunne han vælge sig envæbner, ridderens personlige tjener. Han sørgede for ridderens udstyr og hest. Ridderen oplærte væbneren i det, der skulle til for at blive ridder. Da væbneren blev ældre, fulgte han med ridderen i krig og hjalp ham, hvis han blev såret.
Når uddannelsen blev færdig omkring18-21 års alderen, blev han slået til ridder: Aftenen før gik væbneren ind i etkapel og bad til Gud hele natten (envigilie). Om morgenen blev han badet (enrituelrenselse) og iført en hvid skjorte, en guldtunika og en purpurfarvet kappe og slået til ridder af kongen eller en ridder, der handlede på kongens vegne. En væbner kunne også slås til ridder på slagmarken, hvis han havde kæmpet usædvanligt heltemodigt. I så fald ville en ridder slå ham på skulderen med sit sværd og udtale: Vær du ridder.[kilde mangler]
Dakrudtet blev indført i1300-tallet tog udviklingen afkanonen fat. Dettevåben kunneskyde huller i feudaladelensborgmure og var for dyrt til, at andre end konger kunne bevæbne sig dermed. På slagmarken blev håndskydevåben, lange spyd oghellebarder en modvægt til det pansrede rytteri. Det førte til kongens sejr over adelen og til en centralisering af magten i hele Europa.
Samtidigt indstiftede de europæiske konger en rækkeridderordener, der skulle holde de gamle dyder i hævd. Desuden formaliseredes adelensrolle som samfundsklasse, skønt dens militære betydning er forbi.
Selv i vore dage lever "ridderen på den hvide hest" som etromantisk ideal om enmodig og uegennyttig mand.
_von_Anhalt.jpg)
