I kristen sammenhæng erRetræte en tilbagetrækning fra hverdagens gøremål for at søge Guds nærvær.[1]
En retræte er en undervisnings- oglæreproces, der kan vare fra få timer til flere uger. Den kan være privat eller offentlig, individuel eller i fællesskab, typisk med oplæg og vejledning af enpræst eller andenåndelig vejleder.[2]Aktiviteterne omfatterbøn, reflektion over liv ogsamvittighed,meditation, læsning afBibelen og andre skrifter, og samtale med åndelig vejleder.[3] En retræte kan foregå på etRefugium.
De første retræter, man kender til i kirkehistorien, fandt sted i det 3.-4. århundrede, hvor hvad der siden blev kaldt "ørkenfædre" forlod familie for at leve asketisk someneboer og dér søge Guds nærvær. Ved siden afklostrenestidebønner introduceredeIgnatius af Loyola en ny praksis ved detaljeret beskrivelse af 'åndelige øvelser' i sin Exercitiebog[4] fra 1538. De åndelige øvelser indgik fra starten afjesuitterordenen i ordenens praksis: 'Ordenens vedtægter er ikke andet end en specialisering af Exercitiebogens principper'.[5]
En bevægelse inden for denanglikanske kirke,Oxfordbevægelsen, argumenterede i 1860erne for, at denne retrætepraksis var udtryk for et grundlæggende åndeligt princip, som ikke var begrænset til nogen bestemt trosretning,[6] og banede derved vejen forøkumeniske retræter.
Retræter findes også i ikke-kristne religiøse samfund og er en integreret del af mangehinduistiske,jødiske,buddhistiske ogsufi-samfund.