St. Hyacinthus i Fürstenfeld klosterkirke.Øverste del af kraniet efter Hermann von Reichenau. St. Michael slotskirke i Altshausen.St. Maria af Blachernæ iKonstantinopel, hvor jomfru Marias hovedslør angiveligt blev opbevaret.Jesu sandaler, Prüm-klostret iEifel.
Relikvier (latin: levninger) dvs. levninger af enhelgen, eller genstande, der har tilhørt eller været i fysisk kontakt med en helgen, og er genstand for religiøskult.[1] Ærefrygten for relikvier har bibelsk rod (2. Kongebog 13,21;Matthæusevangeliet 9,20 f.;Apostlenes Gerninger 19,12).Reformationen tog imidlertid helt afstand fra såvel helgener som relikvier, der derfor ingen plads har i de protestantiske kirker.[2]
Indenfor den tidligekristendom skabte ærbødigheden for helgenerne ogmartyrerne en relikviedyrkelse. Man ønskede at besidde noget af denfromme afdøde for derved mere håndgribeligt at kunne bevare mindet om ham i samfundet. Allerede i 2. århundrede spores relikvievæsenet, og fra østen bredte det sig til vesten.
Efterhånden knyttede der sig den tro til relikvier, at de kunne beskytte mod ulykker og forårsagemirakler, og relikviernes antal blev hurtigt svimlende stort, samtidig med, at deres art blev mere og mere fantastisk. En hel apostel var så værdifuld, atpavedømmet kunne grundlægges på tilstedeværelsen afapostlen Peters grav. Allerede ioldtiden og senere imiddelalderen hævede enkelte røster sig forgæves mod relikvievæsenet, og kirken fremmede i stedet officielt relikviedyrkelsen ved at bestemme, at hvertalter skulle gemme relikvier. Efterhånden fik man også relikvier efterKristus. Der knyttede sig betydelige økonomiske interesser til fænomenet. KurfyrstFrederik den Vise afSachsen var en førende samler med 19.013 relikvier, som han udstillede frem til1522; delvis grundet fortjenesten påpilgrimme, dervalfartede til Sachsen for at se dem.[3]Paven havde også givet kurfyrst Frederik ret til at sælge de besøgendeaflad, hvor ét besøg betød en forkortelse på 100 år af den besøgendes fremtidige ophold iskærsilden. I alt havde paven givetlicens til et salg af aflad for 1.902.202 dage.[4]
Aachen blev regnet som det vigtigste valfartssted nord forAlperne. Her lå kejserKarl den Store begravet; han blev helgenkåret i1165. I den tilhørendedomkirke kunne man beskue de relikvier, han havde samlet i sin levetid, såsom jomfru Marias kjole, Kristi lændeklæde, beggesbælter og det tørklæde,Johannes Døberen havde på, da han blevhalshugget.Margrethe 1. var blandt pilgrimmene, der besøgte Aachen i1385.[7]
Da den senere helgen Andreas og hans discipel Epifanios i911 bad i kirken St. Maria af Blachernæ (Θεοτòκος τών Βλαχερνών)[8] iKonstantinopel, så de angiveligt jomfru Maria holde sit hovedslør, der blev opbevaret i kirken, over dem, der var samlet ibøn. Denne åbenbaring skal have fundet sted, mens byen var omringet af fjendtlige tropper - nogle kilder kaldte dem arabiske - som dog trak sig tilbage.[9]
I Danmark anskaffede man sidst i 1000-talletpave Lucius 1.shovedskal tilRoskilde Domkirke, hvorved han blev domkirkensskytshelgen.Sagnet fortæller, at nogledæmoner var på færde iIsefjorden; og da de havde sagt, at de ikke frygtede andet i denne verden endmartyrpaven Lucius' hovedskal, var der ikke andet for end at få den til Danmark.[14]Ælnoth skrev, at daSvend Estridsen døde i1076, blev han gravlagt i "kirken viet til Skt. Lucius iRoskilde". Hovedskallen var indsat i etrelikevieskrin afguld, formet som enbyste af paven. Selve Skt. Lucius' dag fejredes i Roskilde både4. marts og25. august. Da læste man hanslegende højt i kirken, suppleret med etskuespil. Så blev relikvien lagt i et skrin, og byens gejstlige gik i procession med det omkring i kirken og derefter ud i byen. Det samme skal være sket vedkrig ogbrand. En rigtig pavehat isilke havde man også, og ved visse lejligheder blev relikvien taget ud af skrinet og båret rundt med hatten på.[15]
En påståettand fra Skt. Lucius blev opbevaret i KøbenhavnsFrue kirke, og på helgenens årlige mindedag blev der sunget en sekvens, der udtrykte tillid til, at hans tand var stærk nok til beskytte byen modpest og overfald.[16] Skt. Lucius' tidligere gravsted kan stadig ses ikrypten under kirkenSanta Cecilia in Trastevere iRom.[17] Men nyere undersøgelser har afsløret, at kraniet, der blev hentet i Rom, ikke har tilhørt pave Lucius, da det er omkring 100 år yngre.[18]
Buddhas fodaftryk i Wat Phra Buddha Baat i Saraburi,Thailand.
I denromerskkatolske og dengræskkatolske kirke er relikvier bevaret, og dermed også ærefrygten og tilliden til deres kraft, om end relikviedyrkelsen er modificeret sammenlignet med forholdene i middelalderen. Iateistiske samfund ser man en art relikviedyrkning vedmausoleerne forStalin,[19]Lenin[20] ogMao.[21]
Også i en del andre religioner anses rester af en helgens legeme eller ejendele for at være relikvier, der antages at have en undergørende virkning. Det gælder således ibuddhismen og iislam.
