Qaqortoq ("Det hvide", dansk navn:Julianehåb) erKujalleq Kommunes administrationscenter ogstørste by med 2784 indbyggere (1.1.2020)[1]. Byen blev grundlagt 1775 og tilhører Qaqortoqpræstegæld, 300 af indbyggerne i præstegældet lever i mindrebygder, samt på to rensdyrgårde og 13fåreholdersteder.
Kolonien Julianeshaab, opkaldt efter daværende enkedronningJuliane Marie grundlagt 1775 afAnders Olsen, blev efterhånden en vigtig handelsplads, hvor omegnensinuitter solgte deres skind og spæk.
Handelen med skind, spæk og hvalkød var koloniens hovedindtægtskilder. Fåreavlen startede i begyndelsen 1900-tallet, og området er i nutiden centrum for Grønlands fåreavl.
Qaqortoq har to kirker: Frelserens Kirke, indviet 1832, skænket byen afDansk Missionsselskab, er ombygget flere gange. I kirken hænger redningskransen fraM/S Hans Hedtoft, der på sin jomfrurejse fraKøbenhavn til Qaqortoq forliste under turen tilbage til København. Det skete i farvandet syd forKap Farvel den 30. januar 1959. Redningskransen, der blev fundet påIsland, er det eneste, der er fundet fra "Hans Hedtoft".
På et fremskudt fjeldplateau over byens gamle centerområde ligger i dag Qaqortoqs nyeGertrud Rask Kirke, indviet den 8. juli 1973. Den hvide kirke af beton er opkaldt efterHans Egedes hustru, Gertrud Rask.Altertavle blomstermotiver er hentet fra den sydgrønlandske flora.
Af arbejdspladser er der kommunen, skibsværftet og Grønlands eneste garveri,Great Greenland A/S, der indhandler sælskind fra hele Grønland, samt hvert år præsenterer en ny kollektion af sælskindspelse.
Ved torvet i nærheden af havnen er der et springvand og et 200 år gammelt hus fra kolonitiden, der nu benyttes til museum med bl.a.kajakker fra ældre tid, fund fra nordboertiden, tørvehuset og Arnannguaq Statuen. Statuen er af bronze og er støbt efter Hans Lynges gipsstatue Arnannguaq.
Telemuseet er et museum for Grønlands telekommunikationshistorie, lige fra kajakpost til nutidens internet. Museet ligger 70 meter over havet med udsigt ud over hele byområdet.