| Poul Levin | |
|---|---|
| Født | 17. juni1869 København,Danmark |
| Død | 29. oktober1929 (60 år) København,Danmark |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Journalist,litteraturkritiker |
Information med symbolet hentes fraWikidata.Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Poul Theodor Levin (født17. juni1869 iKøbenhavn, død29 oktober1929 sammesteds) var endanskforfatter.[1]
Levin blevstudent 1887, togskoleembedseksamen 1894 og blevdr. phil. 1898. Han begyndte somlitteraturhistoriker, skrev — foruden et parpopulæresmåskrifter — enDansk Litteraturhistorie i Omrids (1894, sammen medJulius Clausen), derefter sindisputatsOvids Ungdomsdigtning (1897), en samlingEssays (1899) og leverede siden, på grundlag afforelæsninger, to vægtige og velskrevne bøger overfransk litteratur i 19. århundrede:Victor Hugo (I—II, 1901—02) ogDen naturalistiske Roman i Frankrig (1907). Samtidig optrådte han somkritiker, først idagspressen, senere iDet ny Aarhundrede (1904 ff.), hvis litterære redaktør han var; fra 1910 iTilskueren som dettetidsskriftsredaktør; i hansanmeldelser er der bådepoetisk følelse og kunstforstand, polemisk vid og oftest også billighed; for flere nye talenter har hans kritik banet vej. Lige fra først af har Levin endelig udfoldet endigterisk produktion. Hansskuespil var til at begynde med noget spinkle og blege (Antoinette, 1895;Sejr, 1899), men de senere (Fars Penge, 1908;Flugten til Amerika, 1914;Riber & Søn, 1915 og andre) har, uden dog at kunne slå ret igennem på teatret, ofte givet det fint tænkte, smukt følte indhold en scenisk virksom form. I den københavnske samtidsfortælling var det dog navnlig, at Levins forfattertalent efterhånden tilkæmpede sig både virkelig popularitet og kunstneriske sejre. EfternovellenDen døde By (1902) fulgteromanerneFamilien i Danmark (1911),Lykkens Veje (1913),Den lykkelige Mand (1916),Den stjaalne Glæde (1917),Hjem (1919),Sønnen (1920),Løftet (1922), der fra bog til bog betegner stigende succes og stigende åndsmodenhed og kunstnerisk sikkerhed. Meget sikkert er det højerebourgeoisis åndssfære og tone truffet — særlig det lidt gammeldags og det jødiske —; ægte borgerlige følelser, der kan strejfe det filistrøse, regle familiefølelse, der kan slå over i det "kønne" og følsomme, vandt det romanlæsende publikum, medens det især er den klare og faste komposition, den samvittighedsfuldt tilkæmpede åndsfrihed, den modne, erfarne livsforståelse, der vandt de mere udviklede læsere. Levin fortsatte sine københavnske romaner med en ny bog hvert efterår (Det hemmelige Land, 1926 og flere).
Poul Levin er begravet påVestre Kirkegård.[2]
