Han var født iRom, men hans fødselsdag eller familie er ukendt, bortset fra, at hans fars navn var Porfyrian. Han blev sandsynligvis valgt som pave25. juni 253, og døde5. marts 254. Valget foregik under forfølgelserne, der medførte forvisning af hans forgænger,Cornelius. Selv blev han forvist straks efter indsættelsen, men han havde held med at få tilladelse til at vende tilbage.
Han omtales i flerebreve afCyprianus, så det fremgår, at han havde samme milde holdning som Cornelius når det gjaldt at tilgive angrende syndere.
Ifølgetraditionen blev hanmartyr underValerians forfølgelser, men da disse vides at være startet efter marts 254, må dette anses som tvivlsomt.
Han ser ikke ud til at være dyrket som helgen før efter år1000, da hansskelet blev bragt til Santa Cecilia-kirken i bydelenTrastevere i Rom sammen medrelikvierne af blandt andreSankt Cecilie. Ikrypten blev han stedt til hvile i lighed med en anden pave,Urban 1. (222-30).[2] Det varede dog ikke længe, inden gejstlige begyndte at hente skeletdele af Lucius, der som relikvier spredtes til kirker rundt om i Europa.
KirkenSanta Cecilia in Trastevere iRom, hvorfra man hentede hovedskallen.
Tidligt på 1100-tallet kom Lucius'hovedskal tilRoskilde Domkirke, hvorved han blev domkirkensskytshelgen.Sagnet fortæller, at nogledæmoner var på færde iIsefjorden, og da de udtalte, at de ikke var bange for andet i denne verden end Lucius' hovedskal, var der ikke andet for end at skaffe den tilDanmark.[3][4] Den danske kongeSvend Estridsen var i årene før sin død i1076 i kontakt medpave Gregor 7. Der er bevaret flere breve mellem de to.[5] Reformpaven sendte på den tid en række breve til regenter i Europa for at knytte kongerne direkte tilpavedømmet og derved undergrave den tyske kejserHenrik 4.s magt. Muligvis blev der ad denne vej aftalt, at den nyekatedral i Roskilde skulle få en værdifuld relikvie efter en tidligere pave. To kanniker blev sendt til Rom for at hente relikvien efter Skt. Lucius. Da de ankom Santa Cecilia-kirken, lyste og strålede det angiveligt fra Lucius' hovedskal som fra Solen. Ibreviarium Roskildense beskrives hjemrejsen fra Rom som krydret medmirakuløse begivenheder. En dæmon forårsagede en kraftigstorm, og forlangte en af kannikerne somoffer, hvis stormen skulle løje af. Kanniken bad enbøn til Skt. Lucius, slap hovedskallen ned i en spand vand, og hældte vandet i havet. Straks løjede stormen af, og da kanniken sprang over bord for at ofre sig, kunne han angiveligt gå trygt på vandet. Oprindeligt var Roskilde Domkirke viet tiltreenigheden. Nu blev den også viet til Skt. Lucius.Ælnoth skrev, at da Svend Estridsen døde i 1076, blev han gravlagt i "kirken viet til Skt. Lucius i Roskilde". Hovedskallen var indsat i et relikevieskrin afguld, formet som en byste af paven. Selve Skt. Lucius' dag fejredes i Roskilde både 4. marts og25. august. Da læste man hanslegende højt i kirken, suppleret med etskuespil. Så blev relikvien lagt i et skrin, og byens gejstlige gik i procession med det omkring i kirken og derefter ud i byen. Det samme skal være sket vedkrig ogbrand. En rigtig pavehat isilke havde man også, og ved visse lejligheder blev relikvien taget ud af skrinet og båret rundt med hatten på.[6]
En påståettand fra Skt. Lucius blev opbevaret i KøbenhavnsFrue kirke, og på helgenens årlige mindedag blev der sunget en sekvens, der udtrykte tillid til, at hans tand var stærk nok til beskytte byen modpest ogoverfald.[7] Skt. Lucius' tidligere gravsted kan stadig ses ikrypten under den romerske kirkeSanta Cecilia in Trastevere.[2]
