Parlamentarisme er enstatsform, hvor enregering enten skal have et flertal iparlamentet bag sig (positiv parlamentarisme), eller ikke må have et flertal imod sig (negativ parlamentarisme). Historisk er parlamentarismen udviklet iEngland som en praktisk foranstaltning, der skulle sikre enfolkelig kontrol med regeringen. Parlamentarisme er knyttet tilrepræsentativt demokrati som styreform i ensuveræn stat. Der findes eksempler på parlamentarisme i såvelrepublikker sommonarkier. (Se kortet til højre)
Parlamentarisme fungerer i praksis i etrepræsentativt demokrati og er den juridiskelegitimitet af folkets kontrol med regeringen. Legitimiteten består i, at folket ved frie, lige og hemmelige valg har valgt de repræsentanter, der kontrollerer regeringen. I et parlamentarisk system har de folkevalgte således en dobbelt funktion:
Proceduren forlovgivningen er normalt beskrevet i landetsforfatning. Proceduren for den folkelige kontrol med regeringen kan ligeledes være indskrevet iforfatningen, men det er ikke altid tilfældet.[1]
Kontrollen kan enten bestå i, at regeringen må træde tilbage, hvis den ikke kan skabe et flertal i parlamentet, eller i, at regeringen i denne situation udskriver valg.[2] I nogle stater, herunderDanmark sker dette formelt ved, at Parlamentet udtrykker sin mistillid tilregeringen.
Der findes to typer af parlamentarisme:
Begge typer kan i praksis fungere i et politisk system medforholdstalsvalg[3] og i et politisk system medflertalsvalg i enkeltkredse.[4]
Positiv parlamentarisme findes i to udformninger:
Negativ parlamentarisme findes ligeledes i to udformninger.
Den negative parlamentarisme i Sverige betød atOlof Palmes regering kunne fortsætte efter valget den 16. september 1973 hvor højre og venstre blok fik samme antal mandater.[6]
Det anføres ofte, at et parlamentaristisk system ikke har fuldstændig magtdeling, da regeringen udgår af parlamentet[7] I den præsidentale styreform er den folkevalgte præsident normalt uafhængig af parlamentet.[8]
Positiv parlamentarisme har historisk set oftere medført bredereregeringsgrundlag end negativ parlamentarisme, hvormindretalsregeringer med spinkelt flertal oftere forekommer.[9] Effekten af parlamentets kontrol med regeringen er næppe knyttet til en af de to grundformer, men afhænger i højere grad af antallet af politiske partier i parlamentet og afvalgmetoden.
Negativ parlamentarisme blev i praksis styreformen i Danmark vedsystemskiftet i 1901. Her accepterede kongen det parlamentariske grundprincip, at en regering ikke må sidde med et flertal imod sig. Det gælder stadig i dag.Bønder fik nu stemmeret og dermed blev en Venstre regering dannet