Gabriele Maria Ronge som Brünnhilde i WagnersDer Ring des Nibelungen.
Opera er en kunstform, i hvilken sangere og musikere opfører et dramatisk værk,[1] som er en kombination af tekst (nedskrevet i enlibretto) og sang og instrumentalmusik (nedskrevet i etpartitur). Opera defineret på denne måde hører hjemme i den vestlige klassiske musik.[2] Opera indeholder elementer fra det klassisketeater som skuespil, kulisser og kostumer – og dans. Opførelsen af operaer finder typisk sted i etoperahus akkompagneret af etorkester; et symfoniorkester eller et mindre musikensemble.
I det18. århundrede var europæisk opera domineret af den italienske tradition bortset fraFrankrig.Opera seria var den italienske operas mest prestigefyldte genre.Christoph Willibald Gluck gjorde indsigelser mod dens kunstighed med sine reformoperaer i1760'erne. I dag er den mest kendte operakomponist fra slutningen af det 18. århundredeWolfgang Amadeus Mozart, som begyndte med opera seria, men som er mest berømt forDon Giovanni, der er alvorligt/komisk og de andre komiske operaer på italiensk somFigaros Bryllup,Così fan tutte ogTryllefløjten, som er på tysk og et højdepunkt i opera/syngespil.
Med fremkomsten af moderne teknologi får operasangere et nyt og størrepublikum; en af de første operasangere, der blev kendt uden for operahusene, var tenorenEnrico Caruso. I moderne tid bliver operaer også opført i (og skrevet for) radio og TV.
Musikken er et lige så vigtigt element som sangteksten og skuespillet i en opera. Opera adskiller sig fra andre musikdramatiske genrer, ved at hele teksten synges. Den sungne tekst står i librettoen (egl. ”lille bog”). Nogle komponister som Richard Wagner skrev deres egne libretti, mens andre arbejdede tæt sammen med deres librettist som Wolfang Amadeus Mozart ogLorenzo da Ponte. Traditionelle operaer består af to former for sang:
recitativerne, som er deklamatoriske passager, der præger handlingen med en særlig talesang, der følger tekstens sproglige rytme uden egentlig melodi, og
arier, som er melodiske sangstykker, som personerne udtrykker deres følelser i med en struktureretstil.Duetter,trioer og andre ensembler udtrykker personernes indbyrdes forhold, lige som korsatser kan kommentere handlingen (som i den græske oldtids dramaer). I nogle operaer somsyngespil,opéra comique,operette og semi-opera erstattes recitativerne af talt dialog.
Talt dialog er et hyppigt element i mange tidlige operaer samt i melodramaer, der udviklede sig som selvstændig genre i1800-tallet. Melodiske eller semi-melodiske passager (i stedet for recitativer) kaldesarioso. Ibarokken ogklassicismen var der to former for recitativer:
secco-recitativer, der er talesang ledsaget af etcontinuo, som oftest blot er etcembalo og
accompagnato- og strumentato-recitativer, hvori sangen støttes af hele orkestret.
I løbet af det 19. århundrede vandt accompagnato-recitativet mere og mere indpas, idet orkestret kom til at spille en større rolle; Richard Wagner var en af pionererne. Han nærmest udviskede skellet mellem arie og recitativ i sin søgen efter en ”endlos fließenden Melodie” (en uendeligt flydende melodi). Nogle komponister er gået i Wagners fodspor som Stravinskij i operaenLastens vej.[3]
Dafne er det første egentlige værk, der er en opera fra nutidens definition. Det blev skrevet omkring1597 af Jacopo Peri, der var medlem af en kreds af veluddannede renæssancehumanister i Firenze, som samledes om en interesse for den græske oldtids musik og teater iLa Camerata de’ Bardi. Medlemmerne af La Camerata mente (sandsynligvis fejlagtigt), at korpassagerne og muligvis alle rollerne i de græske dramaer blev sunget. Værket Dafne var derfor egentlig et forsøg på at genoplive det klassiske græske oldtidsdrama – i tråd medrenæssancens interesse for at videreføre ideer og værker fra antikken. Derfor gjorde renæssancekunstnerne operaen til et helt og holdent sunget dramatisk værk. Dafne er desværre gået tabt, men et senere værk af Peri,Euridice fra omkring 1600 er det første operapartitur overleveret til vor tid. Den første opera, der opføres regelmæssigt, erClaudio MonteverdisL’Orfeo, som blev komponeret for hoffet iMantua i 1607.[4]
Operaen var oprindeligt en fornøjelse for europæiske hoffer, men allerede i1637 opstod ideen om offentlige operaforestillinger, som der skulle være billetsalg til. Det skete iVenedig, hvortil Monteverdi var flyttet fraMantua, og hvor han komponerede sine sidste operaer,Il ritorno d'Ulisse in patria ogL'incoronazione di Poppea i1640'erne. De tidlige barokoperaer blandede lavkomik med tragiske elementer, hvilket var med til at sprede operaformen ud i Italien og gøre genren populær.
Efterhånden udvikledes to parallelle handlingsspor i operaerne: de seriøse og de komiske elementer. De var påvirket afcommedia dell'arte, som med sineimprovisationer længe havde været en del af scenelivet i Italien, og kom til at udgøre en slags ”opera i operaen”. En af grundene var at tiltrække publikum fra den voksende stand af handlende, den tids nouveaux riches, som havde behov for at gå ud, men som var mindre kultiverede end adelen. Disse ”intermezzi” i opera seria var særligt populære iNapoli fra ca.1710-1730.
Nogle komponister tog dog anstød af de mere grovkornede indslag og dannede en reformbevægelse, der blev knyttet til digteren Metastasios navn og blev støttet af det arkadiske akademi i Venedig. Metastasios libretti var i afgørende grad med til at rendyrke og udvikleopera seria-genren, som blev den førende italienske operaform indtil slutningen af det 18. århundrede. Da det metastasiske ideal blev veletableret, blev den grove komik henvist tilopera buffa.
Opera seria havde et højtideligt udtryk og en højt stiliseret form, der som regel bestod af secco-recitativer iblandet langeda capo-arier. De bød den gode sanger fine muligheder for at vise sit talent, og i opera seria-genrens guldalder blev operasangeren da også betragtet som stykkets stjerne. Helterollen blev som regel skrevet for enkastratsanger: Kastratsangere somFarinelli ogSenesino og kvindeligesopraner somFaustina Bordoni var stærkt efterspurgte i heleEuropa med undtagelse afFrankrig, hvor opera seria ikke havde indtaget scenen. Farinelli er den mest berømte sanger fra det 18. århundrede, og italiensk opera blev den standard, barokopera blev målt efter. Italienske libretti blev brugt af en tysk komponist somGeorg Friedrich Händel, når han skrev musik for publikum iLondon. Italienske libretti blev også brugt i den klassicistiske periode, da Mozart skrev iWien. Førende italienskfødte komponister af opera seria erAlessandro Scarlatti,Antonio Vivaldi ogNicola Antonio Porpora.[5]
Reformopera: Glucks opgør med den metastasiske idealopera og Mozart
Opera seria havde sine svagheder og sine kritikere. Genrens fokus på musikalske ornamenter udført af virtuose sangere og på optræden i stedet for overbevisende drama fik kritikere til at fare i blækhuset, ogFrancesco AlgarottisSopra l’opera in musica (Essay om opera) fra1755 skulle vise sig at være god inspiration for den reform,Christoph Willibald Gluck gennemførte. Han mente, at opera seria skulle vende tilbage til sin oprindelse, og at alle tilknyttede elementer, sang, ledsagende musik, ballet og scenisk opsætning, burde tjene det grundlæggende dramatiske forlæg. Flere af periodens komponister somNiccolò Jommelli ogTommaso Traetta forsøgte at virkeliggøre disse idealer, men den første der havde succes med det og skabte et varigt bidrag til operahistorien var Gluck. Han forsøgte (som Winkelmann) at opnå en ”skøn enkelhed” i den første af sine ”reformoperaer”,Orfeo ed Euridice. I den er sangen ikke virtuost udsmykket som i fx Händels værker, men støttet af simple harmonier og et stærkt orkester.
Glucks ideer vakte genklang i operaverdenen og hos senere komponister.Weber, Mozart og Wagner var særligt påvirkede af hans idealer. Mozart, der på mange måder var Glucks efterfølger, forenede en overlegen sans for drama med et sikkert greb omharmoni,melodi ogkontrapunkt i en rækker komedier, særligt iCosì fan tutte,Figaros bryllup ogDon Giovanni med tekst af librettisten Lorenzo da Ponte; disse operaer er blandt de mest populære og velkendte i dag. Mozarts bidrag dog også til opera seria med værker somIdomeneo ogLa Clemenza di Tito, men genren lå for døden, og det lykkedes ikke Mozart at bringe den varigt til live igen.[6]
Bel canto-opera er en bevægelse, der opstod i det tidlige 19. århundrede med operaer afRossini,Bellini,Donizetti,Pacini,Mercadante og mange andre. Bel canto betyder ”skønsang” og stammer fra en italiensk skole for sang af det navn. Melodilinjen i bel canto er typisk floromvundet og kompleks på en måde, der kræver stor vokal fleksibilitet og kontrol.
I bel canto-operaens kølvand opstod en mere direkte og kraftfuld stil, som især blev fremført af Giuseppe Verdi, der fik sin første succes med den bibelske operaNabucco fra 1842. Verdis operaer gik godt i spænd med den voksende nationalfølelse iItalien i tiden efter napoleonskrigene, og han blev hurtigt et symbol på den patriotiske bevægelses ambitioner og "Verdi" stod som graffiti på murene i Italien (omend Verdi ikke var særlig radikal selv). Tidligt i 1850’erne frembragte Verdi tre af sine mest populære operaer:Rigoletto,Il trovatore ogLa traviata, men han udviklede sin stil gennem hele sin karriere og frembragte den måske bedste franskegrand opéra,Don Carlos, inden han sluttede sin karriere med to Shakespeare-inspirerede værker,Otello ogFalstaff, som til fulde viste, hvor meget den italienske opera havde udviklet sig i det 19. århundrede.
Efter Verdi opstod det følelsesladede, realistiske melodrama i den såkaldte verismo-stil i Italien. Startskuddet blev givet medPietro MascagnisCavalleria rusticana ogRuggiero LeoncavallosPagliacci, der stadig spilles på verdens operascener, lige som andre veristiske værker som Giacomo PuccinisLa Bohème,Tosca ogMadama Butterfly. Senere italienske komponister som fxBerio ogNono har eksperimenteret med mere modernistiske udtryksformer.[7]
Den første tyske opera (den er ikke er overleveret til i dag) blev komponeret af Heinrich Schütz i 1627 og bar – som den første italienske 30 år før – titlenDafne. Den italienske opera øvede stor indflydelse på tysktalende lande indtil slutningen af det 18. århundrede. En national tradition var under udvikling, og allerede i 1644 produceredeSigmund Staden det første syngespil, en populær tysksproget opera, som lader sang skifte med talt dialog. I slutningen af det 17. og i begyndelsen af det 18. århundrede visteTheater am Gänsemarkt iHamborg en række operaer afKeiser,Telemann og Händel på tysk, men mange af tidens største tyske komponister, herunder Händel,Graun,Hasse og Gluck valgte at skrive de fleste af deres operaer på fremmede sprog, særligt italiensk.
Mozarts syngespilBortførelsen fra Seraillet fra 1782 ogTryllefløjten fra 1791 betegnede et vigtigt internationalt gennembrud for den tysksprogede opera. Den tyske tradition blev videreudviklet i det 19. århundrede afBeethoven, der inspireret af den franske revolution skrev sin eneste opera,Fidelio, men det blevCarl Maria von Weber, der for alvor etablerede den tyske opera i modsætning til den italienske bel canto. Det skete med den romantiskeDer Freischütz (Jægerbruden) fra 1821, der viste hans talent for at gengive det overnaturlige med musik i et operaværk. Andre vigtige operakomponister varMarschner,Schubert,Schumann ogLortzing, omend den uden tvivl mest betydende var Wagner.
Wagner var en af de mest revolutionære og kontroversielle komponister, musikhistorien har kendt. Han blev inspireret af Weber og Meyerbeer, men udviklede gradvist et nyt koncept for opera, som han kaldte etGesamtkunstwerk, et totalkunstværk, der samlede musik, poesi og bildende kunst. I sine mest udviklede værker,Tristan und Isolde,Die Meistersinger von Nürnberg,Der Ring des Nibelungen ogParsifal opgav han at skelne mellem arie og recitativ for til gengæld at søge en uendeligt flydende melodi. Han ændrede orkestrets rolle, øgede dets styrke og skabte partiturer med et komplekst væv afledemotiver (Leitmotiven). Det er genkommende temaer, der ofte associeres med bestemte personer eller hændelser i dramaet. Han havde desuden mod til at gå imod allerede etablerede musikalske konventioner som fxtonalitet i sin søgen efter større udtrykskraft. Wagner forlenede sin operaer med en filosofisk dimension og brugte ofte historier fra tysk sagnstof eller fra legenderne omkring kong Arthur. Wagner fik bygget sit eget operahus iBayreuth, hvor hans værker skulle opføres på præcis den måde, han ønskede.
Operaen blev ikke den samme efter Wagner, og hans arv har for mange komponister været en tung byrde.Richard Strauss var en af dem, der antog Wagners ideer, men førte dem i nye retninger. Han blev berømt for sinSalome (opera), der vakte skandale, og for den mørke tragedie omElektra, der afprøvede tonalitetens grænser. Så skiftede Strauss genre og gik tilbage til rokokoens muligheder iDer Rosenkavalier, i hvilken Mozart og wienervals var lige så betydende som inspiration som Wagner. Strauss’ operaer er stærkt varierede og bygger ofte på libretti af digterenHugo von Hoffmannsthal. Blandt andre komponister, der har haft betydning for tysk opera i begyndelsen af det 20. århundrede, erZemlinsky,Hindemith,Kurt Weill og den italienskfødteFerruccio Busoni.[8]
I konkurrence med importerede italienske operaproduktioner opstod der en særlig fransk tradition, som blev grundlagt af italieneren Jean-Baptiste Lully ved kongLudvig XIV's hof. På trods af sit fremmede ophav var Lully i stand til at etablere etAcadémie Royale de Musique og havde nærmest monopol på fransk opera fra 1672. Hans første opera varCadmus et Hermione, entragédie en musique, som Lully sammen med librettistenQuinault konciperede som en form efter fransk smag, der særligt betonede dansen og koret som elementer i operaforestillingen. Lullys operaer benytter desuden et særligt ekspressivt recitativ, som tager hensyn til det franske sprogs rytmik og melodik. I det 18. århundrede blev Lullys vigtigste efterfølgerJean-Philippe Rameau, som komponerede fem tragédies en musique og en lang række andre værker i andre genrer som fxopéra-ballet, der er kendte for deres rige orkestrering og udfordring af kendte harmoniske rammer.
Efter Rameaus død blev tyskeren Gluck overtalt til at skabe seks operaer for scenen iParis i 1770'erne. De bærer spor af Rameaus musik i sig, men er enklere og har større fokus på den dramatiske kerne. På samme tid var en ny genreopéra comique ved at blive populær i Frankrig. Den ligner med det tyske syngespil med arier, der veksler med talt dialog. Operakomponister somMonsigny,Philidor og isærGrétry er kendte for deres bidrag til denne genre. I revolutionsperioden forlenede komponister somMéhul ogCherubini, som var inspirerede af Gluck, den med et mere seriøst udtryk, omend genren ikke på noget tidspunkt har været direkte ”komisk”.
Omkring 1820 måtte Glucks indflydelse i Frankrig vige for den italienske bel canto, særligt efter at Rossini kom til Paris. RossinisGuillaume Tell var medvirkende til skabelsen afgrand opéra, som især kendes gennem en anden udlænding, nemlig Giacomo Meyerbeer. Meyerbeers værker somLes Huguenots fokuserede på virtuos sang kombineret med sceniske specialeffekter. En lettere udgave af opéra comique nød også stor bevågenhed i værker fra komponister somBoïeldieu,Auber,Hérold ogAdolphe Adam. I det miljø var det svært at få publikum til den franskeHector Berlioz’ værker. Hans episke mesterværk,Les Troyens, der var kulminationen på den gluckske tradition blev ikke opført i sin helhed i næsten hundrede år.
I anden halvdel af det 19. århundrede skabteJacques Offenbach operetter med vittige og kyniske værker som fxOrphée aux enfers ogLes Contes d’Hoffmann.Charles Gounod fik stor succes medFaust, mensGeorges Bizet skabteCarmen, der, da publikum hurtigt havde lært at acceptere dens blanding afromantik ogrealisme, blev en af de mest populære operaer i opéra comique-traditionen.Massenet,Saint-Saëns ogDelibes skabte alle værker, der nu er en del af moderne operahuses standardrepertoire. Der var i tiden en følelse af, at Richard Wagner var en torn i øjet på den franske tradition; mange franske kritikere angreb vredt Wagners musikdramaer, men nogle franske komponister forsøgte at efterligne hans stil med svingende held. Det mest interessante bud kom formentlig medPelléas et Mélisande fraClaude Debussy, som lige som Wagners lader orkestret spille en ledende rolle og lader sangen bestå af en uafbrudt talesang i modsætning til den traditionelle opdeling i arier og recitativer. Værket beror på en underspillet gådefuld stemning, men er alle ligheder til trods langt fra Wagners musikalske stil.
IEngland var forløberen for opera den såkaldtejig fra det 17. århundrede. Det var egentlig et efterspil, som blev opført efter et almindeligt skuespil. Indholdet var ofte satirisk og skandaløst og bestod af en dialog med nogle populære melodier. Jigs er et forvarsel omballad opera fra det 18. århundrede. På samme tid havde det franske maskespil vundet indpas ved det engelske hof med uhørt overdådighed og realistiske kulisser.Inigo Jones var scenograf. Et maskespil indeholdt sange og danseoptrin, som det er tilfældet iBen JonsonsLovers Made Men fra 1617.
Det engelskecommonwealth søgte nu at lukke teatre og hæmme enhver udvikling, der kunne føre til grundlæggelsen af en egentlig engelsk opera. I 1656 producerede teatermandenSir William DavenantThe Siege of Rhodes, og da hans teater ikke havde tilladelse til at producere drama, bad han de førende komponisterLawes,Cooke,Locke,Coleman ogHudson om at komponere musik til forskellige dele af stykket. Da det blev en succes, fulgte han trop medThe Cruelty of the Spaniards in Peru i 1658 ogThe History of Sir Francis Drake i 1659. De stykker havde endogOliver Cromwells opbakning og støtte, da de udtrykte kritik afSpanien. Med genoprettelsen af det engelskemonarki i 1660 var udenlandske og særligt franske musikere atter velkomne i England. I 1673 havdeThomas ShadwellsPsyche premiere. Stykket var modelleret over en comédie-ballet af samme navn afMolière og Lully. Samme år producerede William DavenantThe Tempest den første musikalske udgave af et stykke afShakespeare. I 1683 komponeredeJohn BlowVenus og Adonis, som ofte betragtes som den første egentlige engelsksprogede opera.
Blows efterfølger var den velkendte Henry Purcell, hvis mesterværk,Dido og Aeneas, stammer fra 1689. Handlingen i operaen fremmes af recitativer i italiensk stil, men mange af Purcells bedste værker er ikke egentlige operaer, men snarere semi-operaer med enkelte scener og maskespil inden for et almindeligt skuespil, som det er tilfældet iThe Fairy-Queen fra 1692,The Prophetess fra 1690 ogBonduca fra 1696. Her er hovedpersonerne normalt ikke involverede i de musikalske scener, og det betyder, at Purcell sjældent kunne udvikle og tegne sine personer gennem sang. Ikke desto mindre var det hans og hans samarbejdspartnerJohn Drydens håb at etablere den seriøse opera i England, omend dette håb blev gjort til skamme med Purcells tidlige død som 36-årig.
Efter Purcell svandt operaens popularitet i England i adskillige år. Først i 1730’erne fik interessen for genren fornyet liv. Det kan tilskrivesThomas Arnes indsats gennem hans egne værker og hans arbejde for at gøre Händel interesseret i at producere store værker på engelsk. Arne var den første engelske komponist, der eksperimenterede med gennemsungne, komiske operaer i den italienske stil.Thomas and Sally fra 1760 blev den største succes. Hans opera,Artaxerxes fra 1762 var det første forsøg på at skabe en opera seria på engelsk; den blev en stor succes og opførtes helt frem til 1830’erne. Selv om Arne imiterede mange af den italienske operas elementer, var han måske den eneste engelske komponist i tiden, som var i stand til at bevæge sig ud over de italienske strømninger og skabe sin unikke og særligt engelske tone. Hans moderniserede ballad opera,Love in a Village, fra 1762 skabte mode med pasticheoperaer, som holdt sig til godt ind i det 19. århundrede.Charles Burney skrev, at Arne kunne skabe en ”let, luftig, original og behagelig melodi, der var ganske anderledes end Purcells og Händels, som alle engelske komponister havde enten stjålet eller imiteret” ("a light, airy, original, and pleasing melody, wholly different from that of Purcell or Handel, whom all English composers had either pillaged or imitated").
Ud over Arne var den anden gigant i engelsk opera den tyskfødte Georg Friedrich Händel, hvis opere seria gik på Londons operascener i årtier og påvirkede engelske komponister som fxJohn Frederick Lampe, der også komponerede efter italienske modeller. Den italienske indflydelse gjorde sig gældende i Englands operaliv i det 18. og 19. århundrede gennem såvel fremmede som Mozart, Beethoven og Meyerbeer som gennem de store italienske komponister.
De eneste undtagelser var de såkaldteballad operas, somJohn GaysThe Beggar's Opera fra1728 og musikalske burlesker, europæiske operetter og sene victorianske operaer i den lette stil som fxsavoy-operaer afW. S. Gilbert ogArthur Sullivan. Der var spor af opera i alle disse typer underholdning, men Sullivan skrev kun én opera i den store stil:Ivanhoe. Han hævdede dog, at selv hans lette operaer udgjorde en særlig engelsk skole, der skulle erstatte franske operetter, der som regel blev opført i dårlige oversættelser, og som havde præget scenelivet i London fra midten af det19. århundrede til begyndelsen af1870'erne.
Spanien har produceret sin egen form for opera, kaldetzarzuela, som havde to forskellige opblomstringer: Den ene fra midten af det 17. århundrede til midten af det 18. århundrede, mens den anden begyndte omkring 1850. Fra slutningen af det 18. århundrede til midten af det 19. århundrede var den italienske opera nemlig så populær i Spanien, at den fortrængte den lokale zarzuela.
Den måske mest åbenlyst moderne udvikling af operagenren er sket med fremkomsten afatonalitet. Udviklingen satte allerede ind med Wagner og i særdeleshed medTristan-akkorden i operaenTristan und Isolde. Komponister som Richard Strauss, Claude Debussy, Giacomo Puccini,Paul Hindemith ogHans Pfitzner er gået et skridt videre med en ekstremkromatik og en mere udstrakt brug afdissonans.
Egentlig operamodernisme indtræffer med to komponister fra Wien, nemligArnold Schönberg og hans elevAlban Berg, der begge komponerer i og advokerer for atonalitet ogdodekafoni som udtænkt af Schönberg.
Schönbergs tidlige operaer,Erwartung fra 1909 (der dog først fik premiere i 1924) ogDie glückliche Hand fra 1924, fremviser begge en udtalt brug af kromatiske harmonier og dissonans. Schönberg brugte også lejlighedsvis Sprechstimme, som han beskrev som: "The voice rising and falling relative to the indicated intervals, and everything being bound together with the time and rhythm of the music except where a pause is indicated".
Bergs to operaer,Wozzeck ogLulu (som var ufærdig, da Berg døde) har også mange de ovennævnte træk, omend Berg kombinerede sin højst personlige fortolkning af Schönbergs tolvtoneteknik med melodiske passager af en mere traditionel tonal karakter, hvilket måske er forklaringen på, at disse operaer er forblevet en del af standardrepertoiret på trods af deres kontroversielle musik og plot. Schönbergs teorier har haft direkte eller indirekte betydning for et betydeligt antal operakomponister som fx engelske Benjamin Britten, tyske Hans Werner Henze og russiske Dmitrij Sjostakovitj, selvom de måske ikke anvender Schönbergs teknikker.
Tolvtoneteknikken blev dog også mødt med en kritisk reaktion blandt komponister, bl.a. fra russeren Igor Stravinskij. Efter at have komponeret modernistisk musik til de to Diaghilev-balletterPetrushka ogLe Sacre du printemps vendte Stravinskij i 1920'erne sig til en neoklassicistisk stilart, der kulminerede i produktionen af opera-oratorietOedipus Rex. Han skrev også operaenThe Rake's Progress, men undgik fortsat de moderne virkemidler. Hans modstand mod serialisme virkede inspirerende på mange andre komponister.[13]
Hvor store orkestre med stærke strygerbesætninger, flere harper og ekstra horn var normale i romantikken, er det almindeligt i det 20. århundrede i såvel operaer som i det øvrige klassiske repertoire at anvende mindre orkestre, hvilket sparer kompagniet for udgifter. Når såvel offentlige subsidier som private bidrag til operakunsten svinder, er det blevet almindeligt med et mindre budget til nye opsætninger eller nye værker. Komponister får bestillinger på operaer med kammerorkesterlignende besætning eller bliver bedt om at begrænse sig til korte enaktere af hensyn til operahusets økonomi. Nogle af Benjamin Brittens operaer er fx skrevet for så lidt som tretten musikere, mensMark Adamos to-aktsudgave afLittle Women kan opføres af blot 18 instrumenter.
En anden tendens i det 20. århundredes opera er samtidshistoriske operaer.The Death of Klinghoffer,Nixon in China ogDoctor Atomic afJohn Adams samtDead Man Walking afJake Heggie er eksempler på operaiscenesættelser af nye begivenheder endda med personer, der lever. Tidligere behandlede operaerne fjerne historiske begivenheder eller tog skuespil eller myter under behandling.[14]
Den klassiske musik tiltrækker et veluddannet og modent publikum, og den tendens gør sig også gældende i operaen.[15] PåThe Metropolitan Opera er operagæstens gennemsnitsalder 60 år. Det er en tendens, mange andre operakompagnier kan nikke genkendende til, og derfor er mange gået i gang med aktiviteter, der skal tiltrække et yngre publikum:Det Kongelige Teater iKøbenhavn har fx lanceret et initiativ kaldetUngopera. Nogle operakompagnier tilbyder studerende og unge betragtelige rabatter på billetprisen.
Nogle operahuse får offentlig støtte, mens andre må klare sig på markedsvilkår. Nogle store selskaber forsøger at hyre stjernesangere, der kan tiltrække et stort publikum, mens mindre operakompagnier ofte må forsøge at dække udgifterne gennem offentlig støtte, lokale sponsorater og almindeligfundraising.
En øget radio- og TV-transmission af operaforestillinger har haft en vis betydning for at nå et nyt publikum, lige som biografdistribution i HD-kvalitet har muliggjort, at forestillinger kan ses af mange mennesker på samme tid og på den måde øget omsætningen. The Metropolitan Opera har siden 2006 udsendt direkte forestillinger til adskillige hundrede biografer over hele verden, herunder Rønne Bio i Danmark.[16]
I slutningen af 1930'erne begyndte nogle komponister at skrive operalignendemusicals, idet de forlenede værkerne med komplekse polyfoniske ensembler.Porgy og Bess afGershwin, der er påvirket afjazz, ogCandide afBernstein med sine fejende lyriske passager, er eksempler på musicals, der har spillet påBroadway, men som også er en accepteret del af operarepertoiret.Show Boat,West Side Story,Brigadoon,Sweeney Todd,Evita ogThe Light in the Piazza formidler også dramatiske historier gennem kompleks musik og spilles af og til i operahuse, men betragtes dog som mere regulære musicals.
Operasangere og rollerne i en opera inddeles efterstemmetype. Mandlige sangere klassificeres som entenbas,baryton,tenor ellerkontratenor. Kvinder synger entenkontraalt,mezzosopran ellersopran. Børns stemmer falder uden for denne inddeling, idet drengestemmen først går i overgang vedpuberteten. Der kan således optræde drengesopraner i operaer.Kastratsangere er mænd, der ved træning eller efter en operation har fastholdt det høje stemmeleje.
Stemmerne klassificeres ikke kun efter stemmens leje, men også af dens styrke og fleksibilitet. En sopran kan være lyrisk, koloratur, soubrette, spinto eller dramatisk sopran. Disse kategorier benyttes for at afgøre, hvilke roller der passer til en sangers stemme. Den enkelte sangers stemme kan udvikle sig drastisk i tidens løb, for sangeren når først sin ”modne” stemme ved 30-års-alderen.
Sopraner har siden sidste halvdel af det 18. århundrede som regel sunget den kvindelige hovedperson i operaen. Tidligere kunne den rolle synges af andre kvindelige stemmer eller af en kastrat. Hvor nutidens operasmag lægger vægt på en stor spændvidde og især på høje toner, var det tidligere i højere grad den tekniske dygtighed, der var i fokus, idet en sopran sjældent skulle kunne synge højere end det høje A (Händel skrev fx kun en rolle, som indeholdt et højt C).
Mezzosopranen, et relativt nyt begreb, har et stort repertoire og synger både hovedroller som fx Dido i PurcellsDido og Aeneas og som Brangäne i WagnersTristan und Isolde; begge roller synges dog også nogle gange af sopraner.
Kontraalten med den dybeste kvindestemme synger derimod et mere begrænset udvalg af roller som fx hekse og lave kvinder – eller mødre.
Nogle gange synger kvinderbukseroller som betyder, at personen, de fremstiller på scenen, er en mand. Disse roller findes især i operaer frabarokken.
Tenoren har fra den klassiske periode og fremefter typisk sunget den mandlige hovedrolle. Hvis der er flere tenorroller i operaen, kan det fx være den mandlige hovedpersons unge hjælpere. Mange af de mest udfordrende tenorroller blev skrevet i bel canto-perioden; det gælder fx tenorrollen iLa fille du régiment af Donizetti, som indeholder 9 C'er. Med Wagner kom der fokus på vokal udholdenhed, og man bruger ofte betegnelsenHeldentenor for disse roller.
Bassen synger ofte biroller, fx i opera seria, eller kan være et komisk indslag i modsætning til tenorens seriøsitet som i MozartsDon Giovanni, hvor tjeneren Leporello netop synges af en bas. Typiske roller for basser er fædre eller skurke.
De tidligste opførelser af operaer var alt for få til, at nogen kunne ernære sig som egentlige operasangere, men da operaen blev offentligt tilgængelig mod betaling, begyndte de første professionelle sangere at dukke op. Den mandlige helt blev i barokken som regel sunget af en kastratsanger, og i det 18. århundrede, hvor italienske operaer blev opført overalt i Europa, var førende kastrater som Senesino og Farinelli internationale stjerner. Franskmændene brød sig ikke om kastrater, men foretrak at den mandlige helt blev sunget af enhaute-contre (en høj tenor), som Joseph Legros. Den første kvindelige stjerne (eller prima donna) varAnna Renzi, som gjorde karriere midt i 1600-tallet. I det 18. århundrede blev en række italienske sopraner internationalt berømte, og de lå ofte i intens intern konkurrence, som det fx var tilfældet medFaustina Bordoni ogFrancesca Cuzzoni. De kom endda op at toppes under opførelsen af en af Händels operaer.[17]
Forestillinger fra europæiske operahuse, bl.a. fraTeatro alla Scala iMilano, transmitteres til biografer i byer i USA.
Nogle større operahuse og produktionsselskaber er begyndt at udsende deres forestillinger til lokale biografer overalt iUSA og i en række andre lande verden over. The Metropolitan Opera, som åbnede i 1883 påManhattan iNew York, begyndte at udsende TV-transmissioner i 2006, og mange af husets forestillinger vises live i biografer i såvel USA som i udlandet, herunderDanmark. I 2007 blev The Metropolitan Operas forestillinger vist i 424 biografer i 350 byer i USA, og en forestilling som La bohème blev vist 671 steder på verdensplan. The Metropolitan Opera er det eneste operakompagni, som transmitterer alle sine forestillinger live, omend mange af dem kun udsendes pr. radio. Tilsvarende har europæiske operahuse og festivaler som fxL’opera alla Scala iMilano,Salzburgfestivalen,Teatro La Fenice i Venedig,Gran Teatre del Liceu iBarcelona ogMaggio Musicale i Firenze sendt deres produktioner til 91 biografer i 90 byer i USA siden 2006. I 2009 kom danske biografer med, fx Rønne Bio ogBiffen i Aalborg med transmissioner fra Milano og Barcelona.
Opéra comique – fransk betegnelse for lette komiske operaer af lystspilkarakter. Genren kom senere til at betegne operaer med talt dialog mellem sangnumrene, også med tragisk handling.
Grand opéra – fransk operagenre, ofte tragiske operaer.
Singspiel – tysk operagenre fra 1600-tallet, Wien i 1700-tallet.
Syngespil – opera med talt dialog, musikken ofte enklere end i operaen. Danske syngespil fra anden halvdel af 1700-tallet som Holger Danske.
Melodramma – italiensk alvorlig genre, især om det romantiske melodramma fra ca. 1825.
Romantisk opera – operagenre i 1800-tallet, især i Tyskland.
^Ordet opera betyder ”værk” på italiensk og er pluralis af det latinske opus, der betyder ”værk” eller ”arbejde”.
^Lignende kunstformer fra andre verdensdele kaldes også ”opera”, som fx pekingopera og persisk opera. De har ikke noget med den vestlige kunstmusiks opera at gøre, men er særlige former for musikteater.
^Afsnittet er baseret på artikler fraThe Oxford Companion to Music af P. Scholes (10. udg., 1968).
^Oxford Illustrated History of Opera, kapitel 1; artikler om Peri og Monteverdi fraThe Viking Opera Guide.
^Oxford Illustrated History of Opera, kapitel 1–3.
^Man and Music: the Classical Era, red. Neal Zaslaw (Macmillan, 1989); artikler om Gluck og Mozart fraThe Viking Opera Guide.
^Oxford Illustrated History of Opera, kapitlerne 5, 8 og 9; artikel om Verdi iViking Opera Guide.
^Afsnittet er baseret påThe Oxford Illustrated History of Opera, kapitlerne 1–3, 6, 8 og 9 samtThe Oxford Companion to Music og artikler om de enkelte komponister iThe Viking Opera Guide.
^Afsnittet er baseret påThe Oxford Illustrated History of Opera, kapitlerne 1–4, 8 og 9,The Oxford Companion to Music (10. udg., 1968) samt artikler om de enkelte komponister iThe Viking Opera Guide.
^Afsnittet er baseret påOxford Illustrated History of Opera, kapitlerne 1, 3 og 9 samt artikler om Blow, Purcell og Britten iThe Viking Opera Guide.
^Artiklen om Rusland iThe New Grove Dictionary of Opera, red. afStanley Sadie (London, 1992) samt kapitel 7-9 iOxford Illustrated History of Opera.
^Kapitlet "Russian, Czech, Polish and Hungarian Opera to 1900" iThe Oxford Illustrated History of Opera (1994).
^Oxford Illustrated History of Opera, kapitel 8 samt artikler om Schönberg, Berg og Stravinskij iThe Viking Opera Guide. Malcolm MacDonald:Schönberg (Dent,1976), Francis Routh:Stravinskij (Dent, 1975).
^Den franske opera tog samtidige emner op i revolutionstiden. For eksempel beskriverGossecsLe triomphe de la République fra 1793 den franske sejr vedValmy året før. Værket var åbenlyst tænkt som en form for propaganda.
_Portrait_of_Francesco_Andreini_by_Domenico_Fetti_-_Gallerie_Accademia.jpg)
