Oluf Skotkonung (oldislandsk:Óláfr sænski,oldsvensk:Olawær skotkonongær (født omkring980, sandsynligvis død i vinteren1021-1022) varkonge af Sverige ca.995-1022. Han var søn afErik Sejrsæl ogSigrid Storråde. Ifølge de islandskesagaer havde Olufs far regeret sammen med sin bror,Oluf Bjørnson. Da han døde, blev Oluf Skotkonung udråbt som medkonge, endnu før han var født. Ved sin fars død arvede han den svenske trone og regerede som enekonge.
Oluf er den første konge, som regerede over bådeMälardalen ogVästergötland. Han var også den første konge oversveerne, der blevdøbt og forblevkristen. Desuden var han den første, der slogmønt iSverige. Netop møntslagningen tyder på, at hans magtcentrum varSigtuna i Mälardalen. Mod slutningen af sit liv blev han afsat som overkonge og tvunget til at være lydkonge under sin egen sønAnund Jakob iVästergötland.
I begyndelsen af sin regeringstid lå Oluf Skotkonung i krig med dendanske kongeSvend Tveskæg, hvis rige, Olufs far Erik Sejrsæl, havde regeret over, og som Oluf derfor gjorde krav på. Krigen sluttede med, at Oluf anerkendte Svend som retmæssig konge over Danmark. Det blev sagt, at Oluf foretrakidræt frem for krig, og at det var derfor, Svend Tveskæg kunne tage magten i Danmark.[1] Siden skulle Oluf også mindske den ret tiltribut iEstland ogLetland, som hans forgængere havde fået.
Svends ægteskab mod Olufs morSigrid Storråde førte til yderligere tilnærmelser mellem de to konger, og Oluf blev allieret med Svend i de følgende krige mod Norge; de blev afgjort islaget ved Svold omkring år 1000. Den norske kongOlav Tryggvasons nederlag og død betød, at Norge blev delt mellem sejrherrerne.Bohuslen og den sydlige del afTrøndelagen tilfaldt Ouof Skotkonung. Disse lande tabte han dog få år senere til nordmændene.
Da det norske rige blev genetableret afOlaf 2. af Norge, udbrød der en ny krig mellem Sverige og Norge. Mange, både norske og svenske mænd forsøgte at forlige parterne, men uden held. IfølgeSnorre Sturlason mødtes norske udsendinge med svenske stormænd tiltinget iUppsala i 1018 for at forhandle om fred, men kongen blev vred og truede bl.a.jarlen af Västergötland medlandsforvisning. Det medførte så stor utilfredshed, at Oluf ikke ville lytte til de råd, hans egne mænd gav ham, at han blev afsat som konge.
Skt. Sigfrids kilde vedHusaby kirke, hvor Oluf Skotkonung ifølge traditionen blev døbt.
Olof Skötkonung var den første svenske konge, som blevdøbt, og som forblev kristen resten af sit liv. Hans far, Erik Sejrsjæl, var også blevet døbt, men vendte tilbage tilhedenskabet. Ifølge traditionen blev Olof Skötkonung døbt i1008 iHusaby nærKinnekulle i denkilde, der kaldtes Skt. Sigfrids iVästergötland af den engelskemissionær ogærkebiskopSigfrid af York. Han skal også have væretSkaras første biskop.
Kildegrundlaget er problematisk, og der findes tre forskellige, om hvem det er blevet hævdet, at de døbte kongen. Det erSigfridslegenden fra omkring1200, som angiver, at det var Sigfrid. Problemet medSigfridslegenden er, at det er en tendentiøs kilde, skrevet for at fremstille Sveriges yngstestift,Växjö, som det ældste.[2] Der findes heller ingen anden kilde, der kan bekræfte hændelsesforløbet, fx findes der ingen spor, der bekræfter eksistensen af en ærkebiskop Sigfrid af York.[2]
IfølgeAdam af Bremen skal det have væretThurgot, der grundlagde Skara stift i1014, og som døbte Ouof Skotkonungs dronning og børn. En missionær ved navn Sigfrid skal være kommet til Sverige, men først1016.[3] Derimod nævner Adam intet om, hvem der døbte kongen. Det har ført til antagelser om, at det måtte være sket tidligere og være gjort af en engelsk missionær, der ikke repræsenterede Adams eget stift iHamborg.Saxo udpeger en engelsk missionær ved navn Bernhard. Han havde virket i Skåne, men var inden kommet til Danmark sammen medKnud den Store i1019.Snorre Sturlasson skrev iHeimskringla, at den, som døbte Oluf Skotkonung, var den engelske missionær Sigurd, der havde været iOlav Tryggvasons hird, inden han trådte i svensk tjeneste efter slaget ved Svold. Hverken Saxo eller Snorre går i detaljer om, hvad der skete, og det er måske grunden til, at den mere indholdsrigeSigfridslegende har vundet popularitet.
Det eneste, som kilderne er helt entydige om, er, at det var en engelsk missionær, som døbte Oluf Skotkonung. Navnene Sigurd/Sigfrid hos Snorre Sturlasson ogSigfridslegenden har desuden stor lighed. Det er kun iSigfridslegenden, at selve lokaliteten angives. Årstallet1008 kommer derimod fra en fjerde kilde:Bruno af Querfurt berettede, at en kristen fyrste blev døbt det år. At det var Oluf Skotkonung er et gæt, men det kan ikke udelukkes, at det, Bruno omtalte, måske var ubekendtvendisk fyrste. Allerede i slutningen af 10. århundrede var der præget mønter i hans navn med tydelige kristne motiver, så måske havde han derfor allerede antaget kristendommen langt tidligere. På mønterne står rex, denlatinske betegnelse for konge:OLAF REX, ligesom ordetSIDEI er blevet tolket som en forkortelse afSi(gtuna) Dei, dvs. Guds Sigtuna.[4][5]
En vigtig begivenhed for religionsskiftet i Sveriges var, at Oluf Skotkonung tillod, at landets første bispesæde blev oprettet iSkara1014. Västergötland var blevet kristnet i løbet af anden halvdel af det10. århundrede, og området var de kristne præsters indgangsport til Sverige. Rejser over Østersøen blev i reglen undgået af Hamburg-stiftets præster på grund af det omfattende sørøveri dér. De tog helst landvejen langs vestkysten og derfra gennem Väster- ogÖstergötland for at nå frem til Mälardalen (de dybe skove iTiveden ogKolmården var også yderst farlige). Valget af Skara somstiftsstad frem for Sigtuna, som havde været en kristen by siden grundlæggelsen i970'erne, behøver ikke kun at skyldes, at Västergötland var det førstelandskab, der blev kristnet. En forklaring kan være, at Oluf Skotkonung ville gøre Hamborgbispens indflydelse så lille som mulig og dermed også den tysk-romerske kejsers. Af samme grund fik de engelske missionærer støtte.[kilde mangler]
Oluf Skotkonung er den første, som slogmønt i Sverige. Det skete omtrent samtidig med de første mønter i Norge. Ligesom de første danske mønter bar de kongebilleder og indskrifter. Mønterne har stor lighed med samtidige engelske pennies, og det var sandsynligvis den samme mester,Godwine, der udformede mønterne i de tre lande. Han stammede fra England. På Olufs første mønter omtales han som "Olof, konge i Sigtuna", men senere som "Oluf sveernes konge". Samtidigt blev der grundlagt nye byer i alle de tre nordiske riger. Byer, som i reglen lå i udkanten af kongens magtområde, muligvis med det formål at understøtte de kristne kongers ambitioner i ellers hedenske områder. Den by, som Oluf (eller muligvis hans far Erik) grundlagde, varSigtuna, hvor også møntværkstedet lå. Dér er bl.a. fundet møntstempler. De stempler, der blev benyttet i dette værksted, bar dog ikke indskriften Oluf, men Knud. Det har ført til spekulationer om, at Knud den Store en tid regerede over byen, men intet andet støtter denne påstand.[6]
Ifølge kirkehistorikeren Adam af Bremen skulle Oluf Skotkonungs kristne tro have ført til utilfredshed blandt de hedenske sveer. De afsatte ham derfor og indsatte i stedet hans (ligeledes kristne) sønAnund Jakob som konge. De sidste år af sit liv fungerede han derfor efter eget valg kun somvasalkonge i Västergötland. Snorre Sturlasson angiver et andet motiv til sveernes beslutning. Årsagen skulle have været utilfredshed med Olufs langvarige krig mod Norge, som også havde medført, at landene på den anden side af Østersøen havde frigjort sig fra svensk overhøjhed. Snorre skrev, at Olufs uvilje mod at lytte til gode råd var anledningen til, at Upplands lovmand Torgny sammen med sin vestgøtiske kollega Emund og Västergötlands jarl Ragnvald på sveernesting fik afsat Oluf og valgt sønnen i stedet.[7] Oluf fik derpå Västergötland og lov til at beholde sin kongetitel som kompensation. Anund Jakob var dog hans overkonge. Det varede imidlertid ikke længe, før far og søn var blevet så forsonede, at Oluf kunne regere som medkonge frem til sin død i vinteren 1021-22. Adam af Bremen skriver, sandsynligvis fejlagtigt, at Oluf først døde i 1030'erne.
En oplysning om, at Oluf skulle ligge begravet i Husaby i Västergötland, stammer fra 1740’erne, mens 100-200 år ældre kilder oplyser, at det er i Skara ellerLinköping. Den udpegede grav i Husaby er ikke gammel nok til at kunne være hans.[kilde mangler]
Det findes mange forklaringer på, hvorfor Oluf fik tilnavnetSkotkonung, oprindeligtskotkonongær. En tolkning går ud på, at det peger på kvindensskød, fordi Oluf angiveligt blev født vedkejsersnit, eller fordi han blev valgt til konge, inden han var født. Hvis navnet oprindeligt varskotkonung, kan det betyde, at han havde tilbragt en periode iSkotland. Disse tolkninger er dog højst usikre. Andre forklaringer er dog endnu mere kontroversielle; fx at det var en dialektal udtaleGötkonung, ellerSkattkonung i betydningen lydkonge. Ingen af disse forklaringer støttes af kildematerialet, og de er udelukkende baseret på tolkning af ordetskotkonongær.
TolkningenSkatkonge i betydningen møntkonge kan derimod have en vis sandsynlighed: Oluf Skotkonung var den første konge som slog mønt i Sverige. En anden tolkning afSkattkonung, som heller ikke kan bevises, er, at Olof var den første, der indførte gebyr forleding, når den udeblev. Det udvikledes til skat i den moderne betydning.
Endelig findes der tolkninger, der tager udgangspunkt i, at navnetskotkonongær først optræder i kilder i slutningen af 13. århundrede. I første omgang bruges det i forbindelse med omtale af hansdonationer til Skara stift.Skotkonongær kan derfor have haft betydningengavekonge og være blevet tildelt Olof med det formål at underbygge stiftets krav på jorder. Det eneste tilnavn der kendes før, stammer fra SnorresHeimskringla, hvor han for at skelne ham fra de norske konger Olav Tryggvasson ogOlav Haraldsson kaldte hamOlav den Svenske.
På et togt tilVendland havde han taget Edla, en datter af en vendisk høvding, til fange og gjorde hende til sinfrille. Senere giftede han sig med Estrid, der var en kristen (obotritisk) fyrstedatter.