| Olav den Hellige | |
|---|---|
 | |
| Konge af Norge | |
| Regerede | 1015–1028 |
| Regent | Olav den Hellige |
| Ægtefælle | Astrid Olofsdatter |
| Børn | Magnus den Gode Ulvhild af Norge |
| Far | Harald Grenske |
| Mor | Åsta Gudbrandsdatter |
| Født | 995 Ringrike |
| Død | 29. juli1030 Stiklestad |
Olav II (Haraldsson) den Hellige (Oláfr hinn helgi) (995 –29. juli1030 iSlaget ved Stiklestad) varNorges konge fra1015 til1028. Han blev i sin levetid kaldt Olav den Digre. Olav blev kåret som helgen 1031 og anerkendt af Denromersk-katolske kirke ogDen ortodokse kirke. Hans dødsdag den 29. juli fejres stadig som folkefester i Norge og påFærøerne. Hansattribut er endaneøkse, som han blev slået ihjel med.
Det antages, at han blev født iRingerike som søn af Åsta Gudbrandsdatter og Harald Grenske. Det er blevet hævdet i en senere eftertid, at han nedstammede fraHarald Hårfager, men slægtskabet støttes ikke af samtidige kilder. Når Olavsskjalde omtalte ham som Haralds arvtager, mente de ikke Hårfager, mens hans far Harald Grenske.[1]
Harald Grenske døde, mens Åsta var gravid med Olav. Hun giftede sig senere med storbonden Sigurd Syr, som var en fredelig, klog og lovkyndig mand.
I 12-årsalderen drog Olav ud på sit første vikingetogt til den østlige del afØstersøen. Senere tog han på togter til landene omkring Østersøen. Under et af togterne mødte han iDanmarkjomsvikingenTorkil den Høje, som han allierede sig med. Derefter hærgede de sammen iEngland, hvor de bl.a. forgæves angrebLondon. I1011 indtog deCanterbury efter enbelejring.[2]
Olav påberåbte sig et kald om at samle Norge til et rige. På vej hjem efter et togt til det sydligeSpanien overvintrede han hos hertugRichard 2. af Normandiet i det nordøstligeFrankrig. Denne region havde normannere - norske og danskevikinger - erobret i881, og de fik lov til at beholde området ved at forpligte sig til ikke at angribe resten af landet. De skulle også forsvare landet mod fremmede magter.
På vej hjem mod Norge tog Olav til England, hvor han i 1014 hjalp anglo-sakserkongen Æthelred 2. med at erobreLondon fra danerne. Ved den lejlighed blevLondon-broen revet ned. Olav blev så rigt belønnet af Æthelred for hjælpen, at han i stedet for sitlangskib købte et handelsskib. I1015 kom han tilbage til Norge sammen med fire engelskebiskopper.
Olav kom tilbage til et religiøst splittet Norge. EfterOlav Tryggvasons død vedSlaget ved Svold blev Norge delt mellem sejrherrerne: danskekongen, svenskekongen og ladejarlerne. I Norge tjente man først og fremmest familien, som blev styret af familiens mandlige overhoved. Blodhævn var almindelig. Det var svært at forene riget, og der var ingen grobund for indførelse af kristendommen. Imidlertid var ættesamfunnet i tilbagegang. Landet havde udviklet sig til at være et land medbygder og småriger, med høvdinge og småkonger. Herredsting oglagting var også etableret. Alligevel skulle det blive svært at kristne og forene landet, der blev regeret af jarler og høvdinger som Erling Skjalgsson, Kalv Arneson, Hårek på Tjøtta og Tore Hund, som først og fremmest tænkte på ættens fremgang.
Noget af det første Olav gjorde, var at tageErik Jarls (963 – 1024) søn, Håkon, til fange og forvise ham til England, hvor Eirik jarl boede.
Derefter begyndte han at udvide sin magt ved først at blive småkonge i sin hjemstavn Opplandene (distrikterne nord for Oslo Fjord). Kristningen ventede han med. Efter slaget modSvend Jarl i Langesundfjorden blev han konge overViken ogAgder. Derefter tog han tilTrøndelag, hvor han blev kronet til konge; (senere blev han også kronet i Inntrøndelag. På rejsen mod syd blev han også kronet i det ene ting efter det andet. Dermed var han snart konge over det sydlige Norge.Han sluttede fred med svenskekongen, og som en del af aftalen giftede han sig med hans datter. Men inden brylluppet havde svenskekongen giftet hende bort til fyrst Jaroslav iNovgorod. For at bøde på det, rejste den svenske konges anden datter til Norge og giftede sig med Olav. Efter brylluppet rejste Olav til Hålogaland (Nordnorge) og blev også kronet der og var dermed i princippet konge over hele Norge.
Landet styrede Olav fra Borg, (Sarpsborg), den by han selv grundlagde i 1016. Byen Borg blev Norges hovedstad, og kongen lod bygge vold rundt om hele byen. Dele af volden findes i dag.
Kristendommen var på denne tid begyndt at få fodfæste i Norge. Mange var kun kristne af navn, men fulgte ikke den kristne tro så nøje. Der var besluttet på lagtingene rundt om i Norge, at kristendommen skulle indføres. Nogle steder var det problematisk at kristne folket.Snorre Sturlason beretter om folk, som blev dræbt eller lemlæstet, når de nægtede at skifte til den nye tro. Olav tog fire biskopper med fra England. Den vigtigste af dem var biskop Grimkjell. Han var Olavs nærmeste i kirkesager.
Olav blev dræbt islaget på Stiklestad.
I Klemenskirken blev Olavs kiste sat påalteret i 1031 - et år efter sin død. Den kirke var målet for de førstepilgrimsrejser til Trondheim. I2016 fandtarkæologerne fundamenter fra en kirke i en baggård mellem Søndre gate og Krambugata, ved Peter Egges plads. Her lå en kirke rejst omkring1015, og man mener, det er Klemenskirken, hvor Hellig-Olav lå på alteret i 25 år.[3]
Nidarosdomen blev senere bygget som hans gravkirke. Hellig-Olavs kultus var så stærk, at den overlevedereformationen.[4] Den mest specielle afbildning af ham er nok på ensøjle i Fødselskirken iBetlehem; maleriet dateres tilbage til omkring1160.[5]
Ifebruar1564 gikErik 14. af Sverige til angreb påTrøndelag. Hans hærfører, Claude Collard, indledte et skrækvælde medgalger påTrondheims torv og områderne rundt. Mange ledende mænd blev hængt,formuerne beslaglagt, og borgere og bønder tvunget til svensk krigstjeneste. Efter sit nederlag22. maj1564[6] stjalClaude Collart somkrigsbytte kisten med den døde Hellig-Olav, og det, Collart antog, varOlav den Helliges hjelm og sporer; men de svenskesoldater orkede ikke at slæbe den døde Olav helt til Sverige, og lod kisten stå iStjørdal. Derfra blev kisten i juli samme år ført tilbage tilTrondheim i triumf. Hjelmen og sporerne hang imidlertid på fornemste plads iStorkyrkan iStockholm i mere end 300 år som svenskernes mest skattede trofæ. I 1800-tallet blev det fastslået, at ejendelene tværtimod havde tilhørtOlav Engelbrektsson; men først i maj1997 blev de hentet tilbage tilÆrkebispegården i Trondheim.[7]
 | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
| Foregående: | Norges regenter | Efterfølgende: |
| Erik Jarl ogSvend Jarl (dansk/svensk styre) (1000–1015) | Knud den Store (dansk styre) (1028–1030) |
| (ca. 872–1319) |
|  |
|---|---|---|
| Borgerkrigstiden (1130-1240) | ||
(1240-1319) | ||
| Folkungaslægten (1319–1387) | ||
| (1388–1412) | ||
| Huset Pommern (1389–1442) | ||
| Huset Wittelsbach (1442–1448) | ||
| Huset Bonde (1449–1450) | ||
| Huset Oldenborg (1450–1814) | ||
| Huset Holsten-Gottorp (1814–1818) | ||
| Huset Bernadotte (1818–1905) | ||
| Huset Glücksborg (siden 1905) | ||
