BetegnelsenNorden angiver de fem nordiske riger. Betegnelsen menes at hidrøre fratysk og henviser til beliggenheden i forhold tilTyskland[1].
De nordiske lande udgør en region iNordeuropa og Nordatlanten, som består afDanmark,Finland,Island,Norge ogSverige, og deselvstyrende områderÅlandsøerne (del af Finland),Færøerne (del af Danmark) ogGrønland (del af Danmark).Samerne har også en grad af uafhængighed.Skandinavien bruges undertiden som synonym for Norden, men i de nordiske lande opfattes disse som to forskellige ord, især fordi Skandinavien pr. definition består af landene Danmark, Norge og Sverige.
Regionens fem suveræne stater og tre autonome regioner deler en meget fælles historie samt fælles træk i deres respektive samfund, såsom politiske systemer, sprog og den nordiske model.
Politisk udgør de nordiske lande ikke en selvstændig enhed, men til gengæld samarbejder de iNordisk råd. Sprogligt er landene homogene med tre uafhængige sproggrupper, dennordiske som hører til deindoeuropæiske sprog ogfinsk ogsamisk, som hører til deuralske sprog, såvel som deteskimoisk-aleutiske sproggrønlandsk, som tales iGrønland. De nordiske lande har en samlet befolkning på 27.688.062 (2021) indbyggere spredt ud over et areal på 3.5 million km² (Grønland tegner sig for 60% af arealet).
Nordens historie er den fælles historie i de nordiske lande Danmark, Norge og Sverige samt de selvstyrende områder Ålandsøerne (tilhører Finland) samt Færøerne og Grønland (tilhører Danmark).
Ivikingetiden og den tidligere middelalder betegnedes Norden eller Nordlandene som denordgermanske stammers område, det vil sige Sverige, Norge, Danmark, Island og Færøerne, men ikke Finland. I dette område talte man et fælles sprog og havde en fælles kultur.
Færøerne, Island og Grønlands tilknytning til Nordlandene begyndte i vikingetiden og i den tidligemiddelalder blev de første nordiske riger grundlagt.
Kalmarunionen omkring år 1400.
I en del af middelaldertiden var Norden forenet under den danske krone gennemKalmarunionen (officielt1397-1524). Unionen ophørte reelt, da Sverige udtrådte i 1521. Norge fortsatte med at være en del af Danmark til1814, da Norge indgik en tvunget personalunion med Sverige. De nordatlantiske øer, som oprindelig var norske, fortsatte med at tilhøre Danmark. Norge blev selvstændigt i1905, Finland i1917 og Island i1944.
Foreningen Norden er grundlagt i 1919 for at udbygge det nordiske samarbejde og forståelse. Der blev oprettet afdelinger i alle de nordiske lande. Foreningen havde en aktiv politisk rolle i forbindelse med stiftelsen af de nordiske institutioner Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd og var med i påvirkningsarbejdet, der bl.a. førte til pasunionen, socialkonvention og sprogkonvention.
På trods af det tætte samarbejde i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd er der betydelige forskelle i landenes europæiske integration. Danmark, Finland og Sverige er medlemmer af Den Europæiske Union (EU), mens Norge og Island er medlemmer afEFTA. Alle lande er medlemmer afDet Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) og en del af Schengen-området. Norge og Island er med i Schengen-området gennem en associeringsaftale med EU. Schengen-samarbejdet og retten tilfri bevægelighed og ophold i medlemsstaterne har på mange måder "opslugt" den nordiske pasunion og det fælles nordiske arbejdsmarked.
Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd arbejder aktivt med EU-spørgsmål. Siden september 2017 har Nordisk Råd et kontor i Bruxelles. Formålet med Bruxelles-kontoret er at etablere kontakter mellem Nordisk Råd ogEuropa-Parlamentet. Nordisk Råds første repræsentant i Bruxelles er Matilda af Hällström.[2]
2: bosættere afJämtland er afnorsk – mere specifiktTrøndersk – oprindelse, og deres forfædre grundlagde deres egen stat, som svarer til den islandske fristat, reguleret afJamtamot, samling af frie mænd.
^Nudansk Ordbog, bd 2, s. 67. Samme forklaring gives iOrdbog over det danske sprog, mensSalmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XVII (1924), s. 1081 blot nævner ordets brug om Danmark, Norge og Sverige.
.jpg)
