Nordøstpassagen er betegnelsen for densørute gennemIshavet, som adskilligeopdagelsesrejsende siden1500-tallet har forsøgt at finde nord omRusland ogSibirien for at forbindeEuropa ogØstasien.
Teorien om, at der fandtes en nordøstlig passage fra Europa til Asien og Stillehavet går tilbage til begyndelsen af 1500-tallet. Den forekommer blandt andet iPaulus Iovius (der skrev efter storfyrsteDimitri Gerrassimows diktat):Das Buch von der Botschaft Wassilis, des Moskauer Grossfürsten, an Papst Klemens VII in welchem wahrheitsgetreu die Lage des Landes das den Alten unbekannt war, die Religion, die Sitten des Volkes sowie die Ursachen der Botschaft werden, udgivet i 1525, oprindeligt på latin, senere også på andre sprog.[1]
Den første ekspedition med henblik på at finde nordøstpassagen, det vil sige vejen til Indien langs Europas og Asiens nordlige kyst, udgik fra England i 1553 under SirHugh Willoughby ogRichard Chancellor. Willoughby nåede antagelig til sydøenJuzjnyj ostrov afNovaja Zemlja, men omkom sammen med hele sin besætning enten afskørbug eller afkulilteforgiftning, efter beslutning om at isolere skibene mod den bitre arktiske kulde[2] under overvintringen påKolahalvøens kyst. Chancellor nåedeDvinaflodens udmunding samt vendte 1554 hjem efter en venlig modtagelse i Rusland til England og grundlagde den vigtige handelsforbindelse medhvidehavsområdet for England.[3] Kort efter, i 1556, komStephen Burrough tilNovaja Zemljas sydkyst og øenVajgatj, hvor han opdagede en veludviklet russisk skibsfart helt tilObs munding. MedArthur Pets ogCharles Jackmans rejse i 1580, hvor vesteuropæiske skibe for første gang sejlede ind iKarahavet, endte de engelske nordøstsejladser for en længere tid.
De af englænderne opgivne nordøstekspeditioner blev med stor iver overtaget af hollænderne. Med store omkostninger udrustede man til dette formål tre år efter hinanden, 1594–1596, ekspeditioner, blandt hvis ledereWillem Barents er den mest kendte. Under den første rejse undersøgtes Novaja Zemljas nordligste del. Den anden, med hensyn til udrustning den mest storartede, medførte ingen vigtige resultater, og også den tredje mislykkedes i sit hovedformål, at finde en vej nord om Asien, men var i geografiens historie af største betydning med opdagelsen afBjørneøen ogSpitsbergen, samt ved at være den første overvintring i de højarktiske egne. Ekspeditionen indefrøs ved Novaja Zemljas nordøstlige spids (Ishavnen), hvor levnene fra vinterkvarteret i 1871 blev genfundet af den norske skipper Elling Carlsen. Barents og flere af mandskabet døde under hjemrejsen, der blev foretaget i åbne både. De overlevende nåedeHolland under ledelse af Jacob van Heemskerk.
De hollandske ekspeditioner afsluttede de ældre forsøg på at finde nordøstpassagen, og da Hudson allerede i 1607 forgæves havde søgt en rute nord om Spitsbergen, hvilken rejse endnu mindre manede til efterfølgelse, ophørte så godt som alle polarrejser med rent kommercielt formål i begyndelsen af det1600-tallet samtidig med, at spaniolernes og portugisernes svindende magt gjorde vejen syd om Afrika mindre farlig for andre nationer.
Først i 1676 gennemførte Wood en rejse til Novaja Zemlja, der påkaldte sig opmærksomhed ved på ny at rejse diskussionen om muligheden for at anvende polarhavet til skibsfart. Ekspeditionen reddede en del af den erfaring, som hvalfangerne havde indhentet om forholdene i ishavet, fra forglemmelse. Af større vægt var imidlertid de ekspeditioner, som russerne gjorde for at udvide deres herredømme i det nordlige og nordøstlige Asien. Allerede i begyndelsen af 1600-tallet nåede nogle af de kosakker, som Rusland har at takke forSibiriens erobring, til ishavets kyst. Forsøgene på at følge kysten mod øst strandede dog i begyndelsen på ishindringer og kosakkernes manglende erfaring i skibsfart, men rygter om store øer i nord og begæret efter rige fangstmuligheder æggede snart til nye rejser. Den mest bemærkelsesværdige af disse rejser blev foretaget af kosakken Desjnevs. I 1648 forlod hanKolymas udmunding på en rejse øst på, formåede efter utallige vanskeligheder at sejle rundt om Asiens østligste hjørne og ankom i 1652 til flodenAnadyr, der udmunder iBeringstrædet.[4]
Udforskningen af den asiatiske ishavskyst blev imidlertid først systematisk efter, atPeter den Store havde besluttet at fastlægge sit riges grænser i denne retning. Under ledelse af danskeVitus Bering sejlededen store nordiske ekspedition i 1728 fraKamtjatka mod nordøst, passerede gennem det stræde ind i ishavet, der er opkaldt efter ham, men vendte snart tilbage uden at som følge af tåge kunnet få den nærliggende amerikanske kyst i sigte. De mest bemærkelsesværdige bedrifter under disse ekspeditioners tid varMalygins ogSkuratovs rejse fraArkhangelsk tilOb 1734–1737,Ovzyns rejse fra Ob tillJenisej i 1737,Prontsjisjevs ogKhariton Laptevss rejser fraLenas udmunding vest på til nærheden af Asiens nordspids 1735–1742, ogDmitrij Laptevs og Lassinius’ rejser fra samme udmunding mod øst tilKolyma ogKap Buor-Khaja samme år. Alle disse ekspeditioner foregik til søs. På en slæderejse nåedeTjeljuskin i 1742 Asiens nordligste odde. En overvejende korrekt kortlægning af ishavets kyst var derved opnået. DeNysibiriske øer, der ligger ud for kysten, besøgtes først afIvan Ljakhov i 1770 og undersøgtes nærmere afMatt. Hedenström 1809–1811 og af P.F. Anjou i 1823.
Yderligere bidrag til Spitsbergens topografi og naturforhold fik man ved den første tyske polarekspedition i 1868, v. Heuglin og Zeil i 1870, den norske nordhavsekspedition 1877 og 1878,A.G. Nathorst ogG. De Geer 1882 samt fra den svenske polarstation vedKap Thordsen 1882–1883 og fra flere norske fangstskippere, som man blandt andet havde at takke for opdagelsen af en del øer nord for Spitsbergen. Disse skipperes utallige rejser skaffede desuden oplysninger om isforholdene i havet mellem Spitsbergen og Novaja Zemlja, hvilket tillige blev gjort til genstand for undersøgelser af ikke mindre end fire hollandske ekspeditioner 1878–1881.
Kortlægningen af Novaja Zemlja blev udført underF.P. von Lütkes fire ekspeditioner 1821–1824 og Pachtussovs to rejser 1832–1835, samtKarl Ernst von Baer 1837, der udførte naturhistoriske undersøgelser, men ved sin udtalelse omKarahavet som polarbækkenets "iskælder" længe afskrækkede forskerne fra al forskning i disse egne. En helt anden erfaring blev imidlertid vundet efter, at norske skippere i 1868 var begyndt at bedrive fangst ved Novaja Zemlja. Allerede i 1870 lykkedes detE.H. Johannesen at sejle rundt om hele dobbeltøen, og Karahavet befandtes ved flere tilfælde at være helt og holdent isfrit. Tankerne på nordøstpassagens gennemførlighed begyndte derfor atter at dukke op, men den østrig-ungarske ekspedition under Weyprecht og Payer, som 1872 først udgik for at søge den, mislykkedes ganske deri. Dampskibet "Tegetthoff" satte sig fast i isen ved Novaja Zemljas nordspids og drev nord på, til man den 31. oktober 1873 standsede ved en hidtil ukendt kyst, som fik navnetFrans Josefs land og i foråret 1874 under slæderejser undersøgtes op til 82° 5’ n. br. I åbne både foregik samme år rejsen tilbage til Novaja Zemlja. En lysende fremgang oplevede derimod de svenske ekspeditioner til disse egne under Nordenskiöld. Både 1875 og 1876 nåede han over Karahavet Jenisejs udmunding og fik ved de der under vundne erfaringer tiltro på nordøstpassagens mulighed.
En detaljeret plan for en ekspedition i det asiatiske ishav blev indgivet i juli 1877 til kongOskar 2., som sammen med den bekendte mecenatOskar Dickson i Göteborg og den russiske købmandAlexander Sibiriakov lovede at afholde omkostningerne ved foretagendet. Til ekspeditionens gennemførelse indkøbtes sælfangstdampskibet "Vega", som ved orlogsværftet i Karlskrona blev udrustet på den svenske stats bekostning. Ledelse og mandskab bestod af frivillige fra den svenske flåde, og deres aflønning blev ligeledes for størstedelens vedkommende betalt med offentlige midler. Til chef på "Vega" udså man løjtnantLouis Palander, som sekond tjenestegjorde løjtnantE.C. Brusewitz. Den videnskabelige stab bestod af docentenF.R. Kjellman, botaniker, fil. drA. Stuxberg, zoolog, med.kand.E. Almqvist, læge, den italienske løjtnantG. Bove, hydrograf, den danske løjtnantA. Hovgaard, meteorolog og magnetiker, samt den finske løjtnantO. Nordqvist, bistående zoolog og tolk. Den 22. juni 1878 afsejlede "Vega" fra Karlskrona og ankom, efter korte besøg i København og Göteborg, den 17. juli til Tromsø, hvor ekspeditionens leder, Nordenskiöld, gik ombord.
Da "Vega" nogle dage senere påbegyndte rejsen øst på, havde det følgeskab af det lille dampskib "Lena", som var blevet bygget på Sibiriakovs bekostning for trafik på Lenafloden og da blev ført af den norske søkaptajnChr. Johannesen. Uden at have set nogen tegn på is nåede begge fartøjer den 30. juli samojede-bebyggelsen Chabarova, beliggende vedJugor Sjar, det sund, som adskiller øenVajgatj fra fastlandet. Der mødte man dampskibet "Fraser" (kaptajnEmil Nilsson) ogbarkskibet "Express" (kaptajn Gundersen), begge udrustede af Sibiriakov dels for at fragte varer til Jenisej, dels for at medføre kul til ekspeditionens hovedfartøj. Hele flåden hejsteanker den 1. august.Karahavet blev passeret på seks dage og viste sig at være næsten helt isfrit. Nogle af ekspeditionens medlemmer foretog der under på "Lena" en udflugt tilBeli Ostrov og den modstående kyst afJalmal, hvor efter hele ekspeditionen samledes i den ved Jenisejs udmunding beliggendeDicksons havn. Der deltes skibene den 9 august i to afdelinger: "Fraser" og "Express" afsejlede for at losse deres last noget længere oppe i Jenisej, "Vega" og "Lena" fortsatte rejsen øst på. Også under denne del af rejse gav is kun ringe indflydelse på fremfarten, men så meget mere hæmmedes denne af tæt tåge, som i det ukendte og yderst mangelfuldt kortlagte farvand nødvendiggjorde den største forsigtighed. Efter landgang på et par mindre holme samt iAktinia bay påTaimur-øen, ved hvilke lejligheder mulighederne for at foretage videnskabelige iagttagelser og indsamlinger blev udnyttede, ankom man den 19. august til den gamle verdens nordligste odde,Kap Tsjeljuskin, som aldrig før var blevet nået af noget skib. Efter at som minde om besøget have rejst envarde, dampede ekspeditionen videre, forlod kystfarvandet og tog kurs direkte mod deNysibiriske øer. Store ismasser forhindrede dog snart videre fremtrængen i denne retning, og man måtte igen sejle i den isfrie rende, som fortsat var langs kysten.
Under rejsen syd på langs Taimurhalvøens østlige kyst fandt man, at denne på de ældre kort var blevet forlagt alt for langt mod øst: "Vegas" kurs gik i disse egne ifølge kortene over land. Et kort besøg gjordes den 24. august på den ud forChatangas udmunding beliggendePreobrasjeni-ø, og der fra gik rejsen på ny mod øst på et fuldstændigt isfrit hav, som dog blev stadig mere lavvandet jo nærmere, man komLenas udmunding. Natten mellem den 27. og 28. august, på det åbne hav nord for denne flodsdelta, skiltes "Vega" fra "Lena", som senere lykkeligt nåede sit rejsemål, det i hjertet af Sibirien beliggendeJakutsk. "Vega" fortsatte nu sin rejse alene. Et planlagt besøg på de Nysibiriske øer måtte opgives på grund af kysternes lavvandede karakter, men is syntes fortsat kun i ringe omfang. Først efter, at man den 31. august havde passeretSvjatoinos, begyndte isen at tiltage i mængde og tykkelse, og tegn på vinterens begynden viste sig:Bjørneøerne passeredes den 3. september i snevejr, de følgende dage begyndte ny is at danne sig mellem de stadig tættere isstykker, og det tiltagende mørke tvang Palander til at ligge stille om natten. Under hele strækningen fra Jugor Sjar havde man ikke set spor af mennesker eller menneskeboliger, men ud forKap Sjelagskoj, som blev nået den 6. september, fik "Vega" besøg af et par skindbåde fyldte medtjuktjere, hvilket folk man først da lærte at kende. Rejsen gik nu som følge af is stadig langsommere, og den 12.–18. september måtte "Vega" vedIrkaipij (Nordkap) afvente fordelagtigere isforhold. Efter endnu nogle dages kamp mod isen i det lavvandede farvand var man den 28. september sejlet forbi den odde, som mod øst begrænserKoljutsjin baj, men der viste det sig umuligt at komme videre. "Vega" blev fortøjet ved en isblok, som var strandet på grundt vand 1,4 km fra kysten nær tjukterbebyggelsenPitlekaj, og snart indså man, at man måtte forberede sig på at overvintre der, skønt stedet ingenlunde var sikkert. "Vega" vinterhavn var beliggende ved 67° 4’ 49" n. br. och 173° 23’ 2" v. lgd fr.. Greenw., 1,4 km. fra land, 120’ fra Ostkap. Overvintringen forløb i alle henseender lykkeligt trods den åbne red. Til trods for det tidvis stærke ispres led skibet ikke nogen skade, og mandskabet var helt befriet fra polarekspeditionernes plage, skørbugen.
Indefrysningen betragtedes af Nordenskiöld i begyndelsen som et tilbageslag, men en rig erstatning derfor vandt man ved mulighederne for at udføre forskning på snart sagt alle naturvidenskabernes områder, som derved tilbød sig. Resultaterne af denne forskning blev for størstedelens vedkommende offentliggjort i det af Nordenskiöld udgivne værk "Vega-expeditionens vetenskapliga iakttagelser" (5 bd, 1882–87). Blandt dem må nævnes Nordenskiölds egne iagttagelser om nordlys samt om tjuktjernes levevis, de meteorologiske og magnetiske observationer, som vedvarende foregik i et på fastlandet af is opført observatorium og siden bearbejdedes af H. Hildebrandsson og A. Wijkander, samt de storartede botaniske, zoologiske og etnografiske samlinger, som efter hjemkomsten en tid blev udstillede i Stockholm og senere beskrevne af deltagerne i rejsen og af andre forskere. Den 18. juli 1879 brød isen omkring "Vega" op, og to dage der efter passeredes Ostkap iBeringstrædet. Under rejsens fortsættelse besøgtes i videnskabeligt formålSt Lawrence bay ogKonyam bay på den asiatiske samtPort Clarence på den amerikanske side af Beringstrædet. Der efter anløb manSt. Lawrence-øen den 31. juli ogBering ø den 14.–19. august, og den 2. sept. sejlede ekspeditionen ind iJokohamas havn "efter at have fuldført nordøstpassagen uden tab af en eneste mand, uden sygdom blandt besætningen og uden skade på fartøjet", som et der fra afsendttelegram meddelte til hjemlandet. IJapan gjordes et længere ophold, og under hjemrejsen sønden om Asien besøgtesHongkong,Labuan,Singapore,Ceylon ogAden, hvor efterSuezkanalen passeredes og flere europæiske kystbyer blev anløbet. Overalt fejrede ekspeditionens leder og medlemmer store triumfer for det geografiske stordåd, som de havde udført. Den 24. april 1880 blev "Vega" modtaget i Stockholms havn med storartede festligheder.
Blandt opdagelsesrejser i havene omkring Novaja Zemlja må nævnesE.H. Johannesens rejse 1878, hvor under øenEnsomheden blev opdaget, samt englænderenLeigh Smiths besøg på Frans Josefs land 1880 og overvintring der 1881–1882.
Nordenskiölds efterfølgere på vejen øst på fik der imod i almindelighed kun ringe fremgang: dampskibet "Oscar Dickson", udsendt af den for åbning af skibsfart til Sibiriens floder ivrigt virkende Sibiriakov, forliste 1880 nær Jenisejs udmunding; den danske "Dijmphna-ekspedition" under Vega-farerenA. Hovgaard indefrøs i september 1882 i Karahavets is sammen med den hollandske polarekspeditions skib "Varna", og slap først fri et år senere af isfængslet, hvor efter hjemrejsen indledtes.
Blandt forskningsrejser, som forøgede kendskabet til de asiatiske polaregne må nævnesFerdinand von Wrangels rejser langs Sibiriens kyst øst for Kolymas udmunding og slæderejser på isen nord om 1821–1823,Th. v. Middendorffs rejse på Taimur-halvøen 1843 samt Tolls og Bunges ekspedition til de Nysibiriske øer 1886.
Havet nord for Beringstrædet har efter Franklin-ekspeditionernes tid blot af en større ekspedition været valgt som forskningsfelt: den amerikanske"Jeannette"-ekspedition underG.W. De Long. Denne afgik d. 8. juli 1879 fraSan Francisco, men allerede den 4. september samme år indesluttedes skibet af isen i nærheden af Wrangels land og blev efter en langvarig drift den 13. juni 1881 overgivet af besætningen ved 77° 13’ n. br. Rejsen fortsattes i både mod den sibiriske kyst, de Nysibiriske øer blev anløbet, og den 16. og 17. september landede to af bådene ved Lenas udmunding. Om den tredje savnes alle underrettelser. De Long selv og en stor del af hans besætning omkom af hunger og kulde under omkringflakken i floddeltaet, og hele den geografiske gevinst af ekspeditionen blev opdagelsen af tre små øer nordøst for det Nysibiriske arkipelag. En af de til "Jeannettes" undsætning udsendte ekspeditioner, ledet af kaptajn Berry på "Rodgers", bestemte i 1881 nærmere begrænsningen af Wrangels land og nåede den højeste nordlige breddegrad (73° 44’), som er opnået nord for Beringstrædet.
I1932 lykkedes det forOtto Juljevitj Sjmidt (Otto Schmidt) at rejse fraArkhangelsk tilStillehavet medisbryderenAljeksandr Sibirjakov. Tidligere ekspeditioner havde været nødt til at overvintre undervejs.
Med vigendehavis iArktis er det nu muligt, omend farligt, at besejle Nordøstpassagen.[5] Ifølge det russiske isbryderselskabRosatomflot blev ruten benyttet fire gange i2010. Det antal var steget til 46 i2012.[6]
