Nihilisme (aflatinnihil, intet) er et synspunkt, der benægter eksistensen af et objektivt grundlag forerkendelse,moral eller samfundsorden. Udtrykket bruges ogsåpolemisk om kritikere afreligion eller den politiske orden (anarkisme). I daglig tale betegner nihilisme benægtelsen af en positiv tilgang. Nihilismen indeholder en absolut forrang afindividet, der udelukkende følger sine egne indskydelser og ønsker, og for hvem alt er tilladt. Går det nihilistiske synspunkt så langt, at der tvivles på individet selv, mister selv disse indskydelser og ønsker enhver betydning. Som følge heraf forkastes det, at den menneskelige tilværelse skulle have mening, formål eller essentiel værdi.
ForfatterenIvan Turgenjev gjorde begrebet "nihilisme" populært.
1733 brugte den tyskefilosofFriedrich Lebrecht Goetz ordetNeinismus (nejismme) hhv.nihilisme som litterær term. Nogen år senere forsøgte denteosofiskemystikerObereit, at underminereImmanuel Kantshypostasering af subjektet som erkendelsesteori med en spekulativ metode, som han i 1787 benævntenihilisme. Hos Obereit betegnernihilisme en metodisk ødelæggelse af al naturlig viden om verden, således at det eneste tilbageblivende er bevidsthed uden indhold. Begrebet blev første gang brugt om "absolutering afnegationen" i enfilosofisk betydning i et brev fraFriedrich Heinrich Jacobi tilJohann Gottlieb Fichte fra 1799, hvori Jacobi kritiserer Fichtes filosofi.[1]
Ifilosofien betegnernihilisme forskellige synspunkter, der benægter det værdimæssige grundlag for et specifikt område, f.eks. moralsk nihilisme mht. moral, æstetisk nihilisme mht. æstetik eller metafysisk nihilisme mht. hele verden. I moderne filosofi bruges termen ikke meget, idet begrebet er blevet meget flertydigt og negativt ladet. Oftest bruges betegnelsennihilismen i eneksistentialistisk kontekst, hvor det benægtes at livet og universet skulle have et objektivt formål eller værdi, og så længe man er til i et meningsløst univers, må man finde sin egen mening med tilværelsen, men betegnelsen bruges også om mere specifikke synspunkter, om f.eks.moral,metafysik eller politik
Eksistentialistisk nihilisme er det synspunkt, at livet ikke har nogen objektivt betydning eller værdi, og kun de fysiske love bidrager til vores eksistens. Derfor benægtes det, at den menneskelige eksistens skulle have værdi eller formål. Dette kan kombineres med et synspunkt, at så længe man er til, må man skabe sin egen mening med tilværelsen. Synspunktet findes f.eks. hosJean-Paul Sartre ogAlbert Camus.
Moralsk nihilisme (elleretisk nihilisme), er denmetaetiske opfattelse, at moral ikke besidder nogen objektiv virkelighed, og derfor er ingen handling rigtig eller forkert. Moralske nihilister accepterer måske objektiviteten afnaturvidenskaben, men forkaster, at moral og etik skulle være noget objektivt givet. En moralsk nihilist vil mene at f.eks. den som dræber et andet menneske, uanset grunden til drabet, hverken gør noget rigtigt eller forkert. Nogle moralske nihilister mener at moral i virkeligheden ikke eksisterer, og blot en menneskeskabt ting. Således kan nihilismen blive tilamoral, eksempelvis forde Sade.
Politisk nihilisme afviser nødvendigheden af basale sociale og politiske strukturer, f.eks.regering,familie oglove.Leo Strauss har skrevet en indflydelsesrig analyse af politisk nihilisme.[3]Inden forlitteratur knyttede denrussiskeforfatterIvan Turgenjev (1818-1883) iromanenFædre og sønner (1862) begrebet til en gruppe unge, russiske radikale, der stod for etpolitisk program, der på visse punkter mindede omanarkisme. De delte dog ikke anarkismens fulde afvisning af, atstaten kunne spille en positiv rolle. Ideen bag den politiske, eller russiske nihilisme var at nedbrydesamfundet og de eksisterende værdier, for at skabe et mere frit samfund.
Metafysisk nihilisme er det synspunkt, at verden som sådan, inklusive alt i den, ingen værdi har. ForfatterenH. P. Lovecraft skildres ofte som metafysisk nihilist, idet han beskriver et univers domineret af meningsløse onde guder, og om sin litteratur siger "at menneskelige love, interesser og følelser er absolut uden betydning og validitet i det vældige kosmos."[4]
Radikal nihilisme er på den ene side troen på, at der i sidste instans ikke er givet noget fundament for viden, etik og ret. Og på den anden side bevidstheden om at ikke engang fraværet af fundament, kan tjene som udgangspunkt for (forkastelse af) viden, etik og ret. Radikal nihilisme, vender sig i lyset af manglen på universelle, objektive og ahistoriske givetheder, mod de historisk og kulturelt overleverede muligheder for erkendelse og moralsk / politisk handling, velvidende at det sande og det gode er kontingente fænomener der i sidste instans bygger på tro.
Som student varNietzsche begejstret forLudwig Feuerbach og tiden op til Martsrevolutionen,[5] men vendte sig i efteråret 1865, væk herfra og tilSchopenhauers filosofi, fordi han før var blevet konfronteret med Stirners nihilisme.[6]Friedrich Nietzsche („Intet“ er det sidste ord iArthur Schopenhauers hovedværkVerden som vilje og forestilling.) henviste under sin brug af ordet til Turgenjev, i forbindelse med de "russiske nihilister, og han mente hermed tabet af værdi af de øverste og meningsgivende normer i et samfund. I Nietzsches bogHinsides godt og ondt optræder en "kvindelig russisk nihilist", der taler om en pessimisme, der ikke blot siger nej, men snarere "gør" nej."[7]For Nietzsche er nihilismen den overbevisning, at der ikke findes nogle absolutte sandheder og værdier. Heraf udstrømmer en tro på den absolutte værdiløshed og meningsløshed.[8] Han betragter nihilismen som et resultat af en historisk proces, der er foregået fra oldtidens Grækenland tilkristendommen. Tabet af gudstro fører til en destruktion af verdensopfattelsen og dermedentwertung aller bisherigen Werte, at alle hidtidige værdier mister deres værdi.[9]Kants filosofi indledte religionens og den metafysiske tros endeligt, hvilket betyder at også naturvidenskaben mister sit fundament, og at der ikke mere findes nogen absolut sandhed, eller nogen målestok for moralen. Alligevel ville nihilismen i sin fuldkomne form være en virkeliggørelse af bestræbelsen efter sandhed.[10] Nietzsche mener vi kun kan få meningen tilbage ved at finde nye værdier, der ikke kommer fra fornuften, men i stedet fra en villet accept af verden.[11] I stedet for gud som verdens grundlag opstiller Nietzsche tanken omden evige tilbagekomst af det samme, at alt allerede er sket uendeligt mange gange og vil gentage sig i det uendelige. Den, det lykkes at skabe nye værdier gennem enomvurderng af alle værdier er fremtidens menneske,overmennesket, der både er Antikrist, overvinder af gud såvel som antinihilist og betinger af intet.[12] Det nye menneske drives afviljen til magt, udtrykt i begrebetamor fati (kærlighed til skæbnen.)[13]
IfølgeMartin Heidegger skyldes nihilismen værensglemsel, og ser teknikken som udbredelse af nihilistisk tænkning. For Heidegger kan vi kun undslippe nihilismen ved at overvinde metafysikken.
INihil Unbound: Extinction and Enlightenment, skriverRay Brassier at den nutidige filosofi har fortrængt den traumatiske viden omuddøen, og søger i stedet at finde mening i en verden, der er betinget af ideen om dens egen tilintetgørelse. Brassier kritiserer således bådefænomenologi oghermeneutik, der forsøger at bygge meningen ind i verden. Idet han i stedet trækker på tænkere somAlain Badiou,François Laruelle,Paul Churchland, ogThomas Metzinger forsvarer han synspunktet, at verden er meningsløs i sig selv. I stedet for at undgå nihilismen mener Brassier, at vi skal omfavne den som sandheden om verden. Brassier konkluderer at universet har sit fundament i intet,[14] men også at filosofien er "udslettelsens organ", at det kun er fordi at livet har sin egen udslettelse som betingelse, at der overhovedet findes tanker.[15]
Karl Popper bestrider at livet helt kan være meningsløst, i det man selv kan skabe en mening med livet, således at kun dele af livet forbliver meningsløst.
Hans Jonas mener at årsagen til nihilismen skyldes manglen af ennaturfilosofi, der er tilpasset den moderne naturvidenskab, og mener at en sådan godt kan udarbejdes.[16]
Hermann Schmitz mener at nihilismen skyldes, at man i vesten har glemt kroppen, som Schmitz mener er grundlaget for al mening.[17]
Sitcom-serienSeinfeld ses ofte om en manifestation af nihilisme påTV. I serien beskrives Seinfeld som et "show om ingenting", de fleste af episoderne er om bagateller, og hovedpersonerne tenderer til at være amoralske. Denne følelse af absurditet, danner enironisk form for humor.
Markis de Sade, hvoreftersadisme er opkaldt , betegnes ofte som en tidlig nihilist, idet han skildrer et livssyn, hvor den eneste mening er individets egen nydelse på bekostning af andre.[19]
Nej! Jeg vil ikke vide af nogen harmoni! Netop fordi jeg elsker menneskene, kan jeg ikke acceptere den. Nej, må jeg så beholde de uhævnende lidelser og min ulindrede harme, selvom jeg ikke skulle have ret. For resten har menneskene sat harmonien alt for højt. Vi har ikke råd til at betale så dyr en entré. Derfor skynder jeg mig at levere indgangsbilletten tilbage. Jeg gør simpelthen en ærlig mands pligt. Derfor gør jeg det. Det er ikke Gud jeg ikke accepterer, Aljosja, jeg respekterer Ham fuldt ud, jeg sender ham bare billetten høfligt tilbage.
“
Ivan Turgenjev bruger i bogenFædre og sønner nihilisme som betegnelse for en gruppe russere, der var kritisk over for samfundet og ville nedbryde systemet.
H. P. Lovecraft skildres ofte som metafysisk nihilist, idet han beskriver et univers domineret af meningsløse onde guder, og om sin litteratur siger "at menneskelige love, interesser og følelser er absolut uden betydning og validitet i det vældige kosmos."[4] Verden har for Lovecraft en en iboendeondskab, og den overbevisning lå til grund for hans beundring forpuritanerne, fordi de "hadede livet og hånede den plathed, at det var værdt at leve".[20] Lovecrafts syn på verden afspejles fx i historienFaraonernes fange, der blev trykt iWeird Tales i maj 1924: "Bort fra byen i retning af det nye museums romerskekuppel og videre på den anden side af den gådefuldeNil, som eræoners ogdynastiers moder – strakte denlibyskeørkens truende sandmasser sig moodhorisonten i et bølgende, flimrende farvehav, fyldt med en ondskab, hvis rødder rækker længere tilbage endoldtiden selv…"[21]
I nutiden knytterhorrorforfatteren og essayistenThomas Ligotti iThe Conspiracy Against the Human Race an til Lovecraft, idet han modsat optimismen fremfører, at den blot er et forsøg på at "fortrænge det faktum, at vi ikke er andet end langsomt rådnende kød på smuldrende knogler, overgivet til et kosmisk og eksistentielt tomrum."[4]
^Friedrich Nietzsche: Genealogie der Moral, Abschnitt 27
^Wolfgang Röd: Friedrich Nietzsche. Abschnitt 7: Der Nihilismus, in: Rainer Turnher, Wolfgang Röd, Heinrich Schmiedinger: Lebensphilosophie und Existenzphilosophie (Die Philosophie des ausgehenden 19. und 20. Jahrhunderts 3), Geschichte der Philosophie, hrsg. Von Wolfgang Röd, Band XIII, Beck, München 2002, 100-104
^Elisabeth Kuhn: Stichwort „Nihilismus“, in: Henning Ottmann (Hrsg.): Nietzsche-Handbuch, Metzler, Stuttgart 2011, 293–298, hier S. 297.
^Wolfgang Röd: Friedrich Nietzsche. Abschnitt 7: Der Nihilismus, in: Rainer Turnher, Wolfgang Röd, Heinrich Schmiedinger: Lebensphilosophie und Existenzphilosophie (Die Philosophie des ausgehenden 19. und 20. Jahrhunderts 3), Geschichte der Philosophie, hrsg. Von Wolfgang Röd, Band XIII, Beck, München 2002, S. 100–104, hier S. 104.
