Neuropeptider er kemiske signaler ihjernen. Det erpeptider (dvs. småproteinlignende molekyler), der produceres og udskilles af den eneneuron (nervecelle) og reagerer og påvirker en anden nervecelle, en kirtelcelle eller en muskelcelle. Oprindeligt er neuropeptider defineret som signalmolekyler, der udskilles og virker i hjernen og derigennem styrer kroppens aktivitet på bestemte måder i en bred vifte afhjernefunktioner, herundersmertestilling, belønning,sult, mæthedsfornemmelse,metabolisme, socialadfærd inkl.sex,læring oghukommelse.[1][2] Men andre signalmolekyler i nervesystemet, som oprindeligt blev opdaget i andre biologiske systemer, isærkemokiner,vækstfaktorer ogpeptidhormoner, deler kendetegnene med klassiske neuropeptider og kan også betragtes som neuropeptider.
Der kendes 90gener, der koder for mere end 100 neuropeptider inddelt i mange superfamilier. Inden for en superfamilie af neuropeptider kan der være meget små, men betydningsfulde forskelle mellem to neuropeptider. Et forstadie (precursor) kan rumme flere neuropeptider, og et neuropeptid kan reagere med flerereceptorer. Specificiteten af et neuropeptid fremkommer ved alternativ splicing,proteolytisk efterbehandling og andrepost-translationelle modifikationer.[3][4]
Vincent du Vigneaud vandt i 1955Nobelprisen i kemi for for at isolere, identificere strukturen og lave totalsyntese af det første cykliskepeptid, neuropeptidetoxytocin.
Neuropeptider kan være så små molekyler som et tripeptid (bestående af treaminosyrer seTRH), men de fleste neuropeptider består af mellem 10 og 40aminosyrer.
Neuropeptider er relateret tilpeptidhormoner, og i nogle tilfælde har peptidhormoner også neuronale funktioner som neuropeptider. Sondringen mellem neuropeptid og peptidhormon har at gøre med de celletyper, der frigiver og reagerer på neuropeptidet. Neuropeptiderne dannes af og udskilles fra neuronale celler (primærtneuroner, men ogsågliaceller for nogle peptider) og signallerer til naboceller (primært neuroner). I modsætning hertil udskilles peptidhormoner fra endokrine celler og transporteres bort gennem blodet til organer og væv, hvor de fremkalder et svar.
Neuropeptiderne syntetiseres ligesom proteiner og andre peptider. Det primære synteseprodukt er et forstadium, en precursor, et pro-neuropeptid eller et prepro-neuropeptid, der efterbehandles vedenzymatisk fraspaltning af en eller flereaminosyrer til det aktive neuropeptid. Nogle neuropeptider bliver ændret vedα-N-acetylering, α-amidering eller glutaminyl-cyklicering. Efterbehandlingerne kan være vævsspecifikke og modificerer eller ændrer et neuropeptids aktivitet.
De sekretoriske granula, der transporterer neuropeptiderne kaldes på engelsk large dense core vesicle (LDCV) i modsætning til de små synaptiske vesikler med neurotransmitterne. Frigivelsen af de store vesikler og de små vesikler reguleres forskelligt.Efter exocytose reagerer neuropeptider med neuropeptid-receptorer på nærliggende celler, og i modsætning til neurotransmitterne, som genbruges, så genbruges neuropeptiderne ikke efter reaktion med en receptor.
Generelt virker neuropeptiderne påG-protein-koblede receptorer med en efterfølgendesignaltransduktion, der har mange specifikke virkninger, se f.eks.opioid-receptoren; blandt andet regulering afgenekspression, lokalblodstrøm,synaptogenese ogcellemorfologi. Nogle neuropeptider har tendens til at have langvarig effekt, og nogle har slående virkninger på adfærden.
Neuropeptider findes i dyreriget ihvirveldyr,trævlemunde,sækdyr,leddyr,bløddyr,ledorme,rundorme,fladorme ognældecelledyr og kan inddeles i 65 neuropeptidfamilier.[5]Der kendes mere end 100 humane neuropeptider og mange lignende eller ens peptider med samme eller beslægtet funktion i dyr. Der kendes også en hel del dyriske neuropeptider med specifikke funktioner.[6]