Ennavnedag er den dag som ifølgealmanakken er tilegnet personsfornavn.
Skikken at fejre navnedag opstod i den tidlige kristnekirke, nærmest for at reducere betydningen affødselsdagsfejringen. Denne blev opfattet som en hedensk og ukristen skik. At fejredåbsdag og navnedag blev set som mere passende end at fejre den dag, man blev født ind iarvesynden.
De tidlige navnedage var hovedsagelig knyttet til en liste overhelgener ogmartyrer, og navnedagene blev fejret mere til deres ære end til en særskilt person. Hverken navnedagsfejring eller fødselsdagsfejring havde særlig betydning iSkandinavien på denne tid. De tidligste eksempler på navnedagsfejring er fraSverige i1600-tallet, og da mest i de øvre samfundslag.
Til at begynde med fandtes ingen standardiserede lister over navnedage, men i1747 fik Sverige en officiel almanak. To år senere blev navnedage inkluderet i denne almanak. Fra denne tid har navnedagsfejring været almindelig i store dele af Sverige ogFinland. I begge lande opdateres navnedagslisten jævnligt for at få den størst mulige del af befolkningen med. De katolske lande fejrer navnedage efter en officiel liste fraVatikanet, men i mange lande, heriblandtNorge ogDanmark er navnedagsfejring aldrig slået an.
Der er for få eller ingenkildehenvisninger i denne artikel,hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angivetroværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.