"Nationbuilding" (nationsbygning) er et teoribegreb inden forinternational politik oghistorisk sociologi.
I en historisk kontekst er det betegnelsen på en proces fra etablering af en statsmagt til en nationalt integreretnationalstat, hvor befolkningen føler en udstrakt grad af nationalidentitet. Oftest er denne proces påbegyndt af en kulturel eller politisk elite ("nationsbyggere"), men efterhånden breder nationalfølelsen sig i større lag af befolkningen.
I en nyere politisk kontekst anvendes begrebet om omdannelsen af tidligere autoritære regimer til stater, der hylder værdier som frihed og demokrati. En sådan proces betegnes også af og til som "democracy building".
En anerkendt norsk forsker definerer begrebet som opbygning af politisk stabilitet og ”oppslutning om samlende institusjoner på tvers av lokale eller etniske eller religiøse lojaliteter.”[1] Der har i litteraturen været nogleafgrænsningsproblemer mellem definitionerne pånationbuilding ogstate-building. State-building bruges dog oftest i en snævrere betydning om opbygning af politiske institutioner, ofte med hjælp fra eller ved intervention af udefra kommendemilitære styrker, mens nation building i bredere betydning også omfatterkulturellenormer, der sigter mod at skabe en fælles identitet.[2]
I en snæver dansk ramme er nuancerne mellem disse begreber mindre udtalt på grund af den langenationalstatslige tradition, hvor ensuverænstat opererer i en nationalstatslig ramme.
I denordiske lande var perioden franationalromantikken indledningen til nationsbygingsprocessen. Virkemidler i nationsbyging kunne være skabelse af nationalt skriftsprog, skrivning af historieværker om landets historie som konstruerede en kontinuitet bagud i tid for denne befolkningsgruppe, og skolebøger, hvor man oplærte børn i nationale holdninger. For dansk nationsbygning fremhæves ofte isærGrundtvig.
IVesttyskland ogJapan ville man efter2. verdenskrig fraallieret side genopbygge en nationalitetsfølelse, der var koblet sammen med vestlige værdier om frihed ogdemokrati, og de to lande fremhæves ofte som de mest succesfulde forsøg på at initiere en nationsbygning.
Efterkommunismens fald omkring 1990 blomstredenationalismen op i Østeuropa. Især i forbindelse med udviklingen af demokrati og nationalitetsfølelse i disse nye frigjorte stater blev nationbygning aktuelt. Der gennemførtes forskellige internationale aktioner, som havde til formål at skabe stabilitet i krigs- eller borgerkrigsramte områder.
De internationale aktioner havde to primære mål:
Kravene til nationsbygning kan sammenfattes i 3 punkter:
I politologisk teori opfattes nationsbygning som etidealistisk projekt, mensrealister og neo-realister anser strategien som et principielt brud påmagtbalancen.
Golfkrigen 1990-91 var første gang, USA involverede sig militært i en konflikt uden for det amerikanske kontinent efterBerlinmurens fald og var formeltsanktioneret af FN’ssikkerhedsråd. PræsidentGeorge H. W. Bush udtrykte forventning om, at direkte militær indgriben overfor en anden stat ville være unødvendig fremover. Efter11. september 2001 blev Saddam Husseins besiddelse afmasseødelæggelsesvåben, støtte tilterrorisme samt undertrykkelse af det irakiske folk benyttet som argument for den amerikanske afsættelse afSaddam Hussein med henvisning til Sikkerhedsrådets resolution 1441. Imidlertid har senere undersøgelser fastslået, at resolution 1441 ikke var et tilstrækkeligt grundlag til at føre krigen i Irak.[4] IAfghanistan gav FNs sikkerhedsråd den 20. december 2001 mandat til at der oprettedes en international sikkerhedsstyrke – ISAF – iKabul. Mandatet blev i august 2003 videregivet tilNATO.
Det langsigtede mål, at opbygge demokratiske stater med velfungerende institutioner i Irak og Afghanistan, blev ikke gennemført i det første årti efter 11. september- angrebet. Nationsbygning har tværtimod vist sig at være en både bekostelig og langvarig strategi, og en generel undervurdering af religiøse konflikter og lokale værdier har besværliggjort projektet. Samtidig har bådeUSA og dets allierede oplevet stigende modstand mod krigsførelsen blandt deres egne befolkninger.[5]