 | Der er ingenkildehenvisninger i denne artikel,hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvisblive slettet(maj 2012) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
Nationalromantikken er en åndshistorisk retning. Nationalromantikken er den gren afromantikken, som beskæftiger sig med folk og folkekultur.
Dennationalromantiske retning, også kaldtHeidelberg-romantikken, tager udgangspunkt i filosoffenJohann Gottfried von Herders tanker om folkekultur. Han havde allerede i1770'erne udgivet to samlinger medfolkeviser (Volkslieder I og II) fra forskellige dele afEuropa. Herder ville bevise og begrunde, at ethvert folkeslag havde sin egen separate kultur. Samtidigt skabte Herder begrebetVolkstum (det nationale, det folkelige eller nationalitet), som blev vigtig for den nationalromantiske bevægelse.
Under trykket fraNapoleonskrigene bredte den nationalromantiske vækkelse sig til mange af de tyske stater. Nu kombrødrene Grimm til at stå centralt. Alt det, der kunne knyttes til nationens eller folkets historie, blev anset som værdifuldt, og det skulle formidles gennem kunsten. For i folkekulturen, ofte forstået som synonymt medalmuekulturen (bondekulturen) hos bønder og fiskere, mente man at finde den reneste og naturligste form for kultur. Almuekulturen havde ifølge nationalromantikken udviklet sig gennem århundreder i en nær kontakt med naturen. I denne sammenhæng snakkede man omdas gesunkene Kulturgut, som var glemt af overklassen og i byerne, men som havde overlevet i landsbyerne.
I lande somSverige,England ogFrankrig var der opstået en politisk kultur allerede før år1800. Her fik nationalromantikken ikke nogen større betydning for den folkelige og politiske udvikling. I stedet blev nationalromantikken en intellektuel og æstetisk retning, der efter få årtiers blomstring forsvandt fra disse lande.
Det gik anderledes i lande, der i år 1800 var styret af enevældige (undertiden udenlandske) fyrster. Her satte nationalromantikken en folkelig og politisk vækkelse i gang.
ITyskland fik bevægelsen betydning for modstanden modNapoleons overherredømme. I begyndelsen af1800-tallet bredte bevægelsen sig til lande somDanmark,Grækenland,Polen ogNorge.
Overalt medvirkede nationalromantikken til at sætte den nationale identitet i stedet for1700-tallets patriotiske følelser overfor fyrsten.
Både i Europa og i andre verdensdele har mange af de nationale befrielsesbevægelser haft deres nationalromantiske perioder. I en større sammenhæng har nationalromantikken haft betydning for undertrykte folkeslags stræben efter selvstyre. I denne forbindelse har nationalromantikken ofte virket som en fødselshjælper for folkestyre.
Den danske nationalromantik kan spores tilbage til den dansk-norske filosofHeinrich Steffens, der efter studier i Tyskland indleder en række forelæsninger på Københavns Universitet 11.11.1802 på Elers Kollegium. Steffens taler bl.a.om en skjult åndelig enhed i naturens mangfoldige forbundne processer.[1] Inden for kulturlivet (billedkunst,filosofi,historieskrivning,folkemindeforskning,musik oglitteratur) havde nationalromantikken sin store blomstringstid iguldalderperioden (1803-1848), mens indflydelsen påarkitekturen først kom mange år senere.
Den nationalromantiske dyrkelse af almuen og bonden var med til at bane vejen for det politiske demokrati i Danmark.
Indtil 1840 var guldalderens kulturpersonligheder ganske vist tilhængere af enevælden, og de (fx Kierkegaard ogOehlenschläger) havde konservative synspunkter. I1840'erne optogDet nationalliberale parti nationalromantiske synspunkter. Dette parti medvirkede til en underminering af enevælden og af dendansk-tyske helstat.
Treårskrigen (1848-1850) fremkaldteÅnden fra '48. Det nationale sammenhold, som krigen skabte, gav stødet til, at Danmark i 1849 fik Europas friestegrundlov. Det betød, at mange kom til at opfatte folkestyre og fædrelandskærlighed som to sider af den samme sag.
Indtil 1840 fandtes nationalromantikken især hos eliten. MenB.S. Ingemanns sange og historiske romaner medvirkede til at udbrede nationalromantiske synspunkter i det menige folk.Ånden fra 1848 fremmede nationalromantiske holdninger i alle dele af folket.N.F.S. Grundtvig var kritisk overfor nationalromantikerne, som han kaldtenaturalister på grund af den romantiske dyrkelse af naturen. Grundtvigs kritik forhindrede dog ikke, at nogle af hanstilhængere blev påvirkede af nationalromantikken.
Nationalromantikken medvirkede til at skabe ensammenhængskraft i samfundet, der fik betydning for udviklingen af det danske demokrati.
Efter den tabtekrig i 1864 blevDe Nationalliberale kritiseret for denEjderpolitik, der efter manges mening havde ført til tabet afSønderjylland. I første omgang var det dog kun den nationalliberale politik, der blev kritiseret, mens de nationalliberale ideer stort set gik ram fri. Der skulle gå 20 år efter 1864, før nationalromantikken blev udsat for en sammenhængende kritik.
Langt ind i1870'erne varDe Nationalliberale landets kulturelite, der dominerededen offentlige mening.
I 1884 stiftedeViggo Hørup dagbladetPolitiken. Her blev nationalromantikken kritiseret i den form, som den fandtes hosHøjre og hosgrundtvigianerne. Hørups kritik gjorde, at eftertiden især husker de negative sider af nationalromantikken, mens bevægelsens betydning for den folkelige sammenhængskraft i samfundet og for udviklingen af folkestyret har fortonet sig.