Musik framiddelalderen er musik fra tiden mellem ca. år 500 og 1400. Musikken er i stort omfanganonym og domineres i størstedelen afkirkelig musik specieltden gregorianske munkesang. Først oppe i 1300-tallet bliver det almindeligt, at der erkomponistnavn på musikken. Nogenlunde samtidig vinderflerstemmig musik frem. Her spillerArs nova en markant rolle.
Først med den kristne oldkirkes sang, der endnu er bevaret iden romersk-katolske kirke, får vi et musikalsk monument af betydning, den såkaldte "gregorianske kirkesang", hvor den enstemmig førte melodi i fri rytme følger ordets accenter. Særlig interesse har denne sang, fordi den må antages at stå i forbindelse med antikken og sandsynligvis også har optaget rester af den jødiske tempelsang i sig. PaveGregor den Store (død 604) har man hidtil tildelt æren for at have samlet og kodificeret den gregorianske sang, men dette er dog draget i tvivl. I tonal henseende følger den, ligesom al middelalderens musik, ikke vore nuværende tonearter,dur ogmol, men de gamle kirketonearter, i alt 8 i antal, hvoraf de 4 "autentiske" efter en sagnagtig overlevering skulle skyldes kirkefaderenAmbrosius (d. 397), de 4 »plagale« Gregor den Store. I virkeligheden er de efterdannelser efter de antikke græske såkaldte oktavrækker. De ældste middelalderlige musikoptegnelser er komne til os opskrevne med de såkaldte "neumer", middelalderens specielle nodeskrift, oprindeligt accenttegn. Af lignende art i melodi og nodeskrift må den græske kirkes sang oprindelig have været, men senere blev den byzantinske kirkesang (Basilius og Athanasius. 4. århundrede) noget for sig, også i retning af toneskrift (Johannes Damascenus, død 766).[1]
Helt forskellig fra det europæiske system udviklede arabernes musik sig, rimeligvis med sit udgangspunkt hos perserne. Tonesystemet er her ikke diatonisk, men et særdeles findelt kromatisk system, med 17 tonetrin inden for enoktav. I middelalderen nåede den arabiske musik til høj blomstring (alfarabi, 10. århundrede). Det menes, at den europæiske kultur skal skylde araberne flere vigtige instrumenter, såledeslut,obo og strygeinstrumenterne (arabisk "rebab").[2]
Den gregorianske sang blev normgivende for udviklingen i Europa, det vil altså sige, at denne fandt sted i nær tilslutning til antikken.Teodorik den Stores minister, den ædle og lærdeBoëtius (død 526), har i sinDe musica givet en teoretisk fremstilling af den dengang hendøende græske musik, og på dette værk levede man højt i middelalderens klosterceller. Musikken selv blev imidlertid stående i sin udvikling hundreder af år igennem — af lutter antik lærdom kom man ikke af stedet.[2]
Udviklingsdygtige skud skød vel nok den gregorianske sang i de skønne hymner og "sekvenser", som er os overleverede, især i det for sin rige musikkultur kendte kloster iSankt Gallen (Notker, Tuotilo), men kun inden for den en gang givne gregorianske ramme. Først henad 10. århundrede får vi efterretning om noget nyt, nemlig de første rå forsøg på flerstemmighed, lutter kvart- eller kvintparalleller, det såkaldte "organum"; tidligere har den flamske munk Hucbald (død 930) fået navn som "opfinder" af dette organum, men det er åbenbart ældre end han.[2]
Noget efter dette fremskridt følger et andet, forbedring afnodeskriften. Indtil da havde man væsentlig kun benyttet de alt nævnte "neumer", der i grunden kun kunne gøre tjeneste som en slags hukommelsestegn for den, der kendte vedkommende melodi i forvejen. Fremskridtet i nodeskriften bestod dels i anvendelsen af et liniesystem med tilhørende "nøgle", dels i omdannelsen af de mange forskellige formedeneumetegn til en ensartet punktskrift, "noder". TonelærerenGuido af Arezos (død 1050) navn er særlig knyttet til disse forbedringer. Fra omtrent samme tid, men ikke som før antaget, hidrørende fra Guido selv, stammer det ejendommelige middelalderlige tonesystem heksakorden ellersolmisationen med sin lidet tilfredsstillende inddeling af tonerne i grupper på 6 toner (ut, re, mi, fa, sol, la) med forbigåelse af den langt naturligere inddeling efter oktaver. For den gregorianske sang passede solmisationen vel, men derimod dårligt for den senere udvikling.[2]
Mensuralmusikkens opkomst i det 12. århundrede medførte en betydelig udvikling af harmoni og rytme. Man var nu kommet ud over det primitive organum standpunkt, hvor to stemmer fulgte hinanden i parallelle skridt med lige rytmiske værdier. I stedet derfor satte mensuralmusikken til den givnecantus firmus een eller flere modstemmer med ulige rytmiske værdier og ofte i modbevægelse. Alt efter stemmernes antal talte man om en discantus, om en triplum eller en quadruplum, mens man begyndte at skelne mellem forskellige kunstformer, motetus, conductus, copula, hoquetus etc. Koral-nodeskriften måtte nu give plads for de mere sammensatte mensuralnoder med ulige rytmiske værdier. Denne såkaldte diskantus-periode strækker sig over et par århundreder. Rå og famlende er disse første forsøg på flerstemmighed, men man kan ikke se bort fra den opfindsomhed og kunstneriske drift, der ofte præger dem, og stor bet.ydning har denne periode haft som banebryder for den efterfølgende kontrapunktik.[2]
Diskantuskunsten synes navnlig at have hjemme i Frankrig og i England, særlig rager domskolen vedNotre Dame i Paris frem, hvor også de første komponistnavne dukker frem (Léonin, Perotin,Pierre de la Croix). Systemet fremsattes af tonelærere som Franco af Köln, Franco af Paris, Walter Odington, senereJean de Muris ogPhilippe Vitry. Mere populære, men derfor ikke mindre udviklingsdygtige Former for Flerstemmighed opstod samtidig i den saakaldte Faux-bourdon ved anvendelse af parallelle sekster og tertser.[2]
Den verdslige musiks bærere var på denne tid ridderdigtningens musikalske repræsentanter,troubadourerne i Frankrig og minnesangerne i Tyskland, ogsåfolkevisen. Mens kirkens mænd fortabte sig i spekulation over harmoni, havde her melodien et fristed. Den instrumentale kunst varetog de fagmæssig uddannede instrumentister (ménéstrels), der i tidens løb skilte sig fra de omvandrende musikanters fri flok og, efter 13. århundrede, stiftede egne lav til varetagelse af fagets økonomiske og kunstneriske interesser.[2]
Man ved ikke meget om musikken i den tidlige middelalder før opfindelsen afnodeskriften. Stort set det eneste overleverede musikalske repertoire fra før800 er denliturgiske musik fraden romersk-katolske kirke, den gregorianske munkesang, opkaldt efter paveGregor den Store (død 602), der havde grundlagt en sangerskole,Schola cantorum, iRom. De ældste gregorianske melodier er blevet til i den tidlige middelalder efterRomerrigetsfald omkring år476. I den tidlige middelalder noteredes musikken medneumer, som blot angav om melodien skulle stige eller falde. Den gregorianske sang var enstemmig, udenharmonier ogakkompagnement af instrumenter. Den blev sunget afmunkekor ved klostrenestidebønner og vedgudstjenester.
MunkenGuido af Arezzo (ca. 980 – 1050) betragtes som grundlæggeren afnodesystemet med vandrette linjer, der gjorde det muligt præcist at angive tonen. Dermed var vejen banet forkompositionsmusikken. Omkring samtidigt begyndte flerstemmigt sang, først somparallelsang, senere som mere komplekse flerstemmige kompositioner (polyfoni).Tonaliteten i middelalderen er bestemt afkirketonearterne, der adskiller sig fra det tonesystem, vi kender i dag, ved at have firegrundtonearter udover de to der bruges stadigvæk somdur (ionisk) og renmol (æolisk):Dorisk,frygisk,lydisk ogmixolydisk.
Foruden den kirkelige musik findes der i middelalderen en levende verdslig musikkultur, for eksempelfolkeviser ogtroubadoursang. Blandt de danske folkeviser kendesDronning Dagmars vise.
I den sene middelalder blomstrede den verdslige musik med den såkaldtears nova (ny kunst), der opstod i1300-talletsFrankrig.Ars nova er bl.a. banebrydende ved at notererytme i nodesystemet (mensuralnotation), og nye genrer somballaden udvikles.
