Monofysitisme (fragræsk: μονος,monos, 'kun én' og φυσιςphysis, 'natur') er denkristologiske position, atJesus Kristus kun havde én natur (den guddommelige) i modsætning til den position fastslået iKoncilet i Chalkedon (451), hvori Kristus har to samtidige naturer: en guddommelig og en menneskelig.
Monofysitisme og dets antitesis,nestorianisme, var begge meget kontroversielle, splittende og lidenskabeligt debatterede skismaer i den tidlige kristne kirke i løbet af det første halvdel af det5. århundrede, en i forvejen kaotisk periode med germanske stammers indtog i det kollapsendevestromerske rige og medfølgende forflytning af det politiske og kristne centrum til det nuØstromerske Kejserdømme, og i særdeleshed iSyrien,Levanten,Egypten ogAnatolien, hvor monofysitisme var en populær strømning blandt folket.
Der er to hoveddoktriner, der ubestrideligt kan kaldes for monofysitiske:
Eutychianisme, opkaldt efterpresbyterEutykhes, mente at Kristi menneskelige natur blev opløst i den guddommelige "som en dråbe honning i havet". Den eutychianske monofysitisme, og Eutykhes selv, blev fordømt som kættersk på koncilet i 451.
Apollinarisme, ifølge hvilken Kristus havde en menneskelig krop, men at det guddommelige (Logos) havde fyldt denne fuldstændig, således at der ikke fandtes noget menneskelig sind (nous). Apollinarisme blev forkastet ved flere forskelligesynoder og endelig fordømt som kættersk ved koncilet iKonstantinopel år 381.
En mere moderat form for monofysitisme, som bruger formelen "Kristus er én natur fra to", det vil sige en fusion mellem de to naturer, uden at den ene fuldstændig opsluger den anden, fik større opbakning og er delvist bevaret i deorientalske ortodokse kirker.
Flere forsøg blev gjort på at forene monofysitterne med resten af kirken i slutningen af det5. og ind i det6. århundrede. KejserZeno forsøgte at finde en formulering, som kunne accepteres af begge parter; men denne blev afvist afpave Simplicius. Senere kejsere forsøgte også, men ligeledes uden held. Det er betegnende, at det er netop kejserne, som stod for dette arbejde: Kirken var blevet en stabiliserende faktor i samfundet, og kejserne ønskede at stoppe splittelsen, som var opstået.
