For mimesis indenfor evolutionær biologi: semimicry.
Mimesis er etbegreb, der navnlig bruges inden forkunst oglitteratur, hvor det refererer til kunstensefterligning afvirkeligheden. Begrebet grundlagdes af degræske filosofferPlaton ogAristoteles, der definerede mimesis som kunstensvæsen[flertydigt link ønskes præciseret].[1] Ordet er dog kendt før, men hos de to filosoffer blev det systematisk anvendt som en måde at opfatte kunsten på.[2] Ordet mimesis stammer oprindeligt fragræsk,[1] og dets rod, mimos betyder 'en person der efterligner noget'. Dets præcise betydning er svært at definere, men kan oversættes både somimitation, spejling, reproduktion, produktion ellerrepræsentation.[3] De mange betydninger af mimesis vidner om begrebets lange historie. Siden renæssancen har mimesis været et centralt begreb i kunsten, og har i dettyvende århundrede spillet en betydelig rolle indenfor for blandt andetnarratologi,moralfilosofi,postkolonialisme ogantropologi.[4]
Begrebet blev grundlagt af de græskefilosoffer Platon og Aristoteles i 300-400 tallet f.Kr. De har dog hver især deres syn på mimesis.[5] IStaten lader PlatonSokrates fremføre en kritik af kunsten og litteraturen, fordi de er mimetiske. Kunsten efterlignerfænomenerne, det, der allerede eksisterer, og fjerner sig derved fra den ideale verden.[1][6] Gennem sit talerør, Sokrates, kritiserer Platon den græske digterHomer for at benytte sig af mimesis i sitepiske digtIliaden. Homer beretter sjældent selv, men lader karaktererne fortælle og fremsætte tanker. Platon foretrækker derimod genfortælling frem for den mimetiske efterligning hvor karakterne selv beretter.[6] Genfortællingen kalder Platon diegetisk.
Aristoteles opfatter mimesis som en naturlig tilbøjelighed i mennesket til at efterligne og gengive. Dette finder han særligt udtrykt i det græske tragiske drama. Han forstår tragedien som en efterligning (mimesis) af menneskets handlinger.[5] Han ser derfor anderledes positivt på Homers digtning. I sinPoetik hyldes Homer for netop sin mimetiske fortællemåde, hvilket kan opfattes som et angreb på Platons negative opfattelse af Homers digtning.[5] I modsætning til Platon opfatter Aristoteles al kunst, også genfortællingen (diegesen), som mimetisk. Evnen til kunst er således evnen til efterligning, og Aristoteles anser denne evne som iboende i mennesket.[7]
De to filosoffers fremhævelse af enten den diegetiske fortællemåde (Platon), eller den mimetiske (Aristoteles), er blevet grundlæggende skel i opfattelsen af kunst og litteratur. Fra græsk tillatin blev mimesis til imitatio (efterligning), og frarenæssancen og op tilromantikken var mimesis et centralt begreb[8]. Denne længere periode er ofte refereret til under den samlede betegnelseklassicismen, hvis kunstsyn var stærkt påvirket af Aristoteles' mimesisopfattelse.[8] Kunsten efterligner eller imiterer virkeligheden, og er ikke noget selvstændigt, men udspringer af for eksempelnaturen eller menneskets handlinger. Denne efterligningslære var etnorm i klassicismen, men blev udfordret hen mod 1700-tallets slutning af en opfattelse af kunstværkets autonomi samt kunstens egen skabende kraft.[1] Romantikken havde en anden opfattelse af kunst end klassicismens grundlæggende idé om efterligning.[2] Her opfattedes kunstneren som skabende, og efterligning blev derved noget sekundært.[6]
Begrebet har lagt titel til den tyske filolog og litteraturhistorikerErich Auerbachs hovedværk,Mimesis fra1946. Her skriver han om virkelighedsfremstillingen i europæisk litteratur.[9]
Denfransk-bulgarskesemiotiker og filosof,Julia Kristeva har i sine undersøgelser afintertekstualitet udfordret den måde, man siden romantikken ofte har anset litterære frembringelser somoriginale kunstværker på.[10] Kristeva understreger den enkelte tekst eller værks relation, spil og påvirkning af andre tekster. En original står derfor aldrig alene, men efterligner og efterlignes af andre tekster.
Indenforpostkoloniale studier findes det beslægtede begrebmimicry. Ganske kort betegner mimicry den mimen eller efterligning afkolonimagtens normer eller værdier, der kan forekomme hos en person fra den koloniserede kultur. Mimicry er oprindeligt etnaturvidenskabeligt begreb, der betegner det fænomen, at et dyr efterligner et andet dyr (eksempelvis udseende eller adfærd) for at beskytte sig selv.
 | Spire Denne artikel omhumaniora er enspire som bør udbygges. Du er velkommen til athjælpe Wikipedia ved atudvide den. |
