| Michael Andreas Barclay de Tolly | |
|---|---|
 | |
| Personlig information | |
| Født | 16. december1761 Pamūšis,Litauen |
| Død | 14. maj1818 (56 år) Nagornoje[1],Kaliningrad oblast,Rusland |
| Gravsted | Barclay de Tollys mausoleum |
| Far | Weinhold Gotthard Barclay de Tolly |
| Mor | Margarethe Elisabeth Barclay de Tolly |
| Ægtefælle | Helene Barclay de Tolly |
| Barn | Magnus, furste Barclay de Tolly |
| Uddannelse og virke | |
| Medlem af | Akademie gemeinnütziger Wissenschaften |
| Beskæftigelse | Officer,politiker |
| Arbejdssted | Vasa,Helsingfors |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Storkors af Æreslegionen, Andreasordenen, Ridder af den kongelige og militære Sankt Ludvigsorden, Storkorsridder af Bath-ordenen, Sværdordenen med flere |
| Information med symbolet hentes fraWikidata.Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Fyrst Michael Andreas Barclay de Tolly (døbt 27. december (jul.: 16. december)[a], død 26. maj(jul.: 14. maj) 1818 ) var enrussiskfeltmarskal, der havde en fremtrædende plads iNapoleonskrigene.
Barclay blev født i enbaltisk tysk familie fraLivland. Hans far var den første af hans familie, der blev optaget i den russiske adel.[3] Barclay sluttede sig til den kejserlige russiske hær i en ung alder i 1776. Han tjente med udmærkelse i denrussisk-tyrkiske krig (1787-92), denrussisk-svenske krig (1788-90) ogKościuszko-opstanden (1794).[4](p. 172)
I 1806 fik Barclay kommando under Napoleonskrigene og udmærkede sig ved slaget ved Pułtusk samme år. Han blev såret i slaget ved Ejlau i 1807, mens hans tropper dækkede den russiske hærs tilbagetog. Han blev såret og måtte afgive kommandoen. Året efter gennemførte han vellykkede operationer i denfinske krig mod Sverige. Barclay ledede et stort antal russiske tropper omkring 100 km på tværs af den frosneBotniske Bugt om vinteren under en snestorm. For sine præstationer blev Barclay de Tolly udnævnt til generalguvernør forStorhertugdømmet Finland.[5][6](p. 26) Fra 20. januar 1810 til september 1812 var han det russiske imperiums krigsminister.[5]
Da denfranske invasion af Rusland begyndte i 1812, var Barclay de Tolly øverstkommanderende for Ruslands 1. vestlige armé, den største hær, der stod over forNapoleon.[5] Barclay fulgte denbrændte jords-taktik fra begyndelsen af den ranske invasion, selvom dette gjorde ham upopulær blandt russerne.[5] Efter at slaget ved Smolensk ikke formåede at standse franskmændene, og utilfredsheden blandt russerne fortsatte med at vokse, udnævnteAleksandr 1.Mikhail Kutuzov til øverstkommanderende, selvom Barclay forblev ansvarlig for den 1. armé.[5] Kutuzov fortsatte dog den samme brændte jords taktik og fortsatte tilbagetoget op til Moskva, hvorslaget ved Borodino fandt sted i nærheden. Barclay kommanderede den russiske højre flanke under slaget. Efter Napoleons tilbagetog fra Rusland blev Barclay en helt blandt russerne og hans taktik blev berømmet.[5] Han blev øverstkommanderende i 1813 efter slaget ved Bautzen,[5] og erstattedePeter Wittgenstein (som var blevet udnævnt efter Kutuzovs død tidligt i 1813) og ledede indtagelsen af Paris, for hvilket han blev udnævnt til feltmarskal.[5] Hans helbred svigtede ham senere, og han døde i 1818 i Tyskland på vej til at få behandling.[5]
