Enmeteorit ellermeteorsten er en sten- eller metalklump fra rummet, der haroverlevet turen ned gennematmosfæren og kan samles op på overfladen.
Så længe klumpen befinder sig i verdensrummet betegnes den enmeteoroid, eller hvis den er stor nok, enasteroide. Der er uenighed om præcis. hvor grænsen går, (et sted mellem 10m og 100m idiameter).
På vej ned gennem atmosfæren kaldes klumpen for enmeteor eller mere populært et stjerneskud, idet den begynder at gløde pga. den varme, der udvikles under opbremsningen. Er den særligt lysstærk, kaldes den for en ildkugle eller bolide.[1] Ved et mindremeteoritnedslag er der kun sjældent risiko for mennesker, men storemeteoritnedslag som iRusland i 2013 kan medføre store skader og danne storenedslagskratere.
Meteoritter navngives efter det sted, hvor de bliver fundet — typisk nærmeste by eller anden geografisk betegnelse. PåJorden er der fundet ca. 60 000 meteoritter, men de kan også findes på andrehimmellegemer f.eks. påMånen og påMars.[2]Geologisk Museum i København har en stor samling meteoritter.
Studier af meteoritter er et vigtigt videnskabeligt arbejdsfelt:
Der er (måske) fundet spor afnanober, nanobakterier, de mindste levende organismer i Mars-meteorittenAllan Hills 84001
Nogle meteoritter som f.eks.Murchison-meteoritten og Aguas Zarcas-meteoriten har vist sig at indeholde kulstof og komplekse organiske forbindelser, som er de byggesten, vigtige biokemiske molekyler er opbygget af.[3]
Da det er vigtigt at bestemme, hvorfra i verdensrummet meteoritten kom for at få det fulde videnskabelige udbytte af den, skelner man mellem:
Fald — Har meteoritten været observeret som en meteor, eller kan den på anden måde bestemmes til at være nyligt nedfalden, kaldes den for et fald. Eventuelle observationer af ildkuglen vil gøre det muligt til en vis grad at beregne meteoridens bane, før den ramte Jorden. Den korte liggetid på Jorden, hvor den er udsat for vejr og vind, betyder, at der kun når at ske en ringe grad afforvitring, inden den kan analyseres.
Fund — Har meteoritten derimod ligger i årevis, måske tusinder af år, kaldes den for et fund. Det kan her være helt umuligt at sige noget om, hvorfra i verdensrummet den stammer uden at foretage en egentlig geologisk analyse. Den vil også være forvitret fx rustet, hvis der er tale om en jernmeteorit.
Graden af forvitring angives med et indeks; W0 (ingen) - W6 (kraftig) forvitring. W står forweathering, der er det engelske ord for forvitring.
Før 1969 kendte man ca. 2100 meteoritter, heraf var ca. 60% “fald”. Siden da har man kun registreret omkring 1000 “fald” men fundet i titusindvis af meteoritter, så forholdet mellem “fald” og “fund” er rykket kraftigt. En meget stor del af de nyere fund er foretaget iørkenområder enten de kolde påAntarktis eller de varme som f.eks.Sahara ellerNullarbor iAustralien.[4]
Stenmeteoritter er de mest almindelige. De består af de samme elementer ogmineraler sombjergarterne på Jorden, f.eks.;pyroxen,olivin ogplagioklas.[5] Langt de fleste af dem har dråbeagtige mm-store indre strukturer bestående af silikatglas ogsilikat-mineraler kaldetkondruler. Denne type meteoritter kaldes derfor forkondritter. Kondritter stammer frasmåplanetlegemer dannet samtidig med voressolsystem. Nogle af dem indeholder meget små partikler afgrafit,siliciumkarbid ogdiamant, der er ældre end solsystemet.[6]
Kulkondritter er en særlig type, de er sorte ogkulstofholdige og kan indeholdeorganiske forbindelser. De formodes at stamme fra den ydre del af småplanetlegemer ellerkometkerner.[1]Murchison-meteoritten har vist et betydeligt indhold af komplekse kulstofholdige molekyler af mange forskellige slags bl.a. molekylære byggesten forDNA ogRNA.
Akondritter er stenmeteoritter, derikke har dråbestrukturer. De er meget sjældne og formodes at være løsrevet ved store nedslag på Mars og på Månen eller fra overfladen af asteroider, der har været opsmeltede på et tidligt tidspunkt.
Jern-stenmeteoritterne består af stort set lige dele jern-nikkel metal som silikater (primært olivin). De kan inddeles i to grupper; pallasitter og mesosideritter.
Pallasitter er kendetegnet ved, at silikaterne optræder i cm-store krystaller indlejrede i metalmassen. Det antages, at de stammer fra grænseområdet mellem kappen og den metalliske kerne i en asteroide, der har været udsat for en voldsom kollision, hvorved den er blevet slået i stumper og stykker og spredt i alle retninger.[6]
Bemærk, pallasitter er ikke opkaldt efter asteroiden2 Pallas, men efter den tyske zoolog og botanikerPeter Simon Pallas, der i1772 indgående havde beskrevet et fund vedKrasnojarsk iSibirien. Krasnojarsk meteoritten er netop af pallasittypen. Dette fund samt andre lignende spredt over hele kloden, brugte den tyskefysikerErnst Chladni to år senere til at argumentere overbevisende for, at meteorer rent faktisk var sten, der faldt ned fra himlen, hvilket videnskaben indtil da havde antaget for at være en forrykt tanke.[7]
Mesosideritter har en mere blandettekstur, idet indeslutningerne forekommer i mange forskellige størrelser indenfor den samme sten.
Widmanstätten-mønster i Toluca-oktaedritettenMurnpeowie meteoritten, med de for jernmeteoritter karakteristiskefingertryk, der er afsmeltningsområder dannet under nedbremsningen i atmosfærenDen største meteorit fundet i USA, den sjettestørste i verden, seen:Willamette meteorite
Jernmeteoritterne består hovedsageligt af jern med 5-20 (vægt)procentnikkel. De stammer fra kernen af småplaneter, der på et tidspunkt har været opsmeltede.
Den ældre/traditionelle strukturklassifikation, opdeler jernmeteoritterne i tre hovedgrupper baseret på forholdet mellem to forskellige jern-nikkel-legeringer kaldetkamacit ogtaenit. Legeringerne forekommer ikke naturligt på Jorden - kun i meteoritter. Kamacit indeholder 5-10% nikkel, hvorimod taenit indeholder 20-50% nikkel. Undertiden ses også andre og mere sjældne jern-nikkel legeringer som tetrataenit og antitaenit.[8]
Hexaedritter — består næsten udelukkende af kamacit. Nogle hexaedritter har såkaldteNeumann linjer, der er fine parallelle bånd, der formodes skabt ved deformation af kamacitkrystallerne under en kollision.[9]
Oktaedritetter — Er de mest almindelige, og består af både kamacit og taenit. Poleres overfladen på et tværsnit gennem en oktaedrit og ætses, fremkommer en særliglamelstruktur (Widmanstätten-mønster også kaldet Thomson struktur). Lamelstrukturen kan ikke eftergøres i laboratorier og har kun kunnet dannes ved en meget langsom nedkøling af en småplanet. Lamelstrukturen varierer afhængigt af den kemiske sammensætning og af, hvor hurtigt nedkølingen har foregået.
Ataxitter — består næsten udelukkende af taenit og er meget sjældne.
Det nyere kemiske klassifikationssystem er baseret på forholdet mellem sporelementerneGallium,Germanium ogIridium, som placerer jernmeteoritterne i klasser, der korresponderer med distinkte asteroider. Plottes nikkelindholdet mod de tre sporelementer for mange forskellige jernmeteoritter, viser det sig, at de klumper sig sammen i klynger i diagrammet. Der var oprindeligt fire klynger, og de betegnedes medromertallene; I, II, III, IV. Efterhånden som flere og flere meteoritter kom til, har man underinddelt de fire klasser ved at tilføje et bogstav efter romertallet. Senere igen har det være nødvendigt at slå enkelte undergrupper sammen igen. f.eks. er grupperne IIIA og IIIB blevet til IIIAB.[8] Denne gruppe er med ca. 300 meteoritter den antalsmæssigt største og tæller blandt andet Cape York-meteoritterne beskrevet nedenfor.[6]
Forskere har fundet, at enekstremofil mikroorganisme kan vokse på stumper af “Black Beauty”, en meteorit fraMars og i processen danne nye biomineraler, som kan være vigtige indikatorer forliv i universet[10]
Et uddrag af de vigtigste retningslinjer for navngivning:[12]
Etentydigt navn tildeles til den samlede mængde af meteoritter fra et observeret fald eller meteoritbyge.
Navnet skal tydeligt kunne skelnes fra andre meteoritnavne, og det skal viderebringe den geografiske lokalitet af faldet eller fundet.
Et etableret meteoritnavn skal forblive uforandret, uanset at det senere viser sig at være stavet ellertranslittereret forkert og kan kun ændres ved helt ekstraordinære betingelser.
Navnet skal referere til en nærliggende geografisk lokalitet og kan være floder, bjerge, søer, bugte, forbjerge og øer eller menneskeskabte lokaliteter som byer, amter, stater eller provinser, evt. parker, miner eller historiske mindesmærker. Navne på lokaliteter med stor geografisk udstrækning bør undgås, især hvis der findes mere præcise muligheder.
Ny meteoritnavne offentliggøres mindst én gang årligt iMeteoritical Bulletin, og opdateres løbende iMeteoritical Bulletin Database, som der kan søges på fra selskabets hjemmeside.
Grønlænderne har brugt metal fra meteoritterne til værktøj i mere end tusind år og har (sandsynligvis) eksporteret det til store dele af Arktis.[18]Den 20. januar 1978 udstedte Grønland et frimærke med motiver fra Cape York-meteoritterne.[19]
De mest voldsommemeteornedslag på Jorden har resulteret inedslagskratere, hvor der måske stadig findes rester - større eller mindre - af en meteor. Man regner med at undergrunden i Yucatan underChicxulub-krateret stadig gemmer på rester af meteoren, der var medvirkende til den storemasseuddøen for 65 millioner år siden (K/Pg-grænsen), hvor bl.a.dinosaurerne forsvandt. Barringerkrateret i Arizona antages at gemme på en meteorit, der er anslået til at være på 10 megatonjern ognikkel.
De ti største meteoritter[20] fundet på Jorden vejer tilsammen mere end 250 ton. På grund af deres store vægt kan mange af de store meteoritter stadig ses på deres findested.
En del meteoritter opstår ved at en primær meteorit slår et stykke af overfladen af et større himmellegeme med så stor kraft at stykket kanundslippe himmellegemets tiltrækningskraft, og efterfølgende kan indfanges af Jorden.
" Black Beauty" fra Mars, en stump købt af Københavns Universitet[22]
NWA 482 (North West Africa 482) Meteorit fraMånens bagside[23]
Allan Hills 84001 på 1,93 kg stammer fraMars, måske med spor af "biotisk aktivitet"[24]
Yamato 000593 fra Mars, måske med spor af "biotisk aktivitet"[25]
Tissint fra Mars, en del findes nu på Statens Naturhistoriske Museum.[26]
HED-meteoritter fraVesta[27] - nogle findes nu på Statens Naturhistoriske Museum.
Man regner også med at nogle meteoritter stammer frakometen Wild 2[28]
↑E.F.F.Chladni,Observation on a mass of iron found in Siberia by Professor Pallas, and other masses of the like kind, with some conjectures respecting their connection with certain natural phenomena. Philosophical Magazine and Journal of Science, 1798, vol.2, 1-8.
12Binze, D.S. Lauretta, H.Y. McSween, Jr., editors; foreword by Richard P.; T. J. McCoy; A. N. Krot (2006). "Systematics and Evaluation of Meteorite Classification".Meteorites and the early solar system II(PDF). Tucson: University of Arizona Press. s.19-52.ISBN978-0816525621. Arkiveret fraoriginalen(PDF) 8. august 2017. Hentet 15. december 2012.{{cite book}}:|first= har et generisk navn (hjælp);Mere end en|author= og|last= angivet (hjælp)
↑O. Richard Norton,Rocks from Space, Mountain Press Pub., 1998,ISBN978-0-87842-373-6, side 195.
.jpg)
