Vandreren ved verdensranden. Ukendt kunstner. Dette træsnit fremstiller etmiddelalderligt verdensbillede. Det blev første gang offentliggjort i den franske atronomCamille Flammarions bog ”Atmosfæren. Populær meteorologi.” (1888)
I mere dagligdags sprog bruges begrebet simpelthen om det, der ligger uden for denfysiske verden, dvs. det som mennesket ikke kan erkende medsanserne – for eksempelreligion,mirakler ogspiritisme.[2] Tillægsordet ”metafysisk” bliver således synonymt med ”transcendent”.
Indledningen til den 7. bog iAristoteles'Metafysik. Manuskript på latin fra 1300-tallet.
Betegnelsen ”metafysik” kan være opstået på to måder. Den første hænger sammen med, at filosoffenAndronikos fra Rhodos i det1. århundrede f. Kr. lavede den første samlede udgave af Aristoteles´ bøger. Han delte bøgerne op i to dele: 1) ”Fysikken” og 2) ”Det efter fysikken” (pågræsk ”tà metà ta phýsika” (τὰ μετὰ τὰ φύσικα)). Derved opstod betegnelsen ”metafysik”, som altså egentlig betyder ”det der står efter fysikken på reolen”.
Den anden mulighed er, atmetafysik betyderstudiet af det, der ligger uden for den verden, sommennesket umiddelbart kan sanse. ”Meta” (μετὰ ) betyder nemlig også ”ud over” eller ”hinsides”. Idetfysikken er læren om den sanselige ellerempiriske del af verden, ermetafysikken altså læren om den del af verden, som ikke er tilgængelig for sanserne - det som er ”ud over” sanserne.[3]
Metafysik er med andre ord den disciplin, der behandler de grundlæggende spørgsmål i filosofien. Klassiske problematikker og emner er:
Ontologi – studiet af væren. Hvad er væren og virkelighed?Martin Heidegger har i nyere tid undersøgt, hvadværen vil sige. I den største del af filosofihistorien er dette spørgsmål ikke blevet diskuteret meget.
Verdens oprindelse. Har verden eksisteret evigt, eller kan den siges at have haft en begyndelse? Og mere fundamentalt: Hvorfor eksisterer der noget, og ikke intet?
Spørgsmålet om, hvad der er grundlæggende i verden. Er verden dybest set nogetmaterielt (materialisme, eller er den dybest set nogetåndeligt (idealisme)? Er der en grund til, at verden er, som den er?
Spørgsmålet ombegrebernes status. SidenPlaton opstiller sin idelære, der hævder at begreber (”ideer”) findes, er dette spørgsmål et af de mest omdiskuterede i filosofien. I middelalderen kendes diskussionen somuniversaliestriden.
Spørgsmålet om etik og værdier. Findes der nogle ubetingede værdier, som mennesket skal erkende og indordne sig efter?
Sjælens karakter.Platon anser sjælen for at være immateriel og udødelig. Atomisterne, f.eks.Epikur, anser den for at være en særlig slags atomer.
Detpsykofysiske problem (også kaldt sjæl-legeme-problemet) bliver vigtigt, efter atDescartes grundlægger den modernedualisme. Et vigtigt spørgsmål er her: Hvordan vekselvirker sjælen og legemet?
Der findes to hovedtyper af metafysiske teorier:1)Substansmetafysik, som anser det værende for at bestå af substanser, altså varige ting.2)Procesmetafysik, som anser alt for at være en proces, altså en strøm.[4]
Metafysik har været diskuteret siden de tidligstegræske filosoffer. Imiddelalderen bliver metafysikken ofte benævnt ”videnskabernes dronning”. Sidenrenæssancen harepistemologien dog overtaget metafysikkens plads som den vigtigste filosofiske disciplin.
Påstanden om overhovedet at kunne sige noget om det, der går over grænserne for menneskets sanseerfaring, er gentagne gange blevet kritiseret, blandt andre afAristoteles.[5] Fra midten af 1800-tallet intensiveres denne kritik. Naturvidenskabens succes fører til, atmaterialisme ogpositivisme bliver dominerende. Disse retninger afviser muligheden for at gå ud over det sanselige. De afviser dermed også metafysikkens mulighed og anser den for at være tom spekulation.Auguste Comte anser således metafysikken for at være en førvidenskabelig tankegang.Karl Marx ogFriedrich Nietzsche afviser den også.
På den baggrund bliver tillægsordet ”metafysisk” (særligt inden forden logiske positivisme) brugt nedsættende i betydningen ”tvivlsomt spekulativ”, ”uvidenskabelig”, ”meningsløs” og ”ikke-empirisk tankespind”.[6] I sidste halvdel af 1900-tallet får metafysikken dog en vis renæssance, blandt andet i kraft af filosoffer somWillard Van Orman Quine, David K. Lewis og David M. Armstrong.
