Det Kongelige Bibliotek har flere håndskrifter med tekster af Maimonides. Mest kendt er Cod. Heb. 37 (kendt som 'The Copenhagen Maimonides'), et illumineret (dekoreret) håndskrift fra Katalonien (1347/1348), som indeholder Samuel ibn Tibbons oversættelse til hebraisk afDalālat al-ha’irīn.
Forskere er i dag ikke enige om Maimonides' fødselsår, og hvorvidt han blev født i1135 eller1138.[2]. De fleste kilder anvender imidlertid 1135 som hans fødselsår. Han blev født ind i en de mest ansete familier iCordoba, som var et vigtigt centrum for det lokale intellektuelle liv. Undervisning i den jødiske lære fik han af sin far, der var rabbiner ogdommer i Cordoba. Derudover underviste arabiske lærere ham igræsk og arabisk filosofi og naturvidenskab. Han fattede i en tidlig alder interesse for eksakte videnskaber og filosofi. Han læste de græske filosoffer han kunne skaffe i arabisk oversættelse, og han var dybt optaget af den islamiske kulturs videnskab og lære.[3] Maimonides var ikke kendt som en tilhænger afmystik, selv om man kan se en stærk intellektuel form for mysticisme i hans filosofi.[4]
I1148 efter invasionen afAlmohaderne, der repræsenterede en intolerant del afislam og som forfulgteberberske og jødiske samfund, blev hans familie stillet over for valget enten at konvertere til islam eller at udvandre.[5] Dog er de historiske beretninger om overgreb mod jøder i denne periode genstand for forskellige fortolkninger.[6] Maimonides-familien besluttede sig for at udvandre. De flygtede og tilbragte nogle urolige år iSpanien og måske også iProvence, og slog sig i1160 formodentlig ned i denmarokanske byFez.[7] Maimonides formåede under denne tid trods strabadserne at videreuddanne sig på al-Karaouines universitet. Det var i denne periode, at han skrev sin anerkendtekommentering afMishnaen i årene1166 -1168.[8]
Siden flyttede familien videre tilJerusalem, så videre tilAlexandria og til sidst (omkring1168) tilFustat, der i dag er en del afKairo. Her boede Maimonides til sin død. I Kairo studerede han på enYeshiva ved ensynagoge, der i dag bærer hans navn.[9] I Det Hellige Land bad han påTempelbjerget. Han skrev, at denne dag, hvor han besøgte Tempelbjerget, var en hellighedens dag for ham selv og hans børn. Maimonides medvirkede kort derefter i redningen af jøder taget til fange under den kristneAmalrichs belejring af den egyptiske by Bilbays. Han sendte fem breve til de jødiske samfund i nedre Egypten og bad dem samle penge sammen til at betale løsepenge. Pengene blev indsamlet og derefter givet til to dommere, der blev sendt til Palæstina for at forhandle med korsfarerne. De tilfangetagne blev til sidst løsladt.[10]
Efter denne sejr for Maimonides-familien, gav de deresopsparing til den yngste søn David (Moses Maomonides' bror), der var købmand, i håb om at øge deres rigdom. Maimonides instruerede ham om kun at købe varer i Sudans havn 'Aydhab. Efter en lang og besværlig rejse gennem ørkenen var David imidlertid ikke imponeret af varerne, der blev udbudt der. Mod sin brors vilje mønstrede han et skib tilIndien, idet man kunne opnå stor rigdomØsten.[11]
Hans bror forulykkede imidlertid og nu stod familien ikke bare uden forsørgergrundlag, men den kapital broren var blevet betroet fra andre handlene, var gået tabt. For at betale af på denne gæld måtte Maimonides nu tage et lønnet arbejde. Hvis han skulle være rabbiner, ville han være afhængig af en tilladelse fra enexilarch, og han valgte derfor i stedet at tage beskæftigelse som læge. Fra1177 blev han udnævnt til overhoved (Nagid) for det jødiske samfund i Kairo.[9]
Som læge fik han så stor succes, at han i1185 blev livlæge for SultanSaladins sekretær al-Fadil, der i praksis var Egyptens regeringschef. Senere blev han også livlæge for sultanen selv.[12]
I sine skrifter beskrev han mange forhold herunderastma,diabetes,hepatitis oglungebetændelse og han lagde vægt på vigtigheden af mådehold og sund livsstil.[13] Hans afhandlinger havde betydning for generationer af læger. Maimonides viste i sin kontakt med patienterne egenskaber, som vi i dag ville beskrive som interkulturel forståelse og respekt for patientens autonomi.[14] Selv om han ofte skrev om sin længsel efter ensomhed, for at komme tættere på Gud og for at komme dybere i sine refleksioner - elementer der betragtes som afgørende for selve den profetiske oplevelse i hans filosofi - viede han næsten al sin tid til at tage sig af andre.[15]
Han skrev i et berømt brev til den provencalske oversætterSamuel ibn Tibbort:
"Jeg bor i Misr (= Fustat) og sultanen residerer i Kairo; disse to byer ligger to sabbatrejser fra hinanden. Mine pligter hos sultanen er meget kedelige. Jeg skal besøge ham hver dag, fra tidlig morgen, og hvis han føler sig utilpas, eller hvis et af hans børn eller en fra hansharem er syg, må jeg ikke forlade Kairo, men skal i stedet blive det meste af dagen i paladset. Det sker også ofte at en eller to kongelige embedsmænd blive syge, og jeg skal så føre tilsyn med deres helbredelse. Derfor kommer jeg meget tidligt til Kairo, og også selvom der ikke sker noget usædvanligt, vender jeg ikke tilbage til Misr før om eftermiddagen. Så er jeg næsten ved at dø af sult... Jeg finder så et fyldt forværelse, fyldt med såvel jøder som ikke-jøder, adelsmænd og borgere, venner og fjender, en blandet flok, som venter på min tilbagevenden. Jeg stiger af mit ridedyr, vasker mine hænder, og helliger mig mine patienter og beder dem om at dele et let måltid med mig; det eneste jeg har fået inden for de sidste 24 timer. Så undersøger jeg dem, skriver recepter, og giver dem anvisninger om de forskellige sygdomme. Patienterne kommer og går til solnedgang, nogen gange også til den sene nat. Når det bliver aften, er jeg så træt, at jeg knap nok kan tale."[16]
Hans første kone døde ung, og i Egypten giftede han sig for anden gang. Hans anden kone var søster til den kongelige sekretær Ibn Almali, der selv giftede sig med Maimonides' eneste søster.
Maimonides gav sin første søn meget kærlig og opmærksomhed i opdragelsen. En anden trøst i denne tid, hvor han var engageret i en omfattende korrespondance og skrivning af sine hovedværker, var hans entusiatiske elev Joseph ibn Sham'un, som han elskede som en søn, der skrevVejleder for rådvilde for ham og sendte ham den kapitel for kapitel.
Da Maimonides døde den13. december1204, blev der dekreteret offentlig sorg i alle de daværende jødiske samfund, som varede tre dage i Fustat. I Jerusalem blev der arrangeret en offentlig faste, hvor der i den forbindelse blev læst vers fraFørste Samuelsbog 4,22: "Guds herlighed har forladt Israel, sagde hun, for Herrens Ark er blevet taget".
Det er en udbredt opfattelse, at han kortvarigt blev begravet i studiesalen (beit hamidrash) i synagogens gårdhave. Kort derefter, i overensstemmelse med hans eget ønske, blev hans jordiske rester gravet op og ført tilTiberias, hvor han var gen-begravet.[17]Maimonides gravmæle på den vestlige bred afGenesaret Sø i Israel markerer hans grav. Denne placering for hans endelige hvilested, er dog ikke uden kontroverser, idet jøder i Egypten hævder, at hans jordiske rester forblev i Egypten.[18]
Under hans ophold i Kairo skrevet og redigerede han sin vigtigste og længe meget diskuterede værker:
ISanhedrin Mishna, der er skrevet på arabisk og senere oversat tilhebraisk, kommenterede hanMishna. De i indledningen sammenfattede 13 trosartikler blev senere i afkortet form medtaget i mange udgaver af den jødiske bedebog.
I1180 udkomMishne Tora ("Gentagelse af loven"), der var en bearbejdning af rabbinernes retsudlægning i 14 bind, og organiserede Mishna ogTora strengt logisk. Værket blev bl.a. heftig kritiseret af rabbinerAbraham ben David von Posquières, hvilket, også i sammenhæng med kontroverserne om hans religionsfilosofiske position, første til den såkaldteMaimonidesstrid. Ikke desto mindre betragtes Maimonides som en autoritet inden for den religionsretlige litteratur. I modsætning til Maimonides' andre betydende værker, der blev skrevet på arabisk, blevMishne Tora skrevet på Hebraisk.
Maimonides arbejdede på sit religionsfilosofiske hovedværk "Vejleder for rådvilde" fra1176 til1190 eller1200 (dateringen er omstridt).
Værket er skrevet påjudæo-arabisk under titlenDalālat alḥā’irīn دلالة الحائرين og blev af Maimonides' samtidige, Samuel Ibn Tibbon, oversat ordret til hebraisk.[7]Juda al-Charisi oversatte den i en mere fri form. Begge under titlenMore Nevuchim ("Lære for de ydmygede"). Snart efter blev værker ligeledes oversat tillatin. Først i to korte uddrag med titlerneLiber de parabola ogLiber de Uno Deo Benedicto, senere (formodentlig omkring1242/44) blev der udgivet en fuldstændig udgave under titlenDux neutrorum. Denne blev muligvis lavet afNikalaus Donin ogThibaud de Sézanne, og var baseret på den anden hebraiske oversættelse af Juda al-Charisi. Denne udgave lod humanistenJadocus Ascensius Badius trykke i1520. I1629 offentliggjordeJohann Buxtorf den yngre en anden fuldstændig latinsk oversættelse.
Den grundlæggende problemstilling i værket er den (tilsyneladende) uforenelighed mellem to systemer: på den ene siden troen med sin åbenbarede sandhed, og på den anden side den aristoteliske logik og metafysik. De troende filosoffers rådvildhed beror på denne (tilsyneladende) modsætning.
"Vejleder for rådvilde" havde stor udbredelse iEuropa i det 13. århundrede. Trods forskellige forsøg på at forbyde den i begyndelsen, blev den til en af de centrale skrifter i den religiøse og filosofiske debat. SærligtThomas Aquinas var kritisk over for værket, og han udviklede sin analogilære til dels som svar pådux neutrorums negative teologi. Mere velvillig var modtagelsen hosAlbertus Magnus og senere hosMester Eckehart ogNikolaus von Kues. OgsåBaruch de Spinoza forholdt sig kritisk til værket.
I det 18. århundrede vendteMoses Mendelssohn og særlig entusiastiskSalomon Maimon tilbage til Maimonides's værk, for i forbindelse medHaskalah at etablere en moderne jødedom ioplysningstidens ånd. Blandt talrige tænkere i det 19. og 20 århundrede, der har været under indflydelse af Maimonides, kan f.eks. nævnesHermann Cohen med hansnykantianske,etisk prægede tolkning ellerLeo Strauss.
Maimonedes fik sandsynligvis sin første medicinske viden fra sin far, men han fik en medicinsk uddannelse under sit syvårige ophold i Fez, hvor han hørte til omgangskredsen med de stedlige læger. I sinAfhandling om astma beskrev han samtaler med den jødiske læge Abu Yusuf ibn Mu'allim og med Muhammad (der var søn af den lærdeIbn Zuhr), som undervisteAverröes i medicin. Maimonides var fortrolig med arabiske oversættelser af den græske medicins klassiske skrifter, og lavede selv sammenfatninger af nogle skrifter af arabiske læger.
At Maimonides nød stor anseelse som læge i muslimske kredse, fremgår blandt andet af skrifter af den lærdeIbn Abi Usaibiʿa ogAbd al-Latif al-Baghdadi, som Maimonides besøgte i Kairo i1201.
Maimonides klassificerede medicin i tre kategorier: Præventiv medicin, helbredelse af syge og pleje af rekonvalescenter, herunder gamle og handicappede. Hans medicinske lære baserer sig på den dengang udbredteHumoralpatologi, der var udviklet afHippokrates ogGalén. Han lagde vægt på medicinens rationelle karakter, og vendte sig udtrykkeligt mod brugen afbesværgelser ogamuletter i behandlingen af syge. I sinAfhandling om Astma understreger Maimonedes, at det i udøvelsen af lægegerningen er nødvendigt at anvende kunst, logik og intuition, og at lægen skal have et samlet overblik over patienten for at stille en diagnose; såvel om patientens almene tilstand som om sygdomme i de enkelte organer.
Maimonedes skrev ti medicinske afhandlinger på arabisk, hvoraf de fleste blev skrevet i Kairo sent i hans liv:
Muchtasarat li-kutub Galinus, en samling uddrag af Galéns skrifter.
Kitab fusul Musa, en sammenstilling af omkring 1500aforismer, der i hovedsagen baserer sig på skrifter af Galén, men også indeholder overleveringer af egne tanker.
Fi tadbir as-sihha, enregimen sanitatis (regelsamling om sundhed), som Maimonedes forfattede efter opdrag af den Egyptiske sultan al-Afdal.
Maqala fi bayan al-a‘rad wa-l- jawab ‘anha, et nyt værk til sultan al-Afdal, hvor Maimonides beskriver sin herres gener og mulighederne for at helbrede disse.
Kitab as-sumum, en afhandling omgifte og deresmodgifte.
Sharh asma’ al-‘uqqar, en synonymliste, hvor navnene på cirka 2000 lægemidler er sorteret efter deresarabiske,græske,persiske,spanske ogberberiske navn, uden at de i øvrigt er yderligere beskrevet.
Maimonedes skrev ingen systematiske afhandlinger omastronomi, men han var fortrolig med emnet, hvilket kommer til udtryk nogle steder i "Vejleder for rådvilde" og i hans værk om kalenderberegningNymånens helliggørelse. I1194 skrev han et brev adresseret til flere rabbinere i Sydfrankrig, at han havde studeretastrologi som det første verdslige fag, og at han havde læst samtlige arabiske kilder om emnet, og han fordømte samtidig astrologi for at værepseudovidenskab.
Salomon Munk:Le Guide des égarés: traité de théologie et de philosophie par Moïse ben Maimoun dit Maïmonide. Publ. pour la première fois dans l'original arabe et accompagné d'une traduction française et des notes critiques littéraires et explicatives par S. Munk. - Réimpression photomechanique de l'édition 1856 - 1866.(fransk)
Husain Ata´i:Dalalat al-ha´irin.Üniv., Ankara 1974 (arabisk transkription).(arabisk)
Shlomo Pines:The guide of the perplexed. Transl. with an introd. and notes by Shlomo Pines. With an introd. essay byLeo Strauss. Univ. of Chicago Pr. 1963 (den almindeligt brugte engelske oversættelse), Chicago.(engelsk)
Michael Schwarz:Moreh Nevukhim. Tel Aviv University Press, Tel Aviv 2002.(hebraisk)
Führer der Unschlüssigen. Overs. af A. Weiß, 3. Aufl. Meiner, Hamburg 1995,ISBN3-7873-1144-0.(tysk)
Wegweiser für die Verwirrten – Eine Textauswahl zur Schöpfungsfrage. Indledning af Frederek Musall und Yossef Schwartz, tresproget (arabisk, hebraisk, tysk), oversat af Wolfgang von Abel, Ilya Levkovich, Frederek Musall; Herders Bibliothek der Philosophie des Mittelalters Band 19. Herder, Freiburg 2009,ISBN978-3-451-28707-7.(tysk)
Codex Maimuni. Moses Maimonides’ Code of Law. The illuminated Pages of the Kaufmann Mishneh Torah. Corvina/Helikon/Strassburger (Hrsg) (1984).ISBN3-924186-93-6(engelsk)
Herbert A. Davidson:Moses Maimonides: the man and his works. Oxford University Press, New York 2005,ISBN0-19-517321-X.(engelsk)
Görge K. Hasselhoff:Dicit Rabbi Moyses. Studien zum Bild von Moses Maimonides im lateinischen Westen vom 13. bis 15. Jahrhundert. Würzburg 2004, 2. erweiterte Auflage 2005.(tysk)
Görge K. Hasselhoff, Otfried Fraisse:Moses Maimonides (1138-1204) - His Religious, Scientific, and Philosophical Wirkungsgeschichte in Different Cultural Contexts. Ergon-Verlag, Würzburg 2004.(engelsk)
Görge K. Hasselhoff:Moses Maimonides interkulturell gelesen. Nordhausen 2009
Joel L. Kraemer:Maimonides. The Life and Work of One of Civilization's Greatest Minds. New York 2008(tysk)
Oliver Leaman:Moses Maimonides. London 1990.(engelsk)
Jakob S. Levinger, Hanna Kasher:Maimonides. i: F. Niewöhner:Klassiker der Religionsphilosophie. München 1995,ISBN3-406-39912-6. S. 163-189(tysk)
↑Navnet er anført på nynorsk og stammer fraWikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
↑Shelomo Dov Goitein:Moses Maimonides, man of action: a revision of the Master’s biography in (the) light of the Genizah Documents, i: Gérard Nahon, Charles Touhati:Hommage à Georges Vajda: études d’histoire et de pensée juives; Louvain: Peeters, 1980; S. 155–167, her 155. Görge K. Hasselhoff:Dicit Rabbi Moyses: Studien zum Bild von Moses Maimonides im lateinischen Westen vom 13. Bis zum 15. Jahrhundert; Königshausen & Neumann 2004; S. 22
↑Stroumsa,Maimonides in his world: portrait of a Mediterranean thinker, Princeton University Press, 2009, p.65
↑Abraham Heschel,Maimonides (New York: Farrar Strauss, 1982), Chapter 15, "Meditation on God," pp. 157–162.
↑Seder HaDoros (år 4927) citerer Maimonides for at sige, at han begyndte at skrive sin kommentering af Mishna, da han var 23 år, og offentliggjorde den, da han var 30. På grund af striden om datoen for Maimonides fødsel er det ikke klart hvilket år det var faktisk offentliggjort
↑Cohen, Mark R.Poverty and Charity in the Jewish Community of Medieval Egypt. Princeton University Press, 2005 (ISBN0-691-09272-9), pp. 115–116
↑ Handlen med Indien (The Indian Trade) var en særdeles lukrativ forretning, hvor jødiske købmænd fra Egypten, Middelhavsområdet og Mellemøsten importerede og eksporterede varer lige fra peber til messing fra forskellige havne langsMalabarkysten mellem 11.-13. århundrede. For mere info, se "India Traders" kapitlet i Goitein,Letters of Medieval Jewish Traders, 1973 eller Goitein,Indian Traders of The Middle Ages, 2008.
