Historisk var en magister oprindeligt en person, der havde taget enmagistergrad fra Det Filosofiske Fakultet[1]. Indtil 1824 var magistergraden den højesteakademiske grad under Det Filosofiske Fakultet (nuværendeDet Humanistiske Fakultet vedKøbenhavns Universitet) og kaldtes også denfilosofiske magistergrad (pålatinartium liberalium magister). Den fungerede på samme måde som endoktorgrad ved de øvrigefakulteter, og der skulle således også skrives endisputats, som skulle forsvares veddisputation, for at man kunne erhverve graden. I 1824 blev den filosofiske doktorgrad indført, og det førte efterhånden til, at magistergraden blev afskaffet i 1854.[1] Det blev samtidig bestemt, at de, der havde taget graden førhen, nu skulle kaldes dr.phil.
Perioden1775-1787 bød på et lille mellemspil i magistergradens historie, da man i 1775 indførte denfilologiske magistergrad, og man derfor i denne periode kun undtagelsesvist uddelte den filosofiske magistergrad og da nærmest som en æresbevisning. Den filologiske magistergrad var forudsætningen for skoleembeder, og den blev erhvervet ved, at kandidaten – efter beståetexamen philologicum med godt resultat – i dekanens hus skulle forfatte en afhandling om et emne givet af dekanen med et godt latinskleksikon som eneste tilladte hjælpemiddel. Ved universitetsfundatsen af1788 blev den filologiske magistergrad afskaffet og den filosofiske magistergrad fik sin gamle rolle tilbage.
I detsvenske uddannelsessystem findes der stadigvæk en eksamensgrad, midt imellem en danskbachelor- ogkandidateksamen, der kaldes formagister.
