Lyntog, siden 1997 kaldetInterCityLyn, er en betegnelse anvendt afDSB for en hurtig togforbindelse i landsdelstrafikken med få stop undervejs. Konceptet er et hurtigere supplement tilInterCitytogene, der standser i alle større byer. De første lyntog indførtes i1935 i forbindelse med, atLillebæltsbroen åbnede og reducerede rejsetiden mellemSjælland ogJylland markant.

I dag kører der lyntog som udgangspunkt en gang i timen mellemKøbenhavns Lufthavn ogAalborg viaKøbenhavn H,Odense ogAarhus. En række andre jyske byer betjenes også af lyntog. Prisen for en lyntogsbillet følger priserne for Intercity-togene.

Lyntog køres i dag afIC3,IR4 ogIC4, og den maksimalt tilladte hastighed har siden1998 været 180 km/t, hvilket forventes øget til 200 km/t i 2027, nårIC5 sættes i drift.

I1931 varede en togrejse fraKøbenhavn til fxAarhus mindst 8 timer og 20 minutter og indebar skift fra tog tilfærge iKorsør, skift fra færge til tog iNyborg, til færge igen iStrib, og endelig fra færge til tog igen iFredericia. Landsdelsforbindelserne med tog var primært koncentreret på to togforbindelser i døgnet: En dag- og en natforbindelse bestående af 2-3 eksprestog, der inden for få timer afgik efter hinanden. Næsten hele dagens udrejsetrafik fra hovedstaden tilFyn ogJylland koncentreredes omkring kl. 8 og 9 om morgenen og kl. 20 og 23.30 om aftenen.^[1] Kapaciteten påfærgeoverfarten over Lillebælt tillod ikke overførsel af personvogne, idet kungods- ogpostvogne blev ført over med færgerne. Passagererne måtte selv gå til og fra borde - også ifm. nattogene mellem kl. 2 og 4 om morgenen.^[2]

I løbet af1930'erne blevDanmark kendetegnet ved åbningen af en række broforbindelser, hvoraf åbningen afLillebæltsbroen og den nyeFredericia Banegård i1935 nok havde den største betydning på landsplan. Med Lillebæltsbroen var det muligt at reducere rejsetiden mellem hovedstaden og de store provinsbyer med op til 40 %.^[3]

Lyntog	Billede	Litra	Indsat i drift	Tophastighed (drift)	Tophastighed (test)	Producent	Antal togsæt	Udrangeret
MS		MS-AA-MS	maj 1935	120 km/t	162 km/t	Frichs (Aarhus)	4 trevognssæt[Nb 1]	1970-1973
MB		MB-AB-FJ-MB	1937	120 km/t	-	Frichs (Aarhus)	4 firevognssæt	1967-1973
MA (fra 1984Sølvpilen)		MA-AM-BR-BS + BS-BM-AM-MA[Nb 2]	1963	120 km/t/ 140 km/t	160 (angivet maks. hastighed)	MAN/LHB (Nürnberg)	11 MA, 10 AM, 6 BR, 6 BM og 10 BS	1990. Foræret til Polen i 1991 (ophugget 1994)
Prototypelyntog		BFS-AFM-CFM-BFM-BFS	1982	140 km/t	160 km/t (angivet maks. hastighed)	Scandia (Randers)	2 femvognstogstammer (lokomotivfremført)	Bådtog Kbh-Kalundborg siden 1991. Solgt til Iran i 1995
IC3		MFA-FF-MFB	1990	140 km/t/ 180 km/t	204,6 km/t[4]	Scandia (Randers)	96 togsæt	I drift
IR4		ER-FR-FR-ER	1995	140 km/t/ 180 km/t	208 km/t	Scandia (Randers)	44 togsæt	I drift
IC4		MG-FG-FH-MG	2007[Nb 3]	180 km/t		AnsaldoBreda (Italien)	82 togsæt	I drift

Derudover er en del lyntog helt eller delvist blevet kørt af traditionelle lokomotivtrukne tog (populært kaldetsorte lyntog.) ellerMO-motortog, begge med varierende oprangeringer.

Hovedartikel:Litra MS.

Danmarks første lyntog varDSB's dieseldrevne trevognsmotortogsætlitra MS bygget til formålet og sat i drift mellem København, Aarhus ogAalborg i maj1935 i forbindelse med åbningen af Lillebæltsbroen. I modsætning til andre persontog på den tid kørte lyntogene om bord påstorebæltsfærgerne. Med ét slag blev rejsetiden København-Aalborg nedsat fra 10 ½ til 6 ½ time. Kort tid efter indsættelsen satte et trevognstogsæt dansk hastighedsrekord mellem Vigerslev og Roskilde med 162 km/t.

Der var i første omgang anskaffet fire litra MS, der i1937 blev suppleret af yderligere fire firevognstogsæt,litra MB. En af de fire litra MS brændte dog året efter og blev efterfølgende genopbygget som litra MB. Det nåede imidlertid ikke at komme i drift, før den tyske besættelse i1940 betød, at alle lyntog måtte indstilles og togsættene henstilles på deres hjemsted,maskindepotet Helgoland i København. Først efter befrielsen i1945 kunne de atter komme i drift. I de følgende år var der tanker om at anskaffe flere lyntog i tilslutning til Englandsfærgerne fra Esbjerg, men det blev ikke til noget. Til gengæld supplerede man med tog trukket af dieseldrevne motorvogne af typenlitra MO, der var udviklet samtidig med lyntogene. Til brug for lyntoget Englænderen i tilslutning til Englandsfærgerne indsattes desuden bl.a. tovognstogsætlitra MK-FK og de særlige dobbeltvognelitra AD-AY.

Hovedartikel:Litra MA.

Omkring 1960 var det dog klart, at der var behov for en afløser til de aldrende lyntog. Man kiggede sydpå, hvor flere lande i 1950'erne havde etableret netværketTrans Europ Express med hurtige komfortable tog. Valget faldt på de tyskeVT 11.5, der dog måtte modificeres til de danske forhold. De tyske togsæt var traditionelt oprangeret med to motorvogne og fem mellemvogne, men det var for langt til Storebæltsfærgerne. Løsningen blev styrevogne i midten, sådan at et ottevognssæt,litra MA, kunne deles i to firevognssæt. Det betød også, at man kunne dele togene ved yderstrækningerne, f.eks. i Langå hvor et halvsæt kørte modFrederikshavn og et andet modStruer. I første omgang anskaffedes materiel til fem halvsæt i1963, mens man fik til yderligere fem i1966. De nye tog var i øvrigt mere fleksible end de gamle, idet et halvsæt kunne have en vogn mere eller færre alt efter behov, selvom oprangeringen med motorvogn, to mellemvogne og styrevogn i øvrigt var standard.

De nye tog betød, at de gamle lyntog fra 1930'erne kunne frigives til andre opgaver. Der blev etableret nye lyntogsløb, hvor der dog efterhånden blev indsat lokomotivtrukne tog i stedet. Litra MS og MB kunne derefter i en periode ses i lokaltog, mens deres sidste opgave indtil udrangeringen i1973 blev som internationale tog tilBerlin. Et enkelt sæt af litra MS blev efterfølgende bevaret afDanmarks Jernbanemuseum iOdense. Imens voksede antallet af lokomotivtrukne lyntog til gengæld støt, indtil det nyeInterCity-koncept introduceredes ved overgangen til sommerkøreplanen i1974. De lokomotivtrukne lyntog ogeksprestogene blev erstattet af lokomotivtrukne InterCitytog i timedrift med overførsel af vogne på Storebæltsfærgerne. Tilbage som lyntog blev fire løb kørt af litra MA.

Hovedartikel:Prototypelyntog.

I midten af1970'erne arbejdedes der atter med nye lyntog, nu i form af femvognsstammer kaldetprototypelyntog, også benævnt "APO-lynet", bestående af to styrevogne og tre mellemvogne. I modsætning til forgængerne var der ikke tale om selvkørende togsæt men tog, der skulle trækkes eller skubbes af lokomotiver. Tanken var, at man i takt med at jernbanenettet i de kommende årtier gradvist blev elektrificeret kunne bruge enten el- eller diesellokomotiver. Toprototyper leveredes i1981 og var i 1982-1983 indsat i et særskilt løb mellem København og Aarhus. Trods al tænkelig komfort blev de dog ikke den ønskede succes, bl.a. var de alt for tunge, og desuden besluttedes det i fremtidens togtrafik at satse på selvkørende togsæt. I stedet blev de derefter i nogle år brugt som InterCitytog og fra1991 som bådtog til Kalundborg, inden de i1995 blev udrangeret og solgt tilIran.

Litra MA kom til at trække læsset nogle år endnu - fra1984 relanceret som det moderniserede "Sølvpilen".

Hovedartikel:IC3.

Et nyt koncept var imidlertid på tegnebrættet i form af de dieseldrevne trevognstogsæt,IC3, der efter nogle års forsinkelse afløste litra MA i 1990. Det nye togsæt havde arvet konceptet med at kunne deles og samles undervejs. Men hvor litra MA kun kunne deles i to, er IC3 indrettet til at kunnekobles i begge ender, så op til fem togsæt kan kobles sammen. Så mange var dog ikke nødvendigt de første år, for indtil indvielsen afStorebæltsforbindelsen i1997 satte færgerne stadig deres begrænsninger. For litra MA var tiden derimod ved at være forbi. Et enkelt halvsæt blev bevaret af Jernbanemuseet, mens resten blev foræret som folkegave til en privatbane iPolen. Her opnåede de dog kun få måneder i drift, før de blev ophugget i1994.

I takt med at stadig flere af de oprindelig 85 IC3 blev leveret, afløste de også de lokomotivtrukne InterCitytog. Ved overgangen til sommerkøreplanen i1991 overtog de fuldstændig InterCity-trafikken, og samtidig forsvandt lyntogene helt. Allerede ved vinterkøreplanen1993 opstod konceptet dog igen, nu som "InterCity Ekspres". Ved vinterkøreplanen i 1994 blev navnet ændret til det gammelkendte lyntog, for så igen at blive ændret til det blivendeInterCityLyn ved overgangen til sommerkøreplanen i1997.

Hovedartikel:IR4.

På materielsiden betød etableringen af Storebæltsforbindelsen, at de elektriske firevognstogsætIR4 nu også kunne bruges i trafikken med InterCityLyn. Togsættet er en videreudvikling af IC3 og kan sammenkobles med dette, hvilket benyttes til at skaffe ekstra kapacitet mellemKøbenhavn ogFredericia. Begge har en tophastighed på 180 km/t, hvilket har været udnyttet siden1998. Parallelt med kørslen som InterCity og InterCityLyn benyttes de to typer togsæt i øvrigt også som regionaltog, ligesom IC3 kører somEuroCity tilHamburg.

Hovedartikel:IC4.

Sidste skud på stammen er det dieseldrevne firevognstogsætIC4, der er tænkt som 00'ernes nye lyntog og afløser for IC3 i fjerntrafikken. Det nye tog har dog været præget af talrigeleveringsvanskeligheder og tekniske udfordringer, og selv om de første tog kom i prøvedrift i2007, er det endnu kun få af de 82 togsæt, der i 2015 er i drift som lyntog. Grundet den pressede materielsituation har DSB i perioder været nødsaget til at indsætte lyntog bestående af diesellokomotivetlitra ME og dobbeltdækkervogne.

IC3 udgør derfor fortsat grundstammen i InterCityLyn-trafikken. I 2015-køreplanen køres der hver time mellemKøbenhavn ogAalborg, idet en del tog fortsætter tilFrederikshavn. Desuden køres der hver anden time viaHerning tilStruer. Tidligere fortsatte dette tog en-to gange dagligt videre tilThisted, men den del er taget væk fra december 2019.^[5]

Fra indførelsen i 1935 og frem til 1991 var lyntogene navngivet efter det geografiske område de – alle med udgangspunkt i København – kørte til. Med undtagelse af Storebælt/Lillebælt og Morgenlynet havde togene samme navn i begge retninger. I perioden 1965-1974 kørtes visse tog af to forskellige togsæt eller togstammer, f.eks. Gudenåen, der så at sige krydsede sig selv i Silkeborg.

Bemærk at 2. verdenskrig betød indstilling af al lyntogsdrift. Englænderen var indstillet 1939-1946, mens Kronjyden, Midtjyden, Nordjyden, Vesterhavet og Østjyden var indstillede 1940-1945.

• InterCityLyn

• Lyntog – Trafikrevolutionen i 1935 af John Poulsen. Forlaget Banebøger, 1985.ISBN 87-88632 05-9
• Fra Lyntog til InterCity af John Poulsen. Forlaget bane bøger, 2010.ISBN 978-87-91434-26-6
• Køreplaner fra DSB.

• DSBs hjemmeside

• Lyntog
• DSB
• Togforbindelser