Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed. Artiklen indeholder en række uklare udsagn, der forekommer urigtige i forhold til andre landets forfatninger.
I Danmark er den lovgivende magt i praksis placeret hosFolketinget, der har hjemsted påChristiansborg.
Denlovgivende magt ellerlegislative magt er et organ, der har magt til at vedtage love.
I f.eks. præsidentialsystemer betragtes den lovgivende magt som sideordnet med og uafhængig af den udøvende magt og den dømmende magt.[kilde mangler] Den lovgivende magt har som hovedregel eneret på at vedtage love, og har derudover typisk eneret på at vedtage nationale budgetter og skatter. Den lovgivende magt skal ofte godkende krigserklæringer og tilslutning til visse internationale aftaler (så som nye EU-traktater). De nærmere rammer for den lovgivende magts kompetencer fremgår af forfatningen. I Danmark kan man opfattegrundloven som en central del i forfatningen, og der er da også i denne lov beskrevet mange af Folketingets opgaver.
Den lovgivende magt kan bestå af et eller flerekamre,huse ellerting, som regel et eller to. I Danmark har man således haft en opdeling mellemLandstinget ogFolketinget frem til1953, og iStorbritannien har man fortsat en opdeling mellemOverhuset ogUnderhuset.
I de fleste parlamentaristiske tokammer-systemer er Underhuset kendetegnet ved at have den bredeste valgret. I Storbritannien er Overhuset ikke demokratisk valgt, i Danmark var der både øgede økonomiske og aldersmæssige restriktioner på at stemme til Landstinget. Underhuset har også som hovedregel den største magt; Overhuset har typisk en rådgivningsfunktion og mulighed for at nedlægge veto mod Underhusets lovforslag. I præsidentialsystemer er de to kamre almindeligvis sideordnede.[kilde mangler]
I Danmark er den lovgivende magt samlet i Folketinget og Kongen (Dronningen), mens den udøvende magt er hos Kongen, der formelt udpeger regeringen. Da Kongen i Danmark således også formelt set har en lovgivende rolle (idet Kongen stadfæster love vedtaget af Folketinget), følger Danmark således ikke fuldt ud ideen ommagtens tredeling, somMontesquieu fremførte den.
↑Formelt set er den lovgivende magt i Danmark placeret hos Folketinget og Kongen i forening, jf.Grundlovens § 3. Det viser sig ved, at Kongen (regenten) skal stadfæste (underskrive) de love som Folketinget har vedtaget, jf. Grundlovens § 22. I praksis udøver regenten sine beføjelser gennem regeringen, og afviser regeringen således en vedtaget lov, kan denne ikke gennemføres. Folketinget kan i så fald afsætte regeringen.
↑Eksempelvis i Danmark (Grundlovens § 32, stk. 2) og i Frankrig (den franske forfatnings artikel 12) og i Tyskland (Grundgesetz artikel 67 og 68)
