| Liver | ||
|---|---|---|
 | ||
| Liviske flag | ||
| Antal og fordeling | ||
| Antal i alt | ||
 Letland: | 180 (2002) | [1] |
 Estland: | 5 (2000) | [2] |
| Etnografi | ||
| Sprog: | Lettisk,livisk; | |
| Religion: | Protestanter | |
| Levevis: | Landbrugere | |
| Udbredelse | ||
 | ||
| Livernes historiske udbredelsesområde (gråt) og udbredelse i dag (sort) | ||
Livere er et folk, der taler livisk, en gren af finsk-ugrisk. Livernes historiske hjemsted var ved Riga-bugten, hvor en rest endnu lever. Detliviske sprog er i dag uddødt.[3]
Selv kalder liverne sig "rândalist", strandfolket, og deres sprog rândakêl, strandsprog.
Detliviske flag er en vandretstribet trikolore i grønt-hvidt-blå. Angiveligt symboliserer den den trefarvede strand, som den ses fra en båd: den grønne skov, det hvide sand og det blå hav.
Den liviske nationalhymne har samme melodi som de finske og estiske nationalhymner.
Liverne omtales første gang iNestorkrøniken. Mere omfattende omtale af livernes udbredelse og liv stammer fra 1200-tallet iHenrik af Letlands krønike. På daværende tidspunkt boede liverne især iLivland langs bredderne af floderneVäina,Koiva ogSalatsi. Derimod kendes liver bosatte i Kurland først fra 14. århundrede, hvor deres antal skønnes til 15.000-28.000 personer. I tidens løb mindskedes deres antal og udbredelse, i begyndelsen af 1800-tallet fandtes kun 22 liver vedSalatsi-floden og 2.700 liver ved kysten i det nordligeKurland. Den sidste liver vedSalatsi døde formentlig i1868, mens de overlevede i Kurland.
Fra middelalderen og frem var liver bosat i to områder: Livland ogKurland.
I Livland skete en sproglig assimilering med lettisk i slutningen af 1800-tallet.
Etnologer mener, at antallet af liver faldt af følgende årsager:
Den store epidemi i1710 ogStore Nordiske Krig anses for hovedårsager til det liviske sammenbrud. Kun få livere overlevede i sogneneSalaca ogLimbaži. Da A.J.Sjögren fra Sankt Petersborg gjorde en rejse til Vidzeme i1846, fandt han angiveligt kun 22 personer (16 mænd og 6 kvinder), der talte eller forstod livisk påSvētciems godset (16 gårde), men en anden etnograf, Saulvedis Cimermanis, optalte 25 gårde, hvor der taltes livisk.
I Kurland boede liverne fra anden halvdel af 1700-tallet kun i den nordlige del fra Ovīši til Ģipka. I henhold til kirkebøgerne havde disse områder en blandet livisk og lettisk befolkning.
De 12 landsbyer, der i dag regnes som liviske i det nordlige Kurland, er: Melnsils (Mustānum), Kolka (Kūolka), Vaide (Vaid), Saunags (Sänag), Pitrags (Pitrõg), Košrags (Kuoštrõg), Mazirbe (Irē), Sīkrags (Sīkrõg), Jaunciems (Ūžkilā), Lielirbe (Īra), Miķeļtornis eller Pize (Pizā) samt Lūžņa (Lūž). Indtil Letlands første selvstændighed hørte de 9 første under godset Dundaga og de tre sidste til godset Pope.
I midten af 1800-tallet opgjorde W. Hillner, at 2.052 liver endnu levede i det nordligeKurzeme. I henhold til en folketælling foretaget i1881 var 2.400 indbyggere liviske i Kurland, iVentspils distrikt 2.374. Ved en rejse i1888 opgjorde den finske filolog E. N. Setälä antallet af liver iPope ogDundaga til 2.929. Ved folketællingen1897 opgjordes i alt 1.312 liver.
Efter1. verdenskrig fandtes endnu omkring 1.500 liver bosatte i 12 kystbebyggelser i det nordlige Kurland. Alene den forholdsvis samlede bosættelse gjorde, at deres sprog kunne bevares. Imidlertid skete en vis fraflytning, hvorved de blev assimileret i det lettiske sprogmiljø. Efter2. verdenskrig boede der endnu 800 liver i kystbyerne, men under de af Sovjetunionen pålagte grænsezone-restriktioner måtte en stor del af liverne fraflytte kysten og søge erhverv andetsteds.
I 1920 opgjordes antallet af liver i Letland til 831 ved en folketælling, i 1925 til 1.238 (heraf 767 (61,95%) i Dudaga sogn og 440 (35,54%) i Pope sogn – i alt 97,49% af de, der regnede sig som liver, boede i de traditionelle områder i det nordlige Kurzeme.
I 1930 opgjordes antallet af liver til 962, i 1935 til 944 liver (heraf 507 i Dundaga, 370 i Ance sogn og 67 i andre dele af Letland.
I 1959 var der kun 185 officielt registrerede liver, i 1970 blot 48, i 1979 107, i 1989 135, 204 i 1994, 187 i 1998.
Endnu taler kun 8 individer livisk som modersmål, den yngste af disse er født i1926. Der er ca. 40 personer i live, der taler livisk (ca. 230 regner sig som livere – de fleste af disse bor i Riga og Ventspils).
Nedenstående oversigt angiver livernes demografiske udvikling i hovedtræk:
| Antal livere | 1835 | 1897 | 1920 | 1925 | 1930 | 1935 | 1959 | 1970 | 1994 | 1997 | 2000 |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 2074 | 1312 | 831 | 1238 | 962 | 944 | 185 | 48 | 204 | 187 | 177 |
En videnskabelig udforskning af livernes levevis og sprog begyndte i1846, daA. J. Sjögren gjorde sine første forskningsrejser blandt dem. Der blev udarbejdet en livisk ordbog og grammatik (der blev afsluttet afF. J. Wiedemann), og de første livisksprogede bøger blev trykt iLondon.
I tidsrummet1920-1940 foretogLauri Kettunen ogOskar Loorits flere ekspeditioner til de liviske kystbyer og medvirkede dermed til en genoplivelse af livisk kultur.1923 oprettedesLîvõd Lît (Livernes Forbund), i skolerne begyndtes for første gang undervisning i livisk. Der oprettedes liviske kor og skabtes muligheder for undervisning af unge. IEstland ogFinland udkom i alt omkring 20 bøger på livisk. Med finsk bistand udkom fra1930 en livisksproget avis,Lîvli. Med bistand fra estisk, finsk og ungarsk side opførtes i1939 et livisk kulturhus, der fik stor symbolsk betydning.
Den sovjetiske okkupation af Letland i1940 annullerede hele dette opbyggende arbejde: Det liviske Forbund ophævedes, kulturhuset blev lukket, liverne blev forhindret i at dyrke deres kultur. Først i1972 lykkedes det at oprette to kor:Lîvlist iRiga ogKândla iVentspils, der blev de vigtigste bærere af livisk kultur i Letland.
1988 skete en folkelig genopvækkelse blandt liverne. OrganisationenLiivlaste Liit (Livernes Forbund) blev genoprettet, og livisksproget litteratur begyndte at udkomme. IRiga ogVentspils genoptoges undervisning i livisk. Siden1989 afholdes hvert år i den første weekend i august Irêl Liivi-festen. Siden 1992 afholdes sommerlejre for liviske børn, og avisenLîvli er begyndt at genudkomme (nu dog overvejende med lettisk tekst).1994 oprettedesLiivi Kultuuri Keskus (Liviske Kulturcenter), der udgiver det livisksprogede tidsskriftÕvâ. Fra1995 begyndte man for første gang at undervise i livisk sprog på universitetet.
Den førsteLettiske Republik (1918-1940) forholdt sig ikke specielt positivt til liverne: etablering afDundaga-Irêvejen, Irê skole og bistand til opførelse af det liviske kulturhus og udgivelse af livisksproget litteratur.
Det genetablerede Lettiske Republik erklærede 1991 liverne for et oprindeligt folkeslag i Letland og har optaget betegnelsen i forskellige officielle dokumenter. I 1992 oprettede Letlands regering og Livernes Forbund i samarbejde det beskyttede liviske kulturhistoriske område Lîvõd Rânda (Livisk Strand). Lîvõd Rânda er fortrinsvis beskæftiget med livernes kulturelle liv og til dels tillige med egnsmæssige forhold og problemer.
Lîvõd Rânda (livisk strand) er historisk livernes hjemsted, det sidste sted hvor liverne lever som folk. Der findes 12 kystbyer her. Historisk er stranden delt i to dele, vest og øst, med hver deres dialekt. De hørte under hvert sit sogn og sognekommune. Endnu i dag er det liviske område delt mellem to amter og 4 kommuner. I 1920-erne blev der taget initiativ til at forene de liviske områder i samme kommune, men uden held.
En del af det liviske kulturlandskab er i dag naturpark.
Vigtige årstal i livernes historie:
| Letland i forhistorisk tid |
|  |
|---|---|---|
| Middelalderen | ||
| 1561-1795 | Hertugdømmet Kurland og Semgallen
| |
| *Letland i nyere tid | ||
| Første lettiske republik (1918-1940) | ||
| Letland i Sovjettiden (1940/1944-1990) | ||
| Letland efter Sovjettiden (1990-) | ||
| ||
 | Infoboks uden skabelon Denne artikel har en infoboks dannet af en tabel eller tilsvarende. |
