Lectorium (af latin: ”léctor”a, læser), oprindelig en læsepult, bestemt til oplæsning af den hellige skrift og stående ved den skranke, der i de oldkristeligebasilikaer skiltekor ogskib. Senere iMiddelalderen overførtes navnet på detpulpitur ellerempore, der indrettedes foran koret, og som begrænsede gejstlighedens særlige område i kirken og tjente til anbringelse af læsepulte eller som sangertribune. Især isenromansk oggotisk tid, dakrypterne under korene gik af brug, yndede man slige lectorium, hvilende påsøjler, af træ eller sten og ofte pragtfuldt udsmykkede. Midt under lectorium stod lægmandsalteret, og over det i korbuen hang lægmandskrucifikset. Gitterværk og døre sluttede sig gerne til siderne af altret. Lectorium er jævnligt bevarede i tyske og franske storkirker, og man har kendt tilsvarende anlæg iDanmark, for eksempel iAarhus Domkirke, hvis lectorium først blev nedbrudt for et par hundrede år siden. Endnu efterreformationen opstillede man hyppigt prædikestolene som et lectorium forantriumfvæggen ogkorbuen.
| Denne artikel stammer hovedsagelig fraSalmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved atajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med etdybt link tilSalmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |