Langkasuka var et gammelt malaysisk (hinduistisk,buddhistisk) kongerige, der ligger påMalayahalvøen.[1] Navnet ersanskrit-oprindelse; det menes at være en kombination aflangkha i betydningen "glødende land" og-sukkha i betydningen "lyksalighed". Kongeriget, sammen medÆldre Kedah, er sandsynligvis blandt de tidligste kongeriger grundlagt på den malaysiske halvø. Den nøjagtige placering af kongeriget er omstridt, men arkæologiske opdagelser iYarang nærPattani i Thailand peger på et sandsynligt sted. Riget antages at være blevet grundlagt i 2. århundrede e.Kr.
Ifølge legenden givet iKedah-annalerne blev kongeriget grundlagt og navngivet afMerong Mahawangsa. Et andet forslag tyder på, at navnet kan have været afledt aflangkha ogAshoka, den legendariske mauriske hinduiske kriger, som efterhånden blevpacifist efter at have overtrukket idealerne ibuddhismen, og at de tidlige indiske kolonisatorer af den malaysiske muslimske navn kaldte kongeriget Langkasuka til hans ære.[2] Kinesiske historiske kilder gav nogle oplysninger om kongeriget og omtaler en konge,Bhagadatta, der sendte udsendinge til den kinesiske hof.
Den tidligste og mest detaljerede beskrivelse af kongeriget kommer fra det kinesiskeLiangdynastis (502-557) annalerLiangshu, som refererer til kongeriget "Lang-ya-xiu" (kinesisk: 狼牙 脩,Lang-gga-siu i Hokkien ) grundlagt i 2. århundrede e.Kr. IfølgeLiangshu var "Lang-ya-xiu" eller Langkasukas udstrækning tredive dagsrejser fra øst til vest og tyve fra nord til syd, beliggende i en afstand af 24.000li fraGuangzhou. Det nævner, at Aloestræ (Aquilaria) ogkamfer var rigelige i riget, og dets hovedstad blev beskrevet som omgivet af mure for at danne en by med dobbelte porte, tårne og pavilloner. Både mænd og kvinder i Langkasuka siges at bæresaronger med derestorsoer (kroppe) bare og deres hår løst, omend kongen og højtstående embedsmænd dækkede skuldrene med klæde og havde guldøreringe og bælter af guldkabel. Kvinder med høj status indpakket sig i klæde og havde juvelbesmykkedekorsetter.[3] Det gives yderligere oplysninger om nogle af landets konger og vedrører også en historie om kongerækken:
Denne konge regerede derefter i mere end 20 år. Han blev efterfulgt af sin søn, kongBhagadatta, der sendte den første ambassadør til Kina i515.[6][7]
Transkriptionen af kongerigets navn ændrede sig over tid i de kinesiske optegnelser. I det sene syvende århundrede nævnte den buddhistiske munkYi Jing et møde mellem tre kinesiske munke, der boede på et sted ved navnLang-jia-shu (郎 伽 戍).[6]
Et værk fraSong-dynastiet,Zhu fan zhi (udgivet i 1225), giver en beskrivelse afLing-ya-si-jias land (凌 牙 斯加). Det nævner, at dets folk skar deres hår af og indpakker sig i et stykke klæde, der indeholderelefantstødtand,næsehornshorn, forskellige slags træ og kamfer, og at deres købmænd handlende med vin,ris,silke ogporcelæn. Det siger også, at landet hylder et land, der hedderSanfoqi, som ofte fortolkes somSrivijaya.[8][9]
Langkasuka blev kendt som "Long-ya-xi-jiao" iDaoyi Zhilüe fraYuan-dynastiet (1279-1368); [10] og "Lang-xi-jia" (狼 西加) underMing-dynastiet (1368-1644), som markeret påMao Kun-kortet fra admiralZheng He.[10]Daoyi Zhilüe nævner, at indfødte i Langkasuka fremstillersalt fra havvand ogfermenteretrisvin og producerer hjelme af elfenben franæsehornsfugle, lakatræ,honning og gharutræ.[11] Folket barbomuldstøj fraFilippinerne og dekoreret klæde fra Indien og lokale producenter.[12]
Landet hedder "Langkasuka" i den malayiske tekstHikayat Merong Mahawangsa, og blev omtalt som "Lengkasuka" i det japanske digtNagarakretagama.[1] Tamilske kilder kalder det "Ilangasoka" og omtaler det som en afRajendra Cholas erobringer under dennes ekspedition modSrivijaya-imperiet. Det blev beskrevet som et rige, der var "uberørt i voldsomme kampe". Thai-kilder omtaler ikke Langkasuka, men Pattani blev identificeret som en af de tolvNaksat byer under ledelse afNakhon Si Thammarat i thailandske krøniker.[13]
En kort oversigt over Langkasukas historie kan bestemmes ud fra de begrænsede historiske kilder. Riget antages at have været grundlagt nogen tid tidligt i det 2. århundrede e.Kr. Derefter gennemgik det en periode med tilbagegang på grund af udvidelsen afFunan i begyndelsen af 3. århundrede. I det 6. århundrede oplevede det en genopblussen og begyndte at sende udsendinge til Kina. Kong Bhagadatta etablerede de første forbindelser med Kina i 515 e.Kr., med yderligere ambassader sendt i523,531 og568.[6] Ved det 8. århundrede var det sandsynligvis kommet under kontrol af det fremvoksendeSrivijaya-imperium[14] I1025 blev det angrebet af kong Rajendra Cholas hærer i denneskampagne mod Srivijaya. I det 12. århundrede var Langkasuka enlydstat under Srivijaya, og omkring det 15. århundrede blev den erstattet afPattani-kongeriget.
Kinesiske og arabiske kilder placerede det gamle kongerige på østkysten af den malaysiske halvø.Xin Tangshu (Den nye Tangbog) anførte, at Langkasuka grænser op tilPan Pan-riget, og et kort i forbindelse med Ming-dynastiets militære traktat med Wubei Zhi lokaliserer det syd forSongkla nærPattani-floden.[6] En arabisk tekst fra det 15. århundrede placerer ligeledes kongeriget syd for Songkla. Den eneste modstridende information kommer fra en senere malayisk tekstHikayat Marong Mahawangsa, som placerede staten på vestkysten som forgængeren til det moderne Kedah, selv om dens suverænitet havde nogen tilknytning til Pattani.[15][16] Kinesiske, arabiske og indiske kilder anser alle, at Kedah og Langkasuka er separate geografiske enheder. Det javanesiske digtNagarakretagama placerede det nord forSaiburi, hvilket synes at antyde, at det oprindeligt var placeret på vestkysten, men blev overført senere mod øst.[3]
I 1961 konkluderede geologen og historikerenPaul Wheatley, at Langkasuka skulle have ligget tæt på den moderne by Pattani.[17] Den franske arkæolog og historikeren Michel Jacq-Hergoualc'h var enig og foreslog den tidligere flodmunding af Pattani-floden nær Yarang som den sandsynlige placering af Langkasuka. Han foreslog også, at hele området mellem Pattani, Saiburi og Yala kan være en del af Langkasuka.[10] Moderne arkæologiske udforskninger har afdækket ruiner nær Yarang, en landsby femten kilometer syd for Pattani, som kan være af byen beskrevet iLiangshu.[18] Byen var beliggende inden for landet 10 mil fra kysten og forbundet med floderne, der fører til havet via kanaler.[14] Tilsanding af vandvejene kan have bidraget til dens tilbagegang.
Adskillige arkæologiske ekspeditioner blev udført i 1960'erne for at finde Langkasuka efter forslag fra Paul Wheatley af dets sandsynlige beliggenhed. I 1963 ledede Stewart Wavell en Cambridge-ekspedition for at finde Langkasuka ogTambralinga, og detaljerne i denne ekspedition er beskrevet i bogenThe Naga King's Daughter.
En arkæologisk undersøgelse af Yarang-området begyndte i 1989 afThailandsFine Arts Department.[18] Størstedelen af ruinerne lå samelede i nærheden af en landsby kaldet Ban Wat, og kan have dannet kernen i byen. Andre lå spredt videre mod nord i Ban Jalæ, og et par mere ved Ban Prawæ. Ved udgravningerne blev fundet forskellige buddhistiske bygninger og genstande, herundervotivtavler og -skulpturer, hvilket indikerer en stærk buddhistisk tilstedeværelse i kongeriget. Genstrande relateret til hinduistisk tilbedelse blev også fundet.
Mange kinesiske og arabiske mønter lavet af bronze er blevet fundet i regionen, en indikation af kongeriget kommercielle aktivitet. Der er også fundet to sølvmønter fraSassanidedynastiet.[19]