Landstingsvalget 1849 var det førstelandstingsvalg i Danmark. Den 21. december 1849 valgtes i alle kommuner et antal valgmænd i forhold til antallet af vælgere i kommunen. Valgmændene mødtes derefter 29 december i 11 landstingskredse og valgte 51 medlemmer afLandstinget.[1]
Allekøbstæder ogsognekommuner (benævntsogneforstanderskabsdistikter i valgloven) udgjorde en valgmandskreds. Københavns 9 folketingsvalgkredse var hver også en valgmandskreds.[2] Alle valgmandskredse valgte mindst en valgmand og derudover 1 for hver 100 vælgere i kredsen udover 149.[3]
De stemmeberettigede var de samme som tilfolketingsvalg.[4] Det vil sige uberygtede mænd som havdeindfødsret og var fyldt 30 år og som havde boet i samme folketingsvalgkreds eller by i mindst 1 år, med undtagelse af tyende, umyndiggjorte, personer som havde fået fattighjælp som ikke var eftergivet eller tilbagebetalt, samt fallenter[5] (se ogsåValgret#Valgrettens historie i Danmark).
Valgbare som valgmænd var alle vælgere i valgmandskredsen.[6] Alle vælgere havde pligt til modtage valg, medmindre de havde en gyldig grund til at afslå valget. Hvis en valgt valgmand uden gyldig grund ikke deltog i landstingsvalget, var straffen en bøde på 20 rigsdaler som tilfaldt kommunens fattigkasse.[7]
Valget foregik på offentlige møder hvor hver vælger efter tur mundtligt stemte på så mange valgmænd som skulle vælges i valgmandskredsen. De som fik flest stemmer, blev valgt.[8]
Valgene til Landstinget foregik i 11 landstingskredse som i alt valgte 51 landstingsmedlemmer.[9]
Valgbare til Landstinget var uberygtede mænd som havde indfødsret og var fyldt 40 år og som i 1848 havde betalt mindst 200 rigsdaler i direkte skat til kommune eller stat, eller havde haft en indtægt på mindst 1200 rigsdaler. Hvis forholdet mellem antal indbyggere og antal valgbare i en landstingskreds var mindre end 1:1000, kunne antallet af valgbare forøges ved at medtage de som betalte mest i skat, indtil forholdet 1:1000 var nået.[10]
Valgene var skriftlige og hemmelige. Hver valgmand udfyldte en stemmeseddel med det antal navne som der skulle vælges i valgkredsen. De som fik flest stemmer, blev valgt hvis de var på mere end halvdelen af stemmesedlerne. Dog skulle mindst 3 ud af 4 valgte have boet i landstingskredsen det seneste år.[11] Hvis disse krav medførte at der ikke blev valgt nok landstingsmedlemmer, blev der holdt omvalg for de ubesatte pladser. Hvis der stadig ikke var valgt nok landstingsmedlemmer, blev der holdt yderligere bundne omvalg for de ubesatte pladser hvor der kun kunne stemmes på de som havde fået flest stemmer i forrige valg, indtil alle pladser var besat.[12]
Det blev besluttet ved lov af 29. december 1850 at udvide Landstinget med 1 medlem valgt påFærøerne som derved blev den 12. landstingskreds.[13]
De 11 landstingskredse var:[14]
Viborg Amt var delt mellem 8. og 9. landstingskreds. Den vestlige del bestående af købstadenSkive, ogNørre,Rødding,Harre,Hindborg ogFjends Herreder hørte til 8. landstingskreds. Den østlige del bestående af købstadenViborg, ogRinds,Nørlyng,Sønderlyng,Lysgård,Hids,Houlbjerg ogMiddelsom Herreder hørte til 9. landstingskreds.
Ringkøbing Amt var delt mellem 8. og 11. landstingskreds. Den nordlige del bestående af købstæderneHolstebro ogLemvig, ogSkodborg,Vandfuld,Hjerm,Ginding ogUlfborg Herreder hørte til 8. landstingskreds. KøbstadenRingkøbing, ogHammerum,Hind,Bølling ogNørre Horne Herreder hørte til 11. landstingskreds.
