Kyst er den smallere eller bredere strækning, hvor landoverfladen sænker sig med større eller mindre hældning mod havet. Kyst er et mere vidtrækkende begreb endstrandbred,strand (forstrand), der betegner de yderste dele af kysten, som overskylles ved højvande (flod) og ligger tørre ved lavvande (ebbe). Kyster går højere op i landet og tænkes mere i sin udstrækning end i sit forhold til havet.
Kystlinjen, hvorved forstås kystens retning og form, er yderst uens ulige steder, og afhænger dels af landets ulige geologiske sammensætning og dets fasthed, dels af de kræfter, der virker derpå; den undergår stadig forandringer, idet der sker aflejringer på sine steder (klitter, marsk, delta med mere), mens der sker nedbrydninger og undermineringer med sammenstyrtninger på andre steder på grund af bølgeslag, ebbe og flod, strømninger, isgang og andet. Også langsomme hævninger og sænkninger, der er iagttagne flere steder på jorden, som fx hævningen afden skandinaviske halvø, bidrager til at forandre et lands kystomrids, om end meget langsomt. Med hensyn til kystens lodrette form skelner man mellem stejlkyster og fladkyster.
Uden for stejlkyster sænker havbunden sig i reglen hurtig og brat til store dybder. Hvis stejlkysten består af ensartet materiale, er den ikke rig på indskæringer og foranliggende øer, den er derfor sjælden farlig at nærme sig og frembyder, hvor der er læ for vinden, udmærkedehavne. Hvis den derimod består afbjergarter med uens hårdhed og fasthed, angribes de blødere i større grad end de hårdere, disse bliver derfor stående somøer (skær),halvøer ogodder, mellem hvilke havet skærer sig ind sombugter ogfjorde, der kan uddybes yderligere afgletsjere ogvandløb. Sådanne stejlkyster bærer forskellige navne (klippekyster, fjordkyster, riaskyster), og som særlig gode eksempler herpaa kan nævnesNorges vestkyst,Grønland,Skotland,Patagonien og mange andre – i det hele findes de hyppigst på højere nordlige og sydlige Bredder.
Ved fladkysterne sænker landet sig jævnt ned mod havet og fortsættes således ud under havspejlet. Kystlinjen forløber i reglen her ensformig, med få fremspringende punkter og få indskæringer. For sejladsen er disse kyster i reglen ikke fremmende, da de er fattige på gode havne, der hyppigst rindes ved flodmundingerne, og selv mindre skibe kan ikke gå helt ind til kysten.Lagune- og limandannelser (strandsøer) er hyppige, lige somsandbanker,revler ogsandbarrer findes uden for, klitdannelse inden for stranden. Hvis havbunden ved sådanne kyster sænker sig jævnt et stykke ud, men derpå pludselig synker til større dybder, opstår en stærkbrænding, der ofte kan virke stærkt hæmmende på adgangen til kysten; således er fx tilfældet med »calemaen« vedGuinea-kysten og »surf’en« vedKoromandel-kysten. Fladkyster er særlig fremtrædende vedNordsøen, således som iJylland, Nordtyskland ogHolland, endvidere vedFrankrigs vestkyst,Iran,Arabien, næsten heleAfrika,USAs østkyst,Mexiko,Patagoniens østkyst og mange andre steder. En lang kystlinje anses som heldig for et land; adgangen fra havet lettes, samkvemmet fremmes, og kulturmulighederne bliver større; det er således sin rige kystudvikling,Europa til dels skylder sin tidligere dominerende kulturstilling, mensAfrika ogAustralien lider under en forholdsvis fattig kystudvikling.
Af stor kulturbetydning er også kystens forløb i forhold til det inden for liggende lands terrænformer; man skelner således mellem længdekyster (konkordante kyster), hvor kystlinjen ligger parallel med den nærmestebjergkæde, og tværkyster (diskordante kyster), hvor kystlinjen skærer kæderne og længdedalene under en større eller mindre vinkel; de sidste er langt mere kulturfremmende end de første, de lukker op for indlandet, mens de første lukker i; som en udpræget længdekyst kan fremhævesSydamerikas vestkyst, som tværkystLilleasiens vestkyst.
