Den kristnetro lærer, at Gud elskede verden så højt: "...at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." (Joh 3,16)At Jesus erGuds søn, mennesketsfrelser og den lovedeMessias/Kristus (fragræsk ὁ Χριστός,ho Khristós, den salvede).
Messias betyder det samme påhebraisk, og er etjødisk begreb om Guds udvalgte hersker, som det blev profeteret i Det Gamle Testamente.
Religionens medlemmer blev kaldtkristne tidligt, og først blandt ikke-jøder.[4] Efterhånden fik kristendommen en overvægt af ikke-jøder, men kristendommens verdensbillede svarer i høj grad til de to andreabrahamitiske religioner (jødedommen ogislam) med troen på én Gud, der er skaber og opretholder afJorden som i Den Hebraiske Bibel (Det Gamle Testamente), som erkanonisk skrift side om side med Det Nye Testamente. Særlige kendetegn for kristendommen er troen på Jesus som Guds søn,Jesu død ogopstandelse somfrelsevilkår,treenigheden(Jesus, Gud, Helligånden),nadver ogdåb.
Kristendom er den største af verdensreligioner med omkring 2,1 milliarder tilhængere,[5] og er udbredt i de fleste lande i verden med flere end 20.000 retninger. Særligt er der tre hovedgrupper:Den ortodokse kirke,Romerskkatolske kirke ogde protestantiske kirker med en lang række forskelligartede kirkesamfund, hvor fundamentet for troen dog er det samme på trods af forskelle i kirkestruktur. Derudover er der i de seneste århundrede opstået utallige uafhængige kirker, ofte blandet med lokale religioner, samt andre marginale trosretninger somJehovas Vidner ogMormonerne.
Kristendommen opfattes af kristne som fuldendelsen af jødedommen i overensstemmelse med Jesu ord, og rummer noglejødiske elementer som de centraledogmer: Monoteisme, de dødesopstandelse, detevige liv, og troen på en tidligere profeteret frelser og Messias. Kristendommen har dog sine egne dogmer, der helt enkelt kommer af troen på Kristus som Guds søn, fx treenighedslæren[6]. Nogle kirkeretninger har også læren omarvesynd, alle frelse, eller lignende, men på trods af forskelle her, er trosgrundlaget det samme: Jesus som verdens frelser.
Helt centralt for kristendommen er troen på Jesus Kristus som Guds søn, og som deninkarnerede ("legemliggjorte") Gud, der kom til menneskeheden for gennem sin selvopofrelse og død at påtage sig menneskenessynder. Gennem troen på Jesus som Guds søn, hansdød og opstandelse, gives mennesket adgang til Guds frelse, tilgivelse og det evige liv med Gud i himlen og til påden sidste dag at genopstå fra de døde for aldrig igen at dø.
Jesus ses som opfyldelsen af Det Gamle Testamentes profeterede Messias, og som arving tilkong Davids trone. Jesu død og opstandelse indfører en nypagt mellem Gud og mennesker til erstatning af den gamle pagt mellem Gud og det jødiske folk som beskrevet i Det Gamle Testamente.
Troen på Jesus forudsætter beretningerne ievangelierne omJesu fødsel afJomfru Maria uden nogen mands mellemkomst, men medHelligånden som mellemmand (jomfrufødslen). Herved har Jesus undgået arvesyndens besmittelse i Romersk Katolsk teologi.
Jesu liv og lære, som står i evangelierne, apostlenes gerninger og brevene i Det Nye Testamente er vigtige for kristendommens forståelse af troen i praksis, da de er udtryk for Jesus bud og lære, som den blev efterlevet af de første kristne.
Frelsen i kristendommen er nær knyttet til troen på, at Jesus, der selv var uskyldig, af kærlighed påtog sig menneskehedens synder og fjernede den synd som lå mellem mennesket og Gud. På den måde kunne forholdet mellem Gud og mennesker genoprettes (forsones), og derfor ser kristendommen troen på Jesus og hanskorsfæstelse, død og opstandelse, som menneskets eneste mulighed til frelse og det evige liv.
Helligånden er ifølge Jesu lære, Apostlenes Gerninger og som beskrevet i flere breve i Det Nye Testamente, en gave til de, der tror på Jesus og lader sig døbe.
Troen påtreenigheden bestående afFaderen,Sønnen ogHelligånden er central i næsten alle trossamfund, der opfatter sig som kristne. Udformningen af læren skyldes troen påmonoteisme, samtidigt med at der findes mange antydninger iBibelen om, at Jesus og Helligånden er Gud ligesom Gud Fader.[kilde mangler] Læren siger så, at de er tre individuelle personer, men kun et væsen[7]. Tilhængerne erkender, at forståelse af det er etmysterium.[kilde mangler]
Biblen er foreningen af to skrifter:Jødernes bibel i skikkelse afDet Gamle Testamente, eller Tanakh, som det hedder påhebraisk, samtDet Nye Testamente. De er de kristnes hellige skrift, og ligger som grund for kristentroen. Nogle kristne mener, at den ord for ord er Guds ord nedskrevet af mennesker[8]. Andre kristne ser den som et menneskeskabt vidnesbyrd om Guds tilstedeværelse på jorden, og er derfor mere åbne for en bredere fortolkning af Bibelen og kristendommen.
Skønt en kristen har fået sine synder tilgivet ved Jesu forsoning, betragtes det ikke som en undskyldning for fortsat at synde, men snarere som motivation til at leve et anstændigt menneskeliv, og så vidt muligt udensynd. Det gælder for de fleste kristne overholdelse afDe 10 bud og som Jesu discipel at efterfølge og adlyde Jesu lære. Særligt pointerer Jesus, atkærlighed kan stå som overskrift over alle bud og regler iDet dobbelte kærlighedsbud:
Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.
Endvidere er det vigtigt at pointere, at forståelsen af Helligånden som Vejleder, hvilket han også kaldes iDet Nye Testamente, er helt central.
Den kristne kirke har fra tidlig tid fejretsøndagen, den dagJesus opstod fra de døde, som særlighelligdag, hvor de kristne samles for at tilbede og høre oplæsninger fra de hellige skrifter. Det er dog en helligdag, der er blev indført afkejser Konstantin og ikke af de første kristne. Også i dag fejres søndagen[9] med gudstjenester af forskellige slags lige fraliturgiske gudstjenester til mere uformelle møder. Der er dog visse fællestræk somsang, spændende fra recitationer til moderne lovsang, oplæsninger fra det Gamle og Nye Testamente, prædiken og mere eller mindre jævnligtdåb ognadver.[10]
Dåben giver adgang til kristendommen, hvor det nye medlem bliver sænket i eller overøst medvand. Dåben blev først brugt afJohannes Døberen, der også døbte Jesus. Senere befalede Jesus sine disciple "at gøre alle folkeslag til mine disciple idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn". Derved er dåben blevet det første kendetegn på en kristen. Dåb praktiseres forskelligt fra kirkesamfund til kirkesamfund, og betydningen fortolkes forskelligt. Det viser sig i to forskellige dåbspraksis:Barnedåb ogvoksendåb.
Nadveren stammer fraJesu sidste måltid meddisciplene, hvor han indstifter et måltid hvor de kristne gennembrød ogvin, spiser og drikke Jesu legeme og blod. Jesu indstiftelsesord:
»Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!«"
1 Kor 11,24-25
Også nadveren fortolkes og praktiseres forskelligt fra symbolsk til sakramentalt, og med usyret eller syret brød og medvin ellerdruesaft.
Den tidlige brug af betegnelsen "kristen" beskrives iBiblen:Det Nye Testamente,Apostlenes Gerninger, kapitel 11, vers 26:"og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplenekristne."
Jesus blev født iBetlehem i den romerske provins afPalæstina under kejserTiberius. EfterJesu død og opstandelse begyndte en skare af udvalgte discipleforkyndelsen af den kristne lære, dette anses traditionelt for at have startet ipinsen omkring år 30 og anses derfor som den kristnes kirkes fødsel. Forfulgte og frygtende for deres liv, flygtede en stor gruppe disciple og tilhængere fraJerusalem til den syriske by og provinshovedstadAntiokia (nuværende Antakya), hvor ordet kristen først blev taget i brug. De første kristne var delt i spørgsmålet om hvorvidt dejødiske traditioner, først og fremmestomskærelse, også skulle praktiseres af kristne. HvorJakob den Retfærdige (Jesu broder) iJerusalem stod for gruppen der mentede jødiske love skulle overholdes af kristne, mentePaulus iAntiokia ikke det var nødvendigt. Ved etkirkekonvent iJerusalem år 62 afgjorde Jakob sagen med et kompromis hvori omvendte hedningekristne (ikke-jøder) ikke behøvede at følge de strenge jødiske regler. Paulus' forkastelse af omskærelse og hans åbning imod hedningekristne såvel som jøder var et for kristendommen afgørende første skridt væk fra dens jødiske rødder. Omvendelsen af den romerske officer Cornelius anses for at være den første kristne fra en ikke-jødiske baggrund.Paulus skiver iDet Nye Testamente,Kolossenserbrevet, kapitel 3, vers 11:
Noli me tangere! Titians afbildning af Maria Magdalenes første møde med den opstandne Jesus Kristus. Fra 1511-1512
”Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.”
I disse år begyndte en fremvækst af en uafhængig og særlig kristen litteratur, som senere fik den samme centrale position som dehebraiske tekster.
De første år og de første kristne kirkesamfund betegnes ofte som "urkirken", i betydningen oprindelig og tæt på sin kilde.
Den kristne forkyndelse blev drevet med stor energi, og menigheden voksede hurtigt. De første omvendte var jøder, derefter voksede kristendommen blandt hedningekristne i byerne og blandt de fattige. Men snart spredtes kristendommen til de højere og uddannede samfundslag. Landbefolkningen beholdt længere sinehedenske traditioner. Før slutningen af det første århundrede var kristendommen spredt fraAntiokia mod nord og øst:Edessa (Şanlıurfa) blev en tidlig kristen bastion; ifølge traditionen spredteapostlen Thomas budskabet så langt østpå som tilIndien. I vest oprettedes kristne kirker iPuteoli nord forNapoli, iRom og sandsynligvis i det sydligeSpanien. De skrifter, som senere kom til at udgøre Det Nye Testamente, nedskrives påoldgræsk, for at lette forkyndelsen og udbredelse til de ikke-jødiske samfund.
Tacitus (55-120) skriver omNeros brug af de kristne som syndebuk.
”For at modvirke rygtet, der lagde skylden for kæmpebranden på [Neros] skuldre, beordrede han den mest udtænkte og frygtelige tortur af dem, der almindeligvis går under den simple betegnelse af kristne, og som i forvejen var stemplet med fortjent vanære og afsky. [...] Under tortur blev de dømt for at sætte byen i flammer og for had til menneskeslægten. De døde i smerte, og deres smerte gjort værre af fornærmelse og afsky. Nogle blev naglet til korset, andre syet ind i vilde dyrs skind og udsat for angreb af rasende hunde; andre igen blev indsmurt i brændbare væsker og brugt som flammer til oplysning af natten. [...] De kristne fortjente de strengeste straffe men offentlighedens afsky blev forvandlet til medlidenhed ved synet af disse ulykkelige skæbner, ofret, ikke så meget for offentlighedens sikkerhed, som for en jaloux en tyrans umættelige appetit for ondskab.”
På nær kejser Neros (se også fxquo vadis) forfølgelse af kristne iRom (hvis sandfærdighed er tvivlsom, måskeTacitus (ogSuetonius, som også beretter dem) tog fejl af jøderne og de kristne),[kilde mangler] skete forfølgelsen af de kristne i det første århundrede først og fremmest af andre jøder, som led i hvad der bedst kan betegnes som sekteriske forskelle. F.eks. som steningen afSkt. Stefan, som betragtes som den førstemartyr (proto-martyr) som beskrevet iDet Nye Testamente,Apostlenes Gerninger, kapitel 6, vers 10 til kapitel 7, vers 60:
V59: Så stenede de Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!”V69: Han faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen.[11]
Men frem til midten afdet tredje århundrede levede den kristne kirke alligevel et forholdsvis fredeligt liv, ofte mistænkeliggjort, foragtet og undertrykt afromerne – men kun sjældent udsat for direkte forfølgelse. Mistænkeliggjort for deres stædige forkastelse afforfædrenes gudsdyrkelse, søgte de kristne at hemmeligholde deres møder; under jorden og i mørket. Hvad afstedkom mere mistro og rygter kun i deres absurditet overgået i deres horrible beskyldninger om løsslupneorgier,incestuøse foreninger afbroder ogsøster,sønner ogmødre,babydrab,menneskeofringer,kannibalisme, etc.Jøderne var ligeledes ubøjelige i deres fornægtelse afpolyteisme og tilbedelse af kejserligeidoler, men det er blevet påpeget, at hvor jøderne ikke brød det antikketabu om ikke at helligholde og videreføre gamlelove ogtraditioner og respektere forfædrenes guder, så svigtede de kristne deres egne forfædreslove og traditioner. Således var den store forskel på jøderne og de kristne, at jøderne var ennation hvor de kristne var ensekt. Jøderne foragtedes for deresfanatisme og ubøjeligemonoteisme, men passede i det store hele ind iantikkens verdenssyn og blev oftest, om ikke accepteret, så i det mindste tålt. De kristne derimod, brød med antikkens religiøse grundlag og blev mødt med foragt,mistro og mistænksomhed og til sidst udbredte forfølgelser. Under kejserDecius (249-251) udbrød forfølgelserne igen i lys lue. Den kristne sekt blev forbudt og kristnepræster ogbiskopper tvunget til at ofre til kejseren – ofringer der ikke ville være forenelige med den kristnemonoteisme. Et samtidigt massivt udbrud afpest udløste et behov for nogen at skyde skylden på. Under disse forfølgelser fandtpave Fabianmartyriet. Senere beordrede kejserGalienus (260-268) forfølgelsen af de kristne stoppet, dog uden formelt at ophæve det officielle forbud mod religionen. Ikke før år 303 under kejserDiocletian (284–305) blev der igen udført organiserede statsforfølgelser af de kristne. Forfølgelserne under Diocletian og hans medregent og efterfølgerGalerius (293-311) skulle vise sig at være de mest omfattende og grusomme – men i sidste ende nytteløse.
Ifølge den kristne tradition togKonstantin den Store (306-337), hvis familie indtil da havde tilbedtSol Invictus ("Den ubesejrede Sol"), i 311 kristendommen til sig, og underkorset ogbannere, der proklarede: "In hoc signo vinces!" (latin: "I dette tegn skal du sejre!") vandt han efter flere slag den absolutte titel somkejser, og derefter ikke bare lovliggjorde kristendommen, men gav den tillige flere statsligeprivilegier.
Dennetese bliver imidlertid anfægtet af flere historikere, eftersom Konstantin først blev døbt på sit dødsleje, og fordiMithrakulten og Sol Invictus-kulten nød flere statslige privilegier. M.h.t. til korset indvendes det, at det har været det ligebenede kors – et symbol påsolen – Konstantin proklamerede, og meget tyder også på, at Konstantin beholdt sin titel somypperstepræst for Sol Invictus-kulten til sin død.
KejserJulian den Frafaldne (361-363) fratog senere i år361 kirken dens privilegier og prøvede forgæves at genskabe tidligere tidersreligiøse strukturer uden dog helt at skride til direkte forfølgelse af de kristne, men blev kontinuerligt skuffet over befolkningens ligegyldighed over for selv de vigtigste hedenskemonumenter oghelligdomme, og efter et kort, men aktivt styre gik hans efterfølgere i embedet tilbage til kristendommen, og de romerske forfølgelser af kristne var til ende. Senere blevPeterskirken opført iNeros haver, hvor de kristne før havde stået somfakler.
Fra starten af var der stor uenighed om hvordandet kristne budskab skulle fortolkes. Mangekirkehistoriske stridigheder opstod i tidens løb, hvoraf en stor del af dem førte til kirkesplittelser og nyekirkesamfund. Først var det særlig indflydelsen fra den jødiske oggræske baggrund, der prøvede at øve indflydelse i kirken. Særlig de græskegnostiske retninger fik stor indflydelse, men blev som helhed afvist af kirken og gnostiske sekter blev ihærdigt forfulgt af den tidlige kristne kirke. Gnosticismen tænktedualistisk og for de kristne gnostikere varJesus ikkeinkarnationen afGud, men nærmere en særlig vis mand, der endte sit liv ved at hans jordiske krop døde, mens hanssjæl steg op til Gud.
I den tidlige kirkehistorie var det særligt spørgsmål angåendetreenighedstanken og spørgsmål angående Jesu to naturer (Jesus som sand Gud og sand menneske), der var til debat og skabte splittelser.Striden blev særlig alvorligt medden arianske strid, var en præst ved navnArius som mente, at Gud havde skabt Jesus Kristus ud fra ingenting som sin første og største skabning. Efter Gud havde skabt Jesus, skabte Gud verden og alle skabningerne i den. Men eftersom Jesus var en skabning forskellig fra og dermed underlegen Gud, så frasagde Arius sig dermed det centrale dogme omtreenigheden, hvori Gud og Kristus (og Helligånden) er ét og af samme væsen. En tilsvarende lære findes i dag hosJehovas Vidner.[kilde mangler] Kirken afviste Arius' lære ved flere kirkemøder, men i mange århundrede måtte Kirken kæmpe mod denne opfattelse før den ikke længere var en trussel for kirken.
Efter at havde diskuteretJesu guddom ogtreenighed blev spørgsmålene om hvor stor en del Jesus vargud og hvor stor del han varmenneske. Kirkens konklusion blev at Jesus var sandt (100%) menneske og sand (100%) gud i én person, mens andre retninger, så som dennestorianske mente, at Jesus havde en menneskelig og en guddommelig person i sig. Denne opfattelse blev afvist, og bl.a.den assyriske kirke skilte sig fra denkatolske (almindelige) kirke.Som reaktion til den nestorianske opfattelse mente denmonofysitiske retning, at Jesus kun var én person (mono fysis), den guddommelige uden noget menneskeligt element. Nogle kirker opfattes i dag som monfysitiske, men det benægter de som oftest selv.
Det største skisma kom dog i 1054, da den ortodokse og den katolske kirke definitivt brød med hinanden. Bruddet skyldtes i høj grad det store kulturelle skel, der var kommet mellem den østlige og den vestlige kirke, menteologiske stridigheder om forståelsen afpavens overherredømme, usyret eller syret nadverbrød, ogfilioque-spørgsmålet var de officielle grunde til bruddet.
Vedreformationen i det 16. århundrede deltesden vestlige kirke yderligere i enkatolsk ogprotestantisk retning samt enanglikansk, der nærmest indtager en midterposition mellem de to. Baggrunden forden lutherske reformation, som siges at begynde i1517, daMartin Luther sømmede sine95 teser op påkirkeporten iWittenberg, var bl.a. en stor utilfredshed med det udbredte salg afafladsbreve. Dog var også korruption ognepotisme, samt fordrukne og løsslupne paver med til at bane vejen for et reformation af kirken, der dog endte med direkte splittelser i ikke blot én, men mange kirker, hvorden lutherske kirke og denreformerte kirke var de største.Reformatornes ønske var at vende tilbage tilSkriften som eneste grundlag for kirken og forkyndesola gratia (af nåde alene). En mængde forskellige protestantiske retninger kom i kølvandet på reformatorernes brud med kirken. Mange af disse var ofte af tvivlsom art, og bestod ofte afdommedagsprofeter som spredte budskabet omverdens snarlige ende.Luther særligt havde intet tilovers for disse retninger, og han gjorde ofte fælles front med den katolske kirke i bekæmpelsen af dem. Blandt dem var også døberbevægelsen (de såkaldtegendøbere, eller anabaptister). Luther foragtede disse, fordi de ikke ville accepterebarnedåb og forkastede eden. Døberbevægelsen blev forfulgt, og mange udvandrede i 1700- og 1800-tallet tilNordamerika. Bevægelsen er i dag delt imennonitterne,amish oghutteritter.
Forskellige fortolkninger af biblen og andre faktorer medførte igennem årtusinderne en opdeling i forskellige kristne retninger, men alle grene har rod i den tidlige ur-kirke.
Antallet af mennesker, der er tilknyttet den kristne religion var år 2000 på 1.973 millioner (ca. 2 milliarder), dvs. 32,54% af verdens befolkning og dermed den største religion. Antallet afmuslimer er på 1.279 millioner, dvs. 21,09% af verdens befolkningen, og med en vækst på 2,17% om året verdens hurtigst voksende. Kristendommen vokser derimod med 1,43% og dermed tæt på befolkningsvæksten, der er på 1,39%.
Kristendommens vækst sker næsten udelukkende i den del, vi ofte kalderden tredje verden, hvorimod religionen går tilbage i meget af den vestlige verden.Europa udgør stadig, med ca. 560 millioner medlemmer, kontinentet med den største kristne menighed. Men allerede omkring 2025 forventes denafrikanske ogsydamerikanske kristne andel at være større på hhv. ca. 633 millioner og 640 millioner samt 460 millioner iAsien.
Blandt kirkesamfundene er det særlig de traditionelle kirker, der har en lav vækstrate (katolske ogortodokse henholdsvis 0,5% og 0,1%), hvorimod de protestantiske kirker som sådan er på 2,2% og de uafhængige kirker vokser med 5,5%.
Generelt er det de konservative og/eller dekarismatiske dele af kristendommen, der har den største vækst. F.eks. er væksten blandtevangelikale på 4,7% og hospinsekirken, som per definition også er evangelikal, på 4,5%. Karismatiske grupperinger, som findes blandt alle former for kirkesamfund vokser med 3,9%[12].
Kristendom kan overordnet set opdeles i en række undergrupper, hvoraf de største er:
NB: Disse tal skal tages med største forsigtighed, da det er endog meget svært at lave statistik på sådanne ting og da visse kategorier, f.eks. her "protestantisme" er svære at definere koncist.
De ortodokse kirker, fx den græsk-ortodokse eller den russisk-ortodokse kirke (ca. 240 millioner)
IDanmark tilhører hovedparten (76 %) af befolkningenFolkekirken; enluthersk (og dermedprotestantisk) kirke. Derudover er der mellem 50 og 80 andre kristne trossamfund, hvoraf 10 er statsligt "anerkendte" trossamfund, der kan førekirkebøger (ministerialbøger) ligesom iFolkekirken. De kan med samme gyldighed som den udstede attester frakirkebøgerne. Andre kristne (og ikke-kristne trossamfund), der er "godkendte" (men ikke "anerkendte") kan med fuld juridisk gyldighed foretagevielser. De anerkendte trossamfund er:[15]
^(engelsk) J.N.D. Kelly,Early Christian Doctrines ss. 87-90; (engelsk) T. Desmond Alexander,New Dictionary of Biblical Theology ss. 514-515; Alister E. McGrath,Historical Theology s. 61.(engelsk)
^Operation World (OW), som er en statistikbog over kristendommens vækst særligt blandt evangelikale, har stort statistisk materiale om kristendommen, dens antal og vækst. Desværre er sidste udgave fra 2001. Læs mere påOW's hjemmesideArkiveret 22. august 2007 hosWayback Machine
